To gode kronikker

Diverse — Drokles on October 4, 2009 at 4:12 pm

Den 26/9 bragte Jyllands-Posten en underdrejet kronik af Adam Holm om truslen fra det totalitære

For en måneds tid siden var en stor del af den europæiske politiske elite samlet ved Westerplatte, en halvø ved Gdansk, for at mindes årsdagen (1. september) for krigen, der rev kontinenter over, splittede befolkninger, lagde tusindvis af byer i grus, efterlod landskaber arrede og forpinte, og kostede omkring 100 millioner mennesker livet verden over.

Det kræver en dyb indånding og et kig i historiebøgerne, inden man kalder denne kataklysme for velsignet. I det aktuelle jubilæum betonede Ruslands premierminister Vladimir Putin og den tyske forbundskansler Angela Merkel, repræsentanterne for krigens største vinder og taber, at det er godt og vigtigt, at europæerne ikke længere slagter hinanden, men i stedet, trods forskellig historieopfattelse, arbejder sammen. Sådan skal politikere sige ved festlige lejligheder. Det er helt efter bogen og for så vidt acceptabelt. Men, hvad man savnede at høre, var begrundelsen for krigens nødvendighed. Den er strengt taget ikke særlig kompliceret og kan koges ned til denne ene sætning: Bekæmpelse af fascismen. Det lyder måske som gammeldags kommunistisk retorik, men det ville være synd at lade kommunisterne - dem af alle - få patent på kampen imod den brun-sorte totalitarisme, der med plantede bajonetter og sømbeslåede støvler knægtede det meste af Europa. Andre beslutsomme kræfter bidrog i kampen mod og slutteligt den nær totale tilintetgørelse af den mest afstumpede og forhærdede politiske ideologi, mennesket har frembragt. Men det holdt hårdt.

Forhistorien til krigens udbrud er grim og æreløs. Den handler om eftergivenhed, medløb og bekymring for at træde Adolf Hitler over tæerne i hans slet skjulte begær efter mere land, mere magt, mere revanche. Den vestlige politik blev kendt som ”appeasement”. En eufemisme af rang. Briterne og franskmændene forsøgte at berolige et vilddyr og troede, at de med et par pinlige tilståelser langt om længe havde fået »peace in our time«, som Neville Chamberlain udtrykte det i september 1938, men det nazistiske bæst blev stadig mere aggressivt og grådigt, og et lille år senere bed det til. Først med de sylespidse tænder på strubehovedet slog de liberale demokratier tilbage. »At long bloody last«, som man siger på engelsk. Og blodigt blev det som bekendt.

I denne weekend får man en uddybning af den nuværende totalitære trussel, som Adam Holm kun antyder fra Lars Hedegaard ligeledes i Jyllands-Posten (dog endnu ikke on-line)

Nyheden burde været braget gennem dansk presse, men jeg har slet ikke set den omtalt: Den 21.september kunne et armensk nyhedsbureau citere den tyrkiske ministerpræsident Recep Tayyip Erdogan for at have udtalt, at det er Tyrkiets mål at genoprette Det Osmanniske Riges magt.

(…)

Som den rettroende muslim, han er, kender Erdogan naturligvis islams og Tyrkiets historie som sin egen bukselomme. Så når han taler om at genoprette Det Osmanniske Riges magt, må det være denne strålende islamiske magtepoke, han har i tankerne.

Hvis det var noget andet, han mente, ville han utvivlsomt have sagt det.

Men Erdogan er en moderat leder, hører vi hele tiden fra vore politikere i Danmark og EU, som ikke hurtigt nok kan få 70 millioner tyrkere ind i Unionen, således at Europa om 20-30 år kan få muslimsk flertal.

I den forbindelse skal man lægge mærke til, at Erdogan i sin tale om det genoprettede imperium også opfordrede hver tyrkisk familie til at få tre børn. Alle de nuværende medlemmer af EU får betydeligt færre børn - ikke engang nok til at opretholde deres folketal. Så med Tyrkiet i EU vil Europas demografiske omvæltning komme til at gå meget hurtigt.

Og denne demografiske strategi for magtovertagelsen i Europa og resten af Vesten er præcis den, som islams ledende politikere, religiøse chefer og organisationer som OIC, Den Islamiske Konferenceorganisation med sine 57 medlemslande, har lagt sig fast på, efter at de har måttet sande, at de ikke kan erobre Vesten med traditionelle militære midler.

(…)

Erdogan kunne ikke have sagt det tydeligere, end da han den 10. februar 2008 talte til 16.000 tyrkiske indvandrere i Köln: »Jeres øjne og øren har til stadighed været rettet mod Tyrkiet. Den kendsgerning, at I gennem 47 år (dvs. siden de første tyrkere ankom til Forbundsrepublikken) har bevaret jeres sprog, jeres tro, jeres værdier. jeres kultur, men frem for alt at I til stadighed har understøttet hinanden, fortjener al mulig anerkendelse… Ingen kan forvente af jer, at I underkaster jer assimilation. For assimilation er en forbrydelse mod menneskeheden.« Altså: integration er ok, men assimilation er en forbrydelse mod menneskeheden. Det må vel så betyde, at herboende tyrkere, der f. eks. vil skifte religion, gifte sig med en dansker og blive en del af det danske folk, er forbrydere.

Og hvilken “integration” kan der være tale om, hvis tilvandrede tyrkere skal blive ved med at rette blikket stift mod Anatolien og leve, som om de stadig befandt sig der? Og for at bortvejre enhver tvivl om Erdogans politiske projekt er det værd at erindre om en tale, han holdt, mens han i midten af 1990′ erne var borgmester i Istanbul: »Man må enten være muslim eller sekulær! Hvis de to skal sameksistere, skaber de omvendt magnetisme… Derfor er det umuligt for et menneske at sige “jeg er muslim” og derefter sige “jeg er også sekulær”. Og hvorfor det? Fordi Allah, muslimernes skaber, har uindskrænket magt.« I 1998 fik samme Erdogan 10 måneders fængsel og et foreløbigt forbud mod at opstille til politiske poster for at have citeret følgende digt: »Moskéerne er vore kaserner, kuplerne er vore hjelme, minareterne vore bajonetter og de troende vore soldater.«

Men vore politikere vil have, at vi tager det fuldstændig roligt.

Erdogan mener noget helt andet i dag, får vi at vide. Han er blevet demokrat, sekulær og moderat.

Den vestlige politiske elites fejlopfattelse af det totalitære og det totalitæres nedbrydning af det civile i et frygteligt samspil ses glimrende i denne tjekkiske dokumentar, der desværre er lidt hæmmet at sin polemiske stil og lidt forstyrret af til tider direkte meningsforstyrrende undertekster. Ikke desto mindre…

Dokumentaren har jeg i øvrigt set hos Kitman TV, hvor der gemmer sig flere meget interessante dokumentarer.

14 Kommentarer »

  1. Jeg kan anbefale, In Defense of WWII: Chapter 1 of 5
    Victor Davis Hanson and Christopher Hitchens take on the WWII revisionists

    http://tv.nationalreview.com/uncommonknowledge/post/?q=NWQyMWM3M2RmYTUwYmQ1ZTgzOTYxNWI2NWU0YWJlZWM=

    Per N

    Comment by Per N — October 5, 2009 @ 9:59 am
  2. I den molekylære ende af det islamiske spektrum, foregår der for tiden i et af Europas udkantsområder, det lille Danmark, en på én gang defensiv og aggressiv udvikling i de store byers muslimsk dominerede kvarterer. Det er endog meget tydeligt for opmærksomme observatører, at Islams gadekrigere i disse områder er i fuld gang med at etablere en kampklar, ubrydelig, og langtidsgiftig indkapsling af deres endnu ret små parallelsamfund med henblik på gunstigere tider. Fortifikationer, maximering, der skal kunne modstå alle tilnærmelser og anslag fra en fjendtlig omverden. I princippet er disse reaktioner en helt forudsigelig demografisk og magtpolitisk molekylær del af det samme mønster, den samme strukturelle tilpasning, som Drokles makro-post egentlig handler om.

    For en mand som mig, der i en fjern fortid har haft en kort, men mindeværdig professionel tilknytning til en af Forsorgens døgninstitutioner, er den igangværende politiske diskussion om sænkning af den kriminelle lavalder til fjorten år ekstremt interessant i gadeperspektiv.

    Hvorfor lige 14 år? - Valget af aldersgrænse bliver næsten påfaldende, når man i dag i pressen kan læse, ‘…at kampen om lillebror er tabt…’!

    Kommer den melding bag på nogen? - Ikke blandt fagfolk håber jeg.

    På den institution, jeg var tilknyttet og med den udviklingsforskel, man altid må tage højde for blandt børn og unge, var snittet, den kritiske levealder erfaringsmæssigt - FJORTEN år. Institutionen i sig selv var både effektiv og velfungerende, men i sin behandling dybt afhængig af tidspunktet for anbringelse. Mange års praksis med børn fra selv de hårdest belastede miljøer viste med deprimerende tydelighed, at anbringelser efter det fjortende leveår ikke længere handlede så meget om resocialisering som om værktøjer, der kunne begrænse omfanget i forbindelse med individets senere, forventelige kriminelle løbebane.

    Islams gadekrigere er på samme måde at betragte som voksne (=stivnet) og derfor i vestlig forstand uden for pædagogisk rækkevidde, når de er fjorten år. Kønsmodne som de er og i stand til at bære skudsikre veste. Det har jihad-fabrikkerne og de kriminelle gennem lang praksis og naturligvis for længst fundet ud af lige som den institution, jeg allerede har nævnt, via praksis også fandt ud af det.

    Derfor er den politiske kredsen om de fjorten år i disse dage så umådelig interessant.

    Spørgsmålet er jo, hvor en aldersgrænse på fjorten mon fører politikernes tanker hen, især med hensyn til den barndom, der går forud for de fjorten år!

    Med venlig hilsen

    Comment by Emeritus — October 5, 2009 @ 11:24 am
  3. Det kan jeg også:
    http://monokultur.dk/2008/08/12/revisionisme-hanson-hitchens/

    mvh.

    Comment by Sobieski — October 5, 2009 @ 12:56 pm
  4. Ja, Per N det er en meget interessant diskussion og lidt overraskende for mig at Hitlers syfilis kunne have indflydelse på hans forhastning af sine “projekter”.

    Jeg aner intet om den slags Emeritus, men jeg er helt enig i at man reagerer på den stigende islamificering med dette tiltag. Den tabte lillebror er en meget præcis observation, men ak det afskrækker ingen for de kulturelle rødder lader sig ikke påvirke af tvungen socialomsorg, som de danske fængsler er. I Radioavisen Middag argumenterede en ekspert for at de danske fængsler blev set som små ferier af de kriminelle med masser af TV kanaler og tre faste måltider osv. Hun konkluderede derfor at straf ikke ville hjælpe, mens jeg tænkte at det var en falsk præmis da der i så fald ikke er tale om straf. Jeg vil have japanske fængsler, hvor man ekseserer fangerne år ud og år ind til de lærer at opføre sig ordentligt.

    Comment by Drokles — October 5, 2009 @ 3:25 pm
  5. Sobieski, godt set så behøver jeg ikke at andbefale de fleste af rækken op til idag.

    Comment by Per N — October 5, 2009 @ 8:27 pm
  6. PS. Peter Robinson er ham der skrev Regan´s Berlin tale.

    Per N.

    Comment by Per N — October 5, 2009 @ 8:34 pm
  7. Drokles, det var også delvis nyt for mig,Hitlers syfilis,
    men når disse 2 hoveder, ja Christopher Hitchens siger det og ingen protest fra Hanson (som jeg beundre for hans viden) ja så tager jeg det som et faktom.

    Per N.

    Comment by Per N — October 5, 2009 @ 9:02 pm
  8. Til Drokles.
    Ja, der skal skarp lud til skurvede hoveder.

    Stadig er alt herhjemme kun i sin molekylære vorden, . Hvad vi oplever her kan slet ikke måle sig med begivenhederne i Bosnien og Kosova, så hvilke spor skulle dog skræmme nogen.
    Ikke en mand som Bondam, og heller ikke Borgerrepræsentationen på rådhuset i hvert fald. Sidstnævnte holder godt fast i værdierne - har vi fået at vide.

    Næh, dialog er vejen frem.
    Imens planlægges i velvillig fordragelighed jihad-fabrikker, stor-moskéer henholdsvis på Amager og i Nordvest med imødekommende kommunal velsignelse.
    Hvem er dog sponsor?
    Sponsor er boss. Boss betaler, så Boss bestemmer, hvad der i virkeligheden kommer til at foregå i fabrikken.

    Apropos lillebror.
    Den tabte lillebror burde ikke tabes, men vindes. - Hvad sker!
    Politiske kommentarer i aftenens TV-avis afslører, at man vil symptombehandle og blot har til hensigt at forhindre, at fjortenårige spekulerer i at begå kriminalitet, fordi de ikke kan retsforfølges og straffes, før de er fyldt femten.
    Gammel sang. En vilkårlig stramning, som hverken medfører politisk eftertanke eller greb om det egentlige problem, som er miljøet og opvæksten. Indholdstom handlekraft altså.

    Med venlig hilsen

    Comment by Emeritus — October 6, 2009 @ 12:10 am
  9. Mens div. sociologer og kriminologer påstår at straf, dvs. også øget straf ikke virker, må konklusionen være det modstatte, altså at straffrihed hjælper. Det siges ikke lige ud (selvom det naturligvis er implicit) da det ville latterliggøre udsagnets ophav. En eller anden (Ghandi?) har sagt, at man kan dømme et samfund efter den måde det behandler sine fanger på. Det kan man så også, men ikke på den måde det almindeligvis gøres på. Appliceres udsagnet på andre felter bliver det nærmest absurd.

    Mht. til Hitlers fremskredne syfelis, så har det været vendt og drejet. Et argument jeg har hørt er at det ikke var muligt, da lægerne ville have opdaget det tidligt. Dertil indvender jeg, at Hitlers livlæge selv luftede mistanken (de fleste kilder må anses for at være behæftet med en vis usikkerhed, inkl. livlægen selv som var en society doktor med stor karisma og indflydelse på sine patienter). Hvis dette er korrekt, vil jeg tro at Hitlers medicinske stab kun havde begrænset adgang til hans legeme. Drager man paralleler til den anden store diktator Stalin, som også led af helbredsproblemer, angives det at den eneste der så den lettere vanskabte Stalin nøgen var Sergei Kirov. Hvis Hitler ligesom Stalin har været særdeles tilbageholdende med fysisk kontakt (selv til lægerne) kan det betyde at en endelig diagnose af sygdommen slet ikke har fundet sted. Derved må det så blive ved spekulation.

    Andre må gerne byde ind med deres viden/teorier om AH’s angivelige kønssygdomme.

    Comment by Sobieski — October 6, 2009 @ 1:38 pm
  10. I den fremragende og stadig holdbare engelske satireserie Yes Minister slår en økonom fast at antallet af sociale tilfælde stiger med antallet af socialarbejdere. Det er en logik, som kan bruges her også. Alene København brug i hundredevis af millioner om året på integration/forebyggelse af kriminalitet ovenpå det allerede omfattende velfærdsapparat, der i stor udstrækning i forvejen er mobiliseret for disse mennesker.

    Det molekylære er let at finde eksempler på, som Sappho f.eks. skriver her (http://www.sappho.dk/prasten-flygter-fra-tingbjerg.htm), hvor præsten i Tingbjerg terroriseredes væk fra området i stil med det, der foregår i Vollsmose. Sidte år eller forrige år var der i et af medierne DR, Information eller Politiken (hvorfor kan jeg ikke skelne mellem dem?) en jubelartikel om kritent-muslimsk samværd da en gruppe muslimer frivilligt holdt vagt foran kirken når der var julegudstjeneste så menigheden ikke blev chikaneret og overfaldet. Intet kritisk spørgsmål om, hvem det kunne tænkes at være, som dette frivillige og velmenende vagtkorps kunne være særligt egnet til at holde væk med deres muslimske egenskab.

    For at sprede problemet ud så skrev Danmarks Radio om det armenske folkemord forleden og her en af dagene er der en radioudsendelse om det. Men i Tyrkiet idag, der vandrer mod en stadig islamificering sker der nu igen lidt foruroligende ting idet nogen er begyndt at male tegn på døre, hvor kristne bor (http://www.tagesspiegel.de/politik/international/Tuerkei-Intoleranz;art123,2913550), som man gjorde det i Tyskland med jøderne. I Danmark har muslimerne udpeget sig selv med paraboler.

    Selvfølgelig siger Ghandi det, han sad jo selv i fængsel. En bedre måde kunne være at bedømme et samfund på hvorledes det er i stand til at beskytte sine borgere mod de uretfærdige.

    Comment by Drokles — October 6, 2009 @ 10:37 pm
  11. Til Sobieski.
    Det er meget muligt, at modstandere af straf her ret i, at straf ikke virker på hårdkogte voksne, lige så logisk og naturligt er det at tro, modstandere af straf nok mener, at straffrihed virker, når straf ikke gør. Problemstillingen er hele vejen igennem, som du antyder, absurd.

    Hvad blødkogte børn angår, indtil de ender som hårdkogte voksne, forekommer det mig, at alt skævkøres i den politiske debat, for det handler overhovedet ikke om at spekulere i straf eller fritagelse for samme, når vi har med børn at gøre. Det handler heller ikke om den praktiserede og misforståede forståelses-ramme på Nørrebro eller andre steder, for den virker heller ikke. De mange hundrede misbrugte københavnske millioner er et nærliggende eksempel på uvirksomheden.

    Man taler for tiden meget om, at bandernes fødekæde skal brydes. Kan man det? Tjah. Det kan man såmænd godt, men vil man satse, hvad det koster?

    Man kan formentlig kun løse problemet, dersom man først sørger for, at miljøpåvirkningen af barnet og den unge brydes. Primært er det ikke storebror, som er lillebrors problem. Begge brødre har tværtimod samme, grundlæggende problem. Problemet er forældrene, imamen og omgangskredsen. Den sammenhæng skal brydes.

    Ser man udviklingspsykologisk på det, udkonkurrerer konsekvens med lethed straf, fordi børn til en begyndelse er ‘blødkogte’ og personligheden under dannelse. Man må aldrig forveksle konsekvens med straf. De to begreber har intet med hinanden at gøre. En kapital fejlslutning især blandt mødre til deres egne drengebørn. Men forvekslingen gennemsyrer hele samfundet i dag, og Islam spidder den slags til sin fordel.

    Straf for eksempel i form af fængsel er absolut ikke til glæde for den fængslede, og den virker derfor heller ikke samfundsopdragende på den straffede. Det er heller ikke meningen - og hvorfor skulle straffen også virke samfundopdragende? Til gengæld bliver fangen institutionaliseret, så fangen bliver i høj grad påvirket. Det er en følge, men ikke målet. Straffen er udelukkende til glæde for samfundet, og kun så længe fangen sidder i buret.

    Der er ingen mening i at spørge, om fangen bliver et bedre menneske af at sidde i fængsel???Selvfølgelig gør han ikke det. Den slags meningsløst menneskekærlige spørgsmål tilhører omsorgsindustrien, forvirrede kvinder med rod i omsorgsgenet og humanister, men de rager ikke strafudmålingen eller hensigten med fængslingen.

    Med venlig hilsen

    Comment by Emeritus — October 7, 2009 @ 1:22 pm
  12. Emeritus.

    “Der er ingen mening i at spørge, om fangen bliver et bedre menneske af at sidde i fængsel???Selvfølgelig gør han ikke det. Den slags meningsløst menneskekærlige spørgsmål tilhører omsorgsindustrien, forvirrede kvinder med rod i omsorgsgenet og humanister, men de rager ikke strafudmålingen eller hensigten med fængslingen”

    Mere klart kan det ikke siges.

    Per N.

    Comment by Per N — October 8, 2009 @ 9:34 am
  13. Jeg er helt enig i din vurdering af Emeritus kommentar Per N. Klarere kan det næppe siges.

    Comment by Drokles — October 9, 2009 @ 5:38 am
  14. ja ja, sikke meget I ved om ingenting, debattørene herinde minus mig selv!!

    Comment by polle — April 19, 2012 @ 3:52 pm

RSS feed for comments on this post. TrackBack URI

Kommentér indlægget...

Monokultur kører på WordPress