Apparatets mand

Diverse — Drokles on October 19, 2010 at 7:51 am

I Jyllands-Posten skriver en (på forhånd undskyld for platheden) sonende Sohn at han begik “en klar fejl at gå med i DKP“. Det er mildt sagt. Denne  negligering “at gå med“, som om skylden blot var en lidt for udpræget passivitet hænger tungt over alle opgør med kommunismen i den vestlige verden. Sohn gik jo ikke bare med i DKP, han ledte, som formand an. Og formand bliver man kun gennem en målrettet indsats, som her enddai sidste ende skulle godkendes af Moskva. Hvordan man dér måtte man arbejde for Sagen ved jeg ikke.

Sohn er, som så mange andre nuværende og tidligere støtter af det totalitære blevet kaldt naiv. Men naivitet er godtroenhed i mangel af vished. Det kan være naivt at tro på Ole Sohn eller blot være almindelig SF’er med deres forblommede drøm om et bedre samfund drejende sig om en bestemt metode, men det kan ikke strække sig til at man sætter sig i spidsen for DKP og med Moskvaguld i ryggen bruger alle sine glimrende organisatoriske evner på at undergrave nationen og demokratiet og berede vejen for marxistisk diktatur - som om man ikke kunne gennemskue konsekvenserne. Som om de sociale eksperimenter blot gik galt eller endda blev forrådt. For man, ikke bare de borgerlige “man”, men alle “man” vidste da så sandelig besked om kommunismens og socialismens inderste væsen.

Jeg hørte i min ungdom et af de foredrag, Sohn holdt i forbindelse med udgivelsen af hans bog Kære Stalin om Arne Munch Petersens grusomme poetisk retfærdige skæbne under Stalins udrensninger. Sohns selvrandsagende kritik af det kommunistiske projekt, der havde kørt sig selv i grus og hevet 100.000.000 mennesker i døden var at der manglede ytringsfrihed. Ytringsfrihed ville have givet mulighed for at rette de systemfejl, som han nu og stadigvæk beklagede. Denne ene, men afgørende mangel i projektet var hans grundkritik, men det skurede i de følgende år stadigt mere i mit gymnasiale hoved. At give folk ytringsfrihed ville jo ikke bare i praksis gøre hele projektet, der byggede på tvang til en umulighed.

Men mere grundlæggende så indeholder systemer der besidder eller er bygget op om den endelige sandhed, som marxismen er, intet grundlag eller behov for ytringsfrihed for med den endelige sandhed kan ytringer ud over bekræftelsen af sandheden i bedste fald kun være vrøvl og forvirring til objektiv skade for det hele. Ytringsfriheden var og ville altid være fraværende fordi den kun gavnede folkefjenderne. Det var jo netop det den ideologiske kamp mellem friheden i Vest og Sohns marxisme i Øst handlede om. Ytringsfriheden udspringer af det frie menneskes ukrænkelighed og fejlbarlighed, hvorfor der ikke kan gives nogen formel sandheden. Derfor er det ene lige så godt, som det næste og vi må vægte dem i dyst. Det er en tanke, der i vores verden kun springer logisk og ufravigeligt frem blandt kristne; konservative som liberale.

Den manglende erkendelse af marxismens grundlæggende ondskab leder også til at Ole Sohn kun “tager dyb afstand fra regimerne“. Deres ideologiske ophav, som regimerne er den naturlige og i det mindste indtil Sohns brud med DKP i 1991 (Muren faldt i 1989!) også ønskede konsekvens af kommenteres ikke. Derfor tager Ole Sohn i dag til takke med Socialistisk Folkeparti, der nok ikke kan give den ideologiske konsekvens han i de glade dage så målrettet havde arbejdet for, men som til gengæld tilbyder ham en mere prestigefyldt politisk karriere end det hensygnende DKP. Demokrati handler om indførelsen af socialisme blot med andre midler kan man vel højst stække Sohn erkendelse til. Men skal det være en trøst?

Arne Munch Petersens skæbne var sammen med millioner af andres som sagt ganske almindelig viden også for Sohn før han skrev sin bog. Udrensninger, arbejds-, opdragelses-, og koncentrationslejre, overvågning, terror og arbitrær magtudøvelse var ikke systemfejl men indbyggede nødvendigheder, som de også ganske ærligt engang blev betegnet af tro kommunister og socialister for at systemet kunne overleve folkets eksistens. Så hvorledes bliver Ole Sohns bøger og foredrag et udtryk for en ny erkendelse, som Sohn gerne vil have os til at tro? Sohn frasagde sig jo ikke kommunismen konfronteret med rædslerne, men med dets konkrete regimers kollaps og derved hans politiske karrieres endeligt. Med mindre selvfølgelig han kunne genopfinde sig selv, hvilket han kunne. Det er denne genopfindelse, som en omrejsende fortæller af bondeangrende kommunistnostalgi, som Sohn vifter med, som en art bevis på hans indsigt.

Mens SF’ere naive eller ej således hyler om en heksejagt på en kær leder kan vi andre blot konstatere at det borgerlige samfund har udstrakt Ole Sohn en uhørt tålmodighed, som det har udvist en overdådig tolerance, som bliver så meget desto mere grotesk, hvis man holder den op imod de ladvogne han og hans kammerater i DKP ville køre os andre væk på skulle deres subversive forehavende være lykkedes med en russisk invasion. Ole Sohn var som minimum forrædder in spe.

3 Kommentarer »

  1. Rigtig onde tunger fra fortiden hævder fortsat, selv om hukommelsen må være ældre, end mand har minde, at den unge Ole Sohn fra sin tid i Horsens var kendt som Ole Ål. Man kan med adresse til hans lidt senere tid som formand i DKP, spørge sig, om han lod ål være ål, da han forlod Horsens, eller om den fulgte med ham til Dr. Tværgade. Videre kan man fundere over, om det er den samme ål i Ole, der snor sig udenom fortiden i dag. Glat er Ole i hvert fald, hvad det så kommer af.

    Det er i det hele taget bemærkelsesværdigt, at venstrefløjen har meget lettere ved at undskylde/bære over med sine egne partikammeraters antidemokratiske sindelag i ungdommen end med højrefløjens udskejelser. Tag nu bare Lene Espersens arktiske møde, som hun udeblev fra. Stor ståhej, men var det, hun undlod, værre end den fejl, Ole Ål begik? Er der overhovedet proportionalitet?
    Hvornår bliver et ærligt menneske i stand til at se sine fejl? Og hvornår er det opportunt for en politiker at indrømme sine? Mener han overhovedet, at der er noget at undskylde?
    Ikke, hvis han i sit hjerte stadig er kommunist og ville hilse DDR velkommen tilbage.

    Nærlæser man partiprogrammerne forstår man bedre hvorfor venstrefløjstilgivelsen er snublende nær. På venstrefløjen er sympatien for fundamentale forandringer/revolution og antidemokratiske tilbøjelighederen nemlig læsbart nedlagt i det politiske DNA.

    Med venlig hilsen

    Comment by Emeritus — October 19, 2010 @ 11:08 am
  2. Glatte Ole Sohn må grine højt over de dumme danskere, der sikkert snart anerkender ham som minister.
    Kontrasten til de gamle nazister er uforståeligt stor.
    De røg ud i mørket og har ikke kunnet får et ben til jorden siden.
    Overbærenheden overfor gamle kommunister er alarmerende umoralsk.

    falkeøje

    Comment by falkeøje — October 19, 2010 @ 12:45 pm
  3. Til Falkeøje.
    Man kan med sikkerhed sige, at det lykkedes at slå flere mennesker ihjel under Stalin end under Hitler. Disse horrible tal blev fulgt op af Mao og Pol Pot, Nicolae Ceausescu og Che Guevara tiljublet af den socialistiske ungdom, som er ældre i dag - lige som Ole Sohn.

    Ser man under ét, hvad socialister har bedrevet i socialismens navn, er det slående, at det er selve tankesættet, der må føre til udrensningerne og meningsløse mord på landsmænd, men det er altså også tankesættet, der fritager tilhængerne, de ægte socialister for anger, skyld og blod på hænderne. Det eneste, en rigtig socialist behøver at gøre, er at ændre navn på tankesættet, så er tilhængerne fri til at fortsætte arbejdet på idealstaten, dér hvor de slap.

    I øvrigt skal man huske på, at Hitlers parti også var socialistisk. Forskellen var, at hans socialisme byggede på nationen, mens venstrefløjens socialisme var international. Hvad er forskellen på de to socialistiske opfattelser? Jeg spørger, for ligheden er til at få øje på - død i stor skala. Hvad fører til uhyrlighederne? Tankegang eller tilhængere.
    Var det afsporing at kalde Nazismen for socialistisk?
    Ikke, hvis man ser på evnen og viljen til at slå ihjel.
    Ikke, hvis man ser på Kraft durch Freude projektet.
    Heller ikke, hvis man ser på viljen og evnen til at bygge monumental arkitektur.
    Eller hvis man ser på de enorme, massesuggererende parader og spektakulære iscenesættelser.
    I virkeligheden er der slet ikke nogen tungtvejende grunde til at skelne.
    ‘Sådan er socialismen…’ sang Per Dich allerede i 1966.

    Nu er det ikke sådan, at de blå kan frigøre sig hverken for diktatorer, undertrykkelse eller for at slå andre ihjel, men der er dog den forskel på blå og rød, at de blå hverken behøver en religion eller en ideologi for at føle tilskyndelsen til at dræbe. De blå gør det bare, når de synes. Uden den forstillelse, som socialister elsker.

    Med venlig hilsen

    Comment by Emeritus — October 19, 2010 @ 3:29 pm

RSS feed for comments on this post. TrackBack URI

Kommentér indlægget...

Monokultur kører på WordPress