Obama, Bush og Carter

Diverse — Drokles on November 4, 2009 at 7:26 am

Forleden havde den fremragende Jesper Lau Hansen en kronik i Jyllands-Posten, hvor han gennemgik situationen i Irak

Ser vi på Irak-krigen, var der to mål: at fjerne Saddam og dermed effektivt standse hans jagt på abc-våben og at gøre Irak til et demokrati. Begge mål er nået. Saddam og hans ekstreme regime er væk. Hvor ekstremt det var, er nok bedst beskrevet i Makiyas “Republic of fear”. De, der f.eks. hævder, at kvinders forhold var bedre, har samme overfladiske forhold til virkeligheden, som Stalins apologeter havde til hans 1936-forfatning. Irak var et helvede, både for mænd og kvinder, allerede før FN’s sanktioner ruinerede landet, og Irak er mere fredeligt nu, selv med de sporadiske terrorangreb. Det andet mål er også opfyldt, for det er i dag overvejende sandsynligt, at Irak overlever som en samlet stat med regelmæssige valg, hvor den siddende regering kan afsættes.

Hvorvidt man betragter krigen som retfærdig og lovlig afhænger af, hvilken målestok man anvender for staters omgang med hinanden. Saddams grusomhed og aggressivitet burde give svaret, men selv hvis man har deponeret sin samvittighed hos FN, denne det 20. århundredes svar på den dybt reaktionære Wienerkongres, kan der argumenteres bekræftende. Læs blot Duelfer-rapporten, som ligger gratis på nettet og bekræfter, at Saddam ikke blot overtrådte FN’s sanktioner og dermed skabte en formel casus belli, men at han også gjorde alt, så han kunne genoptage produktionen af abc-våben kort efter ophævelsen af sanktionerne. Det var i øvrigt samme opfattelse, som den engelske våbenekspert Dr. Kelly havde, før han blev drevet i døden af BBC (jo da, læs Hutton-rapporten).

Endelig kan man indvende, at vi da ikke kan tillade os at betragte Irak som en succes, når vi har påført dem så forfærdelige tab. Men igen er det forkert. Vores soldater har ikke forårsaget disse tab, de har tværtimod formindsket dem ved at lægge sig imellem. For tabene skyldes hovedsageligt opgøret mellem sunnierne, der udgør 1/5 af befolkningen, men var den herskende klasse indtil Saddams fald, og shiaerne, der traditionelt hører til underklassen i Arabien, også i Irak hvor de udgør 3/5 af befolkningen. At det ikke havde behøvet at ende i et blodbad ses af det kurdiske område i Nordirak. Her gik den amerikansk ledede befrielse smertefrit med få tab. Det kurdiske område blomstrer, og demokratiet har slået så meget rod, at man ved sidste valg så opkomsten af et parti, der ikke var klanbaseret som de to andre. Sådan kunne det være gået i resten af Irak, men sunnierne ville det anderledes. Anført af Saddams baath-parti, hvis fremtid var knust af invasionen, søgte de bevidst at fremprovokere en borgerkrig; et vanvittigt projekt når forholdet var 1-3 i shiaernes favør. Det lykkedes med bombningen af Den Gyldne Moske i begyndelsen af 2006, hvilket udløste shiaernes hævn.

Det var i denne periode fra 2006-2007, at Irak tegnede til at blive en fiasko. Og det synes at være denne periode, som mange tror stadig er gældende. Det er den ikke. Stik imod de fleste rådgiveres og politikeres ønsker, bl.a. den nuværende præsident Obama, valgte præsident Bush at lægge strategien om, den såkaldte Surge.

Og Jyllands-Postens leder konkluderede

Irak er, siden krigen begyndte i marts 2003, blevet mere stabilt. Det er også blevet mere demokratisk. Og der er indiskutabelt også sket en social og økonomisk udvikling. Om krigen var berettiget, vil historikerne fortsat strides om. Men målet er næsten nået.

Saddam Hussein blev fjernet og dermed blokeringen af en demokratisk udvikling. En demokratisk proces er i gang. Den store udfordring er nu at sikre, at Irak kan stå på egne ben sikkerhedsmæssigt og økonomisk. Irak skal have hjælp til at udnytte sine rige ressourcer, for der er fortsat mange udfordringer.

Bush forstod en ting; at denne verdens tyranner kun forstår et sprog, jernhanskens. Obamas forsøg på at gyde olie på vandene ses, som en naturlig opskrift på fred af et Europa, der anser krig som en uheldig anomali i en underreguleret verden i stedet for, som en konsekvens af reelle og ofte uløselige konflikter. Her anser man det logisk nok for nødvendigt at gå på kompromis, hvis man skal indgå aftaler alle kan efterleve fordi man anser andres interesse som værende lig ens egen. Denne logik overser dog helt at, hvor det handler om dominans er der kun den største kæps lov og hvis det ikke er din taber du alt, hvad du har kært. McHamgama følger Durban-galskaben tæt på sin blog

Det er muligt at OIC landene vil være tilfredse med ”salami-metoden”, hvor man konstant og ufortrødent fremturer med en række meget vidtgående forslag, som vestlige lande kun kan skyde ned ved at indgå en række kompromisser, der på overfladen virker uskyldige, men som i længden rykker grænserne mere og mere i retning af censur og kontrol. Som det sås i forhold til spørgsmålet om boykot af Durban II er der lang fra enighed om linjen mellem EU-landene og en række af disse lande har reelt ingen større interesse i at spørgsmålet om ytringsfrihed og religion skal udgøre en prioritet for EU’s (forsøg på) fælles udenrigspolitik i FN.

Man må i den forbindelse håbe, at amerikanerne finder tilbage til Bush tidens stålsatte forsvar for ytringsfriheden i FN-regi, frem for den konsensuslinje som Obama-administrationen har lagt for dagen og som allerede har medført, at man fremstår som vaklende og inkonsistent når det gælder håndteringen af OIC. Uden USA kan det blive svært for Danmark at overbevise de øvrige EU-lande om at ytringsfriheden skal sættes i højsædet, også når det kan have konsekvenser for diplomatiske forbindelser og øvrige udenrigspolitiske agendaer.

Washington Examiner drager en parallel mellem Obama og tidligere Præsident Carter

He followed an unpopular president. He received a strong election mandate. He changed the tone in Washington.

He said that Human Rights mattered. That America’s image in the world had to be remade.

He would receive a Nobel Peace Prize.

As the end of his presidency’s first year drew near, the future looked bright. He had brought change — change that mattered.

It was 1977. The next year was very bad.

In 1978, President Jimmy Carter negotiated the Camp David Accords, formalizing peace between Israel and Egypt. (It’s what won him the Nobel.) He also signed a bill that legalized the home-brewing of beer. Almost all the other news that year proved uniformly bad.

A Soviet-backed coup in Afghanistan paved the way for Moscow’s future invasion of the country. Demonstrations against the shah wracked the Iranian regime, paving the way for revolution and the rise of the ayatollahs. Trouble erupted across Africa, from Somalia to Zaire and Zambia, some of it inspired by Soviet meddling.

From there on, national security challenges and foreign policies only worsened. It helped make Carter’s stint in the White House a one-term deal.

Why did things go south for Carter so fast? Because America’s enemies had taken measure of the man during his first, change-filled year in office. They saw weaknesses they could exploit. In the second year, they made their move.

In Year One, Carter invested all the international prestige of his presidency in diplomacy and image-making. His energy was dedicated almost exclusively to “making nice” on the world stage. It’s what drove his actions in the Israeli-Egyptian peace process, at strategic-arms limitation talks and in negotiating the Panama Canal Treaty.

It was a perpetual exercise in “soft power.” Not that there’s anything wrong with that. Except …

Præsident Obama strækker sig så langt i forsøget på at mildne den fjendtlige indstilling overfor USA at han risikerer at sætte de opnåede resultater og den stærke position over styr, som “mad-man Bush” opnåede. At overbevise verdens tyranner - om de leder et land eller blot en organisation - om at USA kan og vil ramme dem, hvor det gør mest ondt, hvis ikke de makker ret er ikke noget man kan argumentere for, det skal erfares.

2 Kommentarer »

  1. ‘…At overbevise verdens tyranner - om de leder et land eller blot en organisation - om at USA kan og vil ramme dem, hvor det gør mest ondt, hvis ikke de makker ret er ikke noget man kan argumentere for, det skal erfares…’

    Jeg kan rigtig godt lide formuleringen. Så enkelt kan det udtrykkes.

    I Crocodile Dundee ville nogle gaderøvere stjæle hans værdier fra ham ved hjælp af en springkniv - alternativt stikke ham ned. De ændrede prompte deres syn på manden og stak af, da de så, at han kunne hive en halv meter lang, velpudset machete frem af inderlommen.

    med venlig hilsen

    Comment by Emeritus — November 4, 2009 @ 1:57 pm
  2. Sammenligningen mellem Obama og tidligere Præsident Carter optræder oftere og oftere syntes jeg og det er ikke til sidstnævntes ros.
    Vi har endnu tilgode at se hvordan Obama vil tackle en virkelig alvorlig krise men jeg må indrømme at skepsisen er voksende.

    Comment by PB. — November 4, 2009 @ 2:52 pm

RSS feed for comments on this post. TrackBack URI

Kommentér indlægget...

Monokultur kører på WordPress