De seneste dage har man i medierne intenst diskuteret Karen Jespersens skifte fra Socialdemokratiet til Venstre. Fokus har været hendes personlige motiver og disse bliver i større eller mindre grad udlagt negativt. Af en eller anden grund er Karen Jespersen og hendes mand den slags mennesker der vækker vrede og om hvem man mener, at der er udvidede rammer for hvordan man kan omtale dem.

I Politiken Søndag kunne man læse om Karen Jespersen flere steder. Jeg lægge ud med en ubehagelighed rettet mod Karen Jespersens mand. Ole Rasmussen skriver i sin klumme Sket I Ugen i sektionen PS:

….hun [Karen Jespersen] aldrig har lanceret sig selv som biseksuel. Men det kan jo komme endnu og med Ralf Pittelkow som ægtemand ville man heller ikke kunne bebrejde hende, hvis hun tog dét spring.

Ikke sandt? På Politiken er man ikke for fin til at rakke ned på andre menneskers udseende. Noget man gerne skulle have lært at afholde sig fra i skolen. På det lille portrætfoto af Ole Rasmussen over Roald Als tegning ser han selv meget overvægtig ud og man må spørge sig selv om han overhovedet selv vil kunne gennemføre et samleje, skulle han en dag få chancen.

Roald Als viser den politiske udvikling hos Karen Jespersen som en menneskelig degeneration. Der er ikke forsonende træk i hans streg.

Men man kan jo også bare latterliggøre modstandernes samfundanalyse og være hævet over at skulle argumentere for det. I en lang og sarkastisk kommentar i Politiken-klummen Til Stregen skriver Bo Søndergaard bl.a.

Jeg kiggede ud af vinduet på Rådhuspladsen, men kunne ikke se fundamentalisterne i gaderne. Måske var de inde i Politikens Hus (det kan man nok finde nogle, der vil argumentere for), men der så også fredeligt ud. Der sad bare den sædvanlige håndfuld velnærede kollegaer og svinede regeringen til, så ytringsfriheden var der stadig.

Og Bo Søndergaard slutter af med en mystisk beregning

…en undersøgelse der viser at 28 procent af de danske muslimer vil have, at den danske grundlov skal baseres enten alene på Koranen eller på en kombination af grundloven og Koranen.
Hvis man regner på det, er det omkring 50.000 – ikke ligefrem et flertal, men bare det, man kunne kalde tossekvoten.

Her stopper vi lige Bo Søndergaard for et øjeblik. Han sige altså at muslimernes tossekvote ligger på 28%! Mere end hver fjerde muslim befinder sig altså i tossekvoten. Og han mener at der er mere sigende at tale om et konkret antal frem for en andel. Det er i øvrigt typisk Politiken at stave Koranen med stor K mens man staver Grundloven med lille g. Bo Søndergaard slutter:

Man behandler dem [menneskene i tossekvoten] pænt, for de har lov til at være her. Og det skal Karen Jespersen sådan set nok være glad for.

Poul Smidt kalder sin analyse Problemet Karen Jespersen i Information Weekend og mens Uffe Ellemand får prædikaterne retsindig og anstændig, så tillægges Problemet Karen Jespersen al skyld for hvad der går galt omkring hende.

Hun splittede samtlige fraktioner hos Venstresocialisterne på godt og ondt, og splittede Socialdemokraterne i en fløjkrig, der kom til at handle især om hende.

VS var ikke andet end fraktioner der udsprang af andre fraktioner i kampe med sig selv og hinanden. Det var selve partiets dynamik, at alle havde patent på den socialistiske sandhed og derfor kunne man aldrig være i stue med hinanden, men måtte danne en ny fration, der kunne underløbe den gamle og nu kontrarevolutionære fraktion. Men det er Karen Jespersens person der får skylden! Fordi Karen Jespersen gik forbi mit hus forleden dag blev det regnvejr.

Og udlægningen af Socialdemokratiets historie er direkte dum! Svend Auken blev udpeget og senere væltet som resultat af de stigende politiske spændinger i partiet, spændinger der går længere tilbage end da Jens Otto Kragh pegede på Anker Jørgensen til Niels Nielsens store fortrydelse.

Georg Metz! Han er et bedre menneske end os andre og derfor må han godt svine Karen Jespersen til. I sin faste klumme Intermetzo (hi, hi, hvor er du bare sjov, Georg) ligeledes i Information Weekend gør han virkelig løs på Karen Jespersen med, hvad man må beskrive, som utilsløret had.

…over Socialdemokratiet med ministerposter, hertil hørende intimidering af folk med fremmed baggrund, samt i dyrisk alvor forslag om at anbringe kriminelle flygtninge på en øde ø; videre over flirten med Dansk Folkepartis populisme og en yderligere forstærket uforsonlighed mod de fremmede og den muslimske tro, hvor argumenterne bliver skingre.

Dyrisk? Mener manden virkelig det? Georg Metz! Det pæne menneske? Ja! Det mener han, Georg metz. Han raser hele teksten igennem i sin flommede stil. Især er han vred over, hvad han kalder ”den såkaldte sammenhængskraft”,noget der får sin egen post. Men han er først og fremmest et bedre menneske der ikke er skinger i sine argumenter.

Et og andet skvat inklusive klummisten, hvis sind ofte hjemsøges af tvivl, og hvis overbevisning svajer som et siv i vinden, må spørge sig selv, hvorpå denne sikkerhed i skiftende overbevisninger og på skiftende grundlag beror.

Her er det vigtigt at Georg Metz ikke på noget tidspunkt peger på nogen som helst politisk forandring hos Karen Jespersen, kun på medlemskaber af partier der jo i sig selv er foranderlige over tid, ligesom samfundets problemer også er det. Men selv med tre variable, Parti, samfund og politiker er alle enige om at det er Jespersen der skifter holdninger alene fordi hun skifter partier. Man kunne med lige så stor ret anklage den enkelte socialdemokrat for medløberi fordi de først er overbeviste modstandere af stramninger i flygtninge/indvandrer politikken til pludselig at være overbevist om at der er det der skal til.

Bortset fra Karen Jespersens ungdom som VS’er med røde undtagelser, er jeg endnu ikke præsenteret for en Karen Jespersen med skiftende standpunkter. Lad os høre lidt mere fra Georg:

Litteraturen skildrer mange opportunister, men næppe en at dette format, eftersom de fleste forfattere jo gerne vil bevare en eller anden form for troværdighed i persontegningen.

Smukt! Hvis man ellers synes at det er smukt at være perfid. Og sådan bliver det ved. På TV og i Radio gøres Karen Jespersens person til genstand for nedrakning og mistænkeliggørelse. Man siger at hun er ”sit eget projekt”, selvom det beviseligt er noget sludder. Hun betalte en meget høj pris for sin linie i integrationsdebatten både professionelt, hvor hun blev frosset ud i partiet og menneskeligt, hvor gamle venner vendte sig imod hende. At historien så har givet hende oprejsning og en ny chance, kunne ingen have vist.

Karen Jespersens motiver er som en hver anden politikers. Hun vil igennem med en sag, som hun mener er vigtigere end andre.

—————————————————————————————-

Uriasposten har en postering, hvor han citerer en journalist ved navn Klaus Laursen for udtalelser i Politiken som; “Hendes [Karen Jespersen] gamle tolerante socialisme er blevet til grum national socialisme, som fremkalder fortids skræmmebilleder”. og “Hun vil sende irakere og deres børn hjem til et land, hvor vi med vores tilstedeværelse er med til at slå over 40.000 af dem ihjel om året. Resten af de fremmede har hun ønsket at internere.”