Skolelærer politiserer uhæmmet

Politik, Pædagogik, venstrefløjen — Drokles on May 26, 2007 at 3:20 am

En skolelærer kommer med følgende fortælling. Fra Raapil

Hvilket minder mig om en sludder, jeg i dag havde med en af eleverne i en 8. klasse, jeg har til samfundsfag. Han er af arabisk herkomst og medlem af SFU. Han var meget interesseret i at få opklaret, om man med rimelighed kan kalde DFerne for ‘nationalsocialister’.

Jo, sagde jeg, på den ene side er DFerne strengt taget ‘nationalsocialister’, idet partiet bekender sig til nationen og til en slags velfærdssocialisme. På den anden side - og her løftede jeg pegefingeren - skal man passe på med at stemple alt til højre for Anders Fogh som nazi-agtigt.

Dels selvfølgelig fordi DF ikke er et naziparti, men dels også fordi strategien simpelthen er dårlig. Thi jo flere falske nazianklager, de bliver udsat for, jo mere vinder DF i opbakning og sympati. Og dét argument kunne knægten vist godt se lidt fornuft i.

Den allerbedste strategi er - tror jeg - at betragte DF’s muslimjægere som folk, der har brug for lidt hjælp til at blive klogere. Brug for oplysning, en smule medfølelse og en håndfuld næstekærlighed - evt. taktisk fulgt op af en kop te og en baklava.

Sand historie da det er bloggeren Raapil selv der er læreren, der så præcist instruerer sine elever i, hvilke partier der skal bekæmpes og hvordan.

Jeg beskæmmet over denne uprofessionalisme man åbenbart finder indenfor min stand. Jeg har selv oplevet kollegaer jeg har måttet stoppe midt i en undervisning fordi de sammenblandede deres egne idiosynkrasier med deres fag (skønt langt de fleste lærere er seriøse og ikke fortjener Dansk Folkeparti nuværende uddannelsesordførers angreb). At være lærer er at være sig sit ansvar bevidst.

Raapil du er ikke en god lærer. Du har en blog, hvor du kan udtrykke dig, du kan skrive læserbreve eller deltage aktivt i et parti men katederet et ikke din politiske platform. De børn der sidder i din klasse er ikke dit eget lille parti, det er dine elever og du er deres lærer. Vær dig dit fag og dit ansvar bevidst. Skam dig!

10 Kommentarer »

  1. Der var tale om en privat samtale, jeg havde med eleven, hvor jeg faktisk forsøgte at forklare ham, at DF ikke er en slags nazister, hvad han ellers i sin ungdommelige entusiasme gerne ville have dem til at være.

    Min pointe var, at det altid er bedre at være nuanceret, også når det gælder DF. Men jeg kan forstå på dig, at det er galt at dæmonisere DF, og nu er det altså også galt ikke at dæmonisere DF.

    Jeg hænger aldrig bestemte holdninger ud som ‘ikke-stuerene’ og lignende. Det burde du glæde dig over, men i stedet fremstiller du mig som politisk agitator. Det er faktisk ikke rimeligt.

    Comment by Raapil — May 26, 2007 @ 2:46 pm
  2. Raapil:

    Dels selvfølgelig fordi DF ikke er et naziparti, men dels også fordi strategien simpelthen er dårlig.

    Thi jo flere falske nazianklager, de bliver udsat for, jo mere vinder DF i opbakning og sympati. Og dét argument kunne knægten vist godt se lidt fornuft i.

    Jeg hæfter mig mest ved motivationen. Det er noget lignende som man hører i varieret form i mange sammenhænge og fra mange sider.

    Efter min mening er det netop dette element der sætter spørgsmålstegn ved den moralske status af den der fremfører det.

    Det udtrykker nemligt følgende:

    Lad os bare sige sandheden fordi den (i dette tilfælde) gavner os praktisk / realpolitisk.

    Underforstået: Hvis sandheden ikke var i vores direkte fordel så kunne vi overveje at lade være med at fortælle den, eller forvanske den..

    Comment by Balder — May 26, 2007 @ 7:04 pm
  3. For det første: Jeg kører ikke politisk agitation i klasseværelset. Hverken i forhold til DF eller andre. Som sagt var der tale om en samtale uden for klasseværelset, og emnet var ikke ‘bekæmpelse af DF’, men ‘er DF en slags nazister?’.

    For det andet: Hvis du overværede min undervisning, ville du opdage, at jeg tager eleverne for alvorligt til at søge at fremme diverse politiske mål. At kvalificere deres egen stillingtagen er det bedste, man kan stræbe efter.

    Det er meget mod min indstilling at dæmonisere den slags holdninger, som DF står for, hvad du også ville vide, hvis du læste min weblog (se fx her: http://raapil-unblogged.blogs.com/raapil_unblogged/2007/04/pia_k_i_politik.html).

    Det er ikke et strategisk spørgsmål, men et demokratisk. DFs holdninger til udlændingepolitik er lige så legitime som alle andres, og den tanke kommer også til udtryk i min undervisning. Det tror jeg faktisk flere elever kunne skrive under på, hvis du spurgte dem.

    Comment by Raapil — May 26, 2007 @ 9:53 pm
  4. Præcis Balder.

    Desuden er du Raapil jo samfundsfagslærer og derfor skal du du kende begreber som nationalisme og socialisme. Fra tidligere uenigheder vi to har haft ved jeg at vi kan diskutere om Dansk Folkeparti er nationalt eller nationalistisk. Det vil jeg ikke hænge mig i her. Men det er ikke socialistisk og derved pr. definition ikke nationalsocialistisk!

    Desuden giver du din elev ret i den præmis, at hvis man mener som Dansk Folkeparti mener, er det fordi man er uvidende. Det kan du sagtens mene og det kan vi to diskutere til hudløshed, det er altid skægt. Men det er ikke noget du skal lære dine elever, det har du ingen adkomst til.

    Selv om din elev stiller et godt spørgsmål, er det rette svar derfor; NEJ, det kan ikke kaldes et natoinaltsocialistisk parti. Derefter kan du forklare ham begreberne og advare ham om den dobbelte fare der ligger i misbrug (skønt din elev jo er uskyldig) af den slags begreber. Dels at man afskærer sig fra at forstå sine modstandere, dels at man ved at udvande begreberne inddirekte gør vold mod historiens vigtige lære.

    Dansk Folkeparti er et lovligt valgt parti og det behøder du som person ikke bryde dig om, men som lærer skal du respektere det.

    Comment by Drokles — May 26, 2007 @ 11:23 pm
  5. Som gammel underviser må jeg tislutte mig den kritik der rettes mod hr. Raapil. Man skal være tro mod sit arbejde og det ansvar der påhviler en og ikke gøre menighed af sine elever.

    Thorning

    Comment by Thorning — May 26, 2007 @ 11:47 pm
  6. Kære Raapil

    Jeg sidder her med blå tænder og svinger en ganske rimelig Barolo, mens jeg ganske underholdt af dagens dosis politiske blogs vækkes fra en selvgod voyeurposition.
    For skammen er en voldsom og for så vidt en eksistentiel følelse, der spiller på kanten af identitet og selvforståelse. Og jeg er lærer i den danske folkeskole.

    Lærergerningen er et tillidshverv, hvor lærerpersonligheden i den grad er et værktøj, der bør fremstå som en værdig og objektiv kongevej til viden og læring for alle elever. Lærerpersonligheden er det eneste værn mod en politiserende undervisning i de nuværende rammer. Lærerpersonligheden skal garantere et pluralt læringsrum med reference til folkeskolens formålsparagraf - og det er denne kode De, kære Raapil, forbryder sig mod.

    Læringsrummet er ikke begrænset til klasseværelsets fysiske rammer eller til lødige læreroplæg. Læringsrummet refererer til al omgang med elever, derfor kan man ikke have “…en privat samtale…” i den kontekst De, kære Raapil, fremmstiller. Et forsøg på at indæmme elevens generelle habitus i undervisningen er naturligvis et led i enhver god læringsstrategi, men at indæmme eller spejle sig i elevens “politiske” habitus er et brud med den plurale kode, hvor fristende det end måtte være.

    Jeg er stolt af at være lærer, derfor er skammen stor på standens vejne, når De, kære Raapil lader hånt om at skelne mellem det private, “…egne idiosynkrasier…”(Monokultur) og den professionelle lærerpersonlighed.

    Kald mig småborgelig og/eller patetisk, når jeg ydmygt identitificerer mig med mit erhverv og føler skam, men jeg ved, at min metodefrihed er truet af lærere som Dem, kære Raapil.

    Lad pinsesolen danse i Baroloens stille orange tone, mens jeg langsomt fortrænger i en tåge af klichéer og uendelige bajere.

    Jeg er selv en stille rødvinssocialdemokrat og jeg påskønner i den sammenhæng Monokulturs anerkendelse af DF’s meget svage skolepolitik: “…de fleste lærere er seriøse og ikke fortjener Dansk Folkeparti nuværende uddannelsesordførers angreb.”. Berufsverbot er ikke en mulighed i Danmark? Vi er alle forpligtet på det plurale læringsrum.

    Jeg håber i det mindste, kære Raapil, at vi DF’ere (Monokultur virker noget DF-venlig), SF’ere og stille socialdemokrater kan enes om det plurale og “objektive” læringsrum.

    Lærerens rettelser:

    For øvrigt burde dit svar, kære Raapil, til eleven omkring katetegorisering af DF som et nationalsocialistisk parti have været et rungende nej!: “…Jo, sagde jeg, på den ene side er DFerne strengt taget ‘nationalsocialister’, idet partiet bekender sig til nationen og til en slags velfærdssocialisme…”. Nationalsocialisme er et så befængt kategoriserinsbegreb, at det ikke giver mening at diskutere DF i forhold til det at være national og socialistisk.
    “Gammelkonservativ” eller “Socialkonservativt”(skam dig Gitte S.!) er bedre kategoriseringsbegreber.

    Velfærdssocialisme er igen et underligt(selvgjort?) begreb. Velfærdsstaten refererer i en moderne sammenhæng til Bismarcks reformer af Preussen, som skabte en effektiv “krigerstat”, der udslettede socialismens begreb om “falsk bevidsthed” og erstattede den med et nationalt sindelag.

    Comment by Overlæreren — May 26, 2007 @ 11:55 pm
  7. Raapil’s andet svar blev fejlagtigt fanget i vores spam-barriere og jeg har først for lidt siden fundet det frem, så den kan stå her, hvor den hører hjemme.

    Om en lærer-elev relation foregår fysisk i klasseværelset eller ude på gangen, nede i porten, tilfældigt henne i Irma eller i privaten er komplet underordnet, som Overlæreren glimrende gør rede for. Du er lærer så længe barnet er din elev. Man kan således ikke bare gå afsides og frasige sig sin profession.

    At mene at man er politisk velafbalanceret fordi man i sine private ytringer, kan rose sine modstandere for noget man mener de fortjener har intet med den rolle man står i som lærer. Der er man underlagt sit fag og står til ansvar for sin arbejdsgiver, hvoraf en del i dette tilfælde repræsenteres af Dansk Folkeparti og de andre lovligt valgte partier i Folketinget.

    At du selv mener din undervisning er saglig kan jeg komme i tvivl om når du nu mener dig i din gode ret til overfor en af dine elever at erstatte uenighed med uvidenhed og i tillæg give anvisninger til hvordan man bedst bekæmper jeres fælles modstander. Din anekdote er jo en fortælling om dit glimrende svar til en elev og man må således formode at den også danner skole for din undervisning. Derfor har jeg svært ved at tro dig når du siger at du i din undervisning tager dine elver for alvorligt, for du kan åbenbart ikke skelne mellem din private afbalanceren og det som er lærerens. Det gør Overlæreren, der tydeligvis underviser i dansk, meget bedre rede for (så vidt jeg husker hedder begrebet den autentiske lærer).

    Mit angreb går derfor ikke på din integritet som menneske men derimod som lærer.

    Comment by Drokles — May 27, 2007 @ 2:12 am
  8. Så meld mig da til DFs tankepoliti eller noget. Jeg har selv god samvittighed, fordi jeg ved at jeg ikke bruger klasserummet til at politisere eller marginalisere, hverken DFere eller SFere eller nogen andre.

    Men i øvrigt har jeg da lært, at man ikke skal sætte sit arbejde til offentlig debat. Skolelærere er åbenbart så hadede, at konservative straks står klar til at misbruge den mindste lille åbning, de øjner.

    Slut på diskussionen herfra.

    Comment by Raapil — May 27, 2007 @ 2:41 am
  9. Raapil understreger i sit sidste indlæg med fire sætninger at han ikke har fattet en dyt af det hele. For at tage sætning for sætning.

    Paranoia
    Der er ikke noget nummer til noget tankepoliti, bare mennesker der giver deres uenighed til kende. Det handler om hans professionelle tilgang og ikke om noget med politiske tilhørsforhold.

    Selvgodhed
    Klasserummet (og han skriver præcis ikke klasseværelset) er der hvor lærer og elev er sammen og ikke en bestemt lokalitet. Man kan således ikke tale om private samtaler, det burde være gennemgået på seminariet. Samvittigheden er altid ren når man mener at man har ret og derfor er den uinteressant. Problemet er at han ikke har ret. Det er således ikke et spørgsmål om Raapil handler ondt eller i ond tro.

    Offerrolle
    Man kan sagtens sætte sit arbejde til offentlig debat, men hvis man hylder uprofessionalismen, må man påregne kritik. Det er ikke at Raapil begår en fejl, men at han hylder det som princip. Raapil er tilmeldt en samling af politiske blogs på blogbot og det virker helt ude i hampen, hvis han ikke forventer modargumenter.

    Offerrolle og paranoia
    Jeg tæller tre lærere ud af fire kritikere, der kommer med faglige indvendinger mod Raapil’s undervisningsparadigme og således er dette ikke et eksempel på en lærerstand forfulgt at konservative. Igen en manglende evne til at skilde det professionelle fra det politiske.

    Gennemgående er Raapil’s sammenblanding af sit selv og sin rolle som lærer hans store problem. Raapil anser sin lærerrolle som en naturlig udløber af sin egen moral og sit eget univers. Han er for længst holdt op med at skilde de to ting ad, hvis han overhovedet på noget tidspunkt har gjort det og det afskærer ham fra at sætte spørgsmålstegn ved sit eget virke, uden at sætte spørgsmålstegn ved ham selv. Alt kommer således til at handle om ham selv og han taler da om sin samvittighed frem for sin professionalisme.

    Fordi Raapil tror at han er sig selv når han er lærer begår han den fejl at han kan føre private samtaler - som er en modsætning til offentlige? - med sine elever, at han kan træde ind og ud af sin rolle som lærer efter forgodtbefindende. Det er selvfølgelig noget vrøvl da han i så fald har givet sig selv carte blanche til at undergrave sit virke. Han er som lærer altid iklædt det harnisk af autoritativ viden i forholdet til eleven.

    Hvis Raapil’s historie havde omhandlet et familiemedlem, som en nevø eller datter eller et tilfældigt barn han var faldet i snak med i bussen og ikke en af hans elever var det en anden sag. Så ville mit angreb, hvis jeg overhovedet ville have lanceret et sådan, kun gå på hans brug af begreber. Men her er tale om at svigte vores fælles fag. Når jeg angriber Raapil som en dårlig lærer er det derfor ikke fordi jeg tror at hens elever ikke lærer noget, det har jeg ingen grund til at tvivle på at de ikke gør, men fordi han svigter sin rolle.

    Comment by Drokles — May 28, 2007 @ 4:05 am
  10. Den allerbedste strategi er - tror jeg - at betragte DF’s muslimjægere som folk, der har brug for lidt hjælp til at blive klogere”.

    Kan udbredelsen af religiøs overtro beskrives bedre end det, at lade perceptioner diktere af strategi fremfor at lade strategi diktere af perceptioner?

    Raapil trænger selv til hjælp lidt hjælp.

    Comment by Sebastian — May 30, 2007 @ 5:09 am

RSS feed for comments on this post. TrackBack URI

Kommentér indlægget...

Monokultur kører på WordPress