Alle de tåbelige udtalelser fra den store debat om ytringsfrihed, som vi havde omkring Muhammedtegningerne kører frisk rundt igen i anledning af Lars von Triers pressekonference i Cannes. Anne Knudsen skriver f.eks. i Berlingske Tidende at Trier “misbrugte også sin ytringsfrihed til en tåbelig provokation og Cannes filmfestivalens talerstol til en ualmindelig dårlig reklame for både Danmark og hans egen film“. Herligt at læse om misbrug af frihed på en borgerlig avis. Jeg savner en stat, der helt specifikt giver mig et manuskript over det jeg skal sige for jeg er så bange for at kludre i det.

Katrine Lilleør deler helt Knudsens tankegang når hun ligeledes i Berlingske Tidende skriver “Vi er tilbage ved det med ytringsfriheden, som af nogle forveksles med retten til at sige lige, hvad man vil, så alle kan høre det“. Men ytringsfriheden er jo netop retten til at sige, hvad fanden man mener mener kun under ansvar af loven fordi trusler og injurier fratager andre deres frihed. Det er derfor det hedder frihed. Eller som Trier selv har formuleret det så indfølt “Når jeg tænker tingene, har jeg det sådan, at så har jeg også lov at sige det.” Nemlig for vi er jo alle mennesker, også de der som lilleør og Knudsen tror sig godere end os andre.

“Havde Lars von Trier sat en større europæisk diskussion i gang om, hvorvidt man kan frifinde de nazisympatiserende kunstnere fra 40’erne, var han formentlig ikke blevet bortvist” forsætter Lilleør storladent. Men det lykkedes altså desværre ikke Trier, som åbenbart skal kunne være herre over de diskussionsemner vi andre ellers bilder os ind at tage op eller deltage i af egen fri vilje, at sætte en større europæisk diskussion i gang - og så er det ellers ud af klappen. Jeg forestiller mig en gråzone i Lilleørs univers, hvor Trier kun satte gang i en mindre europæisk diskussion og derfor fik lov til at kigge ind af vinduerne på det store finalepalæ, men altså ikke entrere. Eller en større dikussion men kun i nogle europæiske lande.

Berlingske Tidende indleder deres Leder (hø, hø, Leder) således

Her er et citat: »Jeg ville virkelig gerne være jøde, og så fandt jeg ud af, at jeg i virkeligheden var nazi, fordi min familie var tysk, hvilket også gav mig en vis tilfredsstillelse«.

Og fortsætter så i samme dur, som alle andre forargede at se det som “syg humor“, “utilstedelig“ og erklære at ”udtalelser af denne art så indlysende stødende, stupide og smagløse“. Men de overser at det eneste anstødelige ved det eneste citat, som de interessant nok fremdrager, nemlig at Trier siger “at jeg i virkeligheden var nazi, fordi min familie var tysk“. Hvis man er tysk af familie er man altså nazi slutter Trier og det er da stødende - overfor tyskere! - Hvis man altså stupidt tager Trier på ordet.

Anita Bay Bondegård forstår i Politiken Triers påstand om at vi alle er lidt nazist i forståelsen ‘alle vi danskere’, for…

…billedet af os som hyggelige grinebidere kan ikke holde, hvis vi ikke kan se os selv, som omverdenen ser os.

Så bliver vi for alvor isolerede bag grænsebommene og tolderne, der skal beskytte os mod den forbrydelse og ondskab, der kun findes andre steder. Så bliver vi ikke blot latterlige, men farlige forbilleder for al lurende nazisme – med eller uden Wagner-æstetik og dumsmarte bemærkninger.

Hvorledes man kan se sig selv, ikke bare udefra, men som omverdenen som sådan fra Rangoon til Mandaly ser os, er et åbent spørgsmål, men nazier er vi afjort af hvad andre måtte tænke. Hun skriver tillige selvmodsigende

Undskyldningen, vi forsøger os med, er gud hjælpe os så oven i købet den sædvanlige med, at vi skulle besidde en særlig dansk form for humor, der spænder fra det gemytlige til det grovkornede, inden for hvilken man kan sige og gøre hvad som helst og bagefter klaske hinanden på skulderen og være lige gode venner for det.

Det er jo kun for sjov!

Det svedne grin og den lumpne selvovervurdering går fint op i den lavere enhed, vi synes er så vældig dansk.

Det er et dårligt argument at sådan er vores humor fordi vores humor jo er sådan. Men mens Politikens Leder er enig i synet på Triers udtalelser, der er “at trampe brutalt på andres følelser en masse“ er den uenig i synet dansk humor for “det Lars von Trier gav en smagsprøve på, var ikke dansk humor, men syg humor“. Godt at de kan skelne og godt at se at der åbenbart er en grænse for det kulturelle selvhad på Politiken.

Den franske kulturminister Frédéric Mitterrand støtter også angrebene på Trier, der ifølge Information kaldes “blød i bolden”. Det fører til en morsom kommentar af Johannes Aagaard på samme avis

Som kulturminister har Frédéric Mitterrand tiltrukket opmærksomhed ved at forsvare en filminstruktøren Polanski, der var tiltalt for at have voldtaget et 13-årigt barn, og kulturministeren vandt også i 2009 opmærksomhed ved at have skrevet en biografi, hvor han i realiteten forsvarede sexturisme (til Thailand).

I en bogudgivelsen “La Mauvaise Vie”, fra før Frédéric Mitterrand blev minister, skrev han således:

Citat: “Jeg fik for vane at betale for drenge. Alle ritualerne omkring markedet for unge mennesker og slavemarkedet tændte mig enormt… overfloden af attraktive og altid ledige unge drenge fik mig til at længes.”

http://www.lemonde.fr/politique/article/2009/10/08…

På Jyllands-Posten kan man læse et par eksempler på det europæiske filmmiljøs moralisering

Festival de Cannes afslører sin dobbeltmoral ved at udelukke Lars von Trier, mens Emir Kustirica, som også har ytret sig negativt om etniske minoriteter, bliver udnævnt til jurypræsident for sideserien Un Certain Regard og netop har modtaget den højeste franske orden, Ordre national de la Légion d’honneur.

(…)

Filmfestivaler i Europa har generelt et lidt uforudsigeligt forhold til, hvad filmnskabere kan tillade sig. I 2010 støttede Berlins internationale filmfestival Roman Polanski, der ikke kunne deltage i festivalen personligt, fordi han sad fængslet for en gammel voldtægtssag i USA. In absentia blev han udnævnt til bedste instruktør for filmen “The Ghostwriter”.

Og så vil jeg selv lave en Trier, som udhules en del af at jeg annoncerer det. Jeg savner en terrororganisation der slår folk ihjel for at så tvivl om ytringsfriheden for så kunne jeg nemlig sige at “det var i selv ude om” og “se, hvad der sker når man sårer folks følelser”. Men en sådan kan ikke eksistere for kampen om ytringsfriheden er netop meningernes eksempel overfor voldens. Hvor hårdt det dog er at være i de kristnes sted, der foran løverne, kun kunne dø som et godt eksempel til efterfølgelse.