Katrine Lilleør er en af den slags mennesker, som kan lave nat til dag. Forleden foreslog hun at vi skulle Kramme en muslim i anledning af 11/9. Denne omvendte verden, hvor man ikke opfordrer muslimer til at kramme en kristen for at demonstrere en afstandtagen til den kidnapning af fredens religion, som flodbølgen af terrorister og den islamiske folkestemning generelt ellers tegner, men kristne til at kramme muslimer for at….ja hvad? Sige undskyld for at vi er her?

Lilleør demonstrerer på det helt praktiske plan desuden at hun slet ikke forstår islam idet mange muslimske kvinder end ikke vil give mænd hånden. Hånden på hjertet, hvorledes ville Asmaa mon reagere på et kram, hvor  jeg uværgeligt ville kunne mærke hendes fyldige bryster trykke mod min sportstrænede krop? Og hvordan ser en muslim egentlig ud foruden tøklædet og anden formummelse, som fortrinsvis bæres af de allermest troende og haramforskrækkede i Lilleørs Verden? Man skal vel kunne kende dem på forhånd, men man skulle jo også nødigt kramme på baggrund af fordomme. Anyways nu er Katrine Lilleør ikke længere proaktiv, hun er olm.

Katrine Lillør er olm over at ikke alle i et homovielsesudvalg mener det samme, som hende. Så olm at hun rask væk diagnosticerer modstandere af hendes selvindlysende skønt uartikulerede sandhed, som lidende af en fobi - en homofobi. I stedet for at gå direkte til den afgørende kerne af diskussionen, nemlig til en definition af ægteskabet rives hun med af en pubertær selvretfærdig harme, hvor indvendinger imod en redefinering af den kirkelige vielse er “langhårede forklaring[er]” og et “mindretals mærkværdige behov for at dukke homoseksuelle“. Kan det være andet?

Og når hun som sagt ikke definerer ægteskabet støtter hun sig derfor udelukkende op af sin udefinerede og vel også ureflekterede indre underforståelse, der er som følger

Gud har velsignet dem med den særlige kærlighed, som netop karakteriserer parforholdet.

Der står en del om kærlighed, som en gerning vi skal bestræbe os på at udføre ubetinget efter Herrens forbillede, men jeg mindes ikke at have læst om den særlige kærlighed, som netop karakteriser parforholdet i Biblen. Og hvis kun parforholdet er en gudsvelsignelse, hvor efterlader det så alle andre kærlighedskombinationer  i forholdet til Gud? Bespotteligt?

Ikke et ord om Kristus finder man i udvalgsrapporten. Hvorfor? Fordi afvisningen af homoseksuelles mulighed for at blive viet i en kirke intet har med Kristus at gøre.

Det langhårede spørgsmål er nok snarere om, hvad i himlens navn homoseksuelle ægteskaber har med Kristus at gøre. To af samme køn kan vanskeligt ikke blive til “ét kød”, så hvad skal dog fejres og velsignes? Det er nu heller ikke homoseksuelle der afvises, men homoseksuelle ægteskaber. En lebbe kan sagtens gifte sig med en bøsse - eller en heteroseksuel for den sags skyld. No questions asked.

For Lilleør handler kristendommen og kirken åbenbart kun om dyrkelsen af sig selv og det man vil have under “friheds- og lighedsrettigheder” parolen. Logikken er åbenbart at når alle har ret til et fedt køkken har de også ret til en vielse i Kirken: “Guds velsignelse af alle par, uanset køn, som ønskede det.“. En sådan largesse bærer ligegyldigheden i sig selv.

Så derfor vil jeg via Danmarks Radio udstille mig for Lilleørs frygtede diagnosticerende løftede øjenbryn og gøre opmærksom på en fuldt lovlig, men ganske ugleset seksualitet, hvis kærlighedsliv den multifobiske offentlighed tabuiserer på det skammeligste for…

Sex mellem dyr og mennesker er måske slet ikke så slemt, som det lyder. Forskere fra Københavns Universitet hæfter sig ved, at sex ikke kun giver dyrene nydelse, men endda også kan give dem et bedre liv.

Og for nu at blive i Biblens kærlighedsbud læst ind i Lilleørs tidsånd så elsker ingen vel mennesket mere ubetinget end f.eks. en hund. Så længe, der ikke er tale om at man gifter sig med et helt kobbel, der jo ikke er omfattet af den særlige kærlighed, som netop karakteriserer parforholdet skal bruden blot sige vov!