Anne Knudsen med overset argument

Diverse — Drokles on October 4, 2009 at 10:02 am

Jeg har tidligere våndet mig over den absurde ide om at forbyde sex-køb ud fra en række standardgrunde, som voksne menneskers frihed til at administrere deres egne liv, at det er omvendt at kriminalisere købet af noget, som det er tilladt at sælge, den uendelige præcedens der ligger i at kriminalisere et erhverv fordi nogen kommer galt afsted osv. Og ligeledes og uden fantasi peget på det selvmodsigende argumentation fra forbyderne, hvor billedet af den stakkels prostituerede uden alternativer skal have revet hele sit indkomstgrundlag væk under sig så hun rigtig kan få det godt. Men Weekendavisens Anne Knudsen har fundet et glimrende argument jeg ikke har hørt før

Sex er så umådelig fin en ting, at den unddrager sig det normale livs regler. Dét mener Socialdemokraterne, og dét vil de gå til valg på.

(…)

Uden for sexlivet må man fortsat tage penge for enhver tænkelig ydelse. Mest iøjnefaldende er det, at titusinder af kvinder i Danmark i øjeblikket er ansat i stillinger, hvor de eksplicit får penge for at give »kærlighed«. Kærlighed (til klienter, elever og patienter) er et af yndlingsordene i velfærdsindustriens i talesættelse af sine egne aktiviteter. Det er veldokumenteret, at sagsbehandlere lige fra aktiveringen af arbejdsløse til pasningen af demente bruger ordet kærlighed om deres erhverv. Selv mere ædruelige fremstillinger af, hvad hjemmehjælperen, socialpædagogen, sygeplejersken, psykoterapeuten, skolelæreren og socialrådgiveren i grunden foretager sig for penge, omfatter følelsesord som ømhed, indlevelse og empati.

Følelser er åbenbart ikke for fine til at kunne sælges og købes på almindelige markedsvilkår, nærmest tværtimod. Det anses for at være særlig smukt og rosværdigt at have de krævende jobs med at elske folk, som ellers ikke ville blive elsket ret meget; de adfærdsvanskelige, de forstyrrede, de dovne, de grimme, de svagtbegavede og de senile. Det er faktisk gået hen og blevet selve velfærdsstatens kerneydelse: der skal være nogen til at elske os for vore skattekroner. Man må altså hjertens gerne sælge følelser uden sex. Men man må ikke sælge sex uden følelser. Ifølge Socialdemokraterne. Mærkværdigt.

Også mærkværdigt at jeg har overset det gode argument med mine mange år i omsorgssektoren.

0 Kommentarer »

Ingen kommentarer endnu.

RSS feed for comments on this post. TrackBack URI

Kommentér indlægget...

Monokultur kører på WordPress