Kai Sørlander skrev i gårdsdagens Berlingske Tidende om politisk hykleri når magthavere og moralister svigter deres egne idealer når de selv skal bære de byrder de pålægger andre. Han giver følgende forklaring på, hvorfor vi i Vesten har opbygget et samfund, hvor magthaverne frygter at blive afsløret i politisk hykleri.

Derfor har vi grund til at se nærmere på de ideer – altså den religion – som herskede i vort samfund, før den nuværende demokratiske udvikling satte i gang.

Denne religion var protestantisk kristendom, hvis trosindhold først og fremmest er formuleret i Det Nye Testamente. Og læser vi i denne bog, så finder vi et bemærkelsesværdigt afsnit, som er relevant i vor sammenhæng. Det drejer sig om kapitel 23 i Matthæusevangeliet. Heri anklager Jesus de skriftkloge og farisæerne for hykleri. »Ve jer, skriftkloge og farisæere, I hyklere! I ligner kalkede grave; udenpå ser de smukke ud, men indeni er de fulde af dødningeben og al slags urenhed.« Anklagen går på, at »de ikke selv gør, hvad de siger. De binder tunge og uoverkommelige byrder sammen og lægger dem på menneskers skuldre, men selv vil de ikke røre dem med en finger«.

Denne fortælling har almindelige folk hørt i kirken og fået indterpet i søndagsskolen. Den har sat sig i deres hoveder og dermed været med til at bestemme deres syn på verden. Når Jesus kunne fordømme de skriftkloge for ikke selv at ville bære de byrder, som de pålagde andre, så åbnede det for en tilsvarende kritik af den præst, som forkyndte Jesu budskab. Ville præsten selv bære de byrder, som han i sin forkyndelse pålagde andre? Præsterne – og det kirkelige hierarki – blotlægger sig direkte for en kritik for hykleri, i og med at de selv forkynder Jesu budskab. Bærer de selv de byrder, som de pålægger andre?

Men Jesu fordømmelse af de skriftkloge har endnu videre konsekvenser. I selve det, at Jesus anklager de skriftkloge for ikke at ville bære de byrder, som de pålægger andre, ligger en helt elementær fordring om, at man som minimum bør være villig til at bære de byrder, som man pålægger andre. Det er en fordring, som går dybere end det politiske, men som det enkelte menneske også helt naturligt vil tænke ind i det politiske. Hvis det er rigtigt at kalde de skriftkloge, som ikke selv vil bære de byrder, som de pålægger andre, for hyklere, hvad så med magthaverne – politikerne – som heller ikke selv vil bære de byrder, som de pålægger andre? Her har vi kimen til en magtkritik, som ikke hæmmer, før den er fremme ved anerkendelsen af idealet om politisk ligeværdighed.

Men læs den hele.