Tøger kontra Rose

Politik, Pressen — Drokles on February 14, 2007 at 8:54 am

Tøger er en demagog og en dygtig en af slagsen. Dog skal man ikke lade sig forblænde af hans hurtige resonnementer da de bygger på falske præmisser. I Muhammedsagen er det motivanalysen der er den væsentligste præmis som Seidenfaden bygger sin argumentation på. Jyllands-Postens og regeringens motiver var uædle og derfor er deres projekt uædelt og kritisabelt.

Overfor Jyllands-Posten klarer Tøger sig ikke så overbevisende i sin kritik, først og fremmest fordi Politiken er en konkurerende avis, hvilket på forhånd undergraver illusionen om hans objektivitet. Men også fordi Tøger selv var ude og i et glimrende forsvar for Salman Rushdie tilbage i de glade Nyrup-dage. Hans argument om, at det var noget ganske andet, da De Sataniske Vers var stor kunst står han pinagtigt alene med. Og det forhold udhuler til en hvis grad ydermere motivanalysen, da det pludselig kommer til at dreje sig om Tøgers egen inkonsistens og derved hans egne motiver for at fremføre kritik; hvorfor mener han nu noget andet?

Derfor griber han til (endnu)mere ufine metoder, nemlig falsknerier. F.eks. ved at fejlcitere Jyllands-Posten for at skrive “muslimer” og undlade det afgørende “nogle” foran og løsrevet bruge ordene “hån, spot og latterliggørelse” for at få det til at lyde som om, at det var formålet, selv om der udtrykkeligt stod, at det var hvad alle i et frit samfund må finde sig i.

Ydermere misbruger han skamløst det forhold at hans kollegaer på Jyllands-Posten var under et voldsomt pres, med daglige bombetrusler, hvilket sled på den enkelte medarbejder og deres familier. De var ligeledes tynget af samvittighed overfor de bladtegneres skæbne JP-redaktionen automatisk følte de havde et medansvar for, som de også blev påvirket af de voldsomme og voldelige reaktioner ude i verden, reaktioner med flere dødsfald til følge. Det var derfor ikke underligt at små uenigheder mellem Flemming Rose og Karsten Juste voksede sig ud af proportion og at Jyllands-Postens daglige ledelse blev stadigt mere usammenhængende, hvilket resulterede i den famøse forvirring omkring de “anti-semitiske tegninger”. At Rose kort tid efter får et sammenbrud og sendes på en “ferie” til USA, anerkendes ikke som et tegn på sagens alvor af Tøger, men ganske usympatisk som en indirekte indrømmelse af at det var forkert at trykke tegningerne.

Regeringen bliver beskyldt for at have uædle motiver og må derfor tage skylden for at krisen overhovedet starter og ligeledes at den eskalerer. Dette er smart af to grunde. Ved at placere ansvaret på forhånd hos regeringen kommer for det første al debat til at handle om hvad regeringen kunne og skulle have gjort anderledes i denne og hin situation. Diskussionen vinder nærmest sig selv, da intet mindre end ideel handling fra regeringens side, er kritisabel; hvorfor tog man ikke det møde? hvorfor formulerede man sig sådan? hvorfor ventede man sig længe? hvorfor overreagerede man således? hvorfor satte man ikke dette eller hint i værk? osv. En ny dag, et nyt spørgsmål. En sådan vinkel fornægter i sin gestalt, at man i virkeligheden er underlagt manglende og utroværdig information, tidspres, uforudsigelighed, andre aktørers handlen og at fejl derfor er en naturlig del af daglige beslutninger. Hver dag kan man angribe regeringen og tvinge den til at forklare sig og i længden kommer regeringen til at se både arrogant, utroværdig og påståelig ud.

En anden fordel er, at de der betvivler Seidenfadens præmis om skumle motiver, ved at sætte spørgsmålstegn ved rigtigheden, trækkes ud i en diskussion om tonen i debatten generelt. Her benytter Seidenfaden sig af den allerede eksisterende falske præmis om, at der i Danmark eksisterer en særlig hård tone overfor muslimer især, ført an af Dansk Folkeparti, der ikke er til at gendrive på grund af sit omfang, især når man er midt i en diskussion om ytringsfrihed. Det har for det andet den retoriske fælde indlagt, at benægtelsen af den hårde tone i sig selv er et bevis på den tonedøvhed man fra regeringens og støtters side har udviklet og som gør, at man ikke længere kan være lydhør overfor den omgivende verden, der nu reagerer. Muhammedkrisen bliver på den måde summen af hele VKO-samarbejdet; den logiske konsekvens.

Jeg har altid ment at Tøger var meget intelligent, men nu er jeg ikke helt så sikker. Ikke at han ikke er over gennemsnittet, men jeg tror bare han er meget hurtig, for han har fastholdt en fejlslutning så længe at det ikke virker særlig begavet. Ellers er han blevet fanget af sit eget ego og billede af sig selv som den ultimative polemiker der kan vinde enhver diskussion, uanset hvilket stanpunkt der forfægtes.
Jeg havde en ven der altid sagde “det gør du kun for at skaffe dig venner” når han erkendte at han var trængt i defensiven i en eller anden sag. Og udover at være morsomt er det også meget præcist, for der er intet man kan gøre rigtigt hvis alle mener man gør det af falske årsager. Alt bliver således til en bekræftelse på påstanden, der jo intet fundament har, men kun virker i sin egen vedtægt.

En af Seidenfadens og andres argumenter er at man ikke må misbruge ytringsfriheden. Dette er selvfølgelig noget gedigent sludder. En frihed du har er en frihed du selv administrerer, ellers ville det ikke være en frihed men et eller andet påbud. Loven sætter de grænser der skal til og indenfor måborgerne gøre op med sig selv hvor meget vrøvl de vil lukke ud og hvad de gider høre på. Det er en frihed til at ytre os vil alle har, hver og en. Min ytringsfrihed bruger jeg således som jeg vil, som Seidenfaden kan bruge sin, som han vil.

3 Kommentarer »

  1. Fremragende! Sendt det ind som læserbrev til Jyllands-Posten!

    Comment by Universalgeni — February 14, 2007 @ 9:37 am
  2. Tak for de søde ord. Så må jeg lige se på kommaerne og rette lidt i ordene.

    Comment by Drokles — February 14, 2007 @ 10:50 am
  3. Glimrende! Endnu bedre: send det ind som læserbrev til politiken. Du vil sikkert ikke få omvendt Tøger, da han formentlig bare vil sige at det er noget vrøvl og feje det væk. Har lagt mærke til at når han ikke kan vinde en diskussion siger han altid at modstanderens argument er noget vrøvl. Men det kan jo være at du kan få omvent en politikenlæser eller to…

    Comment by Topper — February 25, 2007 @ 3:37 am

RSS feed for comments on this post. TrackBack URI

Kommentér indlægget...

Monokultur kører på WordPress