En klassisk Hyltoft i Jyllands-Posten med både Auken og Bomholdt. Jeg fremdrager denne klare pointe

Vi må ikke glemme, at herremændene ikke udøvede magten for deres egen skyld, men for menneskehedens. Marxismen og proletariatets diktatur var ikke bare en historisk uundgåelig udvikling. Den var også et ædlere samfund end det frie folkestyre, hvor alle har stemmeret, også folk, der ikke har fattet socialismens storhed. Så derfor gjaldt det om at nå over i socialismen i en fart. Der kunne være nogle, der ikke havde set lyset. Eller havde set et helt andet lys. De måtte en tur på træhesten.

Der var dog også den mulighed, at de kunne genopdrages. Jeg fik engang et brev fra en af disse mikrofonbesiddere. Han skrev, at når man havde så gode evner som jeg, skulle de også bruges rigtigt. Det var jeg desværre ikke så god til. Men jeg kunne jo forbedre mig, mente han. Og det ville han da gerne hjælpe mig med.

Dette var så endda ikke det værste. At Ebbe Kløvedal tilbad massemorderen Mao, og at Koplev hyldede Stasi-staten DDR var vel sådan set ærlige - om end lidet menneskekærlige - engagementer. Og at lejesvendene ryddede tv-skærmen for deres trosfæller Jesper Jensen, Rifbjerg, Bente Hansen, Dea Trier Mørch, Knud Vilby lå vel også inden for radiolovens rammer.

Men at lejesvendene blokerede vejen til mikrofonen for dem med andre opfattelser, det var herremandsmanerer af værste DDR-skuffe. At Kjeld Koplev holdt hyggestue for menigheden og andre nyttige idioter, kunne måske forsvares, hvis der et andet sted i huset havde været en tilsvarende vært af anden observans. Men det var der ikke. Otto Leisner og de andre legeonkler var noget helt andet.

Læs den især for en gennegang af Danmarks Radios røde historie.