Den nationale nødvendighed

Akademia, Multikultur, venstrefløjen — Drokles on December 2, 2009 at 7:40 am

Michael Böss skriver om tilbagekomsten af den nationale bevidsthed i  Berlingske Tidende

I den akademiske verden herhjemme har det nemlig lige siden Murens fald været almindeligt at se »nationen« som noget moralsk suspekt og som en trussel mod friheden. Men som jeg vil vise i det følgende, så er der tegn på, at anti-nationalismen er på retræte, og at frihed og identitet hører sammen.

Venstrefløjens skepsis over for det nationale går dels tilbage til den socialistiske internationalisme, dels til kulturradikalismen. I forbindelse med den jugoslaviske stats sammenbrud fik den dog en tand til. Jugoslaviens kollaps var som bekendt en af de geopolitiske konsekvenser af Murens fald. For selv om DDRs politiske sammenbrud betød sletningen af en grænse og gav næring til visionen om et grænseløst Europa, førte det også til nye nationalstatsdannelser i Centraleuropa og på Balkan. I Balkan skete det gennem blodige og brutale opgør mellem etniske og religiøse grupper, for det meste fremprovokeret af politikere med en klar etnisk-nationalistisk dagsorden. Konflikterne fik mange vestlige intellektuelle til at ønske sig tilbage til tiden før 1989. De konstaterede, at de flasker, der havde næret frihedsrusen i Berlin i 1989, også havde sluppet en ond ånd løs i form af en aggressiv nationalisme, som i første halvdel af 1900-tallet havde ført til Holocaust og to verdenskrige. Alle former for nationalisme og patriotisme blev betragtet som ét fedt. Ja, selv den liberale form, vi kender i Vesteuropa, hvor den udgør forudsætningen for det liberale demokrati, blev anset for suspekt.

Men…

…uden en historisk, kulturel, sproglig, ja, tilmed etnisk fælleskultur, kan en civil nation - et politisk-juridisk fællesskab - ikke holde sammen på sig selv. Belært af personlige erfaringer erkender Ignatieff ligefrem, at det, som kan se ud som nationens ret, i virkeligheden også er en ret, som vedrører den enkelte borger: De fleste mennesker har nemlig et behov for - og en ret til - at kunne opleve sig som hjemmehørende i en nation og et territorialt baseret fællesskab.

Ignatieff understreger selvfølgelig som liberal nationalist, at hensynet til det etniske altid må vige for hensynet den enkelte borgers politiske, sociale og kulturelle frihedsrettigheder. Det etnisk-nationale må altid underordnes de love og normer, der gøres gældende i et liberalt demokrati. Ideelt set vil de etnisk-nationale og de civil-nationale træk dog komplementere hinanden. De tjener nemlig to forskellige funktioner: de etnisk-nationale opfylder borgernes behov for at føle sig hjemme i den politiske nation. De civile tjener derimod deres behov for frihed.

Tænk at nogle i ramme alvor har sået tvivl om det.

13 Kommentarer »

  1. Agitatorn August palm var det svenska välfärdssamhällets pionjär.

    Dagens socialdemokrater har INGENTING gemensamt med honom!

    http://demokratbloggen.wordpress.com/

    Comment by Demokratbloggen — December 2, 2009 @ 11:05 am
  2. “I den akademiske verden herhjemme har det nemlig lige siden Murens fald været almindeligt at se »nationen« som noget moralsk suspekt og som en trussel mod friheden.”

    Der tager hr. Bøss helt fejl. Det er nemlig helt siden 2. verdenskrig og Hitlers jødedryddelser, at det har været almindeligt at se nationen som noget moralsk suspekt og en trussel mod friheden. Og med god grund.

    Comment by raapil — December 2, 2009 @ 11:58 pm
  3. Sludder. Han refererer til den postmodernistiske bølge og ser dens kulmination efter murens fald.

    Comment by Drokles — December 3, 2009 @ 3:24 am
  4. Hvorfor tager Raapilen ikke udgangspunkt i 1. verdenskrigs rædsler? Det var jo der, det moderne projekt led sit første store skibbrud.
    Prøjsisk militarisme og dens permutationer har egentlig heller ikke ret meget at gøre med nationalstatstanken.

    Comment by Sobieski — December 3, 2009 @ 10:42 am
  5. Postmodernismen var en reaktion på det ‘tragiske 20. århundrede’, og det tragiske 20. århundrede blev tragisk, fordi ekstrem nationalisme, kommunisme og imperialisme satte dagsordenen.

    Postmodernismen er et symptom, ikke en årsag.

    Hvilken rolle mener I, at det moderne projekt spillede for 1. verdenskrig? For mig at se var det nationalisme, chauvenisme og imperialisme kombineret med hidtil uset ‘firepower’, der førte til tragedien.

    Prøjsens historie har i øvrigt rigtig meget at gøre med nationalstatstanken i sin moderne udformning - f.eks. i form af Bismarcks proto-velfærdsstat.

    Comment by raapil — December 3, 2009 @ 5:00 pm
  6. Råpil kan kun tænke i teoretiske skabeloner. Han forstår ikke, at familier opstår af helt naturlige årsager, der har med formering at gøre. At samfund opstår og bliver til nationer af helt naturlige årsager. En væsentlig drivkraft er ønsket om velstand og personlig beskyttelse gennem samarbejde med flere, end familien kan tilbyde i en usikker verden. Der er intet suspekt i det. Vold og magt opstår af helt naturlige årsager og på alle niveauer. Der er intet suspekt i det. Uanset hvorledes man prøver at gardere sig i en usikker verden følger nissen med og gør verden usikker på nye måder. Man undgår ikke det suspekte ved at opløse familien i tresserne eller lukke nationerne ned sidenhen. Råpil tror desværre på sit teorem, at alting nok skal blive godt, selv om man går hele vejen og lukker brandstifterne ind i sit hjem.
    Han er enten hjerteskærende naiv, salonfähig - eller idiot.

    Med venlig hilsen

    Comment by Emeritus — December 3, 2009 @ 5:07 pm
  7. Med (4) suspenderer jeg midlertidigt de tre muligheder, jeg opstillede i (5) sidste linje. Beklager - jeg skrev endnu på (5), da kommentar (4) løb ind på tråden. Åbner du mon med (4) for en ikke-ideologisk meningsudveksling råpil? -

    For mit eget vedkommende har jeg det i reglen skidt med hvad jeg skal mene om -ismebegreber som postmodernisme, nationalisme, chauvinisme og imperialisme. Både når det drejer sig om at gå ind for den ene slags eller for den anden, og også når det drejer sig om de bagvedliggende reelle årsager til dem. Det er jo forsøg på forklaringsmodeller på strømninger i tiden (især hvad angår postmodernismen), modeller som hele tiden skifter karakter sammen med dem, der befinder sig i dem såvel som, hvor godt en given egentlig model passer til beskrivelsen af de enkelte personer inden for rammen.

    Så spørger du: ‘…Hvilken rolle mener I, at det moderne projekt spillede for 1. verdenskrig?..’

    Det spørgsmål må være forkert stillet. Mener du ikke omvendt, hvilken rolle, I. Verdenskrig kom til at spille for det moderne projekt?

    Omkring 1900 taler man om den første modernitet i kølvandet på det industrielle gennembrud efterfulgt af de mange nye opfindelser og verdensudstillingerne. I den periode blev hele kloden min families foretrukne arbejdsplads, og i den forstand har mange dengang følt det akkurat på samme måde som mange af os oplever det med den anden modernitet, vi stadig befinder os i. Med ét bliver hele verden to gange på hundrede år vor legeplads.

    Hvad er det så, du vil vide? Hvordan vi forholder os til -ismerne i tiden, eller hvordan vi ser på virkeligheden, som et resultat af tiden, mennesket lever i?

    Man behøver med et sådant spørgsmål strengt taget ikke forholde sig til virkeligheden forklaret gennem en -isme. -Ismen er nærmest at sammenligne med søgeren i et kamera, hvori man får en bid af virkeligheden, som den tager sig ud lige dér, hvor man retter søgeren hen.

    Med venlig hilsen

    Comment by Emeritus — December 3, 2009 @ 6:39 pm
  8. Vi kan da godt vende spørgsmålet om: Hvilken rolle kom 1. verdenskrig til at spille for det moderne projekt? Af ren nysgerrighed vil jeg gerne høre jeres bud.

    Men det giver os jo ikke svar på, hvad der var årsagen til 1. verdenskrig og heller ikke, hvad der var årsagen til WWII.

    Udgangspunktet var, at hr. Böss mener, at postmodernister har forsøgt at gøre nationen suspekt. Min kommentar til det er, at postmodernisme blot er svar på de tragiske hændelser, der havde forskellige økonomiske, sociale og ideologiske udviklingstendenser (ekstrem nationalisme, imperialisme og kommunisme) som årsag.

    Altså er postmodernisme en følge af ekstrem nationalisme, imperialisme og kommunisme, og følgelig kan man også slå fast, at det i grunden er en naturlig mistro til -ismerne der har givet postmodernismen vind i sejlene.

    Når moderne (og postmoderne) historikere afviser, at “At samfund opstår og bliver til nationer af helt naturlige årsager”, og når vi samtidig kan se, at nationalismen kan føre tragedier med sig, så falder mistanken på selve ideen om nationer. Det er bl.a. nationalstatstanken der fører til tragedier. Postmodernisme afspejler blot en mistro.

    Comment by raapil — December 3, 2009 @ 8:52 pm
  9. Nu er der mange diskussioner i gang. Böss taler om en strømning i den akademiske verden og ikke om holdningen blandt akademikere. I den akademiske verden eksploderede forskning, der omhandlede nation og nationalisme i slutfirserne og ind i halvfemserne både som en selvstændig diciplin (hvor primordialist blev et skældsord) og ind i alle fag, der tilnærmelsesvis kunne rumme et sådan fokus. Fukoyamas bog om historiens endeligt og Søren Mørchs Den Sidste Danmarkshistorie er symptomer på den trend.

    Nationerne var her ikke suspekte på grund af et fokus på nogle krige, som man trods alt kunne se havde andre rødder, men på grund af deres fortælling om en sandhed, der eksluderede andre og et tilhørsforhold, der ekskluderede andre og en påstand om mennesket, som historisk væsen frem for en social konstruktion.

    Comment by Drokles — December 4, 2009 @ 1:57 am
  10. Du er tæt på sludder råpil. Du skriver, at nationalismen kan føre tragedier med sig. Det kan være meget rigtigt. Og? Mange har ofret deres liv af kærlighed til nationen, fordi den efter deres mening var værd at forsvare, men der falder ikke af den grund nogen mistanke på nationen som nationalstat. Vi har endnu aldrig kunnet skabe et fejlfrit system, der ikke kan medføre tragedier. Forklaringen er den enkle, at vi selv indgår i systemerne og vekselvirker med dem.

    Mistanken samler sig derfor til enhver tid om os selv, mennesket uanset system, forføreren, der optræder i alle mulige forklædninger og spiller alle mulige spil for folk, der vil forføres.
    Nationen er uskyldig og staten nødvendig for nationens opretholdelse. Sammen med sproget og familien er der tale om det stærkeste, identitetsskabende fællesskab, mennesket gennem historien har kunnet støtte sig til.

    Det er en tom tankekonstruktion, du bygger på, hvis du mener, og som nogen tror på, at tanken om nationalstaten er ret ny. Kun ordet og definitionen er en fornyelse. Man har i sin tid højst prøvet at formulere, hvad man skal forstå ved en nation og en stat i moderne form, når nu man kunne se, at både staten og nationen var formet og allerede eksisterede, men i en form, man fandt forældet. Man har ikke været i tvivl om, at den i forskellige hierarkiske former rakte meget langt bagud i tid. Det er heller ikke evnen til at rejse til jordens fjerneste egne, der ophæver tilhørsforholdet. (HC Andersen elskede at rejse, men det forvandlede ham ikke til udlænding. Han forblev dansk).

    Om nationen er styret af staten som et gudsrige, et adelsvælde, et kongerige, et parlamentarisk demokrati med tilhørende konstitutionelt monarki, et diktatur eller som republik er underordnet. Det, der samler et folk til en national statsdannelse er en historisk proces, som er en uundgåeligt smertefuld og fuld af tragedier, men det er igennem denne lange historiske proces, man lærer, hvad samhørighed vil sige og bliver national og når det gælder, patriot.

    Nazister, kommunister, globalister, kristne og muslimer (jeg kunne nævne andre) har det tilfælles, at de i deres tro kan undvære et fædreland. De er internationalister med totalitære tilbøjeligheder - og det er farligt. Da jeg er uden ideologisk afhængighed, nøjes jeg med at skrive og tale dansk som en indfødt og føle mig som dansker først. Jeg betragter nationalstaten, Danmark som mit hjemland. Jeg har ikke i sinde at forråde dette land for slesk tale og billig portvin - det folk og den stat, som jeg skylder alt, hvad jeg har opnået i livet. Aldrig i livet.

    Med venlig hilsen

    Comment by Emeritus — December 4, 2009 @ 2:09 am
  11. –> 4. Raapil

    Det jeg mener med det moderne projekts skibbrud, er ikke at dette projekt er skyld i 1. verdenskrig, men at eftervirkningerne af krigen medførte en reaktion på moderniteten. Dvs. at rationalismen, kristendommen og kirken, Hegels historiefilosofi, evolutionslæren, positivismen, og troen på videnskabens formåen, kom under pres. Disse begreber blev set som medvirkende til krigen (eller i det mindste ude af stand til at forhindre den).

    Jeg vil anføre at Preussisk militarisme, den tyske junkerklasse, og konkurrencen med de andre imperier var en meget væsentlig årsag til krigen. Ideen om lebensraum er gammel og blev operationel før 1. verdenskrig.
    Nationalstaten som sådan kan næppe have været primus motor i 1. verdenskrig, da det primært var en krig mellem imperier: Det tyske, britiske, Østrig-ungarn, Rusland, og osmannerne, og så franskmændene.

    Comment by Sobieski — December 4, 2009 @ 12:55 pm
  12. (6+9) fortsat.

    Hvad selve det moderne projekt angår, rummer det blandt andet universelle tilgange, hvad angår udbredelsen og efterlevelsen af værdier i almindelighed, og hvad angår menneskelige rettigheder i særdeleshed, som nok er ideale, men ikke reale. Det har vist sig i mødet med andre ideale og uforenelige syn på, hvad der er værdier og menneskeret. Konklusion: Hvis der er to modstridende universelle systemer, der ikke vil give hinanden ret, som Islams tilhængere og tilhængere af det moderne projekt på verdensplan, er ikke begge universelle. Hvis de begge vil eksistere, må de droppe enhver tanke om universalitet for deres eget vedkommende. FX kan Menneskerettighederne derfor ikke udbredes til at være universelle for alle, men kun for nogle, som deler værdierne.

    Med venlig hilsen

    Comment by Emeritus — December 4, 2009 @ 1:41 pm
  13. Beklager, kunne ellers være blevet en interessant debat, men jeg er nødt til at prioritere min sparsomme tid i disse måneder. Måske en anden gang :)

    Comment by raapil — December 8, 2009 @ 12:05 am

RSS feed for comments on this post. TrackBack URI

Kommentér indlægget...

Monokultur kører på WordPress