Konservativ konservitisme

Diverse — Drokles on October 7, 2010 at 2:38 am

Søren Krarup definerer i Berlingske Tidende konservatisme og slagter følgeligt det Konservative Folkeparti

…Per Stig Møller var en rigtig 68-ideolog, der i den samtidige bog “Synspunkter i Konservatismen” skrev: »Den, der erklærer sig totalt ideologiløs, er enten en overfladisk filosof, eller han tænker på, at han er fri for de gamle ideologier. I stedet udtrykker han en ny ideologi. Ethvert politisk parti gør det, hvis der overhovedet er fornuft og ikke ren og skær mode i det. Det kan være alle de konservative, der tror sig ideologiløse, ikke er sig nogen ideologi bevidst, men hvornår er bevidstløshed blevet en politisk eller filosofisk dyd?«

Jeg vil ikke være for hård ved Per Stig Møller, der sikkert fortryder disse flotheder på samme måde som så mange andre, men jeg vil gøre opmærksom på, hvordan denne opfattelse af politik er en ukritisk overtagelse af samtidens marxisme eller 68-ideologi, hvor alt er ideologi, og jeg vil især gøre opmærksom på, hvordan den er en ophævelse af enhver konservatisme. For den konservative er ikke ideolog. Den konservative er i modsætning til enhver ideologi. For konservatisme er at være bundet af historien og dermed af den konkrete virkelighed. Eller anderledes sagt: Konservatisme er det modsatte af messianisme, fordi den konservative af Messias eller kristendommen er vist hen til at være tro imod sin næste, sin nærmeste virkelighed, sin givne historie. Det er dette, der er kernen i sagen. Nej, den konservative bilder sig netop ikke ind at være Gud i forhold til sin næste eller til befolkningen, for den konservative har af Gud fået det begrænsede og bestemte embede at være sin næste og sin virkelighed tro. Her ligger konservatismens modsætning til enhver ideologi - til marxisme, kommunisme, nazisme. Den konservative politiker ved, at hans embede er begrænset. Han skal ikke frelse befolkningen. Men han skal være solidarisk med befolkningen på den givne virkeligheds betingelser.Derfor er historien den grundlæggende instans for enhver konservatisme. Og derfor er enhver konservatisme national, for det nationale er det historisk givne - svarende til ordets grundbetydning af medfødt. Ja, at være menneske er at være født ind i en bestemt historisk sammenhæng, og at være konservativ er at være sin sammenhæng tro. Dette er grundbestemmelsen. Og respekterer man ikke den, er man ikke konservativ.

Den, der dyrker utopier, er ikke konservativ. Den, der kalder sig ideolog, er ikke konservativ. Den, der foragter det nationale for i stedet at hengive sig til en overnational union (EU), er ikke konservativ. Den, der vil ofre sig for menneskeheden i en ophøjet idés navn, er det modsatte af konservativ, for han ofrer menneskene - de konkrete, virkelige, nærmeste.

Krarup begræder Konservativt Folkepartis misrepræsentation af konservatismen, men det har nu alligevel været morsomt at følge Lene Espersens forsøg på at holde varmen ved at pisse hele VKO reden til. Især da hun gjorde EU politikken til kardinalpunktet for deltagelse i regering med Dansk Folkeparti og således hævede det fra en pragmatisk politik under givne omstændigheder, der skal sikre danske interesser til et ja ideologisk projekt, hvor det at være assimileret i det overnationale er formålet i sig selv.

4 Kommentarer »

  1. Schlüter mente i modsætning til Per Stig, at ideologi er noget bras.

    Med venlig hilsen

    Comment by Emeritus — October 7, 2010 @ 5:44 pm
  2. Desværre var han ikke så konservativ at det gjorde noget.

    Comment by Drokles — October 8, 2010 @ 3:33 am
  3. ‘…Og derfor er enhver konservatisme national, for det nationale er det historisk givne…at være menneske er at være født ind i en bestemt historisk sammenhæng, og at være konservativ er at være sin sammenhæng tro…’

    Det er svært for mig at argumentere imod den slags. Man må - også efter min mening tage afsæt i det nære uden at det skulle føles nødvendigt at sparke til det, man tager afsæt i.
    Det kan udmærket lade sig gøre, uden at man opfører sig som gøgeungerne af 1968 gjorde og stadig gør det.

    I psykologien findes en opfattelse af, at næste generations frigørelsesproces indebærer en forkastelse af forrige generations måde at leve på og det værdisæt, forældrene stod for. Det er vidt og bredt accepteret, at sådan har det været dokumenteret helt tilbage til

    Anderledes blev det med 68-generationen. Den nøjedes ikke med at forkaste forældrenes levemåde og værdisæt. Forældre, levemåde og værdisæt omfattede i ungdommens øjne alt - principielt helt tilbage til køkkenmøddingerne, hvis forældrene havde en mening om dem. Danmark og alt dansk var det ultimative udtryk for forældregenerationen og ikke værd at samle på et andet udtryk for forældrenes småborgerlighed, indskrænkethed og præstationer karakteriseret ved kapitalistisk grådighed og udbytning, vel en art tyvekoster, som de med vold og magt skulle prakkes på. En nærmest kriminel arv, de af ideologiske grunde måtte foragte og nedbryde. Ikke mindst, fordi deres forældre var medskyldige.

    Det var nyt. At hele samfundet blev forkastet af 68′erne, fordi deres forpulede, småborgerlige forældre havde passet på skidtet og sørget for, at deres unger kunne få en uddannelse og et liv, som var bedre end det liv, forældrene selv havde haft.

    Derfor demonstrerede 68′erne ved enhver given lejlighed deres disrespekt over for samfundsskabte goder af enhver art. Verden kaldte, verden skulle forandres.

    Materielt kunne de give sig til at smadre kapitalismens symboler og dens forarbejdede produkter, alt, hvad der måtte gøre ondt på forældregenerationen, som sad på flæsket. Industriens produkter var kapitalistsymboler og skulle behandles respektløst.

    Immaterielt gav man sig til at eksperimentere med kønsliv, samværsformer, stoffer og obskure forestillinger hentet i den tredie verdens skumleste afkroge i en søgen efter en ny mere ophøjet orden end den gamle. Forældrene betalte som regel gildet og orgierne.

    Jeg kan forestille mig, hvor let det har været for disse toneangivende 68′ere at sige farvel til alt dansk og omfavne globen i stedet. Egentlig den globus, Chaplin spillede bold med i ‘Diktatoren’.

    Med venlig hilsen

    Comment by Emeritus — October 8, 2010 @ 11:39 am
  4. 3. kommentar, 3. afsnit, 3. linje:

    …helt tilbage til oldtidens Ægypten.

    Comment by Emeritus — October 8, 2010 @ 11:43 am

RSS feed for comments on this post. TrackBack URI

Kommentér indlægget...

Monokultur kører på WordPress