Hvad de dog skriver

Diverse — Drokles on October 6, 2009 at 5:21 am

Lars Sandbeck anmelder i Politiken Kåre Bluitgens Koranbøger, som han kalder en julegave til Osama Bin Laden.

Det muslimske fortolkningsprincip, der allerede formuleres i Koranen selv, om at senere åbenbaringer ophæver tidligere, hvis der foreligger en modsigelse, er beregnet på at løse denne vanskelighed.

Men netop fordi der ikke – hverken blandt muslimske lærde eller vestlige forskere – hersker nogen entydig konsensus om, hvilke åbenbaringer der kommer først og sidst, er det meget åbent for fortolkning, hvad der står tilbage som gældende åbenbaring.

Denne fortolkningsmæssigt komplekse og åbne situation får Bluitgen (alt for) let og elegant ryddet af vejen med sine ‘oversættelser’.

Som enhver ved, fik den tidlige Muhammed, der måtte flygte fra Mekka, fortrinsvis tolerante og spirituelle åbenbaringer fra Gud, a la »Der er ingen tvang i religion«.

Den sene Muhammed, der havde erobret magten i Mekka, og som agerede profet, krigsherre, dommer og politisk hersker på samme tid, fik derimod mere intolerante, politiske og voldelige åbenbaringer, a la »Så dræb afgudsdyrkerne, hvor I end finder dem!«

Ikke videnskabelig
Det herlige er nu, at Bluitgens koranudgivelser gør det utvetydigt klart, at den sene Muhammed ’overruler’ den tidlige, hvorfor der ikke hersker tvivl om, hvad islam i virkeligheden handler om, når det kommer til stykket.

Efter min mening er Bluitgens ‘oversættelser’ ikke videnskabelige, men ideologiske.

At gribe aktivt og ændrende ind i en gammel tekst for at udradere dens ‘forvirringer’ er ikke god akademisk skik, men det kan i det mindste have den funktion at give læseren en koranudgave, der er lettere at afvise som intolerant og voldelig.

Der er mange gode grunde til at lade gamle, normative helligtekster forblive diffuse og komplekse.

Den ene er, at en uhomogen tekst tvinger til fortolkning og diskussion, hvorimod den homogene tekst tilstræber en lukning af enhver diskussion, allerede inden den er kommet i gang.

Folkeoplysning eller islamkritik?
Det er min mistanke, at Bluitgens arbejde giver moderate muslimske kræfter meget dårlige teologiske kort på hånden, netop fordi de forsøger at fortolke Koranen på tværs af åbenbaringernes kronologiske rækkefølge.

Derfor spørger jeg: Er Bluitgens store koranprojekt udtryk for folkeoplysning, eller er der i virkeligheden tale om islamkritik?

Lødig islam- og korankritik er et tiltrængt og længe forsømt forehavende, men spørgsmålet er bare, om en kritik, der foregiver at være samtale og oplysning, kan kaldes lødig?

Koranen er et komplekst og ‘forvirrende’ værk, der netop skal holdes forvirrende for at undgå den fortolkningsmæssige ensretning, som fundamentalister altid tilstræber.

De muslimer, der burde være utilfredse med Bluitgens indsats, er de moderate. Osama bin Laden har derimod fået en tidlig julegave i år.

Fortolkningens Porte har nu været lukket siden ulemaen bestemte det for 1200 år siden efter grundig læsning af de kanoniske skrifter og der hersker ikke nævneværdig tvivl om kronologien i Koranen til at det er meningsforstyrrende. Metoden at fastslå en kronologi for den del af Koranen, der er læselig er nemlig forholdvis simpel ved først og fremmest at sammenholde vers fra Koranen med de passende fortællinger om Profeten. Det efterlader på den ene side en rest, der ikke ikke kan fastslås i tid, men det efterlader på den anden side også et billede af en udvikling, som Lars Sandbeck selv nævner, nemlig en periode, hvor islam sælges, som en åndelig religion til en periode, hvor den træder i karakter, som en samfundsorden. Da Allah ikke kan vrøvle eller modsige sig selv vil alle tvivlsvers følgeligt lægge sig efter den logik, der allerede er udstukket i forhold til den kronologi man har etableret. De to udsagn om at der ikke er tvang i religion og at ikkemuslimer skal dræbes er jo ikke bare små forskelle men diamentrale modsætninger, som det er forholdvis let at orientere alt andet efter.

Det får være. Det mærkværdige er at Sandbeck beskylder Bluitgen for at bedrive ideologi ud fra en betragtning der selv minder meget om ideologi. Sandbeck fremdrager jo ikke et eksempel på et vers, der kunne være tvivl om, men holder sig til at de må eksistere og formålsbestemmer efter en normativ nytte så denne tilgang. Bluitgens store fejl i Sandbecks øjne er altså at han udlægger Koranen, som sammenhængene, hvilket er en lidt anden kritik end de stedlige imamers, der kritiserer at ‘han’ udlægger Koranen.

Helt komisk bliver det da Sandbeck argumenterer for at jo mere tvivl der er om indholdet i Koranen jo mindre absurd vil den fremstå og jo mere sammenhæng des lettere er den at afvise, som “intolerant og voldelig“. Nærmere en tilståelse kommer man ikke. Det er i en straffesag forsvarens sidste skanse at så tvivl om anklagemyndighedens bevismateriale for at appelere til juryens “rimelige tvivl”. Men den rimelige tvivl hører ikke hjemme i islam, der fastslår at der ikke er en gud uden Gud og at Muhammed er hans profet - det store segl, slutstenen.

1 Kommentar »

  1. Du har ret. Lars Sandbeck er helt utrolig. Man kan selvfølgelig ikke argumentere, som han gør. I et højskoleland med lang tradition for ægte folkelig oplysning, har vi ingen særlige grunde til at tvivle på, at netop Bluitgen har evnen og viljen til at forstå, respektere og lægge sit materiale til rette på en måde, så vi får en fremstilling, hvor vi langt bedre forstår, hvad de hellige Guds ord drejer sig om, end hvis Carsten Niebuhr-instuttet havde forsøgt sig med at UDLÆGGE samme tekst. Bluitgen har jo frem for alt en læreruddannelse bag sig. Et speciale i formidling så at sige. Ikke instituttets stærke side. Han har for længst vist sig som en glimrende formidler. Det er der i øvrigt ikke noget mærkeligt i. Det er heller ikke mærkeligt, at læger forstår sig på sygdomme og digtere på poesi.
    Pædagogisk set råder formidleren, Kåre heldigvis metodisk over mange måder at præsentere et stof på, UDEN at meningen derved går tabt eller forvanskes. Svindel og humbug er ikke en af metoderne.

    Så vidt jeg har forstået, er et af Kåres kunstgreb at systematisere et usystematisk tekstforløb. Hvis en sådan fremgangsmåde letter forståelsen og overblikket, er det præcis, hvad en formidler først af alt bør gøre. At ordne, hvad der fremstår rodet.

    Det kan ikke undre, at Islams fortolkere vil være utilfredse alene af den grund, at de har taget patent på sandheden gemt i rodet. Den sandhed, vi andre altid har tvivlet på.

    Med venlig hilsen

    Comment by Emeritus — October 7, 2009 @ 5:47 pm

RSS feed for comments on this post. TrackBack URI

Kommentér indlægget...

Monokultur kører på WordPress