Debatten om Israel

Diverse — Drokles on October 24, 2009 at 8:15 am

Weekendavisens artikel”Den israelske pyrrhussejr” fortæller om de diplomatiske konsekvenser for Israel af Goldstonerapporten

De øgede vanskeligheder for det israelske diplomati er en reaktion på den rapport, den såkaldte Goldstone-rapport, som FNs menneskeretsråd udgav i midten af september. Rapporten konkluderede, at både Israel og Hamas begik krigsforbrydelser mod civilbefolkningen under den tre uger lange krig i Gaza-striben i december-januar. Den giver parterne seks måneder til selv at iværksætte egen efterforskning af de påståede krigsforbrydelser; i modsat fald anbefaler den , at sagerne overtages af Den Internationale Straffedomstol i Haag.

»Goldstone-rapporten har givet palæstinenserne nye, stærke kort på hånden. Den taler i tydelige vendinger om israelske krigsforbrydelser under Gaza-krigen i januar, og mit gæt er, at israelske ledere, både politiske og militære, vil blive mødt med nye trusler om anholdelse ved udlandsrejser i den kommende tid,« siger Adam Keller fra den israelske fredsgruppe Gush Shalom. »Det er meget usandsynligt, at en anholdelse rent faktisk vil finde sted, men truslen er der, og det understreger situationens alvor.«

(…)

Hirsh Goodman fra Centeret for Nationale Sikkerhedsstudier ved Tel Avivs Universitet mener da også, at stormen mere eller mindre vil blæse over af sig selv. Dels fordi den er præget af »tydelige fejl«, men også på grund af dens tilblivelse som et opdrag fra et FN-menneskeretsråd, der præges af diktaturstater.

»Hvis denne rapport var blevet udfærdiget af de skandinaviske regeringer, ville Israel have grund til bekymring,« forklarer han. »Når stater som Syrien, Kina og Cuba er medunderskrivere, er sagen en ganske anden.«

Blandt andet ser Goodman det som en stor fejl i rapporten, at Richard Goldstone i sin kritik ligestiller den israelske regering og Hamas-bevægelsen, som sidder på magten i Gazastriben. Efter hans opfattelse er der ingen mening i at bedømme Israel efter samme målestok som »en bevægelse, der knuser al opposition ved at smide sine modstandere ud fra toppen af højhusene i Gaza by,« som han formulerer det.

»Der blev helt givet begået fejl under krigen mod Hamas,« siger han. »Goldstone-rapporten er ikke god for Israel, men den er med alle sine fejl heller ikke god for FN. Rapporten mangler troværdighed, og derfor vil den i det lange løb vise sig at være ligegyldig.«

Selvransagelsen er så sandelig startet i Israel, der aldrig får fred fra en fjendtlig omverden. I Haaretz begræder Bradley Burston den israelske regerings indædte modstand mod nogen, som helst undersøgelse af kamphandlingerne og henter et billede frem fra nyere jødisk folklore

You know the Golem story. It opens with political pressures and popular frustration, channeled and fueled by frankly anti-Semitic clerics and their disciples under arms, all backed by a regional power interested in stirring up local trouble to consolidate and expand its own restive, second-rate empire. The result: attacks and threats of mass-murder against the Jews.

You know the response as well: A leader of the Jews, well-versed in tradition and tragedy, creates and puts into operation a monster to save his people. After apparent initial success, the leader discovers that the monster can be neither controlled, deactivated, nor dismantled. Its actions, taken the name of self-defense, have put the Jews, once again, in danger.

Burston har efter eget udsagn læst rapporten og finder den overraskende ligevægtig i sine konklusioner og mener at Israel ved at afvise overhovedet at assistere Goldstone selv har beredt vejen for de fordrejninger og fejl, der udgør rapportens fundament. Selv om man i politik skal passe på med at lukke dørene for senere politisk manøvredygtighed overser Burston og mange andre at Israel ingen grund har til at tro på en FN-rapport sammenflikket efter ønske fra en række despotier og at der ligger en grundlæggende fare i at legitimere Hamas, som ligeværdig med Israel.

Israel er et land i krig med store fjender, der aktivt og konstant arbejder for dets udslettelse og mellem deciderede kamphandlinger står Verdenssamfundet klar med massive fordømmelser af alt israelsk. Det israelske samfunds pluralisme med dens debat og selvkritik ses af nogle, som beviset for at de tog fejl, som en slags indrømmelse uden skelen til det, der netop hæver Israel op over et mellemøsten af barbari. Disse angreb på Israel forudsætter altid det massive had mod Israel fra den muslimske verden og den larmende ligegyldighed fra det meste af resten af verden ikke, som værende et vilkår, men som et naturligt korrektiv. Siden de nu er så hadede må de tage sig sammen og blive en del af dette moralske fællesskab. Eric Alterman udtrykker i Weekendavisens kronik “Foragtelig og anti-israelsk” glimrende den holdning

Hvorfor er amerikansk politik over for den arabisk-israelske konflikt så forskellig fra resten af verdens, især USAs europæiske allieredes politik? USAs langvarige forhold til Israel har større omkostninger end noget andet beregnet i menneskeliv og økonomi. Det koster amerikanske skatteydere tre milliarder dollars i militær og økonomisk støtte, vækker voldelig modstand i store dele af den islamiske verden og holder liv i den globale anti-amerikanisme.

Intet andet land (med undtagelse af Israel) opfatter konflikten på samme måde som USA og betragter palæstinenserne som irrationelle angribere og Israel som den forurettede part. Men uanset, hvor kostbar og kontroversiel denne politik er, videreføres den så godt som uændret fra den ene administration til den anden og fra kongressamling til kongressamling.

På grund af en fæl lobby svarer han selv. David Forman derimod har et klart syn på, hvorledes man forholder sig til vilkår, samvittighed og retfærdighed og skriver i Jerusalem Post

None of this would have happened had Israel done the right - and moral - thing at the outset. An independent national commission of inquiry into the conduct of the war in Gaza and the Negev should have been established.

Should have, could have…. Der gælder helt andre regler for Israel.

Admittedly, when waging war in such a crowded land mass as Gaza, civilians will be caught in the cross fire, but the question remains: Did we do enough to limit unnecessary casualties? We do not need the soldiers from Break the Silence to tell us that we did not. The footage that was shown on television supplied sufficient proof of the aberrations that took place during the war.

(…)

OUR incessant whining that the world applies a double standard to Israel serves no purpose.

Formans nøgterne analyse er et opråb til sine landsmænd ikke bare om at granske sig selv for senere erfaring (han taler ikke om at straffe!), men også om ikke at lade sig male op i et hjørne af stædig ærekærhed og istedet tage de givne vilkår i betragtning uanset, hvor uretfærdige de er. Og uretfærdige er de, som han også fortæller (hvilket jo modsiger hans selvplagende påstand om Israels incessant whining)

First, the Goldstone report begins its investigation with the start of the Gaza campaign, although Hamas had been firing rockets on a daily basis at innocents in the Negev for years prior. Second, there was no consideration of the kidnapping of Gilad Schalit, held captive for more than three years without access to any international bodies, which is a violation of every convention that judges war crimes. Third, the report makes no mention of the wider regional dangers that Israel faces, that is, the ties between Hamas and Iran, which threatens the Jewish state with genocide - a prime violation of the United Nations Charter.

Fourth, the report skips over the violent takeover of Gaza by Hamas, whose clear intention was to attack Israel. Fifth, the disengagement from Gaza with the removal of the army and settlements plays no role in the report’s evaluation. Sixth, a country’s right to self-defense held little concern for the Goldstone committee. Seventh, since much of the testimony of the Gazans was conducted in public, it is naïve to believe that Palestinians would admit to Hamas’s endangering their safety for fear that they would be incarcerated, kidnapped or killed. Eighth, nowhere does the report acknowledge the fact that Hamas mercilessly killed more than 100 Fatah members during the war.

Formans tobenede argument om på den ene side at Israel burde ransage sig selv fordi det er det moralske og på den anden at man således ville fratage kritikerne en væsentlig substans i deres propaganda bunder begge dele, men på hver deres måde i spørgsmålet “…can anyone imagine Hamas examining its behavior?” Den umiddelbare logik bag det spørgsmål er lige til, men begrundelsen for hvorfor lægger han i en smuk udlægning af Noah, som rørende fortæller om forskellen mellem den jødisk-kristne etik og islam blodige lovreligion

This week’s Torah portion relates to the story of Noah. The portion begins with the words: “Noah was a righteous man in his generation” (Genesis 6:9). We have to stop constantly dealing in moral relativism to justify ethical lapses in our behavior. Yes, there are circumstances which confuse the moral standards of how one should react in a particular situation and that are not clear-cut, but we cannot always tell ourselves or the international community that, given the times we live in, we are the most righteous nation in the world.

Nej ingen kan forestille sig Hamas eller andre muslimske grupperinger granske sig selv, men det er en indbygget del af jødernes og de kristnes selvforståelse der grotesk bliver brugt, som et våben mod os i en uhellig alliance mellem selvhad, selvhad by proxy (Den vestlige israelkritik, der ikke bunder i plat antisemitisme) og mørkets magter. Det skriftlige oplæg i Tohraen og Biblen og den affødte traditions problematisering af Guds væsen er antitesen til Koranens bastante dekreter om at slå klart definerede grupper ihjel en bloc med varierende grusomhed. Formans nøgterne og optimistiske råd til sine landsmænd om at gå endnu en ekstra mil, strække sig endnu længere end man kan forlange af andre kan få tårerne frem. Hvad har dette folk da gjort for at gøre sig fortjent til sådan et had? For rapporten er ikke, som Burston fortæller afbalanceret når den er fuld af løgn. Fra Jerusalem Post

• Among the 343 members of the Palestinian security forces who were killed, 286 have been identified as terror organization members (83 percent). Another 27 fighters belonging to units undergoing infantry training raises this total to 313 (91%).

• Lumped under the rubric of the “Palestinian police” are all the security bodies that fulfilled combat and terror roles against Israel, the intelligence and preventive intelligence bodies, as well as those active in policing and maintaining order. Those serving in all of the Palestinian security apparatuses in 2007 and 2008 took part in terror activity and fighting against the IDF.

• In the December 27 attack on an officer training course at Gaza police headquarters, 89 dead were counted. Of these, 60 (67%) belonged to Hamas and almost all were members of its military wing, the Izzadin al-Kassam Brigades. The total number of terror activists and fighters among those killed at police headquarters was 81 (91%).

• The human rights organizations which reported on Palestinian casualties in Gaza failed to mention the affiliation of hundreds of security personnel who were members of terrorist organizations and who were trained fighters, thus artificially inflating the list of “civilians” killed by the IDF.

Hvad er det værd for Verdenssamfundet at påpege at Israels godt kunne have gjort mere end de allerede har gjort (hvilket er mere end nogen nogensinde har gjort) når urimelighedernes og groteskhedernes ophav ikke bliver berørt? Sir Harold Evans skriver rammende i Israel National News

If you treat people as the Chinese do the Tibetans or Uighurs (”Off with their heads!”); or as the Russians eliminate Chechen dissidents; or as the Nigerians tolerate extrajudicial killings, the evictions of 800,000, rape and cruel treatment of prisoners; or as the Egyptians get prisoners to talk (torture) and the Saudis suppress half their population …well, go through the practices of all 25 states voting to refer Israel to the security council for the Gaza war, and you have to acknowledge they know a lot about the abuse of humans. Anything to divert attention from their own atrocities.

Only six refused to join the farce – Hungary, Italy, Netherlands, Slovakia, Ukraine and the US. Britain didn’t just abstain. It shirked voting at all (along with those beacons of civilisation Angola, Kyrgyzstan, Madagascar, and surprisingly, France).

(…)

Israel risked its own forces by imposing unprecedented restraint. In testimony volunteered to the human rights council (and ignored), Colonel Richard Kemp, a British commander in Bosnia and Afghanistan, stated: “The Israeli Defence Forces did more to safeguard the rights of civilians in a combat zone than any other army in the history of warfare.” The “collateral damage” was less than the Nato allies inflicted on the Bosnians in the
conflict with Yugoslavia.

No doubt there were blunders. A defensive war is still a war with all its suffering and destruction. But Hamas compounded its original war crime with another. It held its own people hostage. It used them as human shields. It regarded every (accidental) death as another bullet in the propaganda war. The Goldstone report won the gold standard of moral equivalence between the killer and the victim. Now Britain wins the silver. Who’s cheering?

2 Kommentarer »

  1. Israels straffeaktion ind i Ghaza var en overlegen, miltær succes, hvor de militante mål blev prikket ud af de mere civile omgivelser. Israel vandt big time og løste de opstillede mål. Punktum.

    De fejl, man begik mod Hizbollah i Libanon, undgik man i Ghaza-striben. Ingen i verden kan anvende militære midler, uden at det på en eller anden måde går ud over civile. Kvinder i Ghaza-striben har måttet lide den tort, at deres forsørgere lige pludselig ikke overlevede at være Hamas-krigere. I Ghaza-striben er det endnu sværere at undgå civile tab på grund af palæstinenserne dobbeltnatur, der hele tiden svinger mellem at være militante og civile, svinger mellem propaganda og sandhed.

    Israel har intet at skamme sig over. Men Israel er i en position, hvor ethvert forsvar automatisk er forkert.

    Med venlig hilsen

    Comment by Emeritus — October 24, 2009 @ 6:06 pm
  2. Næsten helt rigtigt Emeritus. Enkerne efter hamas-krigere har altid, som deres mænd og deres aktiviteter været forsørget af EU og FN.

    Comment by Drokles — October 26, 2009 @ 7:40 am

RSS feed for comments on this post. TrackBack URI

Kommentér indlægget...

Monokultur kører på WordPress