Svensk statsfeministisk lufthavnslitteratur

Diverse, Postmodernisme, Sverigetanic — Sobieski on December 16, 2009 at 1:16 pm

Mens medierne tordner mod Danmark og resten af den civiliserede verden i klimaets hellige navn, sidder jeg og godter mig over (endnu) en nedsabling af Stieg Larssons jammerlige bøger, som jeg ikke selv har læst, ha! Behøver man virkelig at stikke næsen ned i feces for at konstatere at det lugter?
Det er ingen ringere end Christopher Hitchens der har valgt at spilde sit talent på at kommentere Larssons paranoide dilletanteri.

Fra Vanity Fair via Snaphanen:

Yet it is from this society, of reassuring brand names and womb-to-tomb national health care, that Stieg Larsson conjured a detective double act so incongruous that it makes Holmes and Watson seem like siblings. I say “conjured” because Mr. Larsson also drew upon the bloody, haunted old Sweden of trolls and elves and ogres, and I put it in the past tense because, just as the first book in his “Millennium” trilogy, The Girl with the Dragon Tattoo, was about to make his fortune, he very suddenly became a dead person.

Good riddance to bad writing - som jeg fristes til at sige.

In the Larsson universe the nasty trolls and hulking ogres are bent Swedish capitalists, cold-faced Baltic sex traffickers, blue-eyed Viking Aryan Nazis, and other Nordic riffraff who might have had their reasons to whack him. But if he now dwells in that Valhalla of the hack writer who posthumously beat all the odds, it’s surely because of his elf. Picture a feral waif. All right, picture a four-foot-eleven-inch “doll” with Asperger’s syndrome and generous breast implants. This is not Pippi Longstocking (to whom a few gestures are made in the narrative). This is Miss Goth, intermittently disguised as ‘la gamine’.

De sidste sætninger drejer sig om anden halvdel af det heterogene detektivpar: Lisbeth Salander, postmodern super woman extraordinaire. Stieg Larssons besættelse af meget korte og meget tynde kvindetyper er ikke noget jeg vil grave dybere i… men gerne udlicitere til den uforlignelige Poul “halv pris” Matiasen:

Undertegnede er ved at pløje sig gennem 2. bind af den meget omtalte (og dermed åbenbart også meget gode så mange dumme danskere kan der vel ikke være?) Stieg Larsson-trilogi om den lillebitte heltinde på vist kun 40 kg., Lisbeth Salander. Det skal med, at ordet “pløje” her skal bruges med nogen forsigtighed, da hastigheden er nogenlunde den samme som den, en gammel grå Ferguson-traktor kan pløje i tung lerjord. I sådan jord bliver Ferguson-motoren, der jo oprindeligt kommer fra en Standard Vanguard-bil, jo noget stakåndet og ploven kan kun være to-furet på visse steder af marken. Ellers kører den en-furet, ihvertfald på min fødeøs “Klintegård” dér, hvor fætter Kurt boede og døde. Pløjningen går altså ikke ret stærkt og det går “Kampen med Larsson” altså heller ikke.

Fremragende! Jeg får næsten lyst til at læse bogen.

For eksempel nævnte jeg vist ved godt og vel en enkelt tidligere lejlighed, at jeg ikke akkurat var voldsomt imponeret af Stieg Larsson og hans monumentale trilogi om verdens måske mest papfigurs-agtige helt, den bittelille Lisbeth Salander. Meget betegnende bliver det ikke det mindste mere interessant (og det ikke engang for husarerne), at hun i starten af bind 2 får nye bryster og Larsson roder lidt rundt i ultra-”soft-porn” kategorien. Det bliver det ikke spor bedre af. Heller ikke værre, det var osse forfærdeligt slemt til at starte med.

Øv, jeg var ellers lige ved at blive lidt hed under kraven.

Som en bogende til denne soft-porn karakter vil jeg indføje Hitchens rammende bemærkning:

Forget Miss Smilla’s sense of the snow and check out Lisbeth Salander’s taste in pussy rings, tattoos, girls, boys, motorcycles, and, above all, computer keyboards.

Salander er naturligvis hacker. Og lad mig lige oplyse den statistiske sandsynlighed for at støde ind i en kvindelig hacker = den konvergerer mod NUL.

Vi slutter med et citat fra bogen:

The murder investigation was like a broken mosaic in which he could make out some pieces while others were simply missing. Somewhere there was a pattern. He could sense it, but he could not figure it out. Too many pieces were missing.

Ja, det kan jeg helt sikkert skrive under på, og jeg tør næsten love for at det er det sidste vi gider publicere om Stieg Larsson på denne blog.

2 Kommentarer »

  1. Ja, slemt skuffet; det er hvad man bliver over disse overomtalte bøger og film. Massebegejstringen her er ligeså uforståelig som massehysteriet over klimaets millionårelange udsving.

    Comment by Muskelmand — December 17, 2009 @ 9:55 pm
  2. Jeg vil hellere læse, hvad der her kunne ske såfremt der blev lavet et indlæg om hr. von Linné, for et er hvad jeg kan se på eksempelvis:
    http://da.wikipedia.org/wiki/Carl_von_Linné
    noget andet hvad der her, kunne komme ud af sagerne.

    Jeg har forresten selv en ulæst Larsson bog stående, jeg hellere må lægge i vaskeriet…

    Comment by Peter Buch — December 19, 2009 @ 10:04 am

RSS feed for comments on this post. TrackBack URI

Kommentér indlægget...

Monokultur kører på WordPress