Ikke at dømme efter Politikens kronik, skrevet af en sådan bøsse, der trods et dobbeltoverfald bliver til endnu mere forbenet idiot. Efter en glad aften med melodigrandprix på et bøsseværtshus bliver han nemlig på vejen hjem overfaldet og bl.a. sparket i ansigtet af tre unge mænd med anden etnisk baggrund end dansk. Efter problemer med at få hjælp i Københavns natteliv så han sig nødsaget til at stige ind i en pirattaxa, hvis iranske chauffør straks kviterede for tilliden ved at samle sine to iranske venner op, der via kvælningsforsøg fik overtalt den arme bøsse i at hæve sine penge til deres behagelige fornøjelse ved forskellige Dankortautomater. De sammensvorne stoppede til slut deres kulturberigende lektion i et anfald af væmmelse og medynk over det pulsblødende offer. Overfaldet antages nærmest, som en given størrelse i historien og overfalsmændene beskrives menneskeligt og ufordømmende.

…de troede, jeg havde været derinde og købe et eller andet spændende medikament, som de så kunne overdrage til anden part i kraft af en klækkelig betaling.

(…)

Og et eller andet sted var de fine mennesker, de tre fra Iran, fordi de havde et lille hjerte, der blev fisket op, da blodet blev ved.

Den manglende vilje til at hjælpe andre i synlig nød er en ganske vigtig pointe. Og det er en almindelig effekt at accentuere sin skuffelse over medborgerens svigt gennem menneskeliggørelse af gerningsmanden. Men vores kronikerende bøsse har slet ikke tænk så langt og vil hellere befamle sin egen selvmelidenhed udi realitetsfornægtelse og foragt for den almindelige borger i al almindelighed og de, der støtter ham i særdeleshed.

Politifolkene virkede i første omgang fjendtligt indstillet fortæller kronikøren og opførte sig, som om den overfaldne selv bar en skyld eller måske endda selve skylden, men blev siden mere venlige og imødekommende selvom vores offer ikke har ”den store tiltro til mænd og kvinder, der går i det samme tøj og lugter, som om de aldrig har prøvet andet end at gå rundt i Fakse Ladeplads og drømme Bilka-katalog-drømme“. Hvor chict. Men der egentlige problem var at…

Politiet var meget på at skubbe historien over i noget racistisk. Så var det nemmere at håndtere.

Jeg ville igen sige, at sådan var det ikke. At jeg ikke følte, jeg var blevet overfaldet grundet min seksualitet.

Måske virker politifolkenes ekspedering forudindtaget og firkantet, eller måske kender de bare deres lus på gangen. Men, hvis ikke der er tale om en hadforbrydelse grundet i hans seksualitet, men om berigelseskriminalitet bliver kronikkens indledning noget kryptisk

Jeg har gjort en ting, der er yderst strafbart i Danmark. Jeg er mig selv. Eller rettere, jeg var mig selv. Og det i fuld offentlighed.

For nu gør jeg det ikke mere. Holder min mand i hånden på gaden.

Identificerer han sig selv, som Dankortejer? Og er Dankortet i så fald hans mand? Ikke ifølge resten af kronikken, der er et langt angreb på Dansk Folkeparti, hans egen og hans mands (bvadr) familie og Danmark udenfor København godt syltet ind i selvmedlidenhed med at alle ikke forstod han 100% i alt så han oven i alle de ulykker også skulle døje med alle deres gode viljer. Der må derimod ikke drages nogen sammenhængende erfaring af hans fortælling for det er at skubbe historien over i noget racistisk. Men hvis ikke det er en historie om barbarer, der huserer i vores gader og det heller ikke er historien om en homofobi, der ved vold har frataget netop folk, som ham retten til at være sig selv i også i fuld offentlighed, hvad skal vi så bruge den til?

Vi skal se hans mageløse godhed og indigneres over den byrde det at være omgivet af os andre. Offeret, der bare vil være sig selv også i fuld offentlighed bliver rystet over sin…

…familie fra Amager, der aldrig har bekendt den slags kulør. Nu blev den farvet. Og lige præcis ikke af den farve. Nu kom der en vrede, der kunne måles med redaktionen på Ekstra Bladet. Det var underligt at opleve. At en familie, jeg respekterer for deres værdier, pludselig blev Dansk Folkeparti og talte om strengere straffe og fik sådan nogle små, arrige øjne, der bare så griserødt.

Ikke sandt? Familien fra Amager fik arrige øjne, der så griserødt, fik den farve -Dansk Folkeparti farve. Overfaldsmændene var dog fine mennesker der et eller andet sted havde et hjerte, der kunne fiskes op. Inde bag normalitetens smagløse facade gemte sig deres virkelige dyriske selv. Men mararidtet, det egentlige mareridt stoppe ikke engang der, den grumme skæbne havde mere oppe i ærmet

For slet ikke at tale om min Jyllands-familie (svigermekanikken), der straks så deres snit til at købe hus og have og carport til min mand og jeg i Esbjerg, så vi kunne sidde der og spise rødspætter i en strude-dragt, mens vi nød en stille lørdag og det stille liv med fødderne plaskende i vadehavet og en svag vind gennem det velfriserede pandehår, der mindende om en nyklippet liguster.

Så hyggeligt kunne det blive, hvinede de i røret, mens de kom med det ene huskøb efter det andet.

(…)

…måtte høre på, hvor skønt det var, når vi nu kom hjem til Lundme-gård og kunne overtage en svigermors drøm til en snusfornuftig pris! Og der fulgte endda hækkeklipper og motorsav og udhus med i købet …

Hvad han dog ikke må udholde af uforbeholden opbakning og ægte indignation på sine vegne. Typiske fordomme, som dem fra Amager, Fakse Ladeplads (Ladepladsen, som vi kalder den hernede) og Jylland har. Dårlige mennesker med dårlig smag, hvor vover de at foreslå ham, der er så meget bedre at henslæbe sit liv så rædselsfuldt et sted, som Esbjerg. Og som om det ikke var alt rigeligt så tror disse tarvelige mennesker oven i købet at de har ret bare fordi det forholder sig, som de påstår.

Og så skulle jeg sidde der og svare imod, holde det hvide flag – eller i det mindste noget papir, der hurtigt blev blodrødt – op foran ansigtet, imod deres ord, så de ikke fik lov til at sætte sig fast og blive en lov. En sandhed.

Præcis på samme måde som Dansk Folkeparti fører sig frem ved gang på gang at postulere, at det rent faktisk er sådan og sådan, så de små danskere i de små sutsko efterhånden tror, at det er rigtigt, fordi de har hørt det så mange gange. Det er mystisk. En løgn skal man bare sige tilpas mange gange, så bliver den sandhed.

Ligesom en fordom

Ligesom en fordom? Det ser nu ellers ud til at det er virkeligheden, der kan gentages i det uendelige uden at bøsse/Politiken segmentet forstår et klap. Dét er mystisk, men det er altså, hvad der sker når man stikker sig selv blår i øjnene - eller som her begraver sit ansigt i papir (mon det var Politiken?).

Og lige til sidst er det i øvrigt sigende for Politiken at deres “Læs også” anbefalinger om relaterede artikler kun omfatter DF undskylder homo-angreb, Knive koster tusinder af unge europæere livet og DF ansat lover tærsk til ekstremistiske homoseksuelle.