Der er en vedholdene myte der siger at alle konflikter er et spørgsmål om misforståelser. Det reducerer grundlæggende modsætninger til personfnidder.

Nu gøres et forsøg på at rehabilitere den multietniske samfundslogik igennem at give imam Abu Laban oprejsning. Det er ikke islam i Danmark der fejler noget, Labans og konsorters stil blev misforstået. Fra Berlingske Tidende

Han talte på engelsk. Han forstod dansk. Han tænkte på arabisk. Imam Abu Laban nåede aldrig at forstå sine danske kritikere, når de beskyldte ham for at tale med to tunger. Og danskerne lærte aldrig at forstå manden, som både prædikede integration og uddannelse og tog initiativ til fædregruppen på Nørrebro og samtidig erklærede, at han ikke havde tårer tilbage for ofrene for 11. september. Han blev misforstået, lød hans omkvæd. For oversat til det blomstrende arabiske var dét med de manglende tårer en harmløs udtalelse, forklarer indvandrerkonsulent Fahmy Almajid, der kalder Abu Laban en mand, der var »enormt åben over for det danske samfund og meget langt fra kalifatet«.

Beskyldningen om de to tunger var jo ikke grebet ud af den blå luft og det er ikke et spørgsmål om kommunikationsbrist eller misforståelser. Vi har jo manden på videobånd, mens han står og taler med to tunger.

Andre kulturmuslimer karakteriserer Abu Laban som manden uden situationsfornemmelse. »Han har gjort de muslimske indvandrere en stor bjørnetjeneste med sine malplacerede udtalelser,« lyder det.

»Hans intentioner var gode, men han var ikke lige fiks til at håndtere de politiske sprængfelter,« siger islamkenderen, lektor Karsten Fledelius.

(…)

Mange rettroende muslimer, fortrinsvis palæstinensere og arabere, betragtede ham som imamen, om end han skal have tabt indflydelse på de unge, mere radikalt indstillede. Især når han i indvandrerradioer skældte folk ud, hvis de ikke ville acceptere danske normer. »Så må I pakke sammen og rejse hjem,« sagde han.

Folk, der har mødt ham i både sekulære og religiøse sammenhænge, beskriver ham som en retskaffen, vidende og lærd mand med respekt for andres synspunkter.

»Med hans politiske baggrund nåede vi aldrig til forståelse, men velbefaren som han var i andre religioner, mødte han det jødiske samfund og mig personligt med respekt. Ekstremist eller fundamentalist, det var han ikke,« siger overrabbiner Bent Lexner, Mosaisk Troessamfund. »Hans død har knust vore hjerter,« siger en dybt berørt talsmand for Islamisk Trossamfund Kasem Said Ahmad. »Vi har mistet en stor mand. Han var en mand, der tilgav sine fjender. En varm mand, som fyldte sine medmennesker med optimisme. Han troede på sine budskaber. Han var en rigtig muslim.«

Jeg kan godt forestille mig at Abu Laban i bund og grund var et redeligt menneske. Abu Laban havde sit projekt og var tro imod det og hans loyalitet lå hos hans folk. Jeg vil endda mene at han havde humor og så meget desto mere ærgligt at han var muslim. Men det handler ikke om hans gode kvaliteter som menneske. Tværtimod er det en understregning af, at islam ikke kan befinde sig godt i det danske folkestyre og det er noget muslkimer må forholde sig til. De står var en korsvej hvor de kan vælge m,ellem islam og demokrati.