Proletariseringen af akademia

Diverse, Pædagogik — Sobieski on February 14, 2007 at 4:05 pm

yobs.jpg

Nogle mennesker kender ikke forskellen på anvendt videnskab, forskning, og håndværk. Et sådant eksempel er Lars Wahlun som begår et læserbrev i seneste Weekendavis under titlen “Bryd vidensmonopolet” [sic!]. Han harcelerer over Anna Libaks artikel ”Hermeneutisk Svinemørbrad” fra den d. 26/1 der omhandler akademisering af erhvervsuddannelserne, og de ganske mange problemer der opstår når man prøver at blande universitetet ind steder det ikke hører hjemme.

…[den] nu herostratisk berømte sygeplejestuderende, der ikke har lært at lægge en forbinding, [er] blevet et symbol på en problematik, der i bedste fald er overdrevet, i værste fald misforstået. Jeg kunne således godt tænke mig at stille spørgsmålet, om ikke det i virkeligheden er det mest naturlige i verden, at sygeplejersken netop lærer at lægge en forbinding på praktikstedet, altså på sygehuset? Dér kan de lære det af praktikere, der lægger forbindinger dagligt. Alternativet er vel, at vi begynder at indlægge patienter på sygeplejeskolen, så de studerende kan få praksiserfaring, inden de slippes løs på sygehusene!? Nej vel?

Lars Wahlun kan, som den akademiker han selv er, selvfølgelig ikke forestille sig at der kan foregå andet end teoretisk undervisning på en skole. Dette synspunkt ligger i forlængelse af tanken om kundskabernes fortrængning fra skolen til fordel for projektorienteret selvanskuelse, kritisk teoretisk reflektion, og andre strømninger som er udtryk for intellektuel forfænglighed fra ledelseshold, snarere end forbedring af elevernes faglige kompetence. Kunne man forestille sig en smedelærling blive sendt i praktik uden at kunne svejse to stykker stål sammen? Skulle arbejdspladsen nu til at bruge ressourcer på at lære eleven de helt grundlæggende færdigheder? Kunne man ikke lige så godt gå tilbage til mesterlære?

I mit daglige arbejde på seminariet møder jeg en række såvel pædagogstuderende som pædagoger på efteruddannelse, der med stor motivation kaster sig over både videnskabsteori, Foucault og meget andet.

Min påstand er at man ikke kan bruge Foucault til en tøddel som pædagog, sygeplejerske, folkeskolelærer, eller lign. Det er en intellektuel kortslutning og en projicering af underviseren selv over på de stakkels elever.
Angående videnskabsteori så giver det ikke mening at undervise i det på erhvervsskolerne, da begrebet knytter sig til forskning. Deraf vigtigheden af at kunne skelne mellem anvendt videnskab og forskning, en disciplin som vores videnskabsminister, geni-uden-portefølje, Helge Sander endnu ikke har lært jf. “Fra forskning til faktura”. Videnskabsteori og kritisk teoretisk reflektion fordrer også at eleven besidder begrebsapparatet og evnerne til at forholde sig kritisk til det teoretiske materiale eleven præsenteres for, og det er ikke noget erhvervsskolerne er gearet til. Dette kan man empirisk konstatere ved at se den mængde venstre orienteret propaganda som kolporteres ude på lærerseminarierne og som ikke bliver gendrevet/falsificeret/gennemgået af ligeværdige kolleger, fordi disse ikke er ligeværdige!

Professionsbachelor - Ordner er noget man hænger på idioter, som vi plejer at sige her i slyngelstuen. Helge Sander må have en hel skuffe fuld. Jeg tror f.eks ikke at en sygeplejerske eller blikkenslager søger ind på uddannelsen for at lære at citere Bordieu eller Habermas, de ville nok snarere blive intimiderede, ikke fordi de er dumme, men fordi der skal være en sammenhæng mellem forventning og virkeligheden.

”Kritisk-teoretisk pissepot-tømning”, jeg elsker at sige det. “Kristisk teoretisk pissepot-tømning” er iøvrigt et fejlcitat, men det bliver det bestemt ikke dårligere af.

Hvem vil du helst behandles af: Florence Nightingale eller Michel Foucault?

3 Kommentarer »

  1. Om end det er dejligt at læse et uddannelsespolitisk indlæg på monokultur og, at jeg da kan svare helt entydigt på monokulturs skribents retoriske spørgsmål, nemlig: at jeg hellere vil behandles af Florens Nightingal end Michel Foucault, så beskæmmes artiklen af en terminologisk pêle-mêle, der svækker argumentationen og som tyder på, at skribenten ikke har gjort sig sin vanelige umage.

    Erhvervsskolerne uddanner rigtigt nok, som skibenten hævder, smede, men ikke professionsbachelorer, da erhvervsskolerne tager sig af unge, der ønsker at tage en erhvervsuddannelelse. Det være sig tømre, snedkere, elektrikere eller frisører.

    En professionsbachelor-uddannelse er derimod en videregående uddannelse, som man kan tage i forlængelse af en erhvervsuddannelse eller en almen gymnasialuddannelse. Det være sig uddannelsen til sygeplejerske, lærer, pædagog eller diplom ingeniør.

    Fra 2008 vil man kunne tage en proffesionsbacheloruddannelse på en proffesionshøjskole, som skal have en form for forskningstilknytning, det vil f.eks. kunne foregå i samarbejde med et universitet.

    Ministeren for både erhvervsuddannelserne og professionsbacheloruddannelserne er den glimrende Bertel Haarder - og altså ikke den “clueløse” Helge Sander (om hvem en sjældent opvakt Niels Hausgaard engang sagde: Danmark er mulighedernes land, når en mand som Helge Sander kan blive videnskabsminister).

    Så langt det overordnede. Soterer vi så erhvervsuddannelserne fra og ser udelukkende på professionsbachelorerne, så er der også hér forskelle.

    Jeg skal ikke gøre mig klog på sygepleje-praksis, men vilkårerne for en folkeskolelærer er, at hun skal kunne reflekterer over praksis via instumenter, der udspringer af videnskabsteori, f.eks. Hvad er læring? Hvordan påvirker/hæmmer den sociale baggrund en given elevs læring?Hvordan gribes skole-hjem-samarbejde an med forældre, der har andre holdninger og værdier end skolelæreren og skolen?

    Min påstand er, at det der netop karakteriserer den gode underviser er, at hun kan navigerer i dette felt, fordi hun reflekterer over sin og andres praksis - og til grund for denne refleksion har hun forhåbentlig en forskningsbaseret didaktisk praksis - derfor er videnskabsteori et nødvendigt element i en folkeskolelæreruddannelse. Alternativet til en videnskabelig praksis kunne f.eks. være frit slag til sen 70′ernes røde meningsregime.

    Det burde en god konservativ skribent da kunne forstå?

    Comment by Blondinen — February 16, 2007 @ 11:30 pm
  2. Kære Blondine,

    Jeg beklager den lange svar tid, men jeg har ikke haft mulighed for at svare før nu.

    Tak for rettelsen ang. Haarder og Sanders ansvarsområde. Skillelinierne er desværre ikke altid logiske og der er også gråzoner, så som at eksempelvis Kaospiloterne hører ind under Videnskabsministeriet (forstå det hvem der kan).

    Nu er det strengt taget ikke nødvendigt at have en gymnasial uddannelse for at blive pædagog, og det er gør heller ikke noget. Kendetegnende for de fleste af de uddannelser/professioner jeg omtaler, er at de i højere grad end en akademisk ditto, gør brug af “tacit knowledge” dvs. tavs viden som ikke eller kun vanskeligt kan læres fra en bog. Grundlæggende er det ikke intellektuel eksercits der er brug for, men praktisk erfaring og rutinisering. En svækkelse af denne tilgang medfører en svækkelse af de faglige kvalifikationer.
    Problemet er at udbredelsen af pseudoakademiske titler er ikke at folk smykker sig med lånte fjer (jeg er personligt ligeglad om ham der tømmer mit affald er en cand. skrald), men at der med de nye betegnelser følger en malplaceret akademisering med. Det er fint med videregående uddannelse, men en elektronikmekaniker er ikke nogen videnskabsmand, hvilket bringer mig til hovedpointen i mit indlæg; nemlig forkellen mellem anvendt videnskab og forskning. Den ene part har ikke forudsætningerne for at begå sig på den anden parts område. De er ikke hinandens modsætninger, men den specialisering og arbejdsfordeling der ligger i konceptet gavner dem begge.
    Du skriver selv at en række instrumenter som folkeskolelæren benytter udspringer af videnskabsteori, og det illustrerer i sig selv skellet mellem anvendt- og grundvidenskab. En diplomingeniør behøver ikke at være bevendt i partikelfysik for at blive en dygtig medarbejder, selvom hans/hendes viden udspringer fra fysikkens grundforskning.
    Ang. 70′ernes frit slag i bolledejen/rød front, så var den et resultat af flere faktorer, deriblandt påvirkningen fra toneangivende personer fra universitetsverdenen. Jeg ville eksempelvis nødigt skulle ud og bide skéer med en lektor i marxistisk samfundsøkonomi på dennes hjemmebane. Feltet er for mig uinteressant og et tidsspilde. Skal man forsvare sin fag over for den slags angreb, tror jeg at det er bedst at stole på sin faglighed og imødegå kritikken med det man har lært og den erfaring man har opsamlet.

    Comment by Sobieski — February 19, 2007 @ 1:11 pm
  3. [...] Læs gerne Proletariseringen af akademia først. [...]

RSS feed for comments on this post. TrackBack URI

Kommentér indlægget...

Monokultur kører på WordPress