Der er mennesker bag tilpasningen

Diverse — Drokles on January 14, 2011 at 8:18 am

Blå blok er i krise, som en direkte følge af de Konservatives interne morrads. Hvor meget en ny formand kan rette op og hvor meget Liberal Alliance kan kompensere for bliver selvfølgelig spændende. Men under den slags partidramaer ligger den grundlæggende politik, som skal afgøre valget når det kommer og her er rød blok i anderledes vanskeligheder. Deres økonomiske politik er nærmest i ruiner og så midt i en krisetid, hvor det mere end ellers er the economy, stupid.

Efterlønnen stammer fra en svunden tid, men selv dengang var der indvendinger imod at udstrække de offentlige forpligtelser. Den opposition blev overvundet bl.a. ved at lægge vægt på en social retfærdighed, hvor værkbrudne arbejdere og dem in spe kunne sikres et værdigt opløb mod slutningen af deres liv  Den sociale fortælling har siden helt overtaget forståelsen af indholdet så meget at den er blevet en af de største hellige velfærdskøer.

Løkke Rasmussens angreb på efterlønnen er et fremragende træk fordi den ikke blot er et angreb på en enkelt, men spektakulær ordning, der ikke blot er dyr i sig selv, men også er uforståelig - dels fordi den, som en ret kan og bliver benyttet af ressourcestærke mennesker og dels fordi dens sociale retfærdiggørrelse kun retter sig mod en bestemt aldersgruppe. I at den er aldersbestemt ligger selvfølgelig også indrømmelsen af at den er en samfundsmæssig omkostning, som nogen altså må bære, men som det ville være ubærligt, hvis man udstrakte den til folk i helvtredserne og fyrrerne. Ordningen var tænkt, som et beskæftigelsesprojekt der skulle afhjælpe tidligere tiders ungdomsarbejdsløshed og solgt som en fortælling om retfærdig kompensation til værkbrudne arbejdere. Det vil sige at den var skabt til at trække arbejdskraft ud af arbejdsmarkedet, præcis det sidste man har brug for i dag og i fremtiden. Argumenterne for en afskaffelse af efterlønnen er uimodståelige.

Og her ligger det fremragende i Løkkes angreb, for kan man slagte det helligste er døren spaket ind til en helt ny præmis for diskussionen om velfærd kontra nødvendighed. Hvis vælgerne belønner Løkke ved genvalg vil de også belønne fremtidige politikere for at tale velstand over velfærd, personligt ansvar og pligt fremfor ret. At øge de offentlige udgifter vil ikke længere være den moralske lakmusprøve, hvis man vil søgte den midte, hvor det - med Jelveds ord - sker. Og Løkke står her stærkt med en god og sammenhængende økonomisk politik der både er fair og nødvendig.

Socialdemokratiet og Socialistisk Folkeparti har i overvejende grad styrket deres popularitet gennem regeringens egen upopularitet over den naturlige ophobning af skandalesager, cirkus konservative og almindelig trang til forandring blandt vælgerne, men står meget svagt når det kommer til det politiske indhold. Ved et Folketingsvalg ridses alternativerne hårdt op og vælgeren skal træffe et egentligt valg fremfor blot at lufte en umiddelbar utilfredshed, som meningsmålinger er ganske påvirket af. Tror man på Løkke eller Helle når det drejer sig om Danmarks økonomi?

S-SFs berømte 12 minutter var et blålys fra starten. Som om det ikke var nok at det er arbejdsmarkedets parter og ikke regeringen, der bestemmer arbejdsdagen og at alle økonomer har anstrengt sig ud over det rimelige for at deres vantro ikke skulle kammer over i latter så indeholdt forslaget også sin egen indrømmelse af at velfærdsstaten bliver stadigt sværere at betale for de resterende arbejdere selv om regeringen ifølge venstrefløjen allerede havde skåret urimeligt i den. Hvordan forklarer man egentlig perskektivet ved at beholde den eller endda udbygge den? Men måske mest problematisk er selve kampagnens budskab, hvor man appelerer efter en hårdere arbejdsindsats fra netop dem man vil tilbyde noget. Har hunden lyst til endnu en bid af sin egen hale?

Selv om timingen med Lene Espersens afgang er heldig for S-SF så krakelerer deres økonomiske troværdighed nu for alvor. Fra Berlingske Tidende

»Hverken vores plan eller regeringens plan giver tilstrækkeligt med penge til at redde økonomien, hvis ikke der kommer gang i væksten. Og så er der kun to svar: Enten skal vi have gang i væksten og genskabe de arbejdspladser, vi har tabt, eller også må vi tilpasse den offentlige sektor. Den offentlige service, vi giver i dag, kan kun fastholdes, hvis vi får gang i den private vækst,« siger Ole Sohn, som mener, at den kommende valgkamp især bør handle om, hvad vi skal leve af i fremtiden.

Han kalder det »en bunden opgave« at skære i velfærden, hvis ikke der kommer gang i væksten.

»Man kan ikke benægte fakta. Og fakta er, at der er ubalance i dansk økonomi. Der er større udgifter end indtægter, især når vi kommer efter 2015, og derfor er vi simpelthen nødt til at få indtægterne op. Kan vi ikke det, skal udgifterne ned,« siger Ole Sohn.

P1 Morgen var Ole Sohn så med på en telefon (Egentligt et mærkeligt radioudtryk “med på en telefon”), hvor han blev spurgt om S-SF ville skære i den offentlige sektor og i givet fald hvor snittet skulle lægges. Og fordi Danmarks Radio trods alt ikke er Pravda og journalisten derfor blev ved med at prøve at få noget konkret ud af Ole Sohn blev det stadigt mere komisk at høre ham variere hans udmelding om at fakta er at vi ikke leve med ubalance i dansk økonomi og hvis ikke man kan få gang i væksten må man skære, øh tilpasse den offentlige sektor. Det er jo en dejlig, omend ganske sen erkendelse, men hvad vil man nu stille op med Thorning Schmidts påmindelse til Løkke Rasmussen om at der er mennesker bag tallene? - eller tilpasningen om man vil?

Socialdemokratiet og Socialistisk Folkeparti er endeligt fanget i deres egen oppustede moralske retorik. Den kynisme og manglende medfølelse, som de beskylder regeringen for er de nu selv nødt til at acceptere som en nødvendighed. Med indrømmelsen af at velstand går forud for velfærd mister de det sidste kort, som de har spillet hårdt - deres moralske habitus. Og de har ikke vundet noget til gengæld da deres økonomiske politik selvindrømmet ikke er i nærheden af at tage det ansvar, som regeringen prøver på.

1 Kommentar »

  1. S-SF’s 12 minutter kunne blive et endnu mere markant træk for de borgerlige end efterlønnen.
    Hvis man nemlig i stedet gjorde op med det urimelige i at offentligt ansatte har kortere arbejdstid i form af betalt frokost, så kunne man jo - hvis man turde - foreslå i stedet for de 12 minutter at harmonisere arbejdstiden en smule så man pålagde offentligt ansatte at arbejde de ekstra 30 minutter som privatansatte hele tiden har gjort?

    Ingen tvivl om at det vil give et ramaskrig og det er slet ikke sikkert at der er tilstrækkelig mange fornuftige offentligt ansatte der opfatter den nuværende økonomiske situation så uholdbar at de finder det nødvendigt at skifte fra S-R til de konservative eller venstre?

    For man skal jo ikke glemme at S også nærmest konkurrerer om at være et borgerligt parti for priviligerede offentligt ansatte der har meget mere tilfælles med en type som Helle Thorning end med en gammeldags arbejder!

    Comment by Jens Hansen — January 15, 2011 @ 1:05 am

RSS feed for comments on this post. TrackBack URI

Kommentér indlægget...

Monokultur kører på WordPress