Den dårlige blog 180 Grader

Diverse — Drokles on January 15, 2010 at 5:00 am

Jeg kaldte forleden konfrontationen mellem 180 Grader og Snaphanen om Ole Birk Olesens angreb på Lars Hedegaard for en blogkrig. Umiddelbart ville en mediekrig være mere dækkende da 180 Grader vist ikke er at betegne, som en blog, men alligevel er ordet blogkrig bedst. Ole Birk Olesens forsøg på at sværte en af landets i forvejen mest tilsværtede debattører, hviler nemlig ikke på journalistisk håndværk, men på bloggeriets lokkende faldgruber. At man kan google alt muligt frem på internettet gør meget research meget enkelt, men man undgår ikke det arbejde der ligger i at diskriminere oplysninger og som kræver forudsætninger. Olesen bygger dog sin artikel “Kendt islamkritiker undsiger Lars Hedegaard, han er ekstremist” alene på en artikel i Weekendavisen.

Weekendavisens artikel ”De er alle blevet gak gak” handlede (som overskriften jo også antyder) om en længere udvikling i islamkritikken, hvor den islamkritiske del af venstrefløjen prøvede at gøre sig fri af højrefløjen, som de mente havde omklamret dem og trukket dem hen mod noget der lignede fascistiske strømninger. Der var altså nogle aktører i den debat, der havde brug for at frigøre sig fra en opfattet position og definere sit eget standpunkt væk fra en uønsket kategori. Som eksempler på denne udvikling nævnes manden bag bloggen Little Green Footballs Charles Johnson og siden bøssen (muslimers syn på hans seksualitet var hans motivation) Bruce Bawer, der i deres virke, som islamkritikere endte på samme vogn, som den Hedegaard, der altså ikke i modsætning til Johnson er blogger sad i. Men her sad også Khader, Pind Lilleør, Rukow, Ræder Clausen, Bluitgen, Hirsi Ali oma. Men intet udover islamkritik bandt dem ellers sammen. I Weekendavisens artikel er der altså tale om en historie om nogle brydninger, der har tegnet sig i en i udgangspunktet broget masse med den overordenede betegnelse islamkritik, altså en betegnelse af noget man er kritisk overfor, frem for noget fælles man vil fremme, der forlængst er sat i gang  for ikke at sige færdiggjort og med personer uden inbyrdes relationer, som forlængst er gået hver til sin position. Artiklen handlede ikke så meget om Hedegaard så meget mere end at han var anledningen qua sit nu berømte interview på Snaphanen.

Olesens sensationelle artikel er grundlæggende bygget op som en klassisk blog-posteringen hvor afsnittene med Johnsons undsigelse og dom af og over Hegaard er copypastet omkransene en omskrivning/referat af sammenhængen - nemlig forholdet mellem islamkritikere i den amerikanske bloggosfære. Olesen ser nemlig afsnittet som en pointe i sin egen ret, som han motiverer i den dramatiske overskrift og trumfer i en enkelt kommentar der binder to copypastede afsnit sammen og som samtidig forstærker Johnsons kritik. Overskriften er selve sensationen, der skal få det til at gippe i enhver over at her er noget af interesse: “Kendt Islamkritiker undsiger Lars Hedegaard”. Og det minder unægteligt meget om forsideoverskrifter som “Minister undsagt af statministeren”, “regeringen underkendt af eget udvalg, “Ritt gør det igen” osv. Vi aner her en væsentlig sprække i et arbejdsfællesskab og et nyt politisk landskab i sin vorden. Den slags overskrifter havde der nemlig allerede været en del af i polemikken om Trykkefrihedsselskabet da markante stemmer i den politiske debat Khader, Pind og Lilleør - der med deres etos havde symboliseret en foreløbig normalisering af Trykkefrihedsselskabets renome - opsagde deres samarbejde og medlemsskab. Men så var konflikt og sensationsfesten også slut og fronterne trukket op til et værdislagsmål af traditionel karakter. Ikke flere historier for nyhedshungrede journalister på den konto altså indtil Weekendavisen dumpede ind af døren hos Olesen. Her optrådte i Jesper Vind Jensen og Klaus Wivels artikel, som sagt et nyt navn, der ikke kunne lide Hedegaard og med et nyt navn en ny historie. Men var det interessant? Trykkefrihedsselskabet har jo masser af modstandere her i landet og med verfdens 1,3 muslimer kunne man tro at overskrifterne kunne ryddes indtil den næste istid. Hvis ikke det altså var selvindlysende og ligegyldigt.

I og med at Johnson aldrig havde samarbejdet med Hedegaard eller tilhørt hans politiske observans (inden for de seneste ti år i hvert fald) var der ikke tale om noget egentligt brud mellem de to. Det er ikke journalistik blot at finde frem til nogen, som synes at nogle andre er røvhuller og så tage det for en historie i sig selv. Indholdet i de forskellige aktørers virke må man gøre sig klart og som Snaphanen så klart demonstrerede havde Ole Birk Olesen helt overset dette. Og det er ikke interessant at en tilfældig person et eller andet sted i verden tager afstand fra Hedegaard efter at være afæsket en mening af Weekendavisen. Uenigheder mellem konservative og socialdemokratiske kommunismekritikere blev jo heller ikke blev set, som nogen stor historie i den kolde krigs dagblade. At Johnson våndede sig over Hedegaard afæsket en reaktion kunne allerhøjst være en mange år gammel nyhed, men er i grunden en ikke-nyhed.

Olesens forsvar for at hente Johnson ind, som karaktervidne imod Lars Hedegaard lægger sig i tråd med hans manglende indsats for sætte sig ind i det emne, der debatteres, nemlig det islamiske syn på mennesket og dets konsekvenser for samfundet, som det kom så pinligt til udtryk da han i en debat på DRs Deadline sagde “Hadither eller hvad du nu kalder dem”. “Jeg har ikke meget forstand på hverken Charles Johnson eller Vlaams Belang.” forsvarede Olesen sig nemlig overfor Hedegaard i den efterfølgende debat på 180 Grader da Hedegaard ligeledes på 180 Grader kom med sig modsvar. Forfatteren Mette Winge skød på samme konto sig selv i smadder da hun under de glade Muhammeddage live i Deadline sagde at ingen jo var blevet truet af nogen for at tegne Muhammed og korrigeret af sin modpart måtte hun sige at det var hun virkeligt ikke klar over. Nej, men det var jo selve sagens kerne. Ikke at det fik hende til at ændre mening, men seriøst kunne ingen længere tage hende.

Hvis Olesen havde brugt sin journalistik, kunne han have researchet lidt om Charles Johnson. Eller hvis han havde lidt almindelig kritisk sans når nu han ville nøjes med at agere, som polemisk blogger kunne han, som minimum læse Weekendavisens artikel ordentligt i stedet for blindt at tænke i en fængende overskrift, der måske kan fiske lidt flere hits til sin portal. Men ak, Olesen er ingen journalist længere, han er reduceret til en simpel blogger og oven i købet en af de dårlige af slagsen.

4 Kommentarer »

  1. Meget enig, dog vil jeg mene at 180grader er et hybridprodukt, hvor det er lykkedes at blande de dårligste egenskaber fra blogverdenen med de dårligste egenskaber fra den traditionelle journalistiske verden og få et enestående dårligt produkt ud af det. Dermed mener jeg at det er et holdnings-medie på linie med blogs, men uden fact-checking og forsøgende at give det et journalistisk skær, dog uden at have viljen eller resourcerne til kritisk at researche deres kilder. Dette giver det miskmask som vi ser. Tilføj dertil at deres nye layout og interface til deres websted er totalt kikset, og vi har et gennemført taberprojekt.

    Comment by Zonka — January 15, 2010 @ 9:21 am
  2. O.T.
    På tråden af 13. januar undrede jeg mig over, hvor alle burkaerne, niqab’erne og især hættemågerne var blevet af. Man så jo ellers mange sorte telte både på Vesterbro, Nørrebro ude i Nordvest - enkelte forvildede sig helt ind på det fashionable Frederiksberg. Tre telte?
    Tordenskjolds soldater - umuligt.

    Men jeg har tænkt. De er her allesammen. De gemmer sig, for regeringen har planer om at lovgive imod sorte telte. Derfor kan man kun tælle til tre. De vender allesammen tilbage, når regeringen har droppet sine planer, fordi der jo ikke var mere end tre telte at lovgive imod. Til gengæld oplyser JP i dag, at voksenundervisningen i Aarhus har tilladt nogle sorte telte at deltage i undervisningen, fordi de var blevet afvist af gymnasierne.
    Det er måske de tre optællingen handler om.

    Med venlig hilsen

    Comment by Emeritus — January 15, 2010 @ 12:18 pm
  3. Efter min mening er Ole Birk Olesen både overfladisk, argument- og factsresistent ligesom Tøger Seidenfaden.
    I modsætning til Tøger er OBO dog kun kvik og fræk, hvor Tøger ikke kun er kvik og fræk Han kan også nuancere og mestrer alle piruetterne.

    Var de skakspillere, ville OBO som en anden taskenspiller sidde inde på strøget, spille både lyn og penge fra folk, mens Tøger ville holde sig for næsen og i stedet blive klubmester i lyn et af de fede steder i byen. Tøger ville aldrig drømme om at sidde inde på Strøget - men gerne taskenspille alligevel, fint og rigtigt af hensyn til den gode tone. Ingen i klubben vil kunne lide at tabe til ham, fordi han omgående vil se ned på dem. De er jo for dumme og fortjener ikke bedre. Ingen i klubben vil kunne fordrage at vinde over ham heller, fordi han er tæt på at overbevise enhver modstander om, at de ikke er kommet ærligt til sejren. Han vil sidde og relativere hvert eneste træk og nærmest bevise, at de kun har vundet på grund af rent held og ikke, fordi de rent faktisk er bedre, tværtimod. Der er kun én, der er bedre end andre og det er - Tøger.

    Med venlig hilsen

    Comment by Emeritus — January 15, 2010 @ 3:01 pm
  4. Ja det har du ret i Emeritus, men Tøger kan også flere spil en blot skak. Ole Birk Olesens felt, hvor han er kvik og fræk begrænser sig alene til opgøret med klientgørelsen og stille folk til ansvar for deres eget liv.. Ellers er han håbløst ude at svømme, som en af de naive sjæle, der tror at de kan vinde over taskenspilleren fordi de lige så en lurvet person gøre det.

    Comment by Drokles — January 16, 2010 @ 9:33 pm

RSS feed for comments on this post. TrackBack URI

Kommentér indlægget...

Monokultur kører på WordPress