Kompliceret problemstilling i Gaza

Diverse — Sobieski on March 7, 2011 at 6:53 pm

Rasmus Grue Christensen, Sekretariatschef fra Ungdommens Røde Kors relativiserer uhæmmet i Weekendavisen den 4. marts:

Når man vil levere nuancer i tidens klaustrofobiske værdidebatklima, synes man tvunget til at slå korsets tegn inden ordet kan flyde. Derfor: Jeg har naturligvis ingen som helst sympatier for Hamas. Tværtimod. Men når Klaus Wivel og Frederik Stjernfelt i forskellige artikler i Weekendavisen postulerer, at Hamas benyttede valgsejren i de besatte områder til straks at demontere det palæstinensiske demokrati og kuppe sig til magten i Gaza, er det udtryk for en tendentiøs forsimpling. Historien rummer mellemregninger og et mere ubestemt facit om politisk islam og demokrati. Hamas vandt det palæstinensiske parlamentsvalg i begyndelsen af 2006 blandt andet på krav om mindre korruption. I stedet for at forsøge at engagere og styrke de moderate kræfter i Hamas besluttede Israel og det internationale samfund uden tøven at straffe den nyvalgte regering med økonomiske sanktioner, arrestationer af politikere, yderligere restriktioner af palæstinensernes bevægelsesfrihed samt leverancer af våben, kapital og træning til den sekulære oppositions sikkerhedsstyrker. Resultatet blev en komplet forkrøblet regering, en intern styrkelse af de radikale kræfter i Hamas samt voksende konfrontationer mellem de palæstinensiske partier. Da den økonomiske krise og Fatahs militære oprustning blev helt åbenlys, iværksatte Hamas i juni 2007 en bestialsk militær magtovertagelse i Gaza. Som reaktion har Fatah og PLO marginaliseret Hamas på Vestbredden. Der knytter sig store udfordringer til det Muslimske Broderskabs engagement i det politiske liv i Mellemøsten. Men man kan ikke anvende de palæstinensiske erfaringer fra 2006-7 – hvor broderskabet ellers fik deres debut på de bonede regeringsgulve – som en indikation. Hamas fik aldrig en reel mulighed for at regere og dermed verificere eller falsificere antagelsen om de islamiske partiers forstenede autoritanisme. The judge is still out. Banaliseringer hjælper os ikke i dilemmaerne om politisk islam og demokrati.

Stormagterne og Israel besluttede i 2006 at indføre sanktioner mod terrororganisationen Hamas. En velovervejet beslutning og al snak om at alliere sig med de ”moderate kræfter” i Hamas er en politisk dødssejler, lige så vel som det er ubegribeligt at man skulle støtte de moderate kræfter i Den Lysende Sti eller i blandt Khmer Rouge. Myten er at Palæstinenserne kunne skabe et bæredygtigt samfund, hvis omstændighederne var bedre. Og med bedre menes ideelle. For er omstændighederne ikke ideelle, foreligger der en undskyldning for at bruge vold, tortur og undertrykkelse, og omstændighederne er aldrig ideelle. Sådan er palæstinensen. Og jo,- antagelsen om forstenet autoritarisme blev bekræftet. Både Fatah og Hamas smed hinandens tilhængere ud fra tagene på de højeste bygninger i Gaza i månederne efter valget. Et demokrati eller andet styre skal ikke bedømmes på den måde det agerer under gunstige forhold, men hvordan styret agerer under pres. Faktum er at palæstinenserne ikke kan eller vil finde et rum hvor politisk uenighed kan eksistere.
Hvor vidt der findes “… et ubestemt facit om politisk islam og demokrati” afhænger af om man kan deducere logisk (bemærk tautologien “politisk islam”). Eller om man gider læse koranen. Alle islamiske tænkere som vil inkorporere demokratiet ender altid med en hybrid der ikke er demokrati, men et skamdemokrati. Den store islamiske tænker Mawdudi kaldte sin version af “politisk islam” for et teo-demokrati, men det skulle også være et kalifat; altså et skamdemokrati.

Her er en lille mellemregning. Husk det er meget kompliceret.

The judge is still out indeed!

0 Kommentarer »

Ingen kommentarer endnu.

RSS feed for comments on this post. TrackBack URI

Kommentér indlægget...

Monokultur kører på WordPress