Kan jeg byde på lidt mere Rifbjerg?

Diverse — Drokles on October 8, 2010 at 3:09 am

Det er ganske vist en død hest, men alligevel. Til slut i en kommentar i Politiken kommer Rifbjerg med denne stille bøn til ytringsfrihedsdebatten.

Ved hjælp af min grundlovssikrede ytringsfrihed vil jeg nemlig tilføje, at der i hele den standende diskussion er en overvægt af forlorenhed, man er nemlig ikke interesseret i dialog eller en fornuftig snak på humant grundlag og i ytringsfrihedens navn, man vil krigen og allerhelst hånd i hånd med de mest reaktionære i nationen.

Det virker fair efter at “en øglehjerne som Søren Espersen” og  ”mørkets fyrste, Søren Krarup“ støtter tegning af Muhammed, der jo er “psykoinfantilt“. Den fornuftige og ukrigeriske dialog, som Rifbjerg på denne måde vil humanisere drejer sig om hvorvidt Poul Henningsen ville stå bag Muhammedtegningerne eller smagsdommerne.

Rifbjergs flok er svært i defensiven i denne debat alene fordi de skal forsvare sig imod at få deres eget ikon hamret godt ned i hovedet uden at hverken de eller deres ikon lider skade. Og uanset om de overlever ser det hele allerede ramponeret ud da paralellen mellem PH og Westergaard er uafviselig. Derfor skal der gøres krumspring, men ak, i sin bølge af bavl er Rifbjerg her en one-trick-pony.

PH risikerede noget ved sin modstand mod mørket, ligesom jøden Hans Bendix.” slår Rifbjerg formen tro fast, mens det om Westergaard hedder, “at hele miseren er opstået pga. et psykoinfantilt eksperiment, der ikke har en skid med ytringsfrihed at gøre.” Tada! Den grundlovssikrede ytringsfrihed, som Rifbjerg nærmest gør til sin private ejendom er desværre for ham vores alle sammens - også de psykoinfantiles der mener at det er “nødvendigt at blive ved med at trykke” dette eller hint. Ellers er den ingens, for at parafrasere en tidligere amerikansk præsident.

I noget der bedst kan karakteriseres som en fortalelse afslører Rifbjerg sin og sin svindende skare af tilhængeres valg af position i debatten om ytringsfrihed for…

…diskussionen om ytringsfriheden er mudret så grundigt til af reaktionært hykleri, at man må vaske hænder hvert kvarter af skræk for at blive smittet.

De reaktionære tager PH til sig og smitter andre. Sagens kerne er ikke sagens kerne, men hvem, der er med hvem. Og hvem vil være sammen med mørkets fyrste eller en øglehjerne? Ikke Rifbjerg, der skrækslagent hellere vil vende hele verden på hovedet med denne skønne offeret-er-den-egentlige-skyldige logik

Ikke alene blotter Rose sig for en galning, ligesom den arme Kurt Westergaard, masser af mennesker risikerer at komme af med livet, fordi nogen får fråde om munden ved den blotte tanke om, at ytringsfriheden også rummer muligheden for at holde sin kæft’.

Og det er mange gange værre end spritkørsel, der jo alene ud fra en risikovurdering er forbudt. Mon nogen sagde det samme til PH…

…da han var allerlængst fremme i kampen mod dem, der ville begrænse ytringsfriheden, [og der] stod et bevæbnet, nazistisk Tyskland parat til ved given lejlighed at skære halsen over på ham og hans ligesindede, mens en eftergivende dansk presse gik på listefødder og fik Poul Henningsen fyret, da man syntes, han var kommet for langt ud og var for provokerende.

Rifbjerg bure foretage Westergaard/JP testen på sit eget citat. Det lykkedes ikke dengang nazisterne at binde ånd og det vil heller ikke lykkes muslimerne - heller ikke med med hjælp fra Rifbjergs eftergivenhed.

3 Kommentarer »

  1. Der er al mulig grund til at være efter Rifbjerg.
    Rifbjerg er nemlig en af båtnakkerne i 68-generationen, som er mere lige end andre. Han har ikke en skid til overs for det latterlige, hårdtarbejdende patriotiske befolkningselement med fritidsdrømmen om datsja eller kolonihave. Dem, som pastor Krarup tager hånd om som præst og menneske, dem, som DF ikke er for fine til at give en stemme, selv om Pia K kommer fra Gentofte. Tværtimod latterliggør han og hans omgangskreds tværtimod dem, vi kan takke for vor velstand.

    Bortset fra sin prisværdige litterære produktion har Rifbjeg som dansker intet at prale af, og kollektivt betragtet har han kun udvist foragt for de mennesker, som revolutionen i Rusland - og som dens fjerne ekko i Danmark - drejede sig om - REVOLUTIONEN, den revolution, han har sværmet for siden 68. Alle de rigtiges drøm om et bedre samfund. Maos lille røde, Pol Pot. Shangri La. Parnassets sværmerier. Problemet med drømmene er for parnassets vedkommende, at revolutionsparolen ikke var tiltænkt de hovmodige og arrogante som ham, den velbjergede Rifbjerg, men at revolutionen især henvendte sig til arbejderne, de besiddelsesløse, de foragtede - dem med drømmen om datsja og kolonihavehus. De skulle have det bedre i et kollektivt samfund.

    Kibbutzerne i Israel (tal endelig ikke om dem) de kollektiver blev den udlevede drøm, som trods alt fungerede på præmissesættet, men slet ikke - slet ikke på Rifbjergs elitære sværmerier.

    Vi er måske fascistoide i Rifbjergs øjne. Det ændrer dog ikke på, at vi lettere end han gennemskuer bedraget og har lettere ved at anerkende de israelske kibbutzer og beundre dem for, at de i lang tid ikke var gasfyldte globusser, man kunne spille bold med, men rigtige kollektiver med et stærkt iboende nationalt fællesskab som udgangspunkt. Derfor virkede de rent faktisk og med god tilnærmelse efter idealet om, at alle er lige uden tilføjelsen -men nogen er mere lige end andre.

    Til gengæld har vi fascistoide mere end svært ved at udholde Rifbjergs moral og menneskesyn, som i alt væsentligt synes at være individualistisk elitær fremfor kærligt orienteret mod kollektivets lyksaligheder og livets beskedne glæder. Han bliver aldrig en mand af folket, men en åndsbolle, der må holde sig for næsen, når han cykler forbi en haveforening.

    Med venlig hilsen

    Comment by Emeritus — October 8, 2010 @ 1:12 pm
  2. Palæstinenserne er et folk af tyve og parasitter.

    De har aldrig skabt noget velfungerende samfund men har altid udnyttet og destrueret andres frembringelser.

    Paliaraberne er slimede og stinkende rotter.

    Det er fanme ikke så mærkeligt at Jordans konge slagtede dem som får og at alle andre muslimer hader dem som pesten.

    Desværre er det umuligt at udrydde dem, men den jordanske løsning med summarisk deportation er ikke helt tosset.

    Halalhippierne fatter selvfølgelig aldrig en brik af virkeligheden, før den rammer dem selv i hovedet som et missil.

    Comment by H. Frost — October 10, 2010 @ 8:17 pm
  3. Ja Emeritus Rifbjerg sværmer, men på klogelig afstand så han i virkeligheden ikke risikerer det mindste. Ikke engang at skulle betale skat i Danmark.

    Comment by Drokles — October 13, 2010 @ 8:01 pm

RSS feed for comments on this post. TrackBack URI

Kommentér indlægget...

Monokultur kører på WordPress