Forsigtighedsprincippet

Diverse — Drokles on March 13, 2010 at 9:59 am

Forsigtigt omtaler Berlingske Tidende en følge af Climate Gate i deres leder og de indtager et sundt standpunkt, hvor videnskab kun er videnskab, hvis den kan lade sig kritisere så at sige.

Det er klogt, at FN nu tager initiativ til at få den store klimarapport gået efter i sømmene på baggrund af, at der er blevet rapporteret om en række fejl og mulige fordrejninger.

(…)

Nu handler videnskab jo i høj grad om at udfordre vante forestillinger og dermed imødegå de påstande, vi holder for selvindlysende. Af samme grund må en sådan diskussion hilses velkommen, hvor forskere kan krydse klinger. En gang imellem fører det så til, at helt grundlæggende viden må forkastes, hvilket videnskabshistorien er rig på; engang troede man jo f.eks. på, at Jorden var flad.

Konsensus min bare røv kunne man sige. Men i forsøget på samtidig ikke at underkende selve ideen om faglig kvalifikation falder Berlingske desværre lidt i gryden når den negligerer betydningen af skandalerne omkring klimapanelets rapporter

[D]er er blevet rapporteret om en række fejl og mulige fordrejninger. Men det ændrer ikke ved, at klimaproblemerne fortsat står til troende, og at vi fortsat må handle ud fra denne vished.

Usikkerheden er opstået, efter at det er kommet frem, at få og mindre enkeltdele af FNs omfattende klimarapport, som flere tusind forskere har bidraget til, er forkerte og fagligt svagt funderede. Kritikerne bruger få fejl til at antyde, at grundlaget for klimaforandringen er højpolitiseret og dermed ugyldigt.

Der er i selve kernen af IPCC, der hævder at repræsentere konsensus, som danner reference for megen anden forskning på klimaområdet og på hvis anbefalinger det er meningen at verdens politikere skal træffe deres beslutninger afsløret bevidst manipulation med centrale data. Sagen om forskningsenheden på East Anglia universitetet, der supplerer klimapanelet med temperatur statistik handler om bevidst manipulation med de målte temperaturer, som giver et falsk billede af alarmerende udvikling samt forsøg på at slette viden om det historiske klima, og derved den nødvendige emperi om klimaets udvikling, netop det der skal sætte vores situation i relief, netop det, der gør det muligt overhovedet at tale om en udvikling. Middelalderens varmeperiode, der formentlig var varmere end i dag blev sammen med den Lille Istid slettet i den af IPCC promoverede is-hockeystok graf, der vel mere end noget andet var ikonet for teorien om den globale opvarmning og vel mere end noget andet billede har overbevist det politiske etablissement og den folkelige opinon - og måske også Berlingske leder? Romertidens varmeperiode anses for at have været endnu varmere, end Middelalderens varmeperiode, som antages at have været varmere end i dag og en sådan historisk emperi giver et lidt andet billede af proportioner, udvikling og perspektiver.

Det er altså groteske “fejl” og ikke “få og mindre enkeltdele“, der bemærkelsesværdigt alle peger i samme retning og derved afsløret som motivbåret, som er kritikken. Så langt, som IPCC repræsenterer konsensus, eller blot “forskerne“, som en lidt ældre JP-Explorer artikel (ganske typisk i øvrigt) udtrykker det så er der grund til konspirationsparanoia. Men IPCC udtrykker ikke “forskerne” men kun sig selv. IPCC repræsenterer ikke konsensus blandt “forskerne” længere end anerkendelse af CO2, som drivhusgas og derved et positivt menneskeligt bidrag til Jorden klima så meget, som vi udleder, alt andet lige. IPCC er et politisk organ drevet af aktivisme i en sådan grad at de end ikke skammer sig over at basere deres konklusioner på interessegrupper.

Hvor stor en tiltro kan man så have til en organisation, der ledes af en mand, hvis økonomiske interesser er uløseligt forbundet med IPCCs konklusioner? En mand, som sammenligner kritikere som Bjørn Lomborg med Adolf Hitler og affærdiger Indiens førende glaceologs arbejde som “voo-doo” videnskab fordi det strider imod et afsindigt postulat om at gletchere i mange tusinde kilometers højde, som uanset stigende temperaturer mestendels vil befinde sig under frysepunktet og vil opleve forsat nedbør i form af sne skulle smelte over en trediveårs periode. Som leder af IPCC er Panchauri en grotesk gevækst, et symptom på en grim sygdom, hvis smittefarlighed vi må og skal have afdækket. Berlingskes konklusion er derfor besynderlig

Lad os endelig få afdækket de unøjagtigheder, der måtte være i den store FN-rapport, og så fortsætte med at presse på for politiske beslutninger ved de næste klimakonferencer.

Det minder mig mest af alt om en Lucky Luke historie, hvor en dommer beroliger den anklagede med at han nok skal få en fair retsag før han bliver hængt. Men hvad havde man vente af de, der forlader sig på forsigtighedsprincippet?

Holdningsmæssigt er der dog behov for, at vi agerer med uhyre forsigtighed og moderation, når det gælder klimaet. Er miljøet først ødelagt, kan det være svært at omgøre beslutningerne. Dette handler såre enkelt om kontrakten mellem generationerne, og dermed, som konservatismens fader Edmund Burke engang formulerede det, kontrakten »mellem de nulevende, men også med de afdøde og de kommende slægter«. Vi har såldes overtaget Jorden fra vores forfædre, og vi har et ansvar for, at vores efterkommere kan leve og ånde.

Klimaet er bedst tjent med, at vi anvender et forsigtighedsprincip, når verdenssamfundet skal producere resultater, fremfor at lade halve og hele unøjagtigheder underminere troværdigheden af den 3.000 sider lange rapport, der kalder på handling. Når vi handler, er det således med en ufuldkommen viden, men alternativet er så meget mere skræmmende i form af drastiske klimaforandringer.

Et problem med forsigtighedsprincippet er at det er afhængigt af sit fokus. Hvis man drejer fokus ændrer konklusionerne sig. Den globale økonomis fremgang hviler væsentligt på fossile brændstoffer og det fri marked, begge dele noget man vil begrænse, hæmme eller afskaffe. Det opstillede økonomiske alternativ har ikke været prøvet, men ingen økonomisk model har nogensinde klaret sig, som den eksisterende og alt tyder på at den globale vækst kan lide et knæk og en mulig recession (når naboen mister sit job) eller endda depression (når man selv mister sit job) er et sandsynligt udkomme (jeg har computermodeller der beviser dette). Udover de umiddelbare følger for verdens fattigste og de enorme masser, der netop havde entreret middelklassen især i Indien og Kina, så kan en deraf følgende social uro bane vejen for politiske omvæltninger, der destabiliserer den politiske orden, der forværrer krisen, der medfører krav om drastisk handling osv. Forlægget for krig med andre ord, som 2. Verdenskrig bl.a. er et monument over. Global krise - global krig? - Endda i en verden med enorme enheder, som Indien, Kina, USA, Europa, Ruslan Japan - i en verden med atomvåben! Et er sikkert, i en sådan krig kører hærerne ikke på grøn energi - hvilket i sidste ende kan betyde en forværring af klimaets tilstand.

Mellem disse to katastrofescenarier af global opvarmning og Verdenskrig må menneskeheden gøre op med sig selv om man vil kæmpe i sammenhold mod de brændende vandmasser, som Glen Beck udtrykker det eller kæmpe imod hinanden til døden. Forsigtighedsprincippet byder os at holde fast i de fossile brændstoffer indtil et alternativ er fundet, som det byder os at droppe dem her og nu og lade nød lære nøgen kvinde at spinde. Så for at omskrive Piet Hein så skal man altså være forsigtig, selv med forsigtighedsprincippet.

0 Kommentarer »

Ingen kommentarer endnu.

RSS feed for comments on this post. TrackBack URI

Kommentér indlægget...

Monokultur kører på WordPress