Læren af Ægypten

Diverse — Drokles on February 17, 2011 at 1:00 pm

I disse tider, hvor alle forsøger at gøre sig ikke bare til eksperter på det ægyptiske folk, men til dommere, der fordømmer pessimistiske advarsler er det rart at nogle holder regnskab. Stjernefelt fratager ganske elegant de skinhelliges selvproklamerede sejr over Vesten, Israel, VKO osv. ved at punktere der pludselige omklamring af Mubaraks modstandere.

Ikke mindst Politiken fører an i fejringen af Mubaraks fald med alarmtyper på forsiden: »Diktator i 30 år: Væltet på 18 dage«. Det er ganske rigtigt værd at fejre.

Men inde i bladet finder man ikke en linjes refleksion over, at netop Politiken var den største danske støtte til Mubaraks eskalering af Muhammedkrisen.

Politiken gav omfattende spalteplads til Mona Omar og Aboul Gheit, der fik status af orakler, der udlagde den retfærdige islamiske vrede. Og Politiken var førende i den hvidvaskende omtolkning af Omars brev, som man slet ikke mente krævede indgreb mod ytringsfriheden, selv om brevet lidet misforståeligt krævede, at Fogh skulle »take all those responsible to task under law of the land«. Den egyptiske interesse i at eskalere krisen var i første række indenrigspolitisk: at vise Mubarak som islams forsvarer i konkurrence med det Muslimske Broderskab.

Samtidig kunne kampagnen mod tegningerne understrege, at ytringsfrihed og demokrati ikke var noget for den arabiske verden. Men det mere afgørende formål med krisen var - i Klausens analyse - udenrigspolitisk. Mubarak ville sende et signal til USA, der med Clinton og Bush havde forladt den udenrigspolitiske realisme og hemay-be-a-son-of-a-bitch-buthe-is-our-son-of-a-bitch-politikken, der gerne støttede sig til diktatoriske allierede. I stedet ville USA idealistisk stille demokratiske krav til alliancepartnere, såsom dem i den arabiske verden. Mubaraks signal med Muhammedkrisen var således et svar til USA: Hvis I fortsætter med demokratisering i Mellemøsten, så vil ustyrlige oprør og islamisme blive konsekvensen.

Så hold op med det! Skal man tro Klausen, var det altså Egyptens offensive politik imod demokratisering, som Politiken aktivt støttede i sin opbakning til kampagnen imod tegningerne.

Men fem år er lang tid i politik og journalistik, og det er der ikke længere nogen, der kan huske. Nu er det sjovere at kaste sig ind i festens demokratiske rus og lade som om, man hele tiden var imod Mubarak.

Hans Hauge trækker i Jyllands-Posten frigørende nogle konsekvenser af de forskellige vinkler og ønskedrømme forskellige kommentatorer er kommet med.

Demonstrationerne i Egypten fortolkes på mange måder. CNN er ikke i tvivl, og kalder det revolution. Dernæst føjes det til, at det er en digital revolution. Andre mener, at det drejer sig om at indføre demokrati. Det er en næsten nationalromantisk fortolkning, fordi den hele tiden henviser til ”folket”. Hvis den passer, da får de, som har påstået, at demokrati skal komme fra folket eller fra neden,ret. Denne tolkning bruges så yderligere til at lægge afstand til invasionen af Irak og fjernelsen af Saddam Hussein. I Irak var det USA, England, Australien og os, der ville demokratisere Irak og vælte deres Mubarak. Dengang lød kritikken konstant: Man kan ikke påtvinge demokrati ovenfra; det skal komme fra folket. Det er en mytologisering af kategorien ”folket”, som bruges af mennesker, der ellers altid opfatter sig selv som anti-nationalister.

Især TV 2’s Steffen Jensen og islameksperten Jakob Skovgaard-Petersen kolporterer myten om demokrati fra neden. Jensen prædiker, at vi ikke skal blande os; de skal selv gøre det. Han mener, at deres demokrati skal bygge på Ibn Khaldun - en arabisk middelalderfilosof.

Der findes også en socialistisk tolkning. På Aarhus Universitet hænger der for tiden plakater, der er sat op af Socialistiske Studerende. De forestiller sig, at de demonstrerende er arbejderklassen, der gør op med kapitalen. De overser, at Mubarak og Ben Ali opfattede sig selv og deres partier som socialdemokratiske.

Andre igen ser demonstrationerne som forløbere for en islamisk magtovertagelse, og begivenhederne sammenlignes med oprøret mod Shahen af Iran i 1979. I Iran demonstrerede liberale, muslimer og kommunister sammen, men de var ikke enige om målet. Ofte er det et mindretal, der nyder godt af en revolution. Især venstrefløjen tager afstand fra denne tolkning af demonstrationerne i Egypten. Den fløj frygter ikke religion. Den gør derfor alt, hvad den kan, for at minimere religionens betydning.

Blandt meget andet har Hauge også et længere opgør med ægypternes og venstrefløjens syn på kolonitiden, som er værd at læse. På Middle East Forum gør Raymond Ibrahim sig nogle sunde overvejelser om det ægyptiske folk og deres identitet.

My experience of Egypt’s evolving identity differs from my parents’: whereas they watched the Arabization of Egypt, I have been observing its Islamization.  Yet, from personal experience, I also know that hardly all Egyptians share the Brotherhood’s ideology: for starters, there is a significant Christian minority, the Copts, who clearly have the most to lose should the Brotherhood come to power; then there are the many secularists.  Put differently, a great many revolting in the streets of Cairo are doing so for mundane reasons—food and jobs—rather than to implement sharia law (which, incidentally, is already a “principal source of legislation” in Egypt’s Constitution).

The problem, however, is that, along with having a strong base of direct support, the Muslim Brotherhood is especially poised to assume leadership simply because many Muslims, while indifferent to the Brotherhood’s ideological vision, have come to trust them.  After all, Hamas’ famous strategy of endearing the people to it by providing for their basic needs was learned directly from its parent organization: Egypt’s Brotherhood.

Thus, as turmoil engulfs Egypt, it is well to remember that, fundamentally, who the Egyptians see themselves as will determine who they will be.  Egypt’s future begins when Egyptians see themselves as Egyptians—not Arabs, and certainly not Islamists.  This is not to say that Egyptians should resurrect the pharaonic language, dress like Imhotep, and worship cats. Rather, as Taha Hussein and others till this day maintain, the Egyptian identity needs to be resurrected, thereby allowing all of the nation’s sons and daughters to work together for a better future—without the dead weight of foreign encumberments, namely Arabism or, worse, Islamism.

Og vi skal jo ikke glemme at Ægypten jo består af meget meget mere end blot middelklassen i de store byer. Revolutionen æder gerne sine egne børn.

3 Kommentarer »

  1. ´gypten..?

    Revolutioner de har jo vist sig at være store succeser! Sans-culotterne og bolsjevikkerne viste sig jo, at være de bedste mennesker, med de bedste motiver. Uden at skulle lave de evige historiske sammenligning imellem samfunds omvæltninger i historien, så er det dog nødvendigt at se på forudgående samfundsforandringer. Den russiske revolution var ikke en revolution men to, februarrevolutionen(zaren bliver væltet) og oktoberrevolutionen (bolsjevikkerne tager magten og derefter 75 års undertrykkelse). Ligeledes kan man opdele den franske revolution i flere dele, hvor 14/7 – 1789 (stormen på Bastillien) var starten. Fulgt op af 4/8 - 1789 nationalforsamlingen afskaffelse af standssamfundet og hurtigt derefter kvindetoget til Versailles 1/10 - 1789 hvor efter kongen blev defakto fange/gidsel af revolutionen. Denne revolution udviklede sig i løbet af 1790/91 til en mere fanatisk og radikaliseret og går fuldkomment amok under M. Robespierre fra 1792-94. Frankrig som var europas kultur nation nr. et blev forvandlet til at slagtehus. Herefter kom så Napoleon Bonerparte og hans diktatur og krige. 25 års ødelæggelse af Frankrig og Europa, som medførte, at Frankrig den dag i dag har et uvirkeligt forhold til sin egen betydning i såvel Europa, som i verden. Det er og bliver efter revolutionen en sekunda nation.

    Nå…, nu er revolutionen så kommet til Ægypten, og de danske medier kan ikke få armene ned. De gamle venstreorienterede journalister, som stadigt har revolutionen som barnedrøm, er gået i totalt selvsving. Endeløse reportager af journalister, der står på balkoner, med udsigt over Cairo, fylder medierne med ligegyldigheder om det undertrykkende Mubarak styre kontra den folkelige og heltemodige modstand. Ingen stiller spørgsmålet, hvorfor der ikke er vestlige journalister på hotelbalkoner i Tripoli eller i Teheran? Men Mubaraks styre er BARE, så UNDERTRYKKENDENE!
    Dette er ikke en revolution, dette er en magt overtagelse, hvor et vestligt og delvist sekulært styre forvandles til et sunnimuslimsk udgave af Irans islamiske styre.
    Wael Ghonim som var Goggle ansat, og som tilskrives en stor del af æren for oprøret imod Muberak, og som sad i fængsel for oprør i mod styret, blev i går Fredag 18/2 afvist i at komme på podiet på Tahier pladsen i Cairo.
    Næ nej…, nu var det tid for Yusuf al-Qaradawi den islamiske mentor for det muslimske broderskab. Qaradawi acceptere fuldt ud Sharia og hudud straffe. Yep… kære venner klokken er 1979 og Jimmy Carters efterfølger udviser i øjeblikket, nøjagtig samme mådehold som Carters administration gjorde over for Ayatollah Ruhollah Khomeini. De lækker og hippe unge mennesker som er enhver revolutions fortrop, pga. deres manglende historiske viden og realitets sans, vil langsomt blive sat fra bestillingen. Det skete i Teheran og det vil ske i Cairo. Muslimer vil i en krise situation vende tilbage til rod formen for islamiske styre systemer, en stærk mand kalif der i råd med de islamiske skriftlærte kan videre føre sharia og jihad.

    (Hypotese)
    Hvad bliver konsekvensen? Højest sandsynlig opsigelse af fredstraktaten med Israel(der jo er en jødisk stat), og derefter den 4 mellemøst krig i mellem Ægypten og Syrien/Iran på den ene side og Israel på den anden. Denne krig bliver ikke begrænset til mellemøsten, men vil brede sig til Europas storbyer og forstæder. Ligesom den første verdenskrig vil en handling langt væk og fjernt fra ”os”, suge verden ind i en malmstrøm der leder til 3 verdenskrig kristendommen(+ alle andre) imod islam.
    Israel vil i selvforsvar blive nød til at benytte sine atom våben og ikke mindst sine brintbomber imod Iran og et amerikansk bevæbnet Ægypten (landet har været hovedmodtager af amerikansk våbenhjælp, bla. Abramhams tank og F- 16 fly) Ligeledes vil Syrien prøve at benytte giftgas eller lignende imod Israel. Det bliver jødernes overlevelses kamp, men det bliver også de europæiske demokratiers overlevelses kamp. Organiserede nedslagtninger af kristne på vej og gade og/eller afbrænding af deres hjem om natten, vil begynde at ske fra tid til anden. Områder nær gettoer eller med tætte befolknings koncentrationer muslimer, vil langsomt affolkes af kristne og andre troende (i Danmark af danskere). Autonome områder vil opstå, disse vil afpresse resten af samfundene for ressourcer(mad+ energi) for fred. Mange danskere(vesterlændinge med venstrefløjs orientering) vil se al dette som Israels fejl, eller USA´s fejl. Hvis bare man opgav Israel, eller hvis man bare lod være med at blande sig, så skulle vi nok få fred, og vi er jo alle mennesker, og vi ønsker alle fred, og større økonomisk retfærdighed og lignende fraser.

    Så alle jer der klapper i jeres små buttede hænder over ”revolutionen i Ægypten” vær klar til at lev i interessante og omskiftelige tider, for de kommer!

    Mvh.
    Historyman

    Comment by Historyman — February 19, 2011 @ 12:35 pm
  2. http://www.youtube.com/watch?v=OvgNPga8KIA

    Comment by PBr. — February 19, 2011 @ 3:53 pm
  3. [...] Men at mistanken om at den ægyptiske revolution er meget andet end den begejstring, som flere medier går i selvsving over og de absurde og usmagelige moraliseringer flere hjemlige kommentatorer og politikere [...]

RSS feed for comments on this post. TrackBack URI

Kommentér indlægget...

Monokultur kører på WordPress