Et maksime

Diverse — Drokles on January 28, 2010 at 6:03 am

I bogen Halvmåne og Hagekors - Det Tredie Rige, Araberne og Palæstina og de ideologiske modsætningers rødder i Israel Palæstinakonflikten af Klaus Mallmann og Martin Cüppers (første kapitel) kan man læse

På trods af den massive arabiske vold var det svært for briterne at udpege de ansvarlige. Sir Winston Churchill, der på det tidspunkt var koloniminister, blev under sit besøg den 28. marts 1928 i Palæstina af Musa el-Hussein belært om, at jøderne var skyld i zardømmets undergang og Tysklands og Østrigs nederlag. Og enkelte britiske aviser udtrykte i stigende grad sympati for araberne og var bekymrede for Det britiske imperiums omkostninger ved det nye engagement i Palæstina. En kombination af disse holdninger dannede fremover et mønster i briternes holdninger til Palæstina, der var virksomt frem til slutningen af 1930′erne. I et memorandum fra d. 1 juli 1922 gjorde Churchill det klart, at det samlede kongerige ikke havde i sinde “at lade Palæstina blive lige så jødisk, som England var engelsk”. Yderligere indvandring skulle ganske vist være tilladt, men ikke i et omfang, der kunne skade landets økonomi. Derudover blev Transjordan udskilt og pålagt et indvadringsstop for jøder.

Dermed begyndte en arabisk afpresningsspiral at etablere sig. Efter hvert udbrud af vold blev der nedsat endnu en britisk undersøgelseskommision, der skulle afdække bevæggrundene. Årsagen var ifølge hver afsluttet rapport altid den samme: Araberne var bange for at blive fordrevet af jøderne. For at forhindre uroligheder anbefalede kommisionen altid det samme middel i varierende dosis: begrænsning af jødisk indvandring. De, der blev angrebet, fremstod derfor som de skyldige, og araberne fandt ud af, at de ved at angribe jøderne kunne tvinge Det britiske imperium til at indføre restriktioner. Hver begrænsning af indvandrerne tilskyndede således araberne til vold. Balfourdeklarationen, der fra alle sider blev betragtet som aldeles uacceptabel, og det mandat, der hvilede på den, blev på grund af denne ‘cirkulus vitiosus’ også i stigende grad anfægtet i Storbritanien. Som en parallel hertil udtænkte araberne en afvisningsstrategi. Da de afviste mandatmagten, boykottede de også de selvforvaltningsorganer og de landsvalg, den havde foreslået. Tilmed indebar den arabiske selvopfattelse et billede af araberne, som dobbelte ofre for både kolonialisme og zionisme. Denne offerstrategi, der i dag stadig spiller en stor rolle, umuligjorde en hvilken som helst tvivl om den kurs, der var udstukket. kun voldens vej syntes at rumme perskektiver for araberne. Denne konstellation indebar tydeligvis i langt højegrad faren for en yderligere eskalering af konflikten end muligheden for en afvikling af spændingerne.

Det er værd at tænke over.

3 Kommentarer »

  1. I modsætning til, hvad nogle mener, er ‘Halvmåne og Hagekors’ et både velskrevet, faktuelt troværdigt, interessant skrevet, usædvanligt velunderbygget og fortjenstfuldt arbejde, som kaster et overraskende skarpt historisk lys over et glemt - eller bevidst undertrykt - men meget væsentligt kapitel, som både afdækker sammenfaldet i synet på jøderne og omfanget af de farlige og tætte relationer, som eksisterede mellem Hitlertyskland og den arabiske verden. Problemet i Mellemøsten er desværre langtfra forsvundet sammen med Det tredie Rige. Resten består usvækket dernede, hvad de ondskabsfulde hensigter angår, kraftigt understøttet af geopolitiske hensyn.

    Ikke desto mindre har Venstrefløjen og den danske meningselite i deres selvopfattelse og revolutionsromantiske forestillinger lige siden II. Verdenskrigs slutning absolut ingen interesse haft i den del af historien, formentlig fordi den på flere måder kunne gribe forstyrrende ind i det glansbillede, de med sig selv som centrum stadig søger at opfylde. Derfor kan de formodentlig ikke lide denne bog.

    Ikke blot citatet, hele bogen giver stof til eftertanke. - Jeg mener, at man ikke kommer udenom at kende til denne bog, hvis man vil deltage seriøst i debatten.

    Med venlig hilsen

    Comment by Emeritus — February 1, 2010 @ 12:47 pm
  2. Jeg måtte på grund af svigtende hukommelsesspændvidde slå din overskrift til citatet op. Meget dækkende!

    Comment by Emeritus — February 1, 2010 @ 1:04 pm
  3. Jeg fik den i julegave og er meget glad for den.

    Comment by Drokles — February 2, 2010 @ 7:08 pm

RSS feed for comments on this post. TrackBack URI

Kommentér indlægget...

Monokultur kører på WordPress