Hvorfor hader antropologer de liberale værdier?

Akademia, Multikultur — Sobieski on January 27, 2011 at 11:11 am

Dette indlæg beskæftiger sig med et læserbrev i Weekendavisen den 7. januar 2011, skrevet af Bernhard Bierlich, PhD i antropologi og BA i Politisk Videnskab. Grunden til at jeg beskæftiger mig med denne no-body er, at holdningerne i læserbrevet fint afspejler trenden inden for humanistisk akademia. Det er beskæmmende at så mange af landets højest uddannede er uvidende om, eller ligefrem kaster vrag på de værdier der har gjort Vesten til det mest attraktive sted at leve og realisere sig. Ja, et eksempel til efterligning.

Bierlichs læserbrev:

»Liberal« og »liberale værdier« er vor tids slagord eller løsen. Vi lader os gerne forføre af disse nærmest hellige, velsignede ord. Når man bliver forført, mister man ofte sin dømmekraft, bliver ukritisk og blind over for forskelle og nuancer. Vores forståelse af det at være liberal synes mest af alt at bunde i en intuitiv eller blind tillid til liberalismen og dens fortolkning af politikerne og deres værdipolitik. Farligt, ikke sandt?
Denne fortolkning har reduceret os til – på egoistisk vis – kun at stræbe efter den »frihed« eller »tryghed« eller »lykke«, som penge (»plus på bundlinjen«, »luft under budgettet«) menes at kunne købe. Vi har samtidig også vænnet os til at oversætte alt, inklusive kærligheden til et menneske fra et andet land, som ønsker at leve i Danmark, til spørgsmål om en »god investering«, costs og benefits og penge (på bankkontoen).

Det primære argument for at stoppe kædeindvandring, og dermed giftermål med udgangspunkt i uønskede nationaliteter, var ikke økonomien, men at velfærdssystemet ville bryde sammen under ”kærlighedens” byrde. Dernæst blev det klart at danskernes kærlighed til mennesket og venlighed overfor de andre, blev misbrugt på det groveste af kyniske familier fra det mellemste Østen. Men det er korrekt, at man af politiske grunde - for at sælge varen - var nødt til at supplere argumentet med en økonomisk vinkel. En økonomisk vinkel som i sig selv er yderst relevant.

Udover selve ordets og politikernes magi beror liberalismens store tiltrækningskraft på 17–1800-tallets oplysningstanker om menneskelig frihed, fremskridt og velstand. For at nå denne frihed måtte samfundets (og politikernes) magt over individet brydes. Det er en af hovedtankerne. Med andre ord, ordet »liberal« (individuel, økonomisk, politisk frihed) er udtænkt i en bestemt tid, som betinger dets forklaringsmuligheder. Med det at være liberal mener liberalismens fædre derfor ikke at være ahistorisk, tidløs og fastfrosset i ens meninger og hænge sig fast i en udynamisk tænkemåde. Tværtimod. I den liberalistiske, dynamiske ånd er tiden inde til en tidssvarende tilføjelse og til at tale om det »liberale og det multikulturelle samfund« i en og samme vending. For ikke at fremstå som anti-liberal, diktatorisk, skal vores demokrati både være »liberalt« (i den gamle betydning som 17–1800-tallenes afvisning af statskontrol på bekostning af individet) men også »inklusivt«, det vil sige inkorporere respekten for forskelle, blandt andet de kulturelle.

Det er lidt mærkeligt først at fastslå at ordet ”liberal” er betinget af en bestemt tid, for derefter at bryste sig af, at liberalismen sandelig ikke må være fastfrosset i meninger - meninger som nødvendigvis må være tidsbetingede. Bierlich knytter det ”multikulturelle samfund” sammen med det ”liberale samfund” til en og samme vending, hvilket ifølge ham selv er en naturlig konsekvens af tiden. Man må stille spørgsmålet; om der her i virkeligheden er tale om en konsekvens af forfatterens egne præferencer, snarere end en konsekvens af liberalismens egentlige substans. For liberalismen er funderet på en række principper, som nødvendigvis må være tidløse. Dette var den amerikanske uafhængighedserklærings forfatteres tolkning af liberalismen. En tolkning der ikke bare lader sig pine ned i en multikulturel nymodens spændetrøje.


Regeringens indførelse af stramninger og pointsystemer på udlændingeområdet strider imod det at være liberal og multikulturel og fører os ind i et dybt mørke. Skal vi ud derfra, så må vi forbinde liberalismens grundsætninger om frihed med respekten for det multikulturelle, det multietniske. Med andre ord bør vi tale om et »Multikulturelt Demokrati«, som er et udtryk, der sammentænker det at være liberal – tolerancen for den menneskelige autonomi, sikkerhed og frihed – med respekten for kulturelle forskelle. Denne munder ud i det, den canadiske professor i filosofi Charles Taylor betegner som »politics of difference«, forskellenes politik. På denne konto kræves det, at majoriteten anerkender og respekterer alle former for mindretal og forskelle og fordømmer enhver tanke om homogenisering.

Som Bierlich nævner, var liberalismens fædre ikke ahistoriske og derfor heller ikke forudsætningsløse, hvorfor de naturligvis ikke kunne respektere alle forskelle, ej heller alle kulturer. Faktisk grundlages USA på en afstandtagen fra bestemte europæiske kulturer. Men, i det hele taget har begrebet respekt kun ringe plads i et liberalt sind, da respekten er genstand for monarken eller tyrannen eller overmagtens begær. Man kan sagtens forestille sig et liberalt samfund uden respekt (som rent tankeeksperiment), men man kan ikke forestille sig et tyranni, eller et multikulturelt regime for den sags skyld, uden respekt. Det multikulturelle regime kræver respekt. Ikke for individets sikkerhed, frihed eller stræben efter lykke, men for kulturen. Kulturen! uanset om den er barbarisk, despotisk eller liberal.
Sigende for forfatterens sande holdning er opstillingen af ”tolerancen for den menneskelige autonomi, sikkerhed og frihed” overfor ”respekten for kulturelle forskelle”. Det relativt set svagere begreb ”tolerance” knyttes til de essentielle liberale frihedsbegreber autonomi, sikkerhed og frihed, mens det langt stærkere og mere aktivt fordrende begreb ”respekt” knyttes til det multikulturelle. Man kan tolerere naboens lumre sadomasochistiske og støjende fetish, men ligefrem at respektere den ville kræve en både aktiv og nærmest underdanig fremfærd.
I øvrigt må autonomi jo også indebære en frihed fra Staten og dermed en frihed fra klæbende multikulturalisme.

Bierlich påkalder sig kommunitaristen Charles Taylors idéer om samfundet: ”[det kræves], at majoriteten anerkender og respekterer alle former for mindretal og forskelle og fordømmer enhver tanke om homogenisering.” Udsagnet er i sig selv absurd, i og med at det selv er et udtryk for homogenisering. Tankegangen levner desværre også plads til f.eks. kannibalistiske minoriteter ud fra devisen om ubetinget respekt (for en lignende kritik af kulturrelativisme se: Leo Strauss, Natural Right and History 1950 og Frederik Stjernfelt & Jens Martin Eriksen, Adskillelsens Politik 2008).


Det er jo disse forskelle, som udgør menneskers identitet. En homogenisering er intet mindre end en antiliberal tanke, idet den jo er et angreb på menneskers identitet og menneskets frihed. En homogenisering svarer til det, som liberalismen (før den fortolkes) ser som »magtens og majoritetens, samfundets og de gængse meningers diktatur«, der griber ind i menneskers frihed.

Udsagnet om at det er (de kulturelle) forskelle der udgør menneskets identitet, er levn fra den antropologiske kulturrelativistiske storhedsperiode startende med Ruth Benedicts banebrydende værk Patterns of Culture. Benedict var central i den akademiske bevægelse der søgte at helliggøre kultur og etnicitet, som den afgørende komponent i individets substans. Benedict forklarede, at et angreb på kulturen var det samme som et angreb på individet, da kulturen var determinerende for individet og var den eneste ramme hvor i individet kunne realiseres. I forlængelse heraf stillede den Amerikanske Antropologiske Forening sig i opposition til FN’s menneskerettighedserklæring ud fra det synspunkt, at erklæringen kun omfattede individers rettigheder og ikke grupper eller kulturers rettigheder. Dermed blev individet, ifølge antropologernes ideologi, sat under administration af gruppen, eller fik en lavere værdighed end gruppen. Bierlichs tanker er, som illustreret, slet ikke liberale, men grundlæggende anti-liberale, da respekten for individet ikke lader sig forligne med respekten for gruppen, etniciteten eller kulturen. De liberale værdier, heriblandt respekten for individet, kan udfolde sig inden for en national ramme, fordi staten kan garantere individets rettigheder – det kan kulturen, etniciteten, eller gruppen ikke. Vi har i Danmark indgået en demokratisk pagt, som sikrer individets rettigheder. For at opretholde og sikre den pagt, er det vedtaget, at udlændinge ikke bare kan opholde sig i landet, heller ikke med henvisning til kærlighed. Alt sammen for at værne om den individualitet og forskellighed som Bierlich lovpriser.

Jeg vil til slut vende tilbage til de særlige liberale værdier og liberalismens fædre, som Bierlich mener at have fundet ind til. Jeg vil citere den amerikanske uafhængighedserklæring – måske verdens mest liberale dokument.

” Når det under de menneskelige begivenheders forløb bliver nødvendigt for et folk at opløse de politiske bånd, der har knyttet det til et andet folk, for derpå blandt jordens øvrige magter at påtage sig den uafhængige og jævnbyrdige stilling, som naturens og guds love berettiger det til, kræver sømmelig respekt for menneskehedens meninger, at det meddeler de årsager, som har tilskyndet det til adskillelsen.”

Dette er den allerførste sætning. Her er al inklusivitet kastet over bord. Kan man forestille sig noget mere udgrænsende end at bryde de politiske bånd til et andet folk?

3 Kommentarer »

  1. En læg mellemtekniker forstå simpelthen ikke mandens ævl. Demokrati er vel et absolut, man kan vel ikke tale om et halvt eller et trekvart demokrati, og således heller ikke om et “multikulturelt” demokrati. Alle, der har eller får statsborgerskab i dette samfund har samme demokratiske rettigheder og pligter, uanset om de er nok så multikulturelle, eller hvordan de nu ser ud. Det, manden taler om, er måske så det universelle demokrati, men det er jo ganske meningsløst.

    Comment by Per Brøns — January 28, 2011 @ 12:01 am
  2. Hatten af for at du har orket og læse og kommentere dette ævl. Anbefaler Roger Scrutons: Modern Culture, der er brilliant klar, mange steder også morsom, og vist på linie med dig (og mig).

    Comment by S.J.Andersen — January 28, 2011 @ 1:01 am
  3. Per Brøns -> Det Bierlich i virkeligheden argumenterer for er retspluralisme, dvs. parallelle juridiske systemer og derfor parallelsamfund. Han er måske ikke vidende om den sande konsekvens af hans tankegang, men den er alt andet end liberal. Snarere end universelt demokrati, vil multikulturalismen føre til opsplitninger.

    S.J. Andersen -> Tak for anbefalingen. Jeg kender Scruton fra div. debatter. Må jeg anbefale Stjernfelt og Eriksens “Adskillelsens Politik”? Selv om jeg ikke deler Stjernfelts politiske holdninger, så er der intet galt med hans analytiske evner. Hans dissektion af multikulturalismen og dens oprindelser er intet mindre end fremragende.

    Comment by Sobieski — January 28, 2011 @ 11:02 pm

RSS feed for comments on this post. TrackBack URI

Kommentér indlægget...

Monokultur kører på WordPress