Sørgelige Rifbjerg

Diverse — Drokles on September 23, 2010 at 3:49 am

Det har længe ikke været værd at beskæftige sig med Klaus Rifbjerg, hvis ufordøjede meninger vel kun vækker genklang i de allersnævreste kulturradikale kredse. Men at en kunstner og forfatter af fiktion har svært ved at forstå simple TV-programmer kom alligevel bag på mig.

Pinagtigt forudsigeligt er Rifbjerg blevet oprørt over “Jagten På De Røde Lejesvende”. En lille programserie, der istedet for at affærdige 40 års vedholdene borgerlige anklager mod Danmarks Radio for deres politiske slagside, som heksejagt og McCarthyisme, to ord Rifbjerg opfindsomt benytter, istedet undersøger om der kan findes eksempler på, at Danmarks Radio bevidst er blevet brugt til stærkt venstredrejet propaganda og i så fald om dette har haft en afsmittende effekt generelt på redaktionerne. Men hverken den lille programrækkes formål eller ironiske virkemidler magter Rifbjerg at gennemskue.

Det er så gennemskueligt, at det ville være komisk, hvis det ikke var så skræmmende, ja, man skulle tro, tilrettelæggerne et eller andet sted mente det samme, for alene udstyret i studiet er så gennemført Stasiagtigt, at det balancerer på kanten af parodien, ja ikke engang den blændende standerlampe rettet mod delinkventens ansigt mangler!

Læg hertil, at hvis de aflagte »tilståelser« ikke er ydmygende nok, gentages eller spærres anklagerne op efter gammel ekstrabladsstil, således billedet af den arme Jens Nauntofte på taget af en Vietcong panservogn, som man må se gang på gang, for at ingen skal være i tvivl om, at J.N. var en rygende kommunist og sandsynligvis gik ind for både Stalin og Gulag og det, der er værre, hvis man kan forestille sig sådan noget.

Det hidtil viste afsnit et af serien har intet med dokumentarisme at gøre, hvilket afsløres helt ud i interviewerens opfattelse af sin rolle.

Han er ikke »spørger«, han er sat til at afhøre, så der senere kan fældes en utvetydig dom, som viser, at Danmarks Radio i en periode, en lang periode, bestyredes af en flok venstreorienterede banditter og (u)nyttige idioter.

Øh jah det er ganske rigtigt let gennemskueligt, men på en lidt modsat måde. De klichéagtige urimelige vilkår, hvor lygten nu blænder den anden ved - også journalistisk - virker ved deres komiske effekt faktisk afdramatiserende. Det allerførste clue har man jo allerede fået i programrækkens bombastiske overskrift “Jagten På De Røde Lejesvende”.

Og tilståelserne er ganske reelle for de handler ganske simpelt om, hvilken opgave medarbejderne på en offentligt ejet institution skal varetage - og det er mildt sagt ikke egne politiske mål. Derfor er Rifbjergs svimlende opbud af mavesure bortforklaringer med udtryk, som; ”den historiske sammenhæng“, “desperation over en undertrykkelse“,”bollede på kryds og tværs“, “politiets loyalitet mod den rå magt og militærets fortsatte dyrkelse af kæft, trit og retning“, “make love, not war“, “pottetrænede børn skal have næsen gnedet rundt i deres gamle lort“ osv helt hen i vejret. Rifbjerg har ikke bare med en nylig DR licensreklames udtryk ikke set pointen, han har helt mistet evnen til at se noget som helst. Men sjofelhederne og opmærksomheden for det latrinære har han beholdt. Gudskelov for ellers kunne vi heller ikke kende ham.

2 Kommentarer »

  1. ‘Sådan tænkte vi jo dengang…’ sagde Jens Nauntofte, da han så sig selv sidde lænet op ad en af Hanois kanoner og nyde revolutionens og Viet Congs sejrrige indtog i Saigon i fulde drag.

    Den mand er også dybt fornærmet. Det var jo dengang. JN mente jo ikke noget med det. En kamæleon af Ho Chi Mins nåde. Det var dengang. Det var Erhard Jacobsens kritik tilfældigvis også. De to, JN og EJ skal ses i sammenhæng.

    Klaus Rifbjerg! - Med ham er et også både dengang - og nu. Vi husker ham stadig siddende på trappen til parnasset og fyre en fed sammen med andre romantikere fra Fidel Castro- og Mao-fløjens blodrøde salon. En god digter er han, men en politisk gnom, som er særdeles landsforrædderparat. Som landsforrædderparat må han afsky DF i lige så høj grad, som landsforrædderforkæmperen Mona Sahlin i Sverige afskyr Sveriges Demokraterne, der holder meget af både Sverige og svenskere og holder fast i arv og gæld til nationen.

    Det kunne Rifbjerg og Sahlin ikke drømme om. Med Jens Nauntofte er det en anden sag. Han har brugt et helt liv på at opbygge sit renommé som kamæleon.

    Med venlig hilsen

    Med venlig hilsen

    Comment by Emeritus — September 23, 2010 @ 5:43 pm
  2. Jeg er helt enig i dine betragtninger om Rifbjerg og det meget sigende “sådan tænkte vi jo dengang…” citat. Faktisk er det lige gået op for mig at Nauntofte (som jeg i øvrigt tror er en kaot, der rives med af enhver stemning)jo godkender prgrammets præmis og giver det ret i anklagerne.

    Var de røde lejesvende? Ja, sådan tænkte de dengang!

    Hvad jeg dog ikke overser.

    Comment by Drokles — September 25, 2010 @ 3:07 am

RSS feed for comments on this post. TrackBack URI

Kommentér indlægget...

Monokultur kører på WordPress