Åh Samuelsen dog

Diverse — Drokles on July 30, 2010 at 6:38 am

Anders Samuelsen har vist sig at være den eneste af Ny Alliances stiftere med politisk substans. Dette har han beundringsværdigt for en politiker i dagens Danmark gjort ved at tale ud fra sin egen overbevisning frem for at være et ad hoc produkt af konsulenter. Hatten af for det. Synd er det desværre at han begrænser sin i forvejen simple ideologi til skattetænkning, hvor velkomment det i sig selv ellers er. På sin blog blæser han til kamp mod værdipolitikken, som han vil have smidt i skraldespanden

Er det ikke på tide med et opgør med den form for lavthængende værdipolitik? Er det ikke endt med at være opium for folket og for politikere, der gerne vil være fri for at tale om det afgørende for landets fremtid?
Værdipolitik er for mig at søge svarene og komme med bud på

1. Hvordan vi lever med hinanden (mere frihed, mere ansvar, færre regler),

Hvordan vi lever med hinanden kan reduceres til et spørgsmål om fordelingspolitik og alt, der falder udenfor dette kan Samuelsen bedst beskrive med en anden økonomisk fetichismes begreb; opium for folket.

Samuelsen har ganske ret i at der er en overflod af tomme markeringer fra levebrødspolitikere, der leder efter en sag. Selv nævner han kniv- og hundeforbud, men man kunne også nævne hashforbud, det mærkværdige ønske om forbud mod prostitution og de mange afgifter på alle de fødevarer, der ikke er at finde i den kreative klasses egne fadebure. Men det gør han ikke for Samuelsens fokus er stift rettet mod et opgør med hans kommende samarbejdspartner, hvis et nyt borgerligt flertal skulle tegne sig efter næste valg, Dansk Folkeparti.

Centralt for Samuelsen står nemlig udlændingepolitikken, hvor han retter sit angreb på dens symbolpolitik i form af 24 års regel og burkaforbud. Samuelsen udtaler frejdigt “Om der er nul eller femten burkaerne er heller ikke det der frelser os fra globaliseringens udfordringer.” men han fortæller bemærkelsesværdigt ikke noget substantielt om udlændingepolitikken. Skal vi bevare den eller føre en åben dør politik? Symbolforslagene er jo blot små træfninger i et afgørende slag. Aner Samuelsen måske, uden at turde indrømme det af frygt for at støde de anstændige borgerlige fra sig, trods alt, at antallet af muslimske indvandrere rent faktisk er en del af “globaliseringens problemer“ og at en begrænsning af dem måske vil ”frelse os“? Her ligger hunden begravet for Samuelsens syn på frihed skal ikke bare ses i forhold til den opium danskerne måtte nyde i ny og næ.

Samuelsen synger nemlig en sang om frihed, der er bundet i det levede og produktive liv og som selvfølgelig er individuel. Og fremkomsten af denne for Samuelsen, som for andre danske, selvindlysende værdi er grundet i en værdikamp om at tænke, tro og tale frit, der er så ganske unik for den vestlige verden. Og denne sang kan, som al anden sang, let blive dømt blasfemisk, hvis vi oplever et større ryk-ind af de mennesker for hvem det er selvindlysende at friheden er kollektivistisk at domiere deres omgivelser til underkastelse, underkastet, som de selv er af et dårligt formuleret sæt virkelighedsfornægtende vanvid.

24/28 årsregler og burkaforbud er små - alt for små - tiltag for at sikre sig at præmissen for at diskutere Samuelsens skatteforslag og kamp mod detailstyring er til stede i befolkningen, som helhed. Hvis værdidebatten skulle afføde en lallende lovgivning, som hans tidligere parti (før Ny Alliance) især har været designer af og bannerfører for, der rykker befolkningssammensætningen væk fra den selvindlysende enighed om den individuelle frihed og over mod den selvindlysende afstumpning, skal Samuelsen ikke kæmpe med et folk, der er døllet lidt af opium, men med livet som indsats mod et, der er psykotiske på crak.

1 Kommentar »

  1. ‘…“Om der er nul eller femten burkaerne er heller ikke det der frelser os fra globaliseringens udfordringer.”…’

    Citatet øger lysten til at supplere Drokles indvendinger.

    Det står klart, at det er blevet stadigt vanskeligere for politikere, der vil nedlægge nationer, styrke den europæiske region og drømmer om et efterfølgende forenet globalt paradis at argumentere rationelt og logisk for det fornuftige i en sådan utopi. Værdidebatten må erklæres død.

    Anders Samuelsen siger ‘burka!’ og trækker det realpolitiske kort, for at komme væk fra værdipolitikken. Men hvad er det for et kort, jeg ser, han har i ærmet? Et værdipolitisk kort - selvfølgelig. Problemet med Anders Fogh Rasmussen var, at han lagde begge kort på bordet - både det realpolitiske og det værdipolitiske samtidigt. Det var skadeligt for den politisk motiverede masseindvandring - især fra muslimske lande. Nu gik det ellers lige så godt med etableringen af et nyt befolkningslandskab.

    Skarpe hoveder herhjemme har siden ubarmhjertigt analyseret sig frem til, hvorfor nedlæggelsen af Nationalstaten kombineret med især stigende islamisk tilstedeværelse (infiltration) har været en af de mest tåbelige utopiske forestillinger, hjemlige danske politikere støttet af den kreative klasse nogensinde har promoveret. Solgt under idealismens og godhedens etiketter har projektet belastet både statsbudgettet og hele den offentlige sektor voldsomt. Ingen af delene er vist endnu gået op for hverken de radikale eller Anders Samuelsen.

    Derfor vil Anders Samuelsen have det værdipolitiske kort op i ærmet igen i håb om at kvæle Dansk Folkeparti med realpolitik.

    A.S. glemmer her, at selv om situationen har ændret sig, indså vinderen og strategen A.F.R., at kun ved at lægge begge kort på bordet kunne befolkningens stigende utilfredshed med den førte indvandringspolitik inddæmmes. Den indsigt har ikke ændret værdi. Det har også vist sig, at Dansk Folkeparti har vist udpræget sans for realpolitik. Bortset fra Venstre sidder der flest skarpe hoveder i DF’s top.

    Det skulle ellers globalt set og lokalt forstået have været ret indlysende fra begyndelsen, at politisk enighed burde være tilvejebragt på forhånd både om fælles retningslinier og fælles værdier på europæisk såvel som på globalt plan inden for den samme Én-Verden-løsning, hvis et sådant projekt skulle have en chance. Den enighed har aldrig eksisteret. Noget så vigtigt som forholdet mellem individ og stat eller forholdet mellem religion, stat og individ er aldrig blevet afklaret, før globaliseringen tog fart eller sidenhen. Utopien lanceret som dødssejler. Netop derfor kan vi nu frygte for konsekvenserne af fejltagelsernes sum.

    Så længe der er flere fundamentalt forskellige opfattelser af, hvad et verdensherredømme bør gå ud på, er globaliseringen (som utopi) blot en drøm, realpolitisk set samtidig en meget farlig drøm at holde fast i på grund af omkostningerne, som ingen på kloden formentlig kan være tjent med.

    Med venlig hilsen

    Comment by Emeritus — July 30, 2010 @ 2:52 pm

RSS feed for comments on this post. TrackBack URI

Kommentér indlægget...

Monokultur kører på WordPress