Gade om SF-præster

Diverse — Drokles on May 26, 2007 at 8:48 am

Glimrende kommentar af Henrik Gade Jensen i 180 Grader

Jo mere folkekirkens præster og dertil knyttede organisationer bruger deres stemme til at kritisere, at det offentlige ikke bruger penge nok, kan det være svært at føle sig hjemme. Danske kirkefolk ender også ofte med en kritik af Israel og USA, sympati for terrorister og en ukritisk forståelse af alle fremmede religioner. Det er ret træls i længden.

(…)

Det centrale ved folkekirken er dens bekendelsesgrundlag, specielt det almindelige præstedømme. Det betyder, at folkekirken egentlig blot er de barnedøbtes fællesskab og at præsters og biskoppers opgave ikke er at udtale sig om alt muligt aktuelt i samfundet, men at forvalte sakramenterne, dåb og nadver. “Hvad der er krøbet ud af dåben, kan rose sig af allerede at være indviet til præst, biskop og pave” sagde Luther. Det betyder, at der ikke findes nogen kristeligt politik andet end hvad hver af os mener.

I stedet for at udskille kirken med dens bekendelsesgrundlag - det almindelige og anarkistiske præstedømme - fra staten burde det snarere udbredes til hele samfundet.

Samfundet vrimler med organistioner og foreninger, der udtaler sig på medlemmernes vegne. Hvis jeg var medlem af en fagforening, ville mit medlemsskab blive taget til indtægt for en lang række holdninger, der som regel altid snoer sig mod venstre. Virksomheder ynder sociale og miljømæssige hensigtserklæringer, Social Corporate Statements, der skal overbevise omverdenen om alt det gode, de gerne vil.

(…)

Problemet i dag er vindskibeligheden hos mange præster og kirkelige organisationer, der vil have, at den danske kirke skal kunne udtale sig om krig og fred, miljøets tilstand, sult og fattigdom. For det er samtidig en naturlov, at organisationer i samfundet uden et ansvar altid vil ende op som venstresnoede fantaster.

Hvis man ser rundt om i verden, ligner kirkernes udtalelser til forveksling venstrefløjens politiske udmeldinger. Og det er ikke tilfældigt. For NGO-ere - og hertil kan vi også regne kirkerne - behøver aldrig bekymre sig om, hvor pengene skal komme fra til alt det gode, som staten bør gøre for at afhjælpe dårligdomme her i denne verden. NGO-ere vil pr. definition altid virke som venstreorienterede partisaner for at få kanaliseret statens midler over i de foretagender, som de måtte
anbefale.

I gamle dage var danske menigheder aktive for at udfolde kirkelivet lokalt og samle store midler ind til mission og hjælp i det fremmede. Det fungerede ret godt. I dag er mange kirkesamfund blevet pressionsgrupper, der arbejder på at ændre den politiske dagsorden.

Hvis den danske folkekirke blev en selvstændig organisation, ville dens udtalelser til forveksling ligne SF´s eller Enhedslistens. Det kan man forvisse sig om ved at gå ind på den svenske kirkes hjemmeside og studere dens utallige meningstilkendegivelser i den offentlige debat. At det skulle være særlig kristeligt er svært at forstå.

Magt uden ansvar. Gade Jensen’s beskrivelse af kirken er også en karateristik af en bestemt type mennesker, hvoraf nogle er blandt mine venner. En fornægtelse af omkostninger af angst for ikke at være god eller mere præcist angst for ikke at tage sig godt ud. Måske er det derfor at disse mennesker går så meget Danmarks renomé og hvad andre måtte mene.

0 Kommentarer »

Ingen kommentarer endnu.

RSS feed for comments on this post. TrackBack URI

Kommentér indlægget...

Monokultur kører på WordPress