Racismeparagraffen

Diverse — Drokles on August 20, 2010 at 5:47 pm

Søren Krarup citerer i Jyllands-Posten sig selv i et opgør med racismeparagraffen

I en kronik i Berlingske Tidende 8/11 1970 skrev jeg:

»Også forhen har ytringsfriheden haft den begrænsning, at enhver måtte stå til ansvar for sine ytringer over for domstolene, men ytringsfriheden har ikke før haft den begrænsning, at der var visse ytringer, det var lovstridigt at ytre. En sådan amputation undergår ytringsfriheden nu. Ved lov vil landets øvrighed forbyde sine borgere at nære visse sympatier og ytre visse antipatier, og ad lovens vej vil øvrigheden således konstituere en bestemt livsanskuelse.«

Det er ganske tankevækkende, at det især var venstrefløjen og SF, der støttede min kritik.

Tankevækkende er ikke ordet, det er snarere bizart at venstrefløjen dengang svigtede deres inderste væsen. Venstrefløjens glæde ved racismeparagraffen begrænser sig ikke blot til at den er et effektivt våben i den standende indvandringsdebat. Her virker den åbenlyst, som et kainsmærke, der fratager den anklagede og associerede al etos i offentligheden, som den også er en direkte personlig trussel for den anklagede, der udover selve straffen kan risikere at miste sit job.

Sandheden er den enkle at selve racismeparagraffens essens opfylder venstrefløjens inderste behov - behovet for arbitrær magtudøvelse til udlevelse af deres idiosynkrasier. “Lov smadrer” skriver venstrefløjens simpelt, men klart artikulerede gadeparlamentarikere på københavnske husmure mellem optøjerne og afslører den grundlæggende konflikt mellem det rationelle højre og det religiøse venstre.

For højrefløjen gælder loven for Loke såvel som for Thor, hvilket vil sige at loven gøres efter alles tarv, at retsindige og fredsommelige og sagesløse kan nyde deres fred, og uretfærdige og onde kan ræddes for det, der er skrevet i loven, og derfor ikke tør fuldbyrde den ondskab, som de har i sinde. Man vil med andre ord beskytte det almindelige menneske og sikre dets trivsel og produktive virke. Her er tale om en fælles kontrakt eller en overenskomst om man vil for hvorledes vi bedst finder ud af det sammen i vores samfund

Venstrefløjen ser derimod det almindelige produktive menneske, som en masse, der skal domineres og ræddes for alt det den er og ikke er. Marianne Jelveds ønske om at “holdningsbearbejde” folket skal forstås i denne sammenhæng og ganske så konkret og uhyggeligt, som det her lyder. For venstrefløjen er gerningsmanden det egentlige offer, de uvirksomme og de asociale er heltene, det samlende skal ødelægges og fremtiden tilhører ikke os eller vores efterkommere, men de fremmede, som skal arve alt. Eksemplerne kendes fra hverdagen, hvor straf ikke virker, medmindre der er tale om trafik, sort arbejde, miljø, erhvervslivet, TV-seere, folk, som køber sex, spiser for meget fedt, drikker, ryger eller synger opera i Grøften osv. Man kaster derimod flere penge ned i ghettoerne og integrationen og foreslår muslimerne kompensation for den terror de forvolder og indlogerer en enkelt voldpsykopat i en kæmpevilla omringet af kollektiv af specialsocialpædagoger i døgndrift i et absurd forsøg på at spore blot den mindste effekt. Eksemplerne ar legio på denne gøren dag til nat eller med Natasjas ord; bæ over ble.

En lov, som racismeparagraffen er det ultimative venstrefløjslegetøj fordi den ikke er konkret, fordi den ikke er en del af en fælles overenskomst fordi den ikke er tiltænkt de onde. Den er en gummiparagraf, hvor alle kan straffes, for det de er eller det de ikke er alt efter magtens forgodtbefindende. I Berlingske Tidende gennemgår en Per Hansen under er aldeles herlig debat Racismeparagraffens væsen. Jeg har tilladt mig at sammenstille flere af hans kommentarer og redigere i dem for klarheds skyld, da de som sagt falder i en debat med nogle ,der……ja, bliver kørt midt over - gentagne gange.

Racismeparagraffen var i dens oprindelige udformning afgrænset til udbredelse af falske rygter og beskyldninger og blev indført i 1939. Den moderne inkarnation af loven blev indført af Danmark så sent som i 1971 — ikke på grund af egne erfaringer med holocaust — men som en bodsgerning over for den afkoloniserede tredje verden. Efter den gamle lov var det kun strafbart at lyve, men i FN regi fandt man ikke, at et forbud mod at lyve var tilstrækkeligt til at bekæmpe racediskrimination.

Før 1971 indeholdte Straffeloven et hate speech forbud, som dog kun kriminaliserede udbredelse af falske rygter og beskyldninger. Hvis Hedegaard og Langballe var blevet tiltalt for at overtræde et sådant mere snævert forbud, skulle staten altså bevise at de havde løjet, men efter den nuværende bestemmelse, er det nok for staten at bevise, at de alene ved fremsættelsen af deres meddelelse har truet, forhånet eller nedværdiget en efter loven beskyttet gruppe.

Efter § 266 b er er strafbarheden ikke betinget af om det sagte fremføres i form af en faktuel påstand eller af en værdidom. Lovens strafbarhedskriterium er realiseret, hvis meddelelsen er af en sådan karakter, at en efter loven beskyttet personkreds trues, forhånes eller nedværdiges. Da det sprogligt er muligt at forhåne eller nedværdige nogen på måder, som falder ind under kategoriseringen holdningstilkendegivelser, er det ubestrideligt at loven forbyder mere end påstande om faktuelle forhold man kan bevise eller modbevise.

Loven kræver ikke, at staten beviser, at Hedegaard har løjet, hvilket jo ville være umuligt, eftersom han ikke har rettet sit postulat mod alle muslimer men kun en upræciseret delmængde. Det værste ud fra et ytringsfrihedssynspunkt ved § 266 b er at bestemmelsen i dens nuværende form kriminaliserer en bred vifte af værdidomme og moralske ræsonnementer, og derfor ikke er begrænset til den kalkulerede løgn.

I Lars Hedegaards tilfælde er udbredelseskravet blevet realiseret ved, at han har fremsat sin udtalelse under omstændigheder, hvorunder han burde have gjort sig klart, at hans udtalelser ville blive udbredt til offentligheden. Men loven ville have været lige anvendelig, dersom han kun havde fremsat sine udtalelser på et lukket medlemsmøde i TFS.

En sådan retstilstand går for vidt. Hvad rager det staten, om jeg taler grimt om en etnisk eller religiøs gruppe på en privat forenings landsmøde, hvis der til arrangementet ikke er indbudt journalister men kun inviterede medlemmer? En ærekrænkende eller chikanerende udtalelse eller adfærd er netop kun strafbar, hvis den har et påviseligt konkretiseret offer. Men hate speech lovgivningen vender dette liberale princip på hovedet ved at strafbelægge offerløs kritik, som i kraft af dens ukonkretiserede adresse jo ikke angriber nogen navngiven person.

En udtalelse er ikke rettet mod alle gruppemedlemmer, blot fordi den hævder noget om en ubestemt delmængde af gruppens medlemmer. Hedegaard præciserede efterfølgende sit udsagn, fordi han blev revset af de politisk korrekte, men havde Hedegaard eller nogen anden sagt, at danskerne var optaget af sex og samtalekøkken, ville ingen havde udlagt det som rettet mod alle danskerne. Kun når adressen for et udsagn er muslimer eller en anden gruppe i det politisk korrekte offerhierarki skal man udvise sproglig præcision. Havde Hedegaard nægtet at præcisere betydningen af sit udsagn, ville det jo også være blevet udlagt som ond vilje.

OG så lige for at understrege niveauforskellen i debatten. Manden med baskerhuen Bashy Qurashi blander sig også i debatten og han “synes, det er smukt, at den danske grundlov og straffelov er så omfattende, at religiøse minoriteter kan beskyttes, hvis myndighederne vil.” Og hvorledes forstår Bashy som muslim så en religiøs minoritet?

Det andet vigtige punkt er, at man skal skelne mellem saglig kritik af islam som religion og direkte spot, hån og latterliggørelse af islams helligste nemlig Koranen og profeten Muhammed.

Om Koranen og den pædofile profet er hånværdige eller ej er end ikke til diskussion. Ja sådan tænker muslimer - det hører jeg hele tiden.

3 Kommentarer »

  1. DJÆVELENS ADVOKATt:

    Om den pædofile profet, Muhamed var pædofil eller ej, er vel egentlig stadig et definitionsspørgsmål, som allerede dengang afhang af øjet, der så, og lysten, som drev Muhameds lem.

    For en muslim må profetens gerninger og lem være hellige sager, lige som hans omgang med Aisha må have været det. Det han gjorde ved hende seksuelt, kan næppe støde nogen rettroende muslim, for sådan gør man vel stadig. Var pigen mandbar dengang, er hun vel også mandbar i dag. Hvor svært kan det være? Mens vi bare er skabagtige ofre for vor egen bornerthed, når vi opstiller noget så kunstigt som et frit opfundet årstal og derefter råber nix pille! bare fordi vi har fastlagt en dato for fristelserne som grænse for dyd mellem barndommen og det voksne liv.

    Det for en muslim fornærmende må være, at vi overhovedet bliver moralske og stiller spørgsmål ved kønslig omgang med mindreårige, sådan som muslimer åbenbart finder helt naturlig. For en muslim ophører barndommen efter alt at dømme, den dag individet bliver kønsmodent. Muslimer stoler på naturens egne signaler og blæser på, om individet på andre områder kan siges at være umodent til voksenlivet. Denne afslappede holdning til tilværelsens grundvilkår kan være en stærkt medvirkende årsag til de mange børnefødsler i muslimske kredse. Frisk sæd til friske piger.

    Når kvinder bliver gamle nok, er det som bekendt sværere for dem at blive gravide især østrogenbehandlede - lysten til at få mange børn er heller ikke den samme længere - og sammen med gammel sæd kommer der uvægerligt flere skæverter. Bommerter, kaldte Gustav Hvid dem.

    Denne middelbare europæiske holdning til tilværelsens grundvilkår kan være en stærkt medvirkende årsag til de få børnefødsler blandt gammeleuropæere og desto flere fødte med bl.a. Downs syndrom.

    Med venlig hilsen

    Comment by Emeritus — August 22, 2010 @ 7:00 pm
  2. Det er sandt at Muhammed ikke regnes for pædofil blandt muslimer og at han via sine egne gerninger ophæver en hvilken som helst moralsk dom.

    Men jeg er ikke enig i at islam stoler på naturens signaler i dette tilfælde - tværtimod. Aisha var ikke kønsmoden efter skrifterne at dømme og det vakte undren blandt flere af Muhammeds mænd at han kastede sig over en så lille skabning. Her er altså tale om ørkenfolk, der undrer sig fordi Muhammeds handlinger gik imod tidens ånd.

    Og i og med at hun ikke var kønsmoden blev Muhammed altså sexuelt tiltrukket (noget, der er ganske vel beskrevet i skrifterne) af noget, der ikke via naturen sendte sexuelle signaler. Hans sexualitet var helt hans egen og helt ved siden af.

    Comment by Drokles — August 23, 2010 @ 7:03 am
  3. Hej Drokles
    Tak for opmærksomheden.
    Det mest interessante og foruroligende i hele denne debat var faktisk ufrihedsapologeternes argumentatoriske uhæderlighed. Igennem debatten ændrede de ofte deres argumentation - afhængigt af hvor hårdt de blev presset.
    Da de fleste helst ikke direkte
    ville vedkende sig deres censurivrige tilbøjeligheder, forsøgte mange af dem indledningsvis at forsvare § 266 b som en minimalistisk og ufarlig indskrænkning af ytringsfriheden nogenlunde analogt med
    traditionelle ytringsfrihedsundtagelser såsom tilskyndelse til vold, trusler og æreskrænkelser. Den eneste parallelle ytringsfrihedsundtagelse, hvorunder § 266 b kan indpasses er muligvis æreskrænkelse, som frembyder det vanskeligste problem for dem, der ud fra et principielt standpunkt angriber § 266 for at være et utilbørligt indgreb i ytringsfriheden.

    Men i løbet af debatten blev det heldigvis åbenbaret, at flertallet af tilhængerne ikke reelt opfatter § 266 b som en logisk udvidelse af forbuddet mod at ærekrænke personer. Peter Kocsis var eksempelvis efter eget udsagn ligeglad med, at politisk sindede blev krænket, og ffremførte endda den indvending mod ligestilling af alle grupper, at man sså ikke længere måtte tale grimt om DF-segmentet. Samme infame debattør er desuden kendt for at excellere i et beskidt rendestenssprog - endda om navngivne personer.

    Læser man udgydelserne fra de ivrigste fortalere for at opretholde § 266 b, vil man ofte opdage et sammenfald mellem en besværgende salvelsesfuld ømskinnethed over for enhver grov og ringeagtende tale om muslimer og et beskidt rendestenssprog om deres opponenter. At foreslå § 266 b udvidet til at beskytte grupper mod forhånelse eller nedværdigelse på grund af politisk overbevisning er derfor på lang sigt en genistreg.

    Selv om loven beskytter forskellige grupper, er der for mig ingen tvivl om, at dens fortsatte nødvendighed ud fra et magthaverperspektiv er umiddelbart proportionel med hvor dårligt medlemmer af den mest synlige beskyttede gruppe opfører sig.

    Eller sagt på en anden måde: Jo værre medlemmer af gruppen opfører sig, desto mere mmå loven undertrykke den følgeslutning, at der kan sluttes fra enkelttilfælde til noget negativt om gruppemedlemmernes beskyttede tilhørsforhold. Problemet opstår, når en beskyttet gruppe efter en empirisk målestok ikke er offer men defacto krænker. Efter lovens målestok er det jo på forhånd fastslået, at ingen beskyttet gruppe på grund af dens beskyttede karakteristika - om det er tro, nationalitet eller seksuel orientering kan være dårlig for os, hvorfor en holdningstilkendegivelse, der i for grove vendinger måtte hævde det modsatte er strafbar, uanset om den stemmer over ens med den empirisk påviselige virkelighed.

    At lade folk føre sandhedsbevis eller endda pålægge staten at modbevise det sagte ville alvorligt undergrave intentionen bag loven, fordi loven opererer på den kategoriske antagelse, at ingen beskyttet gruppe som en direkte eller indirekte udløber af dens beskyttede karakteristika kan udgøre en fare for samfundsudviklingen.

    Naturligvis kan man efter behag hævde, at alle sådanne ræsonnementer er ærekrænkende, og at sandhedsbevisets stilling er irrelevant i den enkelte sag, fordi ingen med den rette indstilling burde drage den fremherskende konsensus om alle gruppers ligeværdighed i tvivl, men en sådan argumentation udstrækker begrebet æreskrænkelse langt ud over, hvad der overhovedet er rimeligt.

    Derfor var der en god grund til, at jeg i en replik bemærkede, at selv inkvisitionen kunne have fået dømt kætterne for at ærekrænke de troende, i fald at beskyttelsen af trosbegrebet i § 266 b var blevet ført til dens logiske konklusion.

    Sådan som retstilstanden er idag, må vi blot leve med en inkonsistens mellem behandlingen af forskellige essentialiserende narrativer om hhv. Koranen og gruppevoldtægter (strafbart) modsat afdøde profeter og terrorisme (tilladt med nogle sofistiske krumspring).
    Der er nok ikke nogen tvivl om, at lovgiverne har ønsket, at det ene narrativ skulle være forbudt, og det andet tilladt, men begge burde vel enten være helt tilladt eller forbudt, hvis man virkeligt ønsker logisk konsistens på området.
    Vi bør ved alle lejligheder drage lovens konsistens i tvivl, fordi mangel på konsistens og rimelighed er repressionens akilleshæl. For hvis der virkeligt gjaldt konsistens sådan at ingen gruppe måtte omtales truende, forhånende eller nedværdigende af nogen andens medlemmer og alle essentialiserende udsagn om grupper blev underlagt samme dogme om ingen gruppes skadelighed, ville loven hurtigt blive ophævet. Loven kan i praksis kun bestå på den mere eller mindre stiltiende accept, at visse typer grupper skal finde sig i mere end andre, og at der selv inden for udtrykkeligt opregnede kategorier som tro, national eller etnisk oprindelse ligeledes må gælde et offer- og krænkerhierarki.
    Derfor er ingen muslim så vidt vides blevet dømt for at forhåne eller nedværdige danskerne eller andre hvide vesterlændinge, men kun for forhånelse af jøder som ud fra den antiracistiske statsdiskurs selv anses for en minoritet. At beskyttelsen af jøder rejser andre dilemmaer i henseende til en anden voksende minoritet med langt fra filosemitiske relationer kan blive den klippe, på hvilken offerhierarkiet grundstøder.

    Man har jo altid lov at håbe.

    Comment by PerH — August 23, 2010 @ 12:09 pm

RSS feed for comments on this post. TrackBack URI

Kommentér indlægget...

Monokultur kører på WordPress