Taleban og al-Qaeda taber krigen i Afghanistan. Bevægelserne har for længe siden tabt kampen om hjerner og hjerter. De har tabt politisk, og de taber også militært. Kampen mod den udenlandske militære tilstedeværelse i Afghanistan er ikke en samlet modstand. Al-Qaeda snylter som en parasit på Taleban­bevægelsen og lokal afghansk modstand. Selve Talebanbevægelsen udgør heller ikke en samlet bevægelse, men består af flere grupper. Ingen af grupperne vil være i stand til at nå deres mål.

(…)

Under invasionen i 2001 blev lejrene i Tora Bora-bjergene bombet. Baserne gik tabt, og mange blev dræbt og sendt på flugt. I dag er det udenlandske styrker og deltagerne i den politiske proces, der kontrollerer størstedelen af Afghanistan. Terroristerne har ikke kontrol over landområder eller byer af betydning og jages nu i afghanske bjerge, landområder og i Pakistan tæt ved grænsen. Pakistan spiller en dobbeltrolle. Landet har tilladt Taleban at operere ind i Afghanistan. Men Pakistan bekæmper nu bevægelsen og har i krigen mod terror allieret sig med USA, der tillader sig at bombe baserne i Pakistan. Intet sted kan al-Qaeda eller Taleban vide sig sikre. De har ingen permanente skjulesteder.

Nogle tusinde afghanske og udenlandske jihadister iklædt kjortler og sandaler og bevæbnet med håndvåben og hjemmelavede bomber kæmper mod mere end hundredtusind af verdens bedste soldater. Snart ankommer yderligere 30.000 amerikanske soldater. De er toptrænede, pakket ind i skudsikre veste, bevæbnet med de nyeste våben og bakket op af artilleri, kamphelikoptere og fly, der med dødelig præcision forvandler hellige krigere til martyrer. Mere moderate talebanere vil indse omkostningerne ved modstanden. De vil vende deres tidligere forbundsfæller ryggen og måske endda bekæmpe de udenlandske krigere i en uhellig alliance med deres tidligere amerikanske fjender.

(…)

Strategien er at gøre omkostningerne ved modstand store, mens der holdes en dør åben for dem, der vil opgive kampen. Det kræver fleksibilitet og kompromiser fra begge sider. På den korte bane kræver det indrømmelser fra begge lejre, men på den lange bane taber Taleban og al-Qaeda. Det påstås, at de udenlandske soldater har armbåndsurene og deres modstandere har tiden. Men det er ikke rigtigt. Tiden arbejder også mod al-Qaeda og Taleban, der ikke har været ved magten i 8 år. Hver gang en afghansk pige afslutter sin uddannelse, hver gang en afghansk kvinde eller mand stemmer ved et valg, har de fået en erfaring, ingen kan slette fra deres hukommelse eller tage fra dem med vold.