Jagten På De Røde Lejesvende
Det er morsomt at se de korrekte hyle ved den mindste antydning af at de skam også kan komme til at stå til dom, som de så længe har stillet andre til dom. Lasse Jensen koncentrerer sig i Information om programmets problematiske tilblivelse og opbygning. Den eneste relevante kritik indtil videre.
Den ene ekspert er Bent Blüdnikow, der dermed har en tredobbelt rolle i serien: Ekspert, forslagsstiller og medforfatter til artiklen om DR-medarbejdernes påståede underskrift på PFLP- støtteerklæringen. Den lægger Blüdnikow nu i øvrigt en anelse afstand til, fordi oplysningerne hverken har kunnet be- eller afkræftes. Den anden ekspert er professor Bent Jensen, »historiker og koldkrigsforsker«, som der står på skærmen i den videokopi af serien, DR har distribueret. Optagelserne er lavet, før professoren blev dømt for at have ærekrænket journalist Jørgen Dragsdahl.
De to eksperter anvendes som dommere, der ind imellem de anklagedes ikke altid velartikulerede svar forklarer sagens rette sammenhæng og modsiger de interviewede med ikke specielt forskningsbaserede kommentarer - i et enkelt tilfælde et grin. En helt usædvanlig journalistisk fremgangsmåde.
Nauntoftes “Sådan tænkte vi jo dengang!” er da ellers et ganske velartikuleret og bekræftende svar, som understøttes af Ruth von Sperlings “kan man være andet [end rød]?”. Og sådan ser de også ud til at tænke i dag. Resten af Lasse Jensens indvendinger er forargede bøvs over at man altid kan fremdrage alt muligt ud af alting. Det er der jo blot ikke tale om, men til Keld Koplev, der i Politiken skriver.
Derudover blev jeg også anklaget for at ville indskrænke ytringsfriheden, fordi jeg i en artikel i Politisk Revy – altså ikke i Danmarks Radio – ikke mente, at gamle nazister, der stadig i 1972 hyldede Hitler med den berygtede nazihilsen, som benægtede udryddelsen af 6 millioner jøder, af millioner af romaer, tusindvis af homoseksuelle, og som stadig var stolte over overfaldet på Sovjetunionen, som kostede landet millioner af døde og ufattelige lidelser, at de skulle have adgang til offentligt at lufte deres hadske og menneskefjendske tanker.
Det var en herlig scene, der viste Koplev, som enten meget dum eller meget dum på en anden måde. Koplevs artikel i Politisk Revy definerede nemlig ikke, hvilken snæver gruppe, der ikke måtte have ytringsfrihed (som om det ikke kunne være galt nok i sig selv), men om hvilken snæver gruppe der skulle have det. Nemlig troende kommunister - ikke andre. Og kommunisters handlinger skal man sandelig ikke stille spørgsmålstegn ved. Sådan tænkte de jo dengang, som nu. Kan de andet?
Hele studieopsætningen gav mindelser om et afhøringslokale hos det daværende østtyske Stasi.
Optagelsen fandt sted i et næsten mørkt rum, der var forhørslamper, der lyste i mørket, alle vi ’anklagede’ blev filmet i fugleperspektiv, så vi fremstod en smule trykkede, mens vores anklagere blev filmet i frøperspektiv, så de fremstod mere magtfulde.
Tonen i ’afhøringerne’ var som hos middelalderens inkvisition.
Hvis opsætningen forekom imponerende, var resultatet af afhøringerne mildest talt mådeligt.
Det passer nu ikke helt. Der blev f.eks serveret kaffe i studiet - og den var ikke engang østtysk, men nuvel. I Politiken er Rifbjerg ligesom Koplev fortørnet over programmets afhørende form uden heller at ane dets indbyggede ironi. At lige Rifbjerg vånder sig over Jagten På De Røde Lejesvendes form virker kun komisk for de af os, der kan huske ‘Lærerværelset’. ‘Lærerværelset’ blev vist på Danmarks Radio i starten af halvfemserne og var et koncept udtænkt af Lars von Trier, hvor forskellige gæster var budt indenfor hos overlærer Klausen (Rifbjerg) for at blive anklaget for alt muligt han mente de havde gjort galt. Som sædvanlig kendte Rifbjerg ingen nedre grænse, men han har jo også de rigtige meninger. Rifbjerg uddyber
…heksejagt, manipulerer dem ind i en gabestok, politiske nokkefår eller landsforrædere, opviglere til mord og vold, historisk sammenhæng, notoriske koldkrigere, McCarthyisten Arne Notkin, gennemført Stasiagtigt, de hvide flippers tyranni, politiets loyalitet mod den rå magt og militærets fortsatte dyrkelse af kæft, trit og retning som værn mod et ungdomsoprør, der prædikede »make love, not war«, lod håret gro og bollede på kryds og tværs i de dertil indrettede kollektiver og pottetrænede børn skal have næsen gnedet rundt i deres gamle lort, gymnasiasterne drikker i tætte klaser uanset årstiden, bagstræb og åndelig forhudsforsnævring, båtnakker…
Den slags har fået Søren Krarup til i Politiken under overskriften “Vi er nogle, der glæder os og ler højt” at mindes om sin egen person
Da jeg i september 1986 startede kampen imod udlændingeloven og indvandringspolitikken, var forargelsen i den herskende klasse i og uden for DR endeløs.
Jeg og Jesper Langballe og andre hæderlige danskere blev forfulgt som folkefjender og forbrydere i bl.a. DR.
Tilhængerne af indsamlingen til Dansk Flygtningehjælp, som vi havde undsagt, fik fri plads til at fortælle offentligheden, hvor onde vi var. Det handlede jo bare om at være god. Det hele handlede jo kun om at ’hjælpe’ i den tredje verden, sagde Flygtningehjælpen på TV.
TV-avisens Bent Bertramsen tilføjede på skærmen: »Vi håber, den trængte ind i Seem Præstegård«.
31. maj 1987 havde DR TV en udsendelse om emnet ’eugenik’.
Udsendelsen tog udgangspunkt i en dansk afhandling om 1930’erne, hvor den socialdemokratiske minister K.K. Steincke viste sig at være stor tilhænger af ønsket om at tvangssterilisere og umyndiggøre mennesker, som skønnedes at være belastende for slægtens eller racens udvikling. Uforfalsket racetænkning.
Og udsendelsens journalist, Jørgen Poulsen fra DR, stillede afhandlingens forfatter over for spørgsmålet:
»Men findes den tankegang i dag?«.
Hun svarede, at det gjorde den – og i forlængelse af hendes svar vistes på skærmen et stort billede af mig.
Og der er lagt op til et godt sidste afsnit, hvis man ellers skal lægge noget i denne historie fra BT
Da Kurt Strand, som er inddraget i ‘Jagten på de røde lejesvende’, mødte ind til værtsvagten fredag eftermiddag, bemærkede han, at kollegaen, som har arbejdet på Jacob Rosen krands’ program, sad i Deadlines redaktionslokaler.
Herefter stillede han ifølge B. T. s oplysninger et ultimatum, der kort beskrevet lød:
- Enten forlader du bordet -eller også gør jeg!
Jeg glæder mig til at le højt og sætter mig foran skærmen.
0 Kommentarer »
Ingen kommentarer endnu.
RSS feed for comments on this post. TrackBack URI