Et billede fra Politiken

Diverse — Drokles on July 2, 2010 at 3:38 pm

Dette er et screenshot fra Politikens netavis ved middagstid tirsdag. Alle fire fremhævede artikler er ren Politikenvås.

billede-32

Lederens vånden sig over Danmarks tabte status, som progressivt foregangsland handler om abort. Det progressive er naturligvis godt og det måles helt konkret i hvor høj abortgrænsen er altså, hvor gammelt fosteret er når det skrabes ud af sine vante omgivelser og blender det ned i en spand. Jo ældre og mere udviklet et foster er, jo mere progressiv er man. Hvis man lader det gå sin naturlige gang er man reaktionær. Og ond.

Abort er et eksistentielt valg, som frie kvinder skal have mulighed for selv at træffe – sammen med deres mand, nærmeste og naturligvis efter kyndig vejledning fra egen læge [Hvorfor et eksistentielt valg skal træffes efter vejledning fra en læge og ikke en møbelpolstrer ved kun Politiken]

Men lige så fundamentalt et valg, beslutningen om abort altid er for den enkelte kvinde, lige så oplagt er det, at samfundet sætter en grænse for, hvornår det kan ske.

Det afgørende spørgsmål er dog, hvor grænsen præcist skal gå. Den nuværende grænse fungerer ikke længere.

For ikke nok med at man kan gribe ind overfor uønskede handikap (og køn og race skulle man, som jeg ønske det) så ligger det sådan at “Landene omkring os har betydeligt højere abortgrænser: Tyskland har en grænse på 14 uger, Sverige 18 uger og Storbritannien 24 uger. “ så stadig flere kvinder, “rejser til udlandet for at få foretaget indgrebet uden moralsk formynderi.“. Politikens egentlige bekymring er med andre om de bor i et land, der sakker bagud i et ræs og ikke over, hvilket ræs.

Politikens syn på abort er nemlig så enfoldigt fladt at spørgsmålet, hvornår livet starter slet ikke indgår. Istedet hører vi om vigtigheden af “…at samfundet sætter en grænse” samtidig med at selve grænsen er “moralsk formynderi“, som folk heligvis rejser væk for at undgå. Forskellen på samfundets grænser og det moralske formynderi er altså relativt i forhold til, hvor andre lande sætter grænsen, eller hvor i ræsets felt man er placeret. Det er tankevækkende at denne slags salonfähighed trives sammen med fordømmelser af at sterilisere kvinder og mænd man med god sandsynlighed kan sige vil være uegnede som forældre (sinker, kriminelle, narkomaner, SF’ere,,,) og dødsstraf overfor de (ofte børn af sinker, kriminelle, narkomaner, SF’ere,,,) der har fået chancen for livet men brugt til at ødelægge og fratage det for andre.

Den gamle klassiker om kvindens ret til at bestemme over egen krop lyder godt, hvis man er dum i halvfjerserne for den sætter jo ingen skillelinie mellem det ufødte barn og kvindens krop (hvornår starter liv?). Hvis det ufødte altid er kvindens krop kan hun jo fortryde selvom veerne er startet (eller ved 38.-39. uge, så kom vi først!), som var det en simpel rodbehandling. Man er i så fald først noget i det øjeblik ens hoved popper ud af moders kusse. Men hvis det er så enkelt at det blot er noget af kvindens egen krop, som let kan gendannes forstår man ikke, hvorfor Politiken betragter det, som et eksistentielt valg.

Det at være eller ikke at være en af os handler Siris Hartkorns kronik om, som vil aflive myterne (oh, gæt hvilke myter). Her er “…vi er nødt til at forstå, at etnicitet er et konstrueret begreb, hvor individet i høj grad er med til at definere sit eget etniske tilhørsforhold.” og derfor er USA “…et lysende eksempel, når det gælder etnisk identitet. Du kan være amerikaner, samtidig med at du er irer, eller du kan vælge bare at være amerikaner,,,

Gennem den ekstreme brug af ekskluderende begreber som etnisk, anden etnisk herkomst, indvandrer, 2.-g’er, mørk i huden, muslim eller udlænding, fratager man en stor gruppe af samfundets borgere muligheden for selv at vælge deres identitet og tilhørsforhold, herunder muligheden for at definere sig selv som dansk.

Individet er altså alligevel ikke i så høj grad med til at definere sit etniske tilhørsforhold siden vi “man” kan fratage dem det valg ved et par simple begreber. Ja, det er altså os, der ekskluderer dem  og ikke dem, der ekskluderer dem selv fra det civiliserede samfund ved deres insisteren på religiøs afsondring fra alt gennem mad, tøj, skæg, svømmehaller, gymnasier, terror og vold. Vold? ja det er endnu en myte

Vi har skabt en myte, hvor drab på kvinder begået af muslimske mænd er et kulturelt betinget fænomen, mens drab på kvinder begået af danske mænd er tragiske enkeltstående hændelser.

Det er ’æresdrabet’ over for ’jalousidrabet’. Det første forekommer meget sjældent i Danmark, mens det andet forekommer jævnlig. Alligevel er det æresdrabet, vi interesserer os for.

Dette ensidige fokus hjælper ingen af de kvinder, der uanset religion og kulturel baggrund udsættes for vold fra mænd i familien.

Uanset, hvem der har skabt myten om æresdrabet overfor jalousidrabet er den meget svær at komme til livs fordi de faktisk definatorisk er to forskellige ting. Jalousi tager udgangspunkt i en konkret følelse, mens æresdrab er en fordring og således planlagt og ofte også udført af flere samarbejdene personer. Og i og med at det handler om noget så konstrueret som ære er denne fordring per definition et kulturelt betinget fænomen.

Hvad der derimod er en myte er at lade æresdrab og jalousidrab udelukke hinanden. Æresdrabene kommer oven i jalousidrabene. Og man kan vanskeligt forestille sig at det skulle komme kvinderne til gavn i det almindelige liv i form af beskyttelse mod hjemlig hyggevold når man har givet dem en status, hvor man kan tage deres liv skulle de ikke leve op til de af familien opstillede forventninger. At “…statistikken viser, at det farligste sted for en kvinde at opholde sig i Danmark er inden for hjemmets fire vægge“ kan vi jo selvfølgelig godt lune os ved, hvis vi vil bevare vores romantiske billede af den noble vilde, men vi kan også gyse ved tanken om det der potentielt kan foregå bag lukkede døre (kvindecentre har overrepræsentation af selvkonstruerede etnikkere). Familierne er jo i stand til at dække over hinanden og hjælpe hinanden til selv de værste forbrydelser. Sonays forældre fejrede hendes drab i begejstring og takkede Allah. Hendes forældre!

Men der er flere myter

Når unge mænd med indvandrerbaggrund bliver involveret i kriminalitet, så er det ofte af samme grunde som unge mænd med etnisk danske forældre. Manglende sociale ressourcer og en fremmedgørelse over for samfundet og uddannelsessystemet.

Oh give me a break. Man kan undre sig over den massive overrepræsentation af manglende sociale ressourcer blandt mandlige muslimer.

At der så findes en etnisk dimension i den aktuelle bandekrig er et yderligere problem, men det er her igen vigtigt at huske på, at denne dimension er konstrueret – og altså ikke givet på forhånd.

Den etniske dimension spiller især ind i forhold til rockerne og bandernes rekruttering, hvor de ledende figurer profiterer af politikere og mediers retorik om ’os og dem’.

Jeg savner ord, også for opgøret med myten om den undertrykte kvinde

Min veninde fra Saudi-Arabien illustrerer dette glimrende. Hun er i Danmark på et udvekslingsophold, og selv om den kulturelle afstand mellem Saudi-Arabien og Danmark næppe kunne være større, så har hun suget til sig af dansk frisind og nye kulturelle indtryk.

Men hun er stadig troende muslim – et valg, som hun selv har truffet. Ikke desto mindre oplever hun igen og igen, hvad hun betegner som en »omvendt form for kulturel undertrykkelse«. Danske venner, der opfordrer hende til at tage en øl eller presser på, for at hun skal tage sit tørklæde af. Altså en manglende forståelse og respekt for hendes frie valg.

Saudi-venindens frie valg er ved et sært tilfælde det eneste tilladte valg i netop Saudiarabien! Men hun skal altså henslæbe sin tilværelse i et generøst land af gavmildhed og inklusion, som nu pludselig ses, som det onde. Danskernes gavmildhed gælder til sidst også for de sociale ydelsers vedkommende, hvor det altså er en myte at “de kommer og snylter” fordi

Hvad man derimod vil få at vide, når man spørger integrationskonsulenter rundt om i landet, er, at en meget stor del af de personer med indvandrerbaggrund, der er på overførselsindkomster, i virkeligheden har et brændende ønske om et arbejde.

Så spørger man måske de forkerte og man kan ærge sig over, som katteyder også at opretholde deres nassetilværelse. Sandheden er den barske at der jo ikke er så mange jobs i brændende danske flag og ambassader så det må ske på hobbyniveau og for egne penge.

Vi skal videre for nu ruller Lars Trier i Signatur sig ud i Politikens helt store spidskompetence; fodbold. Her ses den politiske drøm direkte udtrykt på fodboldbanen

To generationer efter Anden Verdenskrig er Tyskland endelig på vej tilbage i rollen som Europas førende kulturnation, nu som multikulturel industriblanding.

Tyskland har foreløbig triumferet i den kontinentale kulturkamp, der udspiller sig her under VM.

Inden man når til sine mange indvendinger skyder Trier sine tæer af

Tyskland står i dag for den multietniske dynamik, som Frankrig gav håb om for få år siden.

Så hvad blev, der så af det franske håb? tænker man i sit stille og frygter måske endda at det om føje år vil ende, som det jugoslaviske håb i etniske udrensninger. Men det er altsammen ligemeget nu for nu er der et nyt håb. Det er der altid for blinde idealister. Også for Fahti EL-Abed, der dog er bitter - på Danmark!

Jeg har de sidste par måneder turneret i Mellemøsten for at fortsætte de brobygningstiltag, der fik sin berettigelse og blev en nødvendighed i tiden efter tegningkrisen i 2006.

Endnu en gang stod jeg for nogle dage siden i tre mellemøstlige hovedstæder og prædikede om Danmark og den respekt, man som borger mødes med. Uanset sin oprindelse, tro eller ytringer.

Og det på trods af en efterhånden ekstrem højrefløj i Danmark, der har fået smagen for magten og er mere end villig til at dæmonisere alt og alle for at holde fast i taburetterne.

Og hvad sker der, så snart flyet er landet, og det har plantet snuden i gaten? Ingen adgang til Danmark for hele flyet!

Mere end 200 mennesker bliver stuvet sammen i gate-tunnelen og videre ind et kammer på en sidefløj i Kastrup Lufthavn. Et kammer, der mest af alt minder om Guantánamo-lejren.

Åh nej dog, hvorfor skulle den slags nu være nødvendigt?

Stedet mindede mig om mine to døgn i Sandholmslejren, da jeg kom til Danmark for knap 22 år siden, og som siden – desværre – har udviklet sig til en interneringslejr for alle, der ikke vil indordne sig det, der engang var verdens mest humane asylsystem.

Netop den manglende vilje til at indordne sig gør måske den slags nødvendigt, hvis man gerne vil beskytte sig imod vreden fra verdens 1,3 mia. muslimer. Og netop troen på indvandrernes vilje til at ville indordne sig var den frygtelige naive præmis, der lå bag “verdens mest humane asylsystem” og førte til dens uundgåelige kollaps! Så idag lever vi derfor fint med at se “et par grædende børn” i lufthavne for der går fly begge veje. Men når man er palæstinenser er intet ens egnes skyld

Hvor længe skal det fortsætte? Manden der har skabt dette cirkus af usikkerhed og mistillid i verden, er væk. Han sidder ikke længere i Det Ovale Værelse i det Hvide Hus. Bush og banden af neokonservative omkring ham er væk.

Desværre et godt stykke tid endnu for banderne af muslimer hærger stadig og det er lissom’ lidt dem der er problemet, ik’ Fatih?

2 Kommentarer »

  1. Om 20 år vil man anskue Politiken, som vi idag anskuer Land og Folk.

    Comment by Sobieski — July 5, 2010 @ 1:47 pm
  2. http://www.youtube.com/watch?v=hW6R9lrvvog

    Comment by PBr — July 7, 2010 @ 4:37 pm

RSS feed for comments on this post. TrackBack URI

Kommentér indlægget...

Monokultur kører på WordPress