Det er jo bare islam

Diverse — Drokles on April 11, 2011 at 5:51 am

En muslimsk forening inviterer en iman til landet for at holde et foredrag om den i Danmark anerkendte religion islam. Politiken beskriver ham ganske korrekt, som en muslimsk lærd og ungdomsforeningen, der har inviteret ham argumenterer afslappet:

»Vi har inviteret ham, fordi vi mener, at han er en kapacitet. Han er konverteret, og derfor har han sandsynligvis en fod både i den vestlige verden og i islam. Han har skrevet en masse bøger, og vi mente, at det kunne være spændende for de unge at høre ham tale om islamofobi. Han kan sende et signal til de unge om, at de skal omfavne det samfund, de lever i, og forsøge at være så praktiserende muslimer som muligt, fordi det ikke er i konflikt med samfundet«, siger Imran Shah.

»Bare fordi han repræsenterer en vis type islam, så betyder det ikke, at det er noget, som vi skal sluge råt«, siger han.

Og ingen aner pludselig deres levende råd. Lars Aslan Rasmussen, der tidligere mente at Folkeskolen skulle tilbyde børnene arabiskundervisning grundet den demografiske udvikling siger nu til Politiken

»Det undrer mig, at der findes mennesker i Danmark, som inviterer sådan en psykopat.«

For Lars Aslan, som for de fleste af vores kære politikere falder homofobien mest for brystet. Lars Aslan gjorde sig i samme anledning også bemærket ved engang at anmelde FC Midtjylland’s daværende målmand Arek Onyszko til Politiet fordi Onyszko mente at bøsser var klamme. Der kom ikke nogen pølse ud af det skind, men måske den muslimske lærde burde anmelde Aslan Rasmussen for injurierende at blive kaldt for psykopat? Ideen er i hvert fald her givet videre.

Til Politiken siger Københavns Kulturborgmester om den lærde muslim

»Han er en rigtig ubehagelig person med rigtig ubehagelige synspunkter«, siger Pia Allerslev.

Åbenbart kender hun ligesom Aslan Rasmussen den islamiske lærde godt nok til at udtale sig om hans person, men nu lever vi trods alt i et rimeligt liberalt samfund, hvor ingen kan hindre nogen i at være sig selv - ubehagelige eller ej. Og så efterlyser kulturborgmesteren indrejseforbud for den ubehagelige person fra et ualmindeligt velvilligt Folketing

Dansk Folkeparti retter nu henvendelse til justitsminister Lars Barfoed (K). Han skal undersøge, om det er muligt at holde den muslimske prædikant Bilal Philips ude af landet.

»Hvis den nuværende lovgivning ikke er tilstrækkelig, ser vi meget gerne, at justitsministeren kigger på ny lovgivning, der tager hensyn til, at folk skal have lov til at ytre sig. Men alt inden for rimelighedens grænser«, mener DF’s socialordfører og medlem af Folketingets integrationsudvalg, Martin Henriksen.

Ytringsfrihed, MEN! Godt gået Henriksen, men vi har lige haft en længere debat om ytringsfrihed, hvor konklusionen blev at ytringsfrihed gælder indenfor lovens grænser og ikke den arbitrære rimeligheds. Og også godt gået at du ved at udelukke islamiske lærde fra at ytre sig i Danmark også fratager dig selv argumenter for, hvorfor islam er sådan et problem også for de borgerlige anstændige og den velmenende venstrefløj, som man vel ret beset skal overbevise, hvis noget skal ændre sig. Men du vil åbenbart hellere lade dem sove videre i fornægtelse.

Trine Pertou Mach kalder - ivrig efter at føre problemerne over i fjendens lejr - den muslimske lærde for en repræsentant for det yderste højre da hans “…syn på integration kan sidestilles med Geert Wilders eller Le Pen’s“ på sin blog og sidestiller således de, der advarer mod det samme som hende med, hvad både de og hun selv advarer imod.

Pertou glemmer på sin liste over den muslimske lærdes forfærdelige holdninger (hvor homofobien har en fremtrædende plads) i øvrigt - og måske sigende for SF generelt - at forarges over at den muslimske lærde også er antisemit. Men hun har åndsnærværelse nok til at sondre imellem forskellige islamiske retsskoler da hun slår fast at Bilal Phillips hylder “…en reaktionær udlægning af sharialovgivning“, som en modsætning til de andre sharialovgivninger, der åbenbart og til manges overraskelse mener at denne gudslov sagtens kan tolkes progressivt.

Den slags reaktionære læsninger er “…slet ikke de inputs, vores naboer, som kommer til møder i Islamisk Trossamfunds ungdomsafdeling, har brug for.” skriver Pertou nedladende og ganske sikkert rettet til sine hvide danske fanskare og abonnerer på synspunktet at “vores naboer” vil sluge alle input rå. “Vores naboer”, som jo altså ikke ligefrem er os, blink, blink, har brug for andre “inputs” end dem de tilsyneladende selv har valgt - om, hvordan de var tiltænkt at skulle være fremmede og eksotiske i gadebilledet uden dog at kamme over i at være sig selv. Alt indenfor rimelighedens græner jo.

Men det er svært og Pertou befinder sig i et dilemma

Spørgsmålet er, hvordan vi reagerer som venstrefløj på det her. Standardreaktionen har jo været en moddemonstration. Jeg synes, at der skal reageres, men vi er nødt til at tænke os godt om. Moddemonstrationen foran Den sorte Diamant har i hvert fald jeg ret tydeligt på nethinden, det var ikke specielt morsomt.

For mig at se skal vi håndtere to problemstillinger. Dels har ingen af os formentlig lyst til at stå til en sådan moddemonstration sammen med hele det borgerlige og højreradikale sammenrend, som sandsynligvis vil være der, og ligne en samlet front mod de af vores naboer, der deltager i mødet.

Dels er det altafgørende, at de unge, der deltager i konferencen, ikke tror, at det er dem, der demonstreres i mod. Vores mod-reaktion er jo netop et forsvar for mangfoldighed og rummelighed – og for samhørighed. Det snit er fandens svært at ramme.

 Jeg kan godt forstå at muslimske invitationer til folk, der indenfor deres tro regnes til kapaciteter gør en SF’er ganske forvirret. Hvordan dog forsvare mangfoldighed når man nu ikke kan rumme den? Hverken det islamiske tankegods, som altså beskrives som højredrejet eller højrefløjen, der sandsynligvis og vel højst besynderligt hvis Pertous prædikater ellers skal have et indhold vil demonstrere imod den islamiske kan hun jo stå side om side med. Og hvordan siger man at den muslimske lærde er dum at høre på uden at sige at det er dumt at høre på ham til sine naboer, der jo synes at den muslimske lærde er en kapacitet? De snit er i sandhed fandens svære at ramme.

Et lille lyspunkt midt i forvirringen over at islam insisterer på at være sig selv er Socialdemokratiets Karen Hækkerup, der endda, som en af de absolut få hæfter sig ved den muslimske lærdes antisemitisme. Fra Politiken

»Man skal tænke på den anden side af medaljen. Han bliver gjort til helt, hvis han står i lufthavnen og bliver sendt hjem. I stedet skal vi demonstrere«, siger Karen Hækkerup  

En rent taktisk overvejelse, men udemærket tænkt ellers og hun tilføjer bl.a.

…i stedet for at nægte manden indrejse, må man holde øje med, hvem der lytter til ham«, siger socialdemokraten.

Mit gæt er at det vil være muslimer, der lytter til ham. Og det vil være godt for bedsteborgerskabet med den slags input så de måske kan se, hvad det er for nogle naboer, som er kommet hertil hos os og hvem vores naboer mener er lærde kapaciteter, som det er værd at lytte til. Og bedsteborgerskabet kan måske så tænke over hvor meget kulturel mangfoldighed de mener at vi kan rumme, hvis der også skal være plads til os og alle andre. Islam er islam og det er fornægtelse at tro at det handler om en enkelt ubehagelig person eller psykopat.

0 Kommentarer »

Ingen kommentarer endnu.

RSS feed for comments on this post. TrackBack URI

Kommentér indlægget...

Monokultur kører på WordPress