Nazismen fører ikke nødvendigvis til et tragisk resultat
Det skriver en Jon Kyst rent faktisk på sin blog på Jyllands-Posten, skønt han nok, som en anden Keld Koplev vil argumentere for at mene det modsatte. Han indleder (hans fremhævning)
Den danske højrefløj er totalitaristisk og ufølsom, når den af hensyn til magtkampen på Christiansborg prøver at få sat lighedstegn mellem kommunismen i Sovjetunionen og nazismen i Tyskland.
Det ufølsomme lader vi ligge, men lad os se på om der er en argumentation for at nazisme og kommunisme er væsensforskellige
Det kommer til at virke acceptabelt at slå ihjel, hvis man lader menneskelivet blive en del af et regnestykke. På samme måde var sovjetkommunismen i sit udgangspunkt en europæisk opfindelse. Marxismens forestilling om, at masserne før eller siden ville blive oplyst nok til at erkende kapitalismens uretfærdighed, var en del af del europæiske oplysningstanke. Da denne tanke faldt i russiske hænder, blev den russificeret, dvs. radikaliseret, og dermed dødsensfarlig.
For det var jo ikke kommunisterne, der fandt på GULAG og politisk forfølgelse. Tsar-regimet blev i sin tid bredt fordømt internationalt for præcis det samme, man senere fordømte kommunisterne for. Radikaliseringen og dermed volden er et potentielt træk ved det russiske samfund, det er den russiske komponent i Dostojevskijs regnestykke, og ikke et udtryk for venstrefløjsideologiens natur.
Og han konkluderer nogle litterære mellemregninger lidt senere
Det er totalitaristisk at påstå, at politiske forhold nødvendigvis fører til et tragisk resultat.
Det er svært at holde masken ikke? Men vi forstår ikke hvori det problematiske så ligger i at sammenstille kommunisme med lige præcis nazisme, hvis de politiske forhold ikke nødvendigvis fører til tragiske resultater? De to ideologier var bare begge to lige skide uheldige. Den ene åbenbart at være havnet sammen med de skrækkelige russere (kinesere, cubanere, koreanere, østtyskere, rumænere, bulgarer, polakker, tjekkeslovakker, ungarere er også store røvhuller der var med til gennem deres grusomme væsen at ødelægge den fine ide).
Eller også er Kyst bare et selvmodsigende vrøvlehoved når han opstiller følgende regel “Det kommer til at virke acceptabelt at slå ihjel, hvis man lader menneskelivet blive en del af et regnestykke” og derpå konkluderer at “Det er totalitaristisk at påstå, at politiske forhold nødvendigvis fører til et tragisk resultat.” for dobbeltbeskyldningen mod nazismen og kommunismen er jo at de netop lader “menneskelivet blive en del af et regnestykke“, hvor det altid er underordnet den store ide og derfor er totalitære, hvilket nødvendigvis er et tragisk resultat.
Mest morsomt er denne givetvis uvelkomne støtte til den måske kommende finansminister
Man kan med andre ord trygt stemme på Ole Sohn
Med venner som disse, hva’ Ole…
2 Kommentarer »
RSS feed for comments on this post. TrackBack URI
Hvem kalder du totalitær, Jon Kust!
Det mest bemærkelsesværdige i Jon Kyst`s indirekte apologi for kommunismen, er hans brug af den russiske nationale karakter/kultur, som årsagen til kommunismens barbari og masemord. Som så rigtigt påpeget, så var der andre lande der aftjente et par årtier i det marxistiske mareridt. Socialismen/kommunismen er nu blevet afprøvet på næsten alle kontinenter(- Australien, Antarktisk), i næsten alle klimazoner og i forskellige sproglige og kultur kredse.
I næsten alle tilfælde har det været monomentale fiaskoer, der kun medførte lidelse og masse død. En enkelt undtagelse kunne være de jødiske kibbutzer og deres frivillige tilgang til socialismen, men ellers kan jeg ikke komme på noget sted, hvor denne ideologi ikke har skabt undertrykkelse.
Nej det opsigtsvækkende er brugen af det ”Kulturelle argument”. Dvs. at det er den russiske kultur og den russiske sjæl der er årsagen til undertrykkelsen, volden, stikkeriet, overvågningen og drabene. Dette ”Kulturelle argument” er ellers i mange venstreorienterede kredse blevet skyet, og lagt for had, fordi det fortolkningsmæssigt ofte benyttes i debatten om Islam`s natur, og hvilken adfærd og hvilke karakteristika tilbederne af Mohammed, har såvel i deres egne lande og i vore. Kulturalister er et begreb, der ikke sjældent er blevet benyttet, når det gælder afstandtagen til islamkritikere som er lidt for krasse i forhold til holdningen på bjerget. Når tone debatten skal kalibreres er der nogle der er kulturalister, og deres fortolkning er for forenklet og for simpel (og for bondsk). Navnlig benytter Fredrik Stjernfeldt sig af teknikken for at kunne kritisere islamister, og samtidig ikke komme rubriceres som DF`er. En stor del af person skaren omkring foreningen ”FRI DEBAT” har tendens til benytte betegnelsen, kulturalist om personer, som man kun er lidt uenige med, men alligevel ikke bryder sig om deres tone.
Derfor er det en glæde for mig, at Jon Kyst benytter sig af den russisk nationalkarakter som forklaring. Ikke at dette på nogen måde frikender socialismen/kommunismen som ovenover anført.
At man ikke helt kan frikende det autoritære for at ligge tæt under overfladen i den russiske politiske tænkning, vidner mordene på Anna Pulkovskaya og Alexander Litvinenko på.
Og onkel Putin kan man vist heller ikke beskylde for at være den største demokrat, men dette frikender stadigvæk ikke socialismen/kommunismen for dens uhyrligheder, som er på linje med, og i samme størrelse som nazismens forbrydelser.
Dette drejer sig om hvilken form for kategorisering, som kan benyttes når, man bedømmer politiske systemer og holdninger, og hvilke kategorier man benytter når man beskriver religiøse og kulturelle opfattelser.
Jeg mener, at det er afgørende, at se på de handlinger som henholdsvis religiøse tilbedere udøver og hvilke handlinger ideologisk overbeviste mennesker udføre. På et tidspunkt begynder truslerne, undertrykkelsen, volden og drabene, at blive mere end bare dem der udøver dem. Dem der udøver drabene, truslerne og volden bliver mere end bare enkeltstående individer, men de bliver repræsentanter for det system, - den politiske ideologi, - og den religiøse trosretning, de tror på. Derfor var nedskydningen af den polske officerstand af den røde hær i Katyn i 1939, ikke bare udtryk for russisk nationalisme og chauvinisme over for de polske officerer, men det var også et udtryk for russiske kommunister der henrettede en stor del af en polske middelklasse. (selvfølgelig set med kommunisternes øjne). Det var ikke bare en anden nations officerskorps, men det var også klassefjender.
Når der opstår brande i Danmark, og for så vidt også Sverige, rundt omkring skoler, børnehaver, fritidsordninger hvor der tæt på og nærved, bor store koncentrationer af muslimske indvandrere, så er det efter et stykke tid og efter en vis mængde brande ikke længere enkeltstående og individuelle tilfælde.
NEJ…, det er et udtryk for denne gruppes opfattelse af disse institutioner. Mængden og den geografiske spredning, eller mangel på samme, tilsiger at dette er én fælles opfattelser iblandt muslimer i Danmark og Sverige. En opfattelse der deles imellem muslimer i på Nordvest i København og i Rosengården i Malmø.
Hvis nu, og dette er et hvis nu, det der bandt alle disse skolebrande/børnehavebrande sammen, var en opfattelse af at disse institutioner var en kulturel forurening, og et redskab til at presse et sekulariseret samfunds normer, - omkring køn, - omkring religion, - omkring ”rent, urent”, ned overhoved på muslimer, så ville brandstiftelsen mere ses som en form for selvforsvar, end en kriminel handling. Hvis brandene blev set som muligheden for at holde skolerne på plads, for begrænse deres indflydelse, ville dette ikke give større mening, end bare reducere brandene til et symptom på dårlige socio-økonomiske forhold, og kedsomhed som de forskellige ”integrations forskere” så ofte betegner det.
Ja, jeg ved godt at der også er danske rødder, der ønsker at sætter deres skole i brand, og nogle gange gør det. Men nogle gange bliver man nød til at se disse brande, som kulturelle handlinger, ligesom man må se henrettelser som kulturelle handlinger. Med dette vil jeg sige at jeg godt kan se Katyn drabene som udtryk for russisk chauvinisme og nationalisme, men det frikender ikke den socialistiske/kommunistiske vinkel. Lige så vel kan jeg se skolebrande, som udtryk for individuel socio-økonomisk kedsomligheds handlinger, men jeg vil stadigt tilskrive den islamisk religiøse vinkel, på skolen som modernitets og sekulariserings redskab, som motiv for en betydelig del af de mange institutions brande.
Hvem man vil stemme på til det kommende valg vil jeg lade være op til den enkelte, men Ole Sohn og med ham Socialistisk Folkeparti og Socialdemokraterne har i mine øjne; ikke den rigtige justitspolitik,
- ikke den rigtige indvandringspolitik,
- ikke den rigtige undervisningspolitik,
- ikke den rigtige finanspolitik,
- ikke den rigtige forsvarspolitik,
- ikke den rigtige udenrigspolitik.
Derfor stemmer jeg ikke på nogle af disse partier. Disse partier er ikke totalitære, men de er for ensidige i de analyser og deraf følgende handlinger, som de fremsætter som politiske løsninger.
Mvh.
Historyman
Rørende enig Historyman, tak for indlægget.