Her er en typisk historie fra dagspressen (Jyllands-Posten) om nye opdagelser og teorier om den historiske Jesus og tilblivelsen af Kristendommen

Jesus blev muligvis slet ikke korsfæstet, hævder en svensk præst og forsker i en kontroversiel disputats.

Samtidig udfordrer en ny dansk bog kraftigt Biblens fremstilling af Jesus, myterne og hans samtid.

At der er røre i krydsfeltet mellem troen og de historiske fakta er ingenlunde noget nyt. Det har der været i århundreder - og konfrontationen mellem tro og faktuel videnskab vil fortsætte.

Opsigt og vrede

Alligevel vakte den svenske præst og lektor ved Göteborgs Universitet, Gunnar Samuelsson, stor opsigt - og vrede - da han i maj med held forsvarede sin kontroversielle disputats “Crucifixion in Antiquity: An inquery into the background of the New Testament Terminology of Crucifixion”

Søren Rydal undrer sig i Tidehverv over at islamforskningen i Danmark helt mangler det aspekt og kun foregår indenfor rammerne af islams egen selvforståelse. Han anmelder, som modvægt to tyske bøger, der går anderledes direkte til værks overfor de islamiske kilder og islams tilblivelse og det er interessant læsning

Pressburg (…) peger i stedet på det ligeledes velkendte faktum, at Koranen indeholder et væld af aramæiske låneord. Sammenholdt med de mange ”dunkle steder” kunne det ligne en tanke. En tysk semist og sprogforsker, professor Christoph Luxenberg, gjorde forsøget og spurgte sig selv: Hvad sker der, hvis vi læser Koranen som skrevet på aramæisk og ikke arabisk. Dette er bestemt muligt. Begge sprog er semitiske sprog, og begge er konsonant skrifter, hvor man kun skriver konsonanterne. Vokalerne angav man oprindelig ikke. Man underforstod dem. Som i hebraisk har man først senere, da der opstod tvivl om meningen, tilføjet vokaler og diakritiske tegn som prikker og streger over og under konsonanterne. Luxenberg læste Koranen med de aramæiske vokaler i stedet for de arabiske, og resultatet var forbløffende! Et par eksempler blandt en overvældende mængde: Sura 19,24 er et af de ”dunkle steder”. Her står, læst med arabiske vokaler: ”Da råbte han (Jesus) til hende, under hende: Vær ikke bedrøvet! Din Herre har skabt et kildevæld under dig!“ Det bliver for plads krævende her at gennemgå Luxenbergs mellemregninger, men læst med aramæiske vokaltegn kommer sætningen til at lyde: ”Da råbte han (Jesus) til hende efter nedkomsten: ”Vær ikke ked af det. Herren har gjort din nedkomst legitim”. En meningsløs eller dunkel sætning får pludselig mening: Jesus er ingen horeunge, for Gud legitimerer jomfrufødslen! Luxenbergs læsning får, om jeg så må sige, højeksplosive konsekvenser, hvis man læser f.eks. sura 44,54 og 38,52 om jomfruerne i Paradis. I sure 44,54 lyder det med arabiske vokaler: ”og Vi giver dem (de troende) jomfruer med store, sorte øjne til ægte”. Det er bl.a. dette berømte vers, som hundreder af muslimske terrorister er gået i døden for. Læst med aramæiske vokaltegn kommer sætningen imidlertid til at lyde: ”Vi vil gøre det behageligt for dem under pragtfulde vindruer”! Sura 38,52 lyder med arabiske vokaler: ”..mens jævnaldrende kvinder med nedslagne blikke er hos dem”. På aramæisk bliver det derimod til: ”Hos dem vil der være nedhængende, saftige frugter”. Med andre ord: Der venter selvmordsbomberne noget af en nedtur i det hinsidige. Der er ikke 72 storøjede og højbarmede jomfruer, men bare vindruer! Den bibelstærke læser vil desuden bemærke, at vi med Luxenbergs læsning får en bibelsk udlægning af forholdene i Paradis. Her er frugter og ikke mindst druer fra vintræet, livets træ.

(…)

Denne nye læsning får dramatiske konsekvenser også for forståelsen af islams historie. Den traditionelle udgave af islams historie er velkendt. Den er gengivet i alle standardværker om islam, f.eks. den ellers sobre Jes Asmussens ”Islam”. Efter profetens død udbredes islam med lynets hast. I løbet af bare 80 år er hele den arabiske halvø, Syrien, Irak, Persien, Kaukasus, Egypten, Nordafrika og Spanien erobret. Under ledelse af den uovervindelige hærfører Khalid ibn al-Walid erobrer muslimerne enorme landområder og slår næsten mirakuløst de ofte langt overlegne persiske og byzantinske hærstyrker. Ved Jermuk ved Jordanfloden skal Khalid i år 636 med 25.000 muslimske krigere f.eks. have besejret en byzantinsk hær på intet mindre end 200.000 mand. Og islams femte kalif, Mu’awiya (661-80) skal i løbet af ganske få år have bygget en kæmpeflåde og tilføjet selve kejser Heraklios’ hovedflåde et kæmpenederlag i 655. Dette er den traditionelle, alment accepterede historieskrivning. Men hvordan hænger det sammen med den nye islamforsknings resultater? Det hænger ikke sammen!

Og med denne cliff-hanger vil jeg kun anbefale at læse hele artiklen. Set via den gode og altid læseværdige blog Veritas Universalis.