Rune Engelbrechts libyske håb

Diverse — Drokles on March 28, 2011 at 5:59 pm

Forleden havde Rune Engelbrecht Larsen en dramatisk overskrift på et blogindlæg: “Søren Espersens forvirrede bombeiver” (Senere konkluderede han nonchalant “hvis et missil rammer Libyens diktator, skal ingen heller høre et ondt ord for dét.“). Engelbrecht havde bidt sig fast i at Espersen havde polemiseret over bomberesolutionen, der er formuleret til fordel for at beskytte civile mod nedslagtninger og konsekvent af den logik åbnet for muligheden af at vi så kunne komme til at skulle bombe oprørerne, hvis de fik agt, som de havde magt. Og det var slemt for oprørerne er de gode mennesker vi ikke aner en bjælde om.

Det er ikke første gang, at Dansk Folkeparti har vist sig som de mest vrangvillige iagttagere af revolutionerne i Mellemøsten og Nordafrika. Den ene diktator efter den anden, der i årevis har tjent som bekvemme skræmme-billeder på ‘den islamiske verden’ og dens totalitære islæt, haster det pludselig ikke så meget at komme af med alligevel.

Man ville gerne bombe løs og invadere Irak, hvor tykke krigsløgne drev ned af manipulerede taler og resulterede i propagandaen om fatamorgana-masseødelæggelsesvåben - men at risikere at store dele af de arabiske befolkninger selv får held med (og hjælp til) at smide deres tyranner på porten, har ganske åbenlyst fået partiet til at gemme den symbolske ‘friheds-fane’ langt væk i partikontorets kælderrum.

Tankevækkende.

Det er desværre ikke tankevækkende for Larsen, at han var og er modstander af Irakkrigen, mens han gerne hopper ud i det ukendte når det gælder Libyen. Det var vel heller ikke forventeligt for satanister ser vel en dyd i kun at se splinten i broders øje. I går havde Larsen så en mere principiel argumentation for krig mod Libyen (som man også savnede fra ham under Irakdebatten).

Skal man blande sig, hvis naboen råber og skriger ad sin kone? Det kommer vel an på så meget. Hvis han banker hende eller åbenlyst truer med at gøre det? Selvfølgelig.

Der vil imidlertid altid være en gråzone, hvor noget taler for og noget taler imod at gribe ind. Nogle gange forværrer vi alt ved at blande os, andre gange løser vi nogle af problemerne.

En forenklet makroversion af et ’tilsvarende’ dilemma er vel, hvorvidt og hvordan Vesten bør gribe ind over for arabiske diktatorer.

Altid godt at bruge hustruvold, som eksempel på retfærdiggørelse af selv at udøve vold. Og ganske passende nu vi taler om libyere ag andre arabere i øvrigt. Fra VG

Rapporter fra Kirkens Nødhjelp på grensen til Libya forteller rystende beretninger om kvinner som voldtas og mishandles på sin vei over grensen.

- Vi er svært bekymret for kvinner og barn på flukt både inne i Libya og ut av landet. Vi har allerede fått rapporter om voldtekter av kvinner som krysser grensen fra Libya, sier generalsekretær Atle Sommerfeldt i Kirkens Nødhjelp til VG Nett.

Han forteller at de nordafrikanske landene er preget av store kjønnsulikheter og diskriminering av kvinner på bakgrunn av kulturelle og religiøse lover og praksiser.

(…)

- I tillegg er kvinner alene på flukt internt eller over grensen til Libya fritt vilt. Mennene kan ikke lenger beskytte dem og soldater, opprørsgrupper, grensevakter, politi eller andre flyktninger har få skrupler med å utnytte og voldta jenter og kvinner på flukt, sier Sommerfeldt.

Sådan er de altså alle sammen så, hvad kønskamp angår er arabisk magtskifte ligegyldigt. Men tilbage til Engelbrecht Larsen

Gadaffi har som så mange andre diktatorer været om ikke en kær, så dog en belejlig ven af Vesten i de senere år, hvorfor de samme magter, der nu kvitterer med bombefly, selvfølgelig også bærer et medansvar for hans brutale undertrykkelse. Ingen tvivl om, at stabilitet snarere end frihed langt hen ad vejen er nøgleordet, når den vestlige Mellemøstenpolitiks dobbeltmoral skal gøres op - stabile olieleverancer, stabile bolværk imod flygtninge og stabile militærbaser gør en række tyranner til allierede.

Larsen fordømmer altså at man væltede Saddam, som han nu fordømmer at man ikke væltede Gadaffi. Hvis ikke man kan indføre demokrati med militær magt, som Larsen har ytret ganske højlydt ganske længe, hvilket regimeskifte frembringer vi så? Ikke et demokratisk ifølge Rune Engelbrecht Larsen og da han også ser stabilitet, som noget vestligt snavs er håbet måske mange års blodig kaos?

0 Kommentarer »

Ingen kommentarer endnu.

RSS feed for comments on this post. TrackBack URI

Kommentér indlægget...

Monokultur kører på WordPress