Det har længe ikke været værd at beskæftige sig med Klaus Rifbjerg, hvis ufordøjede meninger vel kun vækker genklang i de allersnævreste kulturradikale kredse. Men at en kunstner og forfatter af fiktion har svært ved at forstå simple TV-programmer kom alligevel bag på mig.

Pinagtigt forudsigeligt er Rifbjerg blevet oprørt over “Jagten På De Røde Lejesvende”. En lille programserie, der istedet for at affærdige 40 års vedholdene borgerlige anklager mod Danmarks Radio for deres politiske slagside, som heksejagt og McCarthyisme, to ord Rifbjerg opfindsomt benytter, istedet undersøger om der kan findes eksempler på, at Danmarks Radio bevidst er blevet brugt til stærkt venstredrejet propaganda og i så fald om dette har haft en afsmittende effekt generelt på redaktionerne. Men hverken den lille programrækkes formål eller ironiske virkemidler magter Rifbjerg at gennemskue.

Det er så gennemskueligt, at det ville være komisk, hvis det ikke var så skræmmende, ja, man skulle tro, tilrettelæggerne et eller andet sted mente det samme, for alene udstyret i studiet er så gennemført Stasiagtigt, at det balancerer på kanten af parodien, ja ikke engang den blændende standerlampe rettet mod delinkventens ansigt mangler!

Læg hertil, at hvis de aflagte »tilståelser« ikke er ydmygende nok, gentages eller spærres anklagerne op efter gammel ekstrabladsstil, således billedet af den arme Jens Nauntofte på taget af en Vietcong panservogn, som man må se gang på gang, for at ingen skal være i tvivl om, at J.N. var en rygende kommunist og sandsynligvis gik ind for både Stalin og Gulag og det, der er værre, hvis man kan forestille sig sådan noget.

Det hidtil viste afsnit et af serien har intet med dokumentarisme at gøre, hvilket afsløres helt ud i interviewerens opfattelse af sin rolle.

Han er ikke »spørger«, han er sat til at afhøre, så der senere kan fældes en utvetydig dom, som viser, at Danmarks Radio i en periode, en lang periode, bestyredes af en flok venstreorienterede banditter og (u)nyttige idioter.

Øh jah det er ganske rigtigt let gennemskueligt, men på en lidt modsat måde. De klichéagtige urimelige vilkår, hvor lygten nu blænder den anden ved - også journalistisk - virker ved deres komiske effekt faktisk afdramatiserende. Det allerførste clue har man jo allerede fået i programrækkens bombastiske overskrift “Jagten På De Røde Lejesvende”.

Og tilståelserne er ganske reelle for de handler ganske simpelt om, hvilken opgave medarbejderne på en offentligt ejet institution skal varetage - og det er mildt sagt ikke egne politiske mål. Derfor er Rifbjergs svimlende opbud af mavesure bortforklaringer med udtryk, som; ”den historiske sammenhæng“, “desperation over en undertrykkelse“,”bollede på kryds og tværs“, “politiets loyalitet mod den rå magt og militærets fortsatte dyrkelse af kæft, trit og retning“, “make love, not war“, “pottetrænede børn skal have næsen gnedet rundt i deres gamle lort“ osv helt hen i vejret. Rifbjerg har ikke bare med en nylig DR licensreklames udtryk ikke set pointen, han har helt mistet evnen til at se noget som helst. Men sjofelhederne og opmærksomheden for det latrinære har han beholdt. Gudskelov for ellers kunne vi heller ikke kende ham.