Selvforståelse

Ungdomshuset — Drokles on March 14, 2007 at 7:02 am

D. 6. marts havde jeg en postering hvor jeg talte meget om de unge regressive fra Ungdomshuset og deres selvforståelse, med udgangspunkt i de unges egne ytringer. Ikke overraskende kommer den forvrængede virkelighedsopfattelse fra de unges egne forældre. I Weekendavisen angreb en erhvervsastrolog (ja, en astrolog! Så meget for logos) Karen Boesen ganske usagligt borgerlige politikeres egen børneopdragelse, som modsvar til den heftige kritik af Ungerens “forældre” der har været den seneste tid. Hun overser selvfølgelig at det ikke er en kritik af alle forældre til kriminelle eller asociale elementer, men til dem der tilskynder til og forsvarer deres børns hærgen. Meget overraskende lader hun Bendt Bendtsen slippe (ham med smuglersønnen) ret billigt og koncentrerer istedet sin energi om justitsminister Lene Espersen.

Lene Espersen er nemlig en dårlig mor fordi hun tog sine børn med på arbejde og ikke ydede dem nok omsorg, når hun ikke tog dem med på arbejde. Astrologen Boesen kalder det “dette gigantiske svigt”. Ellers er det den samme sang om de unge der repræsenterer det kreative.

Og den kreative vinkel er psykolog Jane Touzari helt med på. Hun starter interessant nok med at aflive myten om de “utilpassede” unge for i stedet at forsvare dem som ressourcestærke og en del af den kommende elite; “De er cremen af Danmarks ungdom”. Og så beskriver hun ellers sin datters andelsboligforening der udelukkende består af tidligere autonome. Hvor alternativt! Disse mennesker er bedre mennesker fordi:

Mange er kunstnere og arbejder dobbelt så meget som gennemsnitsborgeren i deres iver efter at kunne leve af deres kunst og ikke skulle have et andet fuldtidsjob ved siden af. Mange læser på universitetet og de der ikke studerer har spændende jobs

De er altså ikke gennesnitsborgere. Men hvordan ser sådan en gennesnitsborger egentlig ud? Psykologen (også et rasende spændende job) Touzari forklarer

Er det den unge, der kun tænker på sig selv, på at gå på diskotek, på at finde en kæreste, tjene penge og ser frem til at få sit parcelhus og kernefamilie? De ændrer ikke samfundet. De stabiliserer og fastholder status quo. Skal Danmark klare sig i fremtiden må vi satse på de unge, som har lært at tænke selvstændigt og kreativt.

Et mirakel at Danmark kunne eksistere før 1983. Men den bedste beskrivelse af Ungerens “andet” stod Bjørn Holmskjold for i Jyllands-Posten. Jeg ved ikke hvad han laver, men det er sikket et spændene job han har og derfor er han i sin gode ret til at give dig og mig en opsang som fortjent

For hvad er det for et liv, dine børn har at se frem til? Hvor ansvarlig er det lige, at du som forarget bedsteborger selv tror, du er? Hvor reel er den kærlighed, som du meget hyklerisk påstår at have til dine børn?

Du, som med din evindelige grådighed efter materielle værdier, reelt forbruger både dine børn og børnebørns fremtid?

Jeg skammer mig allerede. Men der er også god grund til det, for det er ikke bare Danmarks fremtid der står på spil men stort set alt

Jagtvej 69 er derfor ikke blot omhandlende et hus og samlingssted for samfundets børn og unge, men er symboliserende et kampråb og et opgør med det samfund, der under dets pæne overflader rummer en så ekstrem ansvarsløshed og en så ekstrem mangel på helhedstænkning, at der samfundsmæssigt er tale om et galopperende psykisk forfald.

Mens klimaproblemerne udvikler sig stadig mere livstruende, da har de uansvarlige forældre og de af dem valgte politikere mere end nok at se til med at skrabe til sig. For forældrene kan nemlig for deres del vide sig ret sikre på, at konsekvenserne af deres grådighed ikke kommer til udbetaling i deres tid.

For ud over grådighedens naturødelæggende konsekvenser, da betinger den materielle grådighed så omfattende forældresvigt, at samfundet i konsekvens heraf bliver psykisk sygt. Grådigheden er blevet normalen, hvorfor de, der ikke tænker egocentrisk, nu er blevet de afvigende.

Derfor er kampen om Jagtvej 69 ikke blot en kamp om et hus. Men en kamp mod et samfund i opløsning og psykisk forfald.

“Fingerene væk, det er vores hus” lyder da også ydmygt. De gange jeg kom forbi Ungdomshuset anede jeg ikke hvilket kreativitetens kraftcenter det var. For mig lignede det en anakronisme af ensklædte unge mennesker, der drak for meget og gik for lidt i bad. Jeg skulle bare vide.

Pointen med denne postering er at gøre op med myten om en gruppe unge der ikke har andre steder at være og har behov for hjælp og støtte fra det offentlige. Det har ellers været en del af retorikken, at de unge blev skubbet ud over en eller anden kant de stod på, men nu viser det sig at de er eliten og fremtidens mennesker, vi andre kan kræve af. De er ikke hjælpeløse og man kan sagtens stille krav om at de skal klare sig selv og måske, hvis de skulle få lyst, give et nap med til fælleskabet. For der er rent faktisk folk der kun har få ressourcer og dem er vi forpligtet til at hjælpe.

4 Kommentarer »

  1. Vel talt og en rigtig god opsummering af de “rigtige” meninger. De udstiller sig selv på ganske forbilledlig vis.

    Comment by LMNord — March 14, 2007 @ 10:13 am
  2. Selv ser jeg ikke, at de unge skulle være eliten, og at nogen fremstiller dem som dette er trist, da det er imod selve de drømme og værdier de unge kæmper for. Derimod er de unge snarere et udtryk for en underliggende strømmende bevægelse, en dannelse fra neden, da de foragter enhver politisk magt for oven og ønsker at samfundet skal skabes fra neden. Hvordan kan disse dybe planer beskrives? Som frigørelsen. Det er kravet om frigørelse fra verden for til sidst at kunne danne verden. Det er oprøret. Det er spændingen. Det er det ukontrollerede og ustyrlige.

    De mellemliggende funktionelle og rationelle planer er dannet af, at alt hænger sammen i et større system, hvor alle ting og begivenheder opstår afhængigt af et komplekst netværk af indbyrdes forbundne årsager, virkninger og betingelser. At intet kan eksistere i og af sig selv som en isoleret eksistens, men at enhver eksistens udgør en brik i helheden. Uden dele, ingen helhed, og uden helhed, ingen dele. Hele den kreative proces bygger på spændet mellem disse to planer, og det er dette spænd der skaber al bevægelse. Det er også de dybe bevægelser der er de livgivende bevægelser, da helet er udsagt af delene. Man kan sige, at livet således er opretholdt af et kontinuerligt oprør.

    Subjekt må løsrive sig fra objekt for at forstå forbindelsen mellem disse. Uden et objekt udenfor subjekt giver begrebet etik ikke mening, og det er derfor etikken i den almene forstand ophører, så snart subjektet uundgåeligt må adskille sig fra objekt, omend etikken forsvinder ikke, men den skifter blot til en ny nødvendig form, et led i dens kæde, hvorfra meget af det vi kalder det uetiske udspringer. Subjektet må træde i eksistens som subjekt, og derefter i eksistens med objekt, for at blive subjekt, eller for at træde i kraft som subjekt. Fra denne erkendelsesproces opstår det såkaldte etiske og uetiskes samvirke.

    Dette er selvfølgelig en måde at sige på, at det oprørske, det ukontrollerede, og den skabende destruktivitet, ikke er en elite, men en forudsætning for en dynamik der også må eksistere i samfundet. Jeg kan dog godt frygte at mit hurtige tankespind her kan lede til misforståelser.

    Selv bliver jeg mere overrasket gennem tiden, når jeg hører hvor mange kunstnere vi alle i dag nyder godt af, som rent faktisk har spiret omkring dette miljø. Kunst kræver tilsyneladende nogle andre forudsætninger for at gro, som Ungdomshuset kunne tilbyde. Men det kunne åbenbart ikke være muligt at dette enkelte hus - blot dette enkelte hus - kunne arbejde under disse forudsætninger. Nej, det skulle sælges. Og et nyt kan ikke komme på tale, uden der bliver opsyn med det, som Ritt nu fastholder. Forståeligt de unge er vrede. Nu har Ritt selvfølgelig ikke skabt konflikten, men det er hendes opgave at løse den.

    Men det er en kendsgerning, at huset tjente som spiren til meget kunst. Det er også en kendsgerning, at mangeunge behøvede dette hus, som hvad de kaldet et åndehul, og et sted som utallige elskede at komme i. Det er endvidere en kendsgerning, at huset tjente som højborg for en kultur, der har indledt en utrættelig kamp mod den blomstrende nazisme i danmark, samt andre kampe. Endda er det en kendsgerning, at huset var ganske anderledes end meget i Danmark, og selvom det ikke var for alle, da tjente den til at give noget farve (dette ses især på hvor mange der brugte og elskede stedet).
    At sige Jagtvej 69 var unødvendigt - og berettiget til salg - er meget irrationelt. At sige de derimod er eliten er også meget irrationelt.

    Når jeg ser på debatten om Ungdomshuset er der utrolig megen opmærksomhed på dens konsekvenser, og man glemmer det er resultatet af en syv år lang konflikt. Efter jeg gik tilbage til spørgsmålet gang på gang … jamen, hvorfor solgte de overhovedet huset? … da ændrede det min optik. Tankedominobrikkerne triller herfra.

    Comment by Mark Tholander — July 25, 2007 @ 12:49 pm
  3. Kunsten i Danmark starter ikke med etableringen af Ungdomshuset i 1986. At mange mennesker har haft deres gang i et eller andet omfang i det hus og at nogle af disse mennesker er blevet kunstnere er en ting, men man kan ikke udlede en nødvendighed deraf.

    Nazismen er ikke blomstrende i Danmark og det har den aldrig været. Det har intet med Ungdomshusets etablering i 1986 at gøre og påstanden understreger min pointe med selvforståelsen.

    Comment by Drokles — July 31, 2007 @ 4:29 am
  4. [...] Deres børn indeholder et ekstremt højt antal af tænksomme mennesker i modsætning til andre folks børn må man forstå. Deres børn er en ånds- og moralelite, en kreativ og dynamisk klasse, der skal arve jorden. Og hvis du synes jeg lægger for meget ind i den formulering så se denne tidligere postering eller denne eller denne. [...]

    Pingback by Monokultur » Forældre mod Politibrutalitet — November 23, 2007 @ 11:14 am

RSS feed for comments on this post. TrackBack URI

Kommentér indlægget...

Monokultur kører på WordPress