Ikke grine!

Diverse — Drokles on September 11, 2010 at 6:48 am

En mor til tre fortæller i dag i Politiken at hun kapper forbindelsen til det omgivende multikulti-land Nordvest (i København) og trækker sig ind bag murene i sin velhavende danske oase af en boligforening. Virkeligheden lader sig ikke længere bortforklare efter et par overfald på hendes 12 årige søn samt en pædagog i hendes 3 årige datters børnehave. Flugten er ganske forståelig og helt logisk.

Hvad der derimod er uforståeligt er modstanden mod en erkendelse af den erfarede virkelighed.

Jeg turde ikke satse på skolerne i kvarteret, derfor går min søn på en privat friskole, hvor der desværre ikke er et eneste barn af anden etnisk herkomst end dansk. Det er en skam.

Det er en skam, at en skole, som har fantastiske værdier, engagerede voksne, rummelighed og kærlighed ikke kan tiltrække nydanskere overhovedet, endda på trods af en ekstraordinær indsats. Det ville være en vældig måde at integrere på.

Det er altså en skam at der ikke er nydanskere i hendes søns klasse når det netop er nydanskernes samfund hun desperat fjerner ham fra. En svale gør selvfølgelig ingen sommer og bevares et par stykker kan da bæres. Men dyrkes der i denne ævlen om “…en vældig [god, må man formode] måde at integrere på” ikke stadig en umoden og salonfähig drøm om det multuikulturelle?

Et par stykker kan man vel godt have i klassen? - som stafage, der kan understrege og vel også genoplive illusionen om det gode projekt. Lige netop de par stykker nok, der sætter de danske gutforældre i stand til med deres børn, som værktøj at vigte sig med deres egne integrerende evner og ideale intentioner. Lige netop de par stykker nok, der sætter de danske gutforældre i stand til at affærdige andres erfarede kvaler med det store multikulti projekt med at de ikke kender til den slags problemer på deres skole, for der har man ”fantastiske værdier, engagerede voksne, rummelighed“.

For det er den logik, der ligger i det sidste afsnit, nemlig at det er i det omgivne samfunds tilgang til problemet - i dette tilfælde skolen - hunden ligger begravet. Uden tanke på at “rummelighed“ er ulig meget lettere når man ikke konfronteres af anden etnisk herkomst end dansk. For så er alle enige om, hvad der er de “fantastiske værdier“. Nøjagtig, som hjemme i hendes boligforening med hendes “elskede naboer” - hendes ”danske naboer“!

Den manglende erkendelse ser den overfaldne søn heldigvis ud til ikke at komme til at lide af uagtet hans desillusionerede og forvirrede mors moralske formaninger

Vi drager omsorg. Vi forklarer. Vi trøster. Vi får dem arresteret. Vi appellerer til, at det ikke må blive til had. Men ’come on’, han er 12 år gammel!

Så lidt håb er der vel?

0 Kommentarer »

Ingen kommentarer endnu.

RSS feed for comments on this post. TrackBack URI

Kommentér indlægget...

Monokultur kører på WordPress