Christian Kock og Rune Engelbrecht i deres respektive omvendte verdener

Diverse — Drokles on February 15, 2011 at 6:03 pm

Mit klare indtryk er at Politiken er en magnet for folk, som stiller alt på hovedet., Da det samtidig også er en moraliserende avis bliver den også en magnet for moraliserende folk. Og kombinationen af moralister, der vender alt på hovedet er selvfølgelig hyklere. Her er en lille smagsprøve på Rune Engelbrecht Larsens univers, som det tegner sig på hans blog på Politiken

Særlig frastødende har det været at se Mubaraks rigtige venner, Berlusconi, Netanyahu og Fogh falde de egyptiske demonstranter i ryggen. Israel har sågar udtrykt bekymring for den begyndende vestlige kritik af Mubarak og ligefrem advaret imod, at det kan skræmme Vestens saudiarabiske allierede (Haaretz, 31.1.). Italiens premierminister har pustet Mubarak op til »den viseste mand og et præcist referencepunkt« (Reuters, 4.2.). Og i stedet for en utvetydig opbakning til demonstranterne har NATO’s generalsekretær, Danmarks tidligere statsminister og store krigsmanipulator, Anders Fogh Rasmussen koncentreret sig om sin frygt for »stabiliteten i regionen« (Politiken, 8.2.).

Som en læser minder om så havde Mubaraks regime en helt anden legitimitet i Engelbrechts øjne under Muhammedkrisen. Her var Engelbrecht meget fortørnet over Foghs håndtering af de 11 ambassadører (åh, kan de huske dem? Minder, minder…), der under et tyndt påskud af at ville dialoge, med vilje brød den diplomatiske protokol og gik uden om Udenrigsministeriet og grundlæggende kun havde krav om statslig intervention mod folkets frie ytringer. Dengang lød det fra Engelbrecht

Samtaledemokratiet omfatter åbenbart ikke muslimske ambassadører.

Statsministerens arrogante afvisning af ambassadørernes anmodning om et møde og hans manipulatoriske fremstilling af indholdet af deres brev såvel som af deres senere forklaringer bør få konsekvenser. At han tilmed har fortiet en klar advarsel om en eskalering af konflikten, forværrer kun det, der kan gå hen og blive Anders Fogh Rasmussens »Tamil-sag«.

Ambassadørbrevet advarer som nævnt om »reaktioner i islamiske lande«, og få dage senere advarer egypterne direkte om »en mulig eskalering af problemet« over for den danske ambassadør i Kairo, som det fremgår af en egyptisk regeringsredegørelse fra februar (jf. Politiken, 18.2.2006).

Ved flere lejligheder bliver det skåret ud i pap for statsministeren, hvor let sagen kan afsluttes uden implikationer for ytringsfriheden eller pressefriheden, men hver gang nægter han fuldkommen at forholde sig hertil.

Den egyptiske ambassadør, Mona Omar Attiah tydeliggør allerede den 29. oktober, hvad hun helt konkret anbefaler: »Den Egyptiske Ambassade opfordrer indtrængende den danske regering til at behandle denne sag med større alvor, så en eskalering kan undgås, og forventer, at den i det mindste vil udsende en erklæring, der bekræfter dens misbilligelse af sådanne tegninger og enhver krænkelse af islam.« (Berlingske Tidende, 29.10.2005). Det samme siger en egyptisk embedsmand til den danske ambassadør i Kairo, da han i slutningen af oktober ekspliciterer, hvilken reaktion man efterlyser, »for eksempel gennem en officiel erklæring, der fordømmer hån af islam eller af profeten«.

Osv ad den dur. Ak ja det var dengang, hvor Mubarak stadig var fornemt medlem af Socialist International sammen med Anker Jørgensen, Poul Nyrup Rasmussen og Helle Thornings Schmidt. Sådan er det altså ikke i dag, hvor hans overskrift hedder “Diktatorens venner: Berlusconi, Fogh og co” uden smålig skelen til at stater har interesser, mens politiske partier har ideologiske fælleskaber. Men nu, hvor nogle ægyptere har delegitimeret det regime, hvis krav man dengang skulle efterkomme er rollerne byttet om. Men Engelbrecht er stadig den der røgter de forsmædelige for det er hans ret.

I 2006 kom Engelbrecht med sit afgørende argument for at bukke sig for diktatorens krav

Tværtimod kritiserer Anders Fogh Rasmussen oven i købet de 22 danske ex-ambassadører for dårlig timing, da de i et åbent brev i Politiken den 20. december kritiserer hans håndtering af sagen, fordi statsministeren vuderer, at konflikten er ved at være forbi.

Et fatalt dømmekraftssvigt på baggrund af tre måneders permanent eskalering af et ildevarslende konfliktscenario.

Anders Fogh Rasmussen har dermed fastholdt en meget alvorlig skævvridning af sagen siden midten af oktober, skønt han bliver advaret om en eskalering af krisen og ultimativt en handelsboykot uden på ét eneste tidspunkt så meget som at lytte til, hvad de muslimske ambassadører har på hjerte.

Resultatet kender vi, da amokløbet begynder i slutningen af januar. Hvad man end mener om Jyllands-Postens aktion, og hvor urimelig overreaktionen end bliver fire måneder efter tegningernes offentliggørelse, så er det statsministerens manipulatoriske fortielser og fordrejninger igennem tre måneders intens krise, der resulterer i den største udenrigspolitiske krise i dansk efterkrigstids historie.

Hensynet til fred og stabilitet! Følgerne kunne være katastrofale, “den største udenrigspolitiske krise i dansk efterkrigstids historie“. Det var Foghs svigt at han ikke prioriterede dette højere end lands lov og ret - og vores selvhævdelse.  Men hvad siger Engelbrecht nu?

Nej, det er ikke mellemøstlige menneskerettigheder, der står øverst på listen over vores udenrigspolitiske krav, men mellemøstlig stabilitet. Ganske vist forærer Vesten da også nogle millioner til NGO’er og oversætter en tekst eller to om ytringsfrihed til arabisk, men samtidig kaster vi milliarder i grams til opretholdelse af stabilitetens autoritære og militære status quo.

Det er nemlig stabile diktatorer, der holder olien flydende og oliepriserne i ro. Det er stabile diktatorer, der fastholder den bekvemme illusion om islams uforenelighed med menneskerettigheder, og det er stabile diktatorer, der tilbyder os flybaser og lukrative handelsaftaler.

(…)

Og måske kan egypternes udholdenhed vise sig stærk nok, trods diktaturets pinagtige samarbejdspolitikere som Berlusconi & Fogh, hvis stupide statements i påfaldende grad ligner Mubaraks & Suleiman virkelighedsfjerne taler om deres selvlegitimerende ’stabilitet’.

Nu er ønsket om stabilitet pludseligt stupidt. Også selv om indsatsen er noget højere i denne krudttønde af en region. Men alt er omvendt i Engelbrechts verden, hvor det tilkommer hyklerne at beskylde alle andre for hykleri. Vi må ikke stå på vores rettigheder, men skal underkaste os andres er den eneste røde tråd i Engelbrechts vulgærpolitikenske univers. Gennem selvmodsigelser får Engelbrecht altid skurkerollen placeret det samme sted, som her

Overdrivelser af Det Muslimske Broderskabs ekstremisme og indflydelse på situationen i Egypten misbruges endvidere til at legitimere diktaturet, når Mubarak og hans venner i Vesten direkte og indirekte truer med, at Kairo i 2011 blot bliver en gentagelse af Teheran i 1979. Men hvis der er en parallel, består den i Vestens manglende selverkendelse efter den fatale støtte til Irans Shah, Mohammad Reza Pahlavi, der ‘gentages’ i en alt for langvarig og hjertelig opbakning til Mubarak & Suleiman, der har knust kritikere og drænet deres eget land for hundreder af milliarder kroner.

Hvis nogen skubber arabere i armene på yderligtgående islamister, er det os.

Der er ikke noget islamistisk problem medmindre vi er skyld i det! Ja sådan går kabalen jo altid op for vi er skyld i alt dårligt også andres handlinger imod os.

Engelbrechts fanskare kan i samme faste skurkerollelogik selvfølgelig ikke have en en debat uden at flirte med antisemitismen forklædt som Israelkritik. En læser håber således at “hvis Israel kommer til at lide under det [en fremtidig ægyptisk antiisraelsk regering], så får de vel hvad de har fortjent, de er jo i grunden roden til alle urolighederne i mellemøsten“, et håb han senere trumfer med “Isralierne der breder sig som pest i mellemøsten, det er roden til alt ondt.“. En anden ironiserer bagvendt “At Israel er nervøs for, hvad demokratiet i Egypten kan føre til , er ummidelbart forståeligt ,når vi tager i betragtning ,hvad demokratiet har ført til i Israel.” Man skal nok kende segmentet Politikens logik for at finde meningen i det udsagn, men det må være noget med at man er imod Israels politik og derfor virker demokratiet ikke. En anden vinkel fra segmentet “Danmark bør følge Ægyptens demokratiske indstillede borgere og kræve at VKO går af, nu!“. Det er helt sort. Nok om dem.

Det rablende hykleri, som Engelbrechts har Politiken, som sagt en særlig forkærlighed for at bringe til torvs. Her interviewes professor i retorik Christian Kock, der pleonastisk mener at “Politikere er verbale svindlere

»Jeg vil have en bedre debatkultur. En måde at få det på er at påpege de uskikke, som forringer især den politiske debat. Ved at være mere på vagt kan journalister bedre slå ned på politikerne, så de ikke slipper så godt fra uskikkene, og vi borgere kan lade være at stemme på de mennesker. Vi har trods alt mange måder, vi kan signalere til politikerne, at når de ikke svarer på modargumenter, så gider vi ikke stemme på dem. Det, tror jeg, er et signal, som politikerne kunne forstå«.

Ok, lad os se på, hvad Kock mener er uskikke

For eksempel gør man, som Piet Hein siger: Man dutter folk en mening på, hvis vanvid alle kan forstå. Det kaldes at lave en stråmand, og så skyder man dem ned.

Jo det er vi jo enige i, men øjeblikket efter udtaler professoren

Derudover kan man indføje, at indvandrerdebatten har været præget af flere andre uskikke, som i særlig grad findes i den debat, og som ikke har været så udpræget i andre. For eksempel generaliseringer. Især har den indvandrerkritiske fløj været ufatteligt løs på hånden med hensyn til at generalisere om befolkningsgrupper.

Ikke nok med at en den ene fløj har “været ufatteligt løs på hånden med hensyn til at generalisere“, som jo ellers nok kandiderer det genereliserende så betegnes den også som indvandrerkritisk, fremfor indvandringskritisk. At dutte folk en mening på…

Jeg ved godt, at Søren Krarup ringeagter stort set alle andre end dem, der præcis mener som han. Men de humanistiske debattører ringeagter også ham. Lad bare begge parter beholde deres ringeagt, men det er med til at forgifte debatten, at de ustandseligt udtrykker den. Det er med til at skabe unødig polarisering, og det er med til at lede opmærksomheden fra problemerne.

Ja lad os endelig holde ringeagten tilbage for den skaber unødig polarisering og dum da dej

Anders Fogh Rasmussen sagde på et tidspunkt om indvandrerdebatten, at den er pæn og ordentlig, rolig og redelig. Det synes jeg også, den skulle være, men den udtalelse er Sadam Husseins informationsminister værdig! Det er fuldstændig latterligt at komme med den påstand.

(…)

Men nej, det har været elendigt siden midten af firserne, hvor den startede. Processen udviklede sig nok sådan, at Søren Krarup og konsorter begyndte med at udtrykke sig fuldstændig hysterisk omkring indvandrere.

Eller for at lade Politiken journalist skære det ud i pap

Kan der ikke være en grund til personfokus? Du nævner jo selv Søren Krarup ofte både her og i din bog.

»Måske har jeg nævnt ham lige lovligt tit, men han har været en fuldstændig dominerende faktor i indvandrerdebatten, som har domineret dansk politik i mange år. Han har været medskyldig i, at debatten er blevet så dårlig, som den er – blandt andet fordi han har gjort alle de ting, jeg kritiserer. Jeg synes, at i stedet for at respektere ham, så skal vi sige, at han har været til skade for indvandrerdebatten«

Når den store Kock bryder reglen er det fordi han har og er i sin ret. Alle andre og deres konsorter forgifter debatten med hysteriske og fuldstændig latterlige genereliseringer, som var de Saddam Husseins Informationsminister.

2 Kommentarer »

  1. Mens jeg lå igår og forsøgte at få styr på en grim hovedpine blev jeg 2 gange indenfor en time ringet op af avissælgere med gode tilbud på abonnementer. Så var det jeg tænkte at jeg håber at krigen om læserne efter Tøgers bortgang må blive blodig!

    Comment by Jens Hansen — February 15, 2011 @ 9:27 pm
  2. [...] som flere medier går i selvsving over og de absurde og usmagelige moraliseringer flere hjemlige kommentatorer og politikere prostituerer sig med hænger måske ikke alen på næsen af ens indre svinehund. [...]

RSS feed for comments on this post. TrackBack URI

Kommentér indlægget...

Monokultur kører på WordPress