Fremragende kronik på fremragende blog

Diverse — Drokles on April 3, 2011 at 6:32 pm

Snaphanen har som måske bekendt igennem længere tid haft en fast søndagskronik skrevet under pseudonymet Julia Caesar og denne søndag er en af de allerbedste af slagsen.

Politikerna leker med dynamit

När män kommer från en hederskultur till de nordiska länderna möts de av frestelser som de aldrig har mött i sina hemländer. Det gäller vare sig de kommer från en kristen eller muslimsk hederskultur. De ser vackra, fria och självständiga kvinnor som själva väljer sina liv och den man de vill ha. De går lätt klädda och visar hår och hud. Det är som kött för hungriga hundar. Det blir kortslutning i hjärnan på män som bara har sett kvinnor dolda i heltäckande tält – kvinnor som de här männen har lärt sig se som andrahandsvarelser utan egna rättigheter, utan egna liv.

Hur har politikerna tänkt omprogrammera utomeuropeiska invandrare så att de plötsligt börjar se kvinnor som fullvärdiga, jämställda människor med rätt att bestämma över sina egna liv och rätt att säga nej till närmanden som de inte uppskattar? Svaret är att det inte går. Hur mycket social ingenjörskonst och hur många integrationsmiljarder man än satsar går det inte att hoppa över flera hundra år i människans utveckling. Evolutionen lunkar på i sin egen takt, och den är långsam. Det mångkulturella samhällsexperimentet innebär oundvikligen fruktansvärda kollisioner mellan skilda kulturer och utvecklingsstadier. Jordens historia är full av exempel. Alla har slutat på samma sätt, med inbördeskrig och undergång. Sveriges och andra europeiska länders politiker leker med dynamit. Vad de inte besinnar är att explosionen kan komma när de minst anar.

De ansvariga har namn

Jag vill ställa dem till ansvar, dessa landsförrädare som säljer ut sitt eget land och sin egen befolkning till vem som helst som säger sig vilja bo i Sverige och gärna lever på andras arbete och andras pengar.

Læs den hele.

3 Kommentarer »

  1. Enig i din vurdering, Drokles.

    “Svenskarna måste integreras i det nya Sverige, det gamla Sverige kommer inte tillbaka”.
    (citat: Mona Sahlin for ti år siden)

    Det er da rart at se, at Mona endnu dengang overhovedet tænkte på en slags Sverige i fremtiden.

    Det er mere end man kan sige, at den kvindelige af to verbale duellanter i Deadline II. sektion i går gav udtryk for. Emnet var: ‘Er danskerne stadig et folk?’
    Det viste sig for én gangs skyld plat umuligt for Jess Stein Pedersen at løfte duellen fri af det fladeste talk-show niveau. Især var Lene Busk skyld i det og absolut progressivt værdiflad.
    Med den dummes suveræne overlegenhed var hun i stand til at henvise sin modstander til historiens losseplads med den supersmarte oratoriske nu-og-her upper-cut-lammer, at han som historiker var og blev tilbageskuende, mens hun – underforstået – i modsætning til ham var noget meget bedre og mere kosmopolitisk i pagt med tiden – nemlig fremadskuende. Hun sagde næsten med rene ord, at hun var uden fornemmelse af sig selv som en del af et folk. I princippet nok, men ikke i realiteten. Det eneste hun levede og åndede for, var sådan noget diffust noget som det territorium, hun tilfældigvis befandt sig på, og de netværk, hun i nuet var en del af, og de netværk kunne sagtens have forgreninger over hele kloden. For hende var der, så vidt jeg kunne bedømme ingen forskel på at være kineser, dansker eller franskmand. Det var ét fedt. Det hele kom an på, hvem man var sammen med hvorhenne og hvorfor.
    Det er den mest idiotisk-bekvemme ikke-identitetstrosbekendelse, jeg endnu har hørt fra dansk mund. Bekvem? Jo, fordi hun ikke kan stilles til ansvar for sine holdninger eller sin identitet, der jo ikke er forankret noget sted, men flyder frit i rent opportune sammenhænge. Det eneste, hun med rette vil kunne bebrejdes, er, at hun måske ikke er opportunistisk nok, fordi hun ikke skifter sine skiftende netværk ud i tide.

    Er der noget, hun kan lære af indvandrerne, så er det i forholdet til rødderne. Dem, hun smed væk for åben skærm. De véd, hvem de er, og hvor de kommer fra. De kender efter vor mening til overmål betydningen af deres oprindelse.

    Jo ældre, man som vesterlænding bliver, desto smerteligere bliver udsagnet: Giv mig et sted at stå, og jeg skal bevæge Verden.

    Dertil er Lene Busk slet ikke nået. Hun kommer der heller aldrig. Hun véd ikke engang, at hendes standpunkt befinder sig i den blå luft, og at hendes meninger af samme grund ingenting bevæger.

    Med venlig hilsen

    Comment by emeritus — April 4, 2011 @ 12:59 pm
  2. Det er dog en Deadline jeg skal se i aften!

    Mange historikere er håbløse relativister, fordi de slet ikke er filosofisk funderede og dermed dårlige til at imødegå halal-hippierne.

    Comment by Sobieski — April 4, 2011 @ 3:11 pm
  3. Tak for sammendraget Emeritus. En af grundende til jeg nødigt ser DR, mit blodtryk kan ikke holde til det. Folk, som Busk, er en minoritet i befolkningen, men en majoritet på DRs sendeflade. Jeg tror det var Kim Møller fra Uriasposten, der indførte begrebet oikofob i den danske debat og Lene Busk er en sådan slønt hun med sin benægtelse af den kultur hun ganske mod sin vilje er så fanget af benægter dette.

    Comment by Drokles — April 5, 2011 @ 4:19 am

RSS feed for comments on this post. TrackBack URI

Kommentér indlægget...

Monokultur kører på WordPress