Danmarks nye Dramaserie Borgen havde premiere i aftes og Søren Espersen erklærede sig i den efterfølgende TV-Avis lidt overraskende tilfreds med resultatet. Men den rutinerede politiker gav sig selv en en belønning i form af sit eget spin. Espersen havde nemlig forelsket sig i en scene, hvor Moderaternes (seriens Radikale Venstre) formand får muligheden for at skandalisere og vælte den siddende borgerlige statsminister, hvis blot hun vil udnytte en hemmelighed hendes spin-doktor har erhvervet sig. Hun afstår fristelsen og vælger at kæmpe sin politiske kamp ppå rene vilkår. Espersen trak en parallel til dengang han selv og resten af DFs top valgte ikke at bruge daværende Nyrup Rasmussens fars nazifortid i valgkampen 1997 skønt den lå lige til højrebenet. Hvor storsindet kan man blive?

At det er Moderaterne, der modstår fristelsen i at skandalisere sine modstandere er selvfølgelig lidt ironisk da dets virkelige ophav Radikale Venstre vel nok er det parti, der i nyere tid er gået længst, da de med løgn forsøgte et karaktermord på Bertel Haarder i valgkampen 2005. Men ‘Borgen’ er fiktion og skal ikke ligne virkeligheden, men afspejle  noget der kunne være virkeligt. Det gør den nu heller ikke.

‘Borgens’ forfattere har dog gjort Søren Espersens forudsigelser til skamme ved ikke at karikere det eksisterende politiske billede og defamere de borgerlige og især Dansk Folkeparti som onde eller vildfarne. Politikere såvel som spin-doktorer og journalister bliver skildret loyalt i forhold til deres person og de politiske forskelle tegner kun en bagvedliggende præmis for det egentlige, nemlig det personlig drama og det politiske spil.

Vores helt er Moderaternes formand, et ærligt menneske med en god og støttende familie i ryggen, der valgte ikke at bruge ufine metoder, selv da det så ud til at hun skulle tabe valget og efterfølgende sikkert også sin formandspost for partiet. Det leder til et brud med hendes spindoktor, der vil gøre, hvad der skal til for at sikre sin klient succes. Men han spiller spillet for hårdt og lækker i stedet de kontroversielle oplysninger om statsministeren til Arbejderpartiets formand, der skuppelløst slagter statsministeren for åben skærm i den afsluttende partilederdebat. Dumt svin.

Arbejderpartiets formand er helt igennem skruppelløs og givet seriens bedste alibi for at virke afbalanceret. Allerede i åbningssekvensen bryder han en politisk aftale igen for åben skærm, der både sætter vores moderate helt i en umulig situation og han trækker også udlændingekortet midt i valgkampen i en grov tone. En grov karl med ondt menneskesyn.

Dette menneskesyn både på det politiske plan og det personlige vender Moderaternes formand sig direkte imod og med en improviseret tale ved den afsluttende partilederdebat vinder hun en jorskredssejr. Moderaternes formand er vores helt, der skønt kun menneskelig er moralsk uangribelig både professionelt, politisk og som moder og ægtefælle. Heltens tale er en indgående appel til en ny måde at tænke politik på og at tale politik på, hele det anstændige borlige Danmarks forhåbninger. I ‘Borgen’ fører dette sving med håndtasken direkte til magten. ‘Borgen’ er altså ikke et rødt opgør med et eksisterende mareridt, som man så antydninger af i DRs Forbrydelsen II. Men den tegner til at blive en våd Radikale drøm om, hvordan virkeligheden hellere burde være. Et sted hvor de gode meninger hører til hos de gode mennesker og hvor man bliver belønnet for dem - uanset partifarve.

Dansk Folkeparti bliver i øvrigt repræsenteret ved noget mest der ligner en overlevelse af Fremskridtspartiet (i serien Frihedspartiet), hvis leder i udtrådt fodformede sko mest ligner en Kresten Poulsgaard med politisk tæft. Hans kone møder på valgaftenen op i en ti år gammel kjole købt for ”349 kroner i Damernes Magasin”. Deres rolle, som sammenrend af landsbytosser fra provinsen er ganske harmløs kolorit, som anstændige borgerlige mener at den burde være nu man ikke kan blive fri for den.

Bagefter så jeg Jagten På De Røde Lejesvende på DR2.