Det multietniske samfund er karakteriseret ved at producere krig og flygtninge. Information har oversat en interessant artikel fra The Independent om multikulturelle England, som vi alle kan lære meget af.

Storbritannien står i dag over for en reel risiko for at blive ramt en morderisk bombekampagne, hvis mål vil være tilfældige civile - og opsigtsvækkende nok bliver truslen ignoreret. At kampagnens tilhængere hver dag kommer tættere på massemord, afføder ingen alarmerende overskrifter. Og når politiet pågriber voldsmændene, omtales det i bedste fald i notespalterne, så vi alle hurtigt kan komme videre til det, som er virkelig vigtigt: Hvem skal medvirke i næste sæson af Vild med Dans?

Den kampagne, jeg taler om, er ikke planlagt af jihadister eller IRA-udbrydergrupper, men af hvide nynazister, som ønsker at myrde asiater, sorte, jøder og homofile i den bizarre tro, at det vil udløse en ‘racekrig’.

(…)

Men de hvide bombemagere sprænger også huller i de argumenter, som kommer fra de dele af venstrefløjen, som hævder, at ‘terrorisme’ dybest set udspringer af ‘uretfærdigheder og berettigede klager’. Det er indlysende, at en person som David Copeland er drevet af et sindssygt had til sorte, asiater og homoseksuelle. Men at lukke øjnene for at et tilsvarende vanvid kan ramme ikke-hvide mennesker er også racisme. Den modbydelige islamistiske bande, der ønskede at sprænge diskoteket Ministry of Sound i luften, mente det virkelig, da de sagde, at det var ‘tøjter’, der fortjente at dø for at bære miniskørter.

Nogen ville måske også mene at argumentet om at terrorisme “dybest set udspringer af ‘uretfærdigheder og berettigede klager’” var gennemhullet allerede. De “frustrerede unge englændere” dækker over en stærk og bred utilfredshed med det multietnisk samfund, som endnu mangler en stemme. I mellemtiden må almindelige englændere sætte sin lid til mere eller mindre useriøse protestpartier. Fra Telegraph

The YouGov poll was taken hours after Mr Griffin’s appearance on Thursday, before which anti-fascist protesters rioted outside BBC Television Centre in London.

The survey found that 22 per cent of voters would “seriously consider” voting for the BNP in a future local, general or European election. This included four per cent who said they would “definitely” consider voting for the party, three per cent who would “probably” consider it, and 15 per cent who said they were “possible” BNP voters.

Sympatien for BNP er bemærkelsesværdig idet BNP ikke har en indkluderende appel, men kun en enkelt sag. Deres anti multietniske slagnummer og modstand overfor islam vinder frem på trods af deres arkaiske syn på homoseksuelle og overvægten af blakkede parsonager, som blot skræmmer folk væk og man kan kun gisne om, hvorledes en kritik af det multuetniske samfund og islam havde vundet genklang havde England haft en Geert Wilders eller et Dansk Folkeparti. Det kan måske nåes endnu?

Men man kan allerede konkludere at kritikken af det multietniske eksperiment vil tage til i styrke op til næste valg og præge den politiske dagsorden de kommende år i England. Der er stemmer at hente og selv om Labour og Konservative officielt prøver at lægge låg på den debat er det tydeligt at der er stemmer at hente. Den enkelte kandidat er i mange valgkredse ude i snævre afgørelser og i mange plagede bydele vil konservative kunne vinde traditionelle louborvælgere over gennem enn ægte folkelig appel. Labour vil tabe og Konservative vil vinde.

I forrige uges Jyllands-Posten var der en rapportage fra Baharia Town, en af de nye kunstige byer, der er begyndt at skyde op i Pakistan for Pakistanere, der ikke kan holde ud at bo i det samfund, som pakistansk kultur resulterer i, men, som mærkeligt nok insisterer på at bevare deres pakistanske rødder fordi de ikke kan holde vestlig kultur ud med deres frigjorte kvinder i det offentlige rum og dem manglende respekt for islamisk tabuisering. Som det er typisk for islamisk tankegang vil man kun nyde frugterne fra andre

Det er som at køre ind i en mærkelig drøm. Her er kunstige dekorationskøer, der bliver våde af det automatiske vandingsanlæg, som holder græsset grønt mellem kørebanerne, og rækkerne af de sommerlige lejligheder ligner et foto fra Californien. Man leder ubevidst efter stranden og havet.

Men strandlivet ligger langt fra Bahria Town. Byen er siden 1990? erne poppet op lidt uden for hovedstaden i det nordlige Pakistan .

Den er ejet af én mand, en af Pakistans rigeste, Malik Riaz, som har specialiseret sig i at tiltrække udlandspakistanere, som vender tilbage til deres hjemland, men helst vil bo i omgivelser, der minder om de vestlige. Ingen affald i gaderne, ingen faldefærdige husfacader. I stedet golfbane, wellness-center og grønne parker til rekreation.

Norsk-pakistanske Ferdous er blandt de mange pakistanere fra udlandet, der sammen med sin familie har investeret i et hus i Bahria Town. For familien er det vigtigere end nogen sinde at knytte bånd til Pakistan.

Også selv om Ferdous kom til Fornebu i Norge for over 32 år siden, har født fem børn og føler sig som en halv nordmand. »Hele min familie er spredt ud i Norge, England og Spanien. Min bror bor i Danmark.

Men alligevel føler jeg mig mere knyttet til Pakistan - her er der ingen, der siger “rejs hjem”. Nordmændene har ændret sig.
Vi bliver ikke længere opfattet som norske, fordi vi kommer fra Pakistan . Folk kan ikke lide os,« siger Ferdous.

(…)

Der skete noget efter 2001. Pakistanere føler sig ikke længere trygge i udlandet. De har svært ved at få job og uddannelse. Ingen gider give en pakistaner arbejde. Han er jo muligvis terrorist, mener de. Derfor er der mange veluddannede, som vender tilbage til Pakistan , fordi de føler sig marginaliserede i de samfund, de er vokset op i,« siger Malik Riaz.

At de ikke føler sig trygge er mildt sagt en grov fordrejning af, hvem volden rammer. Men læren er tydelig. Ved at sige fra overfor islamiske krav om særregler og behandle deres tro med den respekt den fortjener frem for den de forlanger bliver klimaet for den forskræmte muslim uudholdeligt. Hvis nogle allerede har svært med at leve med den nuværende eftergivenhed skal der altså ikke andet til end at vi kræver, hvad der er vores. Det kræver stor indre styrke for den enkelte muslim at søge tilflugt i dogmatisk livsfornægtelse når frihedens virkelighed presser sig på.

 Daily Mail fortalte sidste år om den “hvide flugt”, englændere, der ikke længere så nogen fremtid i deres hjemland.

Thousands of Britons leave our shores every year for a new life abroad, official figures show.

But although 75,000 ‘white British’ men and women are moving away, the population is still rising because of an influx of ethnic minority groups.

According to Government estimates, the established white population of England dropped by nearly 250,000 between 2002 and 2006.

(…)

Fed up with high crime, the rising cost of living and a lack of community spirit, Julie Parry and her family packed their bags and left Britain.

She and her husband Eddie, 42, sold their house in Exmouth, Devon, in 2006 and moved to the remote town of Okotoks, in Alberta, Canada, with sons Brandon, five, and Frasier, seven.

Mrs Parry, 32, said: ‘Britain isn’t the same country me and Eddie grew up in.

‘It’s just the amount of crime and the high cost of living.

‘We were both working yet at the end of the month there was hardly anything left. We reached a point where we though there must be another way, so we moved.’

Going to Canada was ‘ probably the best thing we’ve ever done’, she said.

‘The quality of life here phenomenal. There’s such a sense of community. Friends who visit can’t believe how little things cost.’ Mrs Parry runs a business helping Britons move to Canada.

Alle vil gerne nyde frugterne af det vestlige samfund, men de færreste gør sig klar at man skal dyrke vestlig kultur. England i dag karakterisreres ved, at folk flygter derfra fordi det ikke er engelsk nok, fordi der ikke er nok englændere. Blandt de der bliver tilbage væbner man sig til krig. Skyerne trækker op over det multietniske england.