Det er resultatet der tæller

Diverse — Drokles on December 2, 2009 at 6:23 am

Engang mens jeg gik i gymnasiet vakte jeg min egen begejstring og min fars trætte blik over et for mig at se afsindigt intelligent udsagn nemlig at hvis ikke demokratiet var til for det gode, hvad var det da godt for? For mig at se var det gode jo indlysende godt og især da så meget bedre end det onde, som jeg virkelig syntes var noget dårligt. Tydeligvis var demokratiet en af flere mulige måder at opnå en endelig vision om det gode på, men ellers måtte der mere kradse metoder til. En af mine venner sagde en del år senere at hvis han mødte sit gymnasieselv ville han give det en omgang klø. Jeg var rørende enig.

På P1 Morgen forleden dag var der et indslag om den lave valgdeltagelse ved det netop overståede kommunalvalg, hvor man ved nogle valgsteder ikke kom over 50%. Tingbjerg skole i København, hvor der bor mange med anden etnisk baggrund end dansk blev hevet frem, som et eksempel. Hvis man var venstrefløjser kunne man se den lave stemning i mange etnisk og socialt belastede valgkredse, som et udtryk for at en eller flere grupper følte sig marginaliseret og stigmatiseret af det omgivende samfund. Eller man kunne pointere, som Putnam at tilknytningen til det fælles dalede, som en naturlig konsekvens af det multietniske samfund. Eller man kunne i forlængelse af mange eksperters påstand om en særligt kedelig valgkamp forklare det med statens kanibalisering af det lokalpolitiske råderum i takt med EUs kanibalisering af det nationalpolitiske råderum.

Men man diskuterede i stedet hvorledes man kunne hæve stemmeprocenten (ikke engagementet). Et forslag der blev nævnt var at man sørgede for internetafstemning for at få fat i alle de, der ikke gad besværge sig ned i stemmeboksen. I Kristeligt Dagblad forstår fremtidsforsker Jesper Bo Jensen at det er engagementet det drejer sig og foreslår i stedet, som en løsning flere folkeafstemninger

- Der er ikke noget i vejen for, at en kommune en gang om måneden eller hvert halve år gennemfører en elektronisk afstemning blandt borgerne i forhold til enkeltsager. Det ville skabe en kæmpeinteresse. Skal metroen gå, hvor den går i København, eller er der to andre løsninger, man kan stemme på, lyder det fra Jesper Bo Jensen.

Men dette udtryk for demokrati er heller ikke uden problemer kan Politiken berette på baggrund af den schweiziske afstemning om forbud af minareter. Her kan folkets egentlige mening ødelægge den gode globale stemning og uddybe konfliktzoner, der slet ikke er reelle.

En talsmand fra Vatikanet betegner forbuddet som et »et slag mod religionsfriheden«.

Den svenske udenrigsmister Carl Bild fordømmer over for Sveriges Radio forbuddet:

(…)

»Dette forslag kan anses ikke kun som et angreb på ytringsfriheden, men også et forsøg på at fornærme det muslimske samfunds følelser i og uden for Schweiz«, siger den sunnimuslimske leder til det egyptiske nyhedsbureau Mena.

Og i Berlingske Tidende siger Ellemann Jensen i samme mismodige ånd på sin blog

Det skal nok vise sig vanskeligt i praksis, for den diskrimination det indebærer, er utvivlsomt i strid med adskillige internationale konventioner, som Schweiz normalt sætter en ære i at overholde. Men intet er efterhånden ”normalt”, når fordomme og utilsløret frygt for Islam får lov til at dominere den politiske debat.

(…)

Schweiz skiller sig ud fra de fleste andre demokratier ved at afholde hyppige folkeafstemninger. Det er der mange, som misunder Schweiz. Jeg gør ikke. For folkeafstemningerne kan undergrave demokratiet, hvis de folkevalgte politikere benytter dem til at skubbe ansvaret fra sig – eller hvis de tillader ekstreme kræfter at sætte dagsordenen, sådan som det er sket denne gang.

Schweizernes demokrati er utvivlsomt i strid med adskillige internationale konventioner. Afstemningen om minareter skete på baggrund af en debat, hvor argumenter blev vejet for og imod og enig eller uenig med folkestemningen i Schweiz så besluttede de altså at i deres land, hvor Ellemann-Jensen og Paven jo ikke bor vil man ikke se på minareter. Det er et levende demokrati, men hvorfor er Ellemann-Jensen så sur? Vel fordi han inderst inde har en antagelse om et bestemt sæt af værdier, der følger med demokratiet eller rettere, som er demokratiets formål. Dette ideal bliver i hvert fald udtrykt i fuldt ornat i Politikens Leder

At beslutningen er truffet ved folkeafstemning, gør ikke intolerancen mindre – tværtimod. Det er desværre ikke første gang i Europas historie, at det liberale demokrati trues af et folkeligt flertal.

Dét liberale demokrati bruges fremfor blot demokrati for ellers ville sætningen lyde at demokratiet trues af et folkeligt flertal og udtrykke en noget anden problematik. Nu er det altså en bestemt liberal form for demokrati, hvor folkets vilje tilsyneladende er sekundær og endda en trussel da det ikke er “foreneligt med den europæiske menneskeret” (selv om der med Politikens egne ord ikke er tale om forfølgelse af religiøse, men “religionsforfølgelse“).

Jeg tør næsten godt gætte på at det er Hitlers statskup, der sigtes til i sammenligningen med den europæiske historie og faktisk er lederen selv for Politiken overraskende voldsom i sine udfald mod Dansk Folkeparti. Her er den sidste “maske faldet” af de “fremmedfjendske” partier, hvis tendens ”i sin konsekvens er totalitær” - ja altså som sagt en nazitrussel imod demokratiet. Men sket er sket.

Under alle omstændigheder er signalet sendt. Der er nu et land i Europa, der åbent bekender, at det ikke tåler synet af en stor religions symboler. At beslutningen vil gavne de helt forkerte kræfter både i det muslimske mindretal i Europa og i hele den muslimske verden, siger sig selv.

Det må egentlig være rart at være lederskribent på Politiken og harcelere over det totalitære uden at skulle motivere udsagn, som “beslutningen vil gavne de helt forkerte kræfter” når det som alle afstemninger handlede om, hvad folket selv ville have. Eller forholde sig til hvorfor et spørgsmål om hvad schweizerne vil se på i deres eget land kan være kontraproduktivt i forhold til en højere mening og så blot henslængt ignorere det egentlige totalitære ”fanatisk islamisme og diverse barbariske skikke, der hævdes at true vore samfund“.

Jens Martin Eriksen skriver i Information

Men mht. den politiske afgørelse fra søndagens afstemning er det sidste ord ikke sagt. Først vil sagen helt givet blive anket til Menneskerettighedsdomstolen i Strasbourg. Og så er man for alvor nået til det næste punkt på den politiske dagsorden, hvis domstolen siger nej til lovligheden, og schweizerne stadigvæk står fast: en ny afstemning. Denne gang om opsigelse af en international konvention.

Og så vil man se om demokratiet overhovedet kan leve sammen med internationale konventioner, der ikke ved om man skal beskytte religioner mod mennesker eller mennesker mod religioner, men blot ved et, nemlig at mennesker ikke må være overladt til deres egen vilje. Og man forstår måske hvorfor fremtidsforskeren forslår alternative Metroruter (ikke om, men hvor!), som noget der skal engagere uden at ændre. For er der noget der kan ødelægge det normale så er det når “fordomme og utilsløret frygt for islam får lov til at dominere den politiske debat” og “ekstreme kræfter” sætter dagsordenen. Demokratiet er til for noget - dét Gode!

2 Kommentarer »

  1. [...] Monokultur 2 december 2009 - Det er resultatet der tæller [...]

  2. Fremragende. Du sætter fingeren præcist, og så det gør ondt.

    I et sandt demokrati har folket selvfølgelig ikke længere forstand på demokrati. Det ved enhver, der har forstand på folkestyre.

    Tankegangen er den indlysende: Folket synes, men vi ved.

    De kloge har aldrig haft råd til at lade SYNES råde. Derfor er folkeafstemninger i dag sjældne i Europa, fordi de har vist sig som beklagelige fodfejl, der bør undgås i fremtiden og irettesættes, hvor de forekommer. Kun politiske eksperter ved selvfølgelig, hvordan man bedst håndterer så kompleks en størrelse som demokratiet. Styreformen kalder i den grad på uimodsagt ekspertviden som Uffes og Tøgers, hvis den skal kunne fungere på den rigtige måde.

    Det erkendte man allerede under Kul-og Stålunionen. Demokratiet har naturligvis udviklet sig lige siden og er i øjeblikket i fuld gang med at udfolde sig universelt, frigjort fra og beskyttet mod folket i EU’s verdensfjerne institutioner. Sådan trives det sande demokrati nemlig bedst - i snævre cirkler - langt væk fra folkelig berøring. Efter meldingerne fra Irland og Tjekkiet er ringen sluttet, og det sande demokratie båret frelst igennem processen, hvorved folkestyret fremover udelukkende kommer til at leve videre i sikrede overstatslige og overnationale organer. I disse organer er eliten både endegyldigt placeret og uangribeligt beskyttet mod folkets uforudsigelige stemninger og mangel på omtanke.

    Folket gik i fælden for mange år siden. Det regionale demokrati har i årtier og bag om ryggen på det godtroende folk skabt et helt naturligt *behov for det nu snart allestedsnærværende overvågningssamfund opnået elegant og simpelt - og udelukkende gennem masseindvandringen og det efterfølgende kaosperspektiv. Forudsætningerne for et egentligt EU-RASIEN er således med nogen forsinkelse tilvejebragt; men i princippet blev konstruktionen forudsagt så tidligt som i 1948 af forfatteren, korrespondenten og samfundskritikeren, George Orwell.

    Hvad er da i dag DEMOKRATI blevet til for en størrelse i EU-sammenhæng? En folkelig styreform? - Nej, fri og bevar os - meget langtfra. Styreformer for folket er en grundlæggende folkelig misforståelse, der bygger på forestillinger fra en svunden tid, i dag begås misforståelsen mest, fordi folk ikke længere kan læse indenad.

    Det, Tøger, Uffe og udenlandske kommentatorer i virkeligheden plæderer for, er, at demokrati udelukkende skal være en diskussion om, hvordan man bærer sig ad med at styre og punke folket i retning af mindre og mindre selvbestemmelse. Det ligger jo for Fanden i ordet Folke Styre / Styre Folket. Hvor svært kan det være at lære. Schweiz har Gud bedre det endnu ikke lært det.

    Med venlig hilsen

    *Et tilsvarende behov opstod i forne tider, hvor bønder og godtfolk søgte beskyttelse hos storbønder og endte som livegne.

    Comment by Emeritus — December 3, 2009 @ 4:40 pm

RSS feed for comments on this post. TrackBack URI

Kommentér indlægget...

Monokultur kører på WordPress