Debatten om klimaet er dykket langt ned i havet. En rimelig ny videnskabelig rapport fra Kevin E. Trenberth  og John T. Fasullo slår til lyd for at den overskydende varme, vi ikke har registreret siden 2001, men, som altså burde være der desværre er undsluppet alle målinger og gemmer sig langt nede i havet. Og havene inderholder ved deres store masse så langt det største varmereservoir (energi) afgørende for klimaet.

By measuring the net radiative incoming and outgoing energy at the top of Earth’s atmosphere, it is possible to determine how much energy remains in the Earth system. But where exactly does the energy go? The main energy reservoir is the ocean, which sequesters energy as heat. Because energy is exchanged between the atmosphere and the ocean, this heat can resurface at a later time to affect weather and climate on a global scale. A change in the overall energy balance will thus sooner or later have consequences for the climate. Existing observing systems can measure all the required quantities, but it nevertheless remains a challenge to obtain closure of the energy budget. This inability to properly track energy—due to either inadequate measurement accuracy or inadequate data processing—has implications for understanding and predicting future climate.

Hvem ved, måske spiser fotosyntesen indstrålingen? Eller måske er opvarmningen siden Lille Istid et udtryk for at verdenshavene afgav en opsparet mængde varme og nu skal de måske fyldes igen. Selv om enhver i princippet kan komme rendende og sige at virkeligheden ligger begravet et andet sted kan man ikke uden videre afvise påstanden, som typisk for videnskaben er fanget mellem teori og måling. Målingerne og analyserne af resultaterne er ganske svære og usikre. Men det er tankevækkende at dokumentationen for den menneskeskabte globale opvarmning hele tiden ser ud til at rykke et skridt længere væk. Især fordi det var netop tilhængere som Trenberth af teorien om den menneskeskabte opvarmning, der op gennem halvfemserne støttede sig til havenes stigende varmeindhold. Nu, hvor det går den anden vej kan man pludselig ikke stole på sine data.

Man har ikke særligt gode historiske målinger af havets temperatur, der før i tiden bl.a. blev foretaget af kommercielle ruteskibe, som kastede en lille spand med et lille termometer ud i vandet ved givne tidspunkter. Siden blev der etableret et net af bøjer, der var mere præcise og dækkede verdenshavene mere systematisk, men målingerne kunne kun foretages ved overfladen indtil man fra starten af det nye årtusinde begyndte et nyt net af bøjer (ARGO, komplet i 2007), der kunne måle temperaturen ned til 700 meter (hvor størstedelen af varmen i havet er koncentreret) og rapportere deres resultater tilbage via satelit.

Den manglende varme i verdenshavene stiller spørgsmålstegn ved klimamodellernes rigtighed. Som bekendt får man ud af en computer, som man beder den om og man beder den selvfølgelig regne ud, hvorledes verden tager sig, som man bedst forstår den. Og da man f.eks. ikke forstår Solens betydning for skydannelse og skydannelses betydning for klimaet indgår det slet ikke. Og således også med havets dynamik, som er så dårligt forstået at det tilsyneladende kan sluge beviserne for den menneskeskabte opvarmning. Det er lidt svært at tage de skråsikre forudsigelser om Jordens undergang alvorligt. Også for Roger Pielke Sr. der har beskæftiget sig indgående med netop det samme problem

Trenberth’s [and co-author, NCAR scientist John Fasullo], however, are grasping for an explanation other than the actual real world implication of the absence of this heat.  

• First, if the heat was being sequestered deeper in the ocean (lower than about 700m), than we would have seen it transit through the upper ocean where the data coverage has been good since at least 2005. The other reservoirs where heat could be stored are closely monitored as well (e.g. continental ice) as well as being relatively small in comparison with the ocean.
• Second, the melting of glaciers and continental ice can be only a very small component of the heat change (e.g. see Table 1 in Levitus et al 2001 “Anthropogenic warming of Earth’s climate system”.  Science).

Thus, a large amount heat (measured as Joules) does not appear to be stored anywhere; it just is not there. 

There is no “heat in the pipeline” [or "unrealized heat"] as I have discussed most recently in my post

Pielkes blog kan med fordel læses for den videnskabeligt interesserede. Han er, som det fremgår af linket, i direkte debat med sine “modstandere” og skønt uenigheder om udlæggelsen af indsamlede data foregår det i en civil, saglig tone af gensidig respekt, som klimadebatten desværre er alt for fattig på generelt.

Og hvis man rigtig vil nørde derudaf har Dr Roy Spencer også nogle indvendinger på sin hjemmeside

1) THE MISSING ENERGY IS IN THE SOLAR, NOT THE INFRARED
Trenberth and Fasullo don’t highlight the fact that the “missing” energy is not in the infrared, which is where manmade global warming allegedly originates, but in the reflected solar component. The infrared component has essentially no trend between March 2000 and December 2007 (the last CERES Earth radiation budget data I have analyzed).

This suggests a small decrease in low or mid-level cloud cover, letting more sunlight in. The fact that the extra energy is not showing up as a temperature increase in the ocean makes me suspect the measurements themselves. If there is a problem with the Earth radiation budget measurements, then obviously there is no missing energy.

2) MAYBE THE DISCREPANCY WAS ACTUALLY BEFORE 2000
Trenberth and Fasullo correctly point out that the absolute accuracy of these radiation budget instruments is not good enough to measure very small radiation imbalances…just the CHANGE in that imbalance over time. Well then maybe it was the period BEFORE 2000 where there was an imbalance, with extra energy being lost by the Earth, but no cooling, and NOW the solar and infrared flows are once again in balance. Just a thought.

Og han citerer ironisk fra filmen The Hunt For Red October “What? You’ve lost another submarine?“