Sjuskefejl

Diverse — Drokles on September 22, 2010 at 6:19 am

Helle Thorning Schmidts troværdighed ser ud til at hvile på et enkelt ord, sjuskefejl. Tror man hende eller tror man hende ikke? Det er min erfaring og jeg tror de fleste menneskers erfaring at de sjuskefejl, man måtte lave i forhold til sin egen økonomi sjældent gavner en selv (og da især ikke, hvis Skat er involveret). Men det betyder ikke at Helle Thorning er ”Så Grisk!”, som BT frejdigt hævdede. Det er faktisk svært at se en særlig økonomisk gevindst og eksperterne har da også talt noget mere diffust om at Thorning-Kinnock måske har “draget fordel”. Og måske vil BTs og visse borgerlige politikeres selvretfærdige proportionsforvrængning komme Helle Thorning til gode.

Men selvom de to hårdt arbejdende mennesker Helle Thorning og Stephen Kinnock betaler deres skat, hvis ikke det ene sted så det andet sted og selvom de ikke gerne slider på de offentlige finanser da de synes at foretrække private ydelser frem for offentlige, skal en politiker jo helst have helt rent mel i posen. Og så er det ekstra prækært for en socialdemokrat, som Thorning fordi hun nok engang udtrykker socialdemokraternes vaklende personlig tiltro til velfærdsstaten.

Tidligere formand for Socialdemokratiet og tidligere statsminister Anker Jørgensen og Helle Thorning er begge børn af deres tid. Da Anker op til formandsopgøret mellem Thorning og Frank Jensen udtrykte mishag ved Thornings person udtrykte han i virkeligheden mishag ved den tid han levede i. I Ankers perspektiv havde man gennem fællesskabet opnået fantastiske fremskridt ved at sætte solidariteten i system med udbygning af velfærdsstaten. De offentlige tilbud virkede derfor også flotte for en mand, der var vokset op under trange kår og han var ganske tilfreds med sin lejlighed i Sydhavnen (København) og siden med kommunens plejehjemstilbud. Skatten var ganske vist høj, men med reallønsfremgangen er der i hans univers rigeligt råd til at alle kan få det godt. Anker og hans generation er målt med vor tids alen nøjsomme.

Men med Helle og hendes generation er det anderledes. Hun er vokset op i velfærdssamfundet, hvor man selvfølgelig ikke kender til trange kår. Der er ingen klassebevidsthed i det klasseløse samfund og der er ikke grundlag for en indignation over at hårdtarbejdende mennesker skal gå for lud og koldt vand for fænomenet eksisterer simpelthen ikke da hårdtarbejdende mennesker altid vil finde et arbejde. Forskellen på indkomsten blandt sultens slavehær almindelige lønmodtagere er grundlæggende forskellen på i hvor høj grad de deltager i forbrugsfesten. Forbuget er, som finasieringen af reele offentlige ydelser hæmmet af enorme udgifter til folk, der med Helles egne ord “ikke vil det danske samfund“. Fællesskabet er i velfærdssamfundet defineret af det kæmpemæssige system, som skulle være dets praktiske udtryk. Systemet fungerer uden engagement og  mening for den almindelige lønmodtager, som ikke har større behov for dets hjælp og hvis rigide og massive regelkompleks har svært ved at skelne mellem reelle behov og almindelig spekulativ snylten. Helle og hendes generation kan se at de offentlige tilbud ikke er i nærheden af at stå mål med udgifterne.

Eller det vil sige at hun i hvert fald, som privatperson kan se at velfærden ikke understøtter det fællesskab hun vil være en del af, men derimod blot trækker veksler på dets tålmodighed. Som politiker og offentlig person spørger Helle om vi har 12 (ekstra) minutter (Kinnock er vel undtaget hvis han skal nå flyet og slippe for den danske skat). 12 minutter er det lille ekstra nøk vi hver især skal give på arbejdet for at få det hele til at løbe rundt - oven i den indsats vi allerede leverer. Der bliver, som det er typisk for venstrefløjen, nok engang appeleret direkte til den personlige moral, samvittighed og generøsitet. Så selv om Thorning ikke er grisk virker det lidt røvet, at hun tilsyneladende selv sidder og tæller på knapper for ikke at give mere end allerhøjst nødvendigt.

Før sommerferien havde vi sagerne om socialdemokrater og andre venstrefløjsere, der ikke ville have deres børn i den lokale folkeskole, men sendte dem nogle gange endda meget langt væk til en privatskole. Det blev kaldt tilvalg af nogle særlige tilbud, som en særlig skole havde til deres særlige børn og ikke, som det reelt var, et fravalg af Folkeskolen. Måske er det pedantisk at gøre opmærksom på at tilvalg ikke kan stå alene uden fravalg med mindre børnene skal gå i begge skoler samtidig, men ordvalget afslører hykleriet. Helle Thorning schmidts børn blev også taget ud af Folkeskolen (hvor de trods alt havde gået i mange år i modsætning til Mette Frederiksens, der end ikke turde tage chancen), hvor de gik og sat i privatskole. Argumentet var at mange af deres klassekammerater også var flyttet til privatskole og de ville gerne følge dem - men måske ville de bare ikke være sammen med dem der blev tilbage. Tilvalg, fravalg.

Inden finanskrisen hed det Plads til Trivsel for Socialdemokraterne og Thorning indrømmede frygtløst at det kom til at koste. Og det kunne man forstå da der både blev talt om tilbygning til og overbygning på velfærdssamfundet. Hovedattraktionen var en tidsbank, hvor man kunne spare arbejdstid op i en periode og siden bruge den på mere fritid i en anden periode af sit liv. Der eksisterede allerede almindelige banker og andre pengeinstitutter, der kunne det samme blot bedre da tid er penge og penge er lette at administrere - for andre end venstrefløjen. Overtilbygningen på velfærdssamfundet skulle altså hvile på en statsreguleret barter økonomi.

800px-labornote

For samfundet bliver det farligt - og dyrt.Velfærden koster endnu mere end den gjorde før og derfor må vi alle lægge ekstra 12 minutter. Men vil det nu også være nok i fremtiden? På et tidspunkt må vi vel have betalt for velfærden og da den allerede koster mere en halvdelen af vores indkomst har vi stadigt mindre at give af. Helle synes privat, som de fleste danskere at hun allerede betaler rigeligt, men den tanke kan slet ikke udtrykkes i hendes ideologis vokabular, som hun har sat en karriere i at forsvare. Her er et ord som prioritering kontroversielt for jo mere vi giver jo godere og helligere er vi.

Opbakningen til systemet velfærdsstaten hviler ikke i en erfaring af nødvendighed for den ulykke, der kan ramme os alle, men holdes kun oppe af dets angivelige intentioner og Ankers generations nu nostalgiske fortælling om et folk, der rejste sig i fællesskab og sammen til arbejdet gik for at sikre sig fælles værdighed. Fortællingen har fået sit eget liv og skylder ingen retfærdiggørelse, den er i sig selv moralsk rigtig. Fortællingen er derfor blevet et offentligt udtryk for ens moralske habitus, som det er påkrævet enhver socialdemokrat at lufte i fuld offentlighed så ofte som muligt. Men offentlig påberåbelse af moral dækker oftest over manglende tro - hvis du skal bede til din gud så gå ind ind i dit hus og luk din dør, som Jesus bemærkede. Det er kun derinde i privaten din sande tro trives og hos Helle Thorning og socialdemokraterne har man valgt systemets repræsentation af fællesskabet og solidariteten fra. Det er skattesagens grundlæggende problem for Thorning Schmidt og hendes socialdemokrater; de tror ikke længere selv på det. Men de savner erkendelsen - endnu.

0 Kommentarer »

Ingen kommentarer endnu.

RSS feed for comments on this post. TrackBack URI

Kommentér indlægget...

Monokultur kører på WordPress