Arven Efter Muhammed og hvorfor Sherry Jones er en af de helt store idioter

Forbrydelse og straf, Kunst og kultur, Postmodernisme, islam — Drokles on September 23, 2009 at 4:32 am

Den socialdemokratiske trut Yildiz Akdogan havde i fredagens Weekendavisen et interview med den amerikanske forfatter Sherry Jones, der skrev bogen Medinas Juvel og nu fortsættelsen Arven Efter Muhammed. Akdogans troskyldige nysgerrighed afdækker noget underholdende, men også lidt foruroligende sludder

Ifølge Sherry er det aldersfikserede fokus på Muhammed og hans koner ret misforstået - især hvad angår ægteskabet med Aisha . Hun mener, at de, der beskylder Muhammed for at være pædofil tager fejl - ægteskabet var en politisk alliance mellem ham og hans bedste ven Abu Bekir, som er far til Aisha .

»Hvis han var pædofil, kunne han have giftet sig med mange andre små piger, men det gør han ikke. Han gifter sig også med nogle, han ikke engang har set - det er udelukkende et spørgsmål om politiske alliancer. Ifølge nogle lærde, gifter profeten sig jo også allerede med Aisha , da hun var seks år, men han fuldbyrder først ægteskabet, da hun er ni år.«

Det springende punkt for påstanden om Muhammeds pædofili er ikke indgåelsen af ægteskabet, hvis motiver man kan spekulere i så tosset man vil, men fuldbyrdelsen af ægteskabet. Hvad skulle det til for? Øjensynligt er svaret for ligetil, hvorfor historien skal ændres så Jones kan fortælle om Aishas ”..kamp for kærlighed, men også en kamp for kærligheden til islam

- Men i din bog er hun ældre end ni…?

»Ja, hun er 14 år, og grunden til, at jeg lod hende være det, er blandt andet research og en samtale med min professor i arabisk. Her jeg fik at vide, at man ikke har samleje med pigerne, før de har fået deres menstruation.«

- Hævede du hendes alder for at gøre ægteskabet mere »legitimt« set med nutidens øjne?

»Nej, det er, fordi jeg ikke tror på, at Muhammed vil være sammen med en pige på ni år. Det passer ikke med den person, jeg havde lavet research på. Jeg forholder mig til argumenterne fra de muslimske lærde, som mener, hun må være mindst 15 år. Aisha var på slagmarken med Muhammed, og reglen sagde, at man skulle være 15 år for at deltage. Desuden har jeg læst, at inden for arabisk numerologi læses 6 som 16 og 9 som 19. Jeg valgte et mellemtal, og det blev så 14 år.«

Muhammed var ligesom ikke typen på en pædofil og ulemaen har givet taget fejl af tallene og nedskrevet hendes alder med drastiske ti år! Måske fordi de mente at det passede glimrende på den person, som de havde “lavet research på”?

I »Arven efter Muhammed« er Aisha omkring 19 år. Hun har mistet den, hun elsker, men samtidig er hun indblandet i magtkampen om, hvem der skal være profetens efterfølger. Hun spiller en afgørende rolle i opgøret mellem sin far og profetens fætter Ali. Valget bliver ikke svært for hende, hun hader Ali.

Her bliver det lidt forvirrende for Aisha var gift med Muhammed i 9 år (eller var det 19 år? For i så fald var Muhammed 72 år da han døde og ikke, som de fleste heriblandt Jones selv ellers har hævdet 62 år), men det stemmer dårligt overens med påstanden om af hun skulle være omkring 14 år da de blev gift. Hvis man læser Encyklopædien får man bekræftet den traditionelle opfattelse af Aishas alder da hun døde

‘Aisha bint Abi Bakr, 611-678, en af profeten Muhammeds hustruer. Hun blev enke som 18-årig og tog siden aktivt del i det religiøse og politiske liv. I arvefølgestriden efter mordet på Uthman, den tredje rettroende kalif, kæmpede hun mod Ali, som hun holdt ansvarlig for mordet, men blev i 656 besejret i et slag (Kamelslaget) nær Basra. Aisha menes at have haft stor indflydelse på Muhammeds liv.

Men ikke et ord om hendes alder ved indgåelse og fuldbyrdelse af ægteskabet med den aldrene Muhammed. Den danske udgave af Wikipedia lægger sig i tråd med Encyklopædiens udeladelse og beskriver Aisha således

Aisha bint Abu Bakr (Arabisk: ????? ???’isha, “hende som lever”, også transkriberet som A’ishah, Ayesha, ‘A’isha eller ‘Aisha, tyrkisk Ay?e, Ottomanisk tyrkisk Âi?e etc.) var en af den islamiske profeten Muhammeds koner. På islamisk skrift refereres hun ofte til ved titlen “De troendes moder” (arabisk: ??? ???????? umm-al-mu’min?n), efter beskrivelsen af Muhammeds koner som “De troendes moder” i koranen (33.6), og senere som “De trofastes moder” som i Qutb’s Ma’alim fi al-Tariq (pps6). Hun er citeret som kilde for mange hadither (traditioner omkring Muhammeds liv) med Muhammeds personlige liv som værende emne for de fleste fortællinger.

Aisha blev gift med Muhammed nogle måneder efter dennes første kones død. Hun er en kontroversiel karakter på grund af forskellige skildringer af hende i shia- og sunniudgaver af islams historie.

Det engelske Wikipedia er nu ikke i tvivl om Aishas alder da hun blev gift og ved hendes deflorering

According to the traditional sources, Aisha was six or seven years old when betrothed to Muhammad.[1][3][4] American historian Denise Spellberg states that “these specific references to the bride’s age reinforce Aisha’s pre-menarcheal status and, implicitly, her virginity.”[3] This issue of her virginity was of great importance to early historians who supported the Abbasid Caliphate. These historians considered that as Muhammad’s only virgin wife, Aisha was divinely intended for him, and therefore the most credible regarding the debate over the succession to Muhammad.[3]

Aisha stayed in her parents’ home for several years until she joined Muhammad and the marriage was consummated.[1][3][4][5][6][7] Most of the sources indicate that she was nine years old at the time, with the single exception of al-Tabari, who records that she was ten.[3]

Og lidt mere udførligt fra Answering Islam, der citerer kilderne overvældende

From the hadith of Bukhari, volume 5, #234

“Narrated Aisha: The prophet engaged me when I was a girl of six. We went to Medina and stayed at the home of Harith Kharzraj. Then I got ill and my hair fell down. Later on my hair grew (again) and my mother, Um Ruman, came to me while I was playing in a swing with some of my girl friends. She called me, and I went to her, not knowing what she wanted to do to me. She caught me by the hand and made me stand at the door of the house. I was breathless then, and when my breathing became all right, she took some water and rubbed my face and head with it. Then she took me into the house. There in the house I saw some Ansari women who said, “Best wishes and Allah’s blessing and a good luck.” Then she entrusted me to them and they prepared me (for the marriage). Unexpectedly Allah’s messenger came to me in the forenoon and my mother handed me over to him, and at that time I was a girl of nine years of age.”

Bukhari vol. 7, #65:

“Narrated Aisha that the prophet wrote the marriage contract with her when she was six years old and he consummated his marriage when she was nine years old. Hisham said: “I have been informed that Aisha remained with the prophet for nine years (i.e. till his death).”"

Tilbage til Sherry Jones for lidt afslutningsvrøvl.

- Ja, men er det ikke lidt selvisk af Muhammed, at han forbyder sine enker at gifte sig på ny?

»Jo, det kan man godt sige. I den nye bog ser vi konsekvenserne af det. Kvinderne lider, de har hverken nogen til at beskytte sig eller nogen at elske. Muhammed gjorde det, tror jeg, for at undgå skandaler og sladder. For eksempel praler Aishas fætter Talha med, at han vil giftes med Aisha , når profeten dør. Jeg kan forestille mig, at de andre mænd i Muhammeds kreds har sagt noget lignende om de andre koner. Muhammed var jo en ældre mand, han døde som 62-årig, hvilket er en høj alder i forhold til tiden. Det var hans måde at stoppe sladderen på og beskytte sig selv politisk.«

(…)

- Betragter du hende som en rollemodel, når hun ikke er noget i kraft af sig selv?

»Igen må man forholde sig til tiden og de omstændigheder, hun levede under. For mig er hun klart en rollemodel.«

Og Muhammed selv fremstår i Arven Efter Muhammed ifølge Akdogan som “mr. Perfekt“. Arven efter Muhammed i lyset af Aisha ser nu noget anderledes ud når man læser, hvad Khomeni havde på hjertet

“A muslim man can have sexual pleasure with a little girl as young as a baby. But he should not penetrate her vaginally, however he can sodomize her”. (Tehriro vasyleh, fourth edition, Qom, Iran, 1990)

For det er jo en banal lære af eksemplet Muhammed, som Front Page Magazine gør opmærsom på

The Koran takes child marriage for granted in its directives about divorce. Discussing the waiting period required in order to determine if the woman is pregnant, it says: “If you are in doubt concerning those of your wives who have ceased menstruating, know that their waiting period shall be three months. The same shall apply to those who have not yet menstruated” (65:4, emphasis added). Allah thus gives directives for a situation in which a pre-pubescent woman is not only married, but is being divorced by her husband.

This behavior by the man whom hundreds of millions of people regard as the exemplary standard of conduct has brought suffering to untold numbers of women and girls.

One Islamic land where child marriage is common – in fact, more common than anywhere else in the world – is northern Nigeria, where Sharia is in force. The Nigerian government has tried to act against the practice, passing a law in 2003, the Child Rights Act, that set the minimum age for marriage at eighteen. Islamic clerics have been the fiercest opponents of this law: Imam Sani, a Nigerian cleric, explained: “Child marriage in Islam is permissible. In the Koran there is no specific age of marriage.” Consequently, “the Muslim clerics have a problem with this Child Rights Act and they decried it, they castigate it, they reject it and they don’t want it introduced in Nigeria.” If the government imposed the law, Sani said, “There will be violent conflict from the Muslims, saying that ‘no, we will not accept this, we’d rather die than accept something which is not a law from Allah.’”

Nigeria is made up of 36 states, of which 18 have passed the Child Rights Act; however, only one majority-Muslim Nigerian state has passed the law, and that with a change that set “puberty,” rather than the age of eighteen, as the minimum requirement for lawful marriage. The result? As many as 800,000 Nigerian women are afflicted with fistula, a disease resulting from early intercourse and pregnancy.

Nigeria is not alone, either in the prevalence of child marriage there or in attempts at reform the practice. In September 2008, Moroccan officials closed 60 Koranic schools operated by Sheikh Mohamed Ben Abderrahman Al-Maghraoui – because he issued a decree stating that marriage to girls as young as nine was justified by Muhammad’s example. “The sheikh,” according to Agence France-Presse, “said his decree was based on the fact that the Prophet Mohammed consummated his marriage to his favourite wife when she was that age.”

It should come as no surprise, then, given the words of the Koran about divorcing prepubescent women and Muhammad’s example in marrying Aisha, that in some areas of the Islamic world the practice of child marriage enjoys the blessing of the law. Time magazine reported in 2001 that “in Iran the legal age for marriage is nine for girls, fourteen for boys,” and notes that “the law has occasionally been exploited by pedophiles, who marry poor young girls from the provinces, use and then abandon them. In 2000 the Iranian Parliament voted to raise the minimum age for girls to fourteen, but this year, a legislative oversight body dominated by traditional clerics vetoed the move.” The New York Times reported in 2008 that in Yemen, “despite a rising tide of outrage, the fight against the practice is not easy. Hard-line Islamic conservatives, whose influence has grown enormously in the past two decades, defend it, pointing to the Prophet Muhammad’s marriage to a 9-year-old.” (The Times doesn’t seem fazed by the fact that “conservatives” in the U.S. are not generally advocates of child marriage.)

And so child marriage remains prevalent in many areas of the Islamic world. In 2007, photographer Stephanie Sinclair won the UNICEF Photo of the Year competition for a wedding photograph of an Afghani couple: the groom was said to be 40 years old but looked older; the bride was eleven. UNICEF Patroness Eva Luise Köhler explained: “The UNICEF Photo of the Year 2007 raises awareness about a worldwide problem. Millions of girls are married while they are still under age. Most of theses child brides are forever denied a self-determined life.” According to UNICEF, about half of the women in Afghanistan are married before they reach the age of eighteen.

Og til sidst giver vi ordet til en grådkvalt Wafa Sultan

11 Kommentarer »

  1. Med al respekt…

    Sherry Jones har nosserne til at pisse folk af og stå ved det.

    Sherry Jones har nosserne til at trodse trusler og brændende forlag, og stå ved det.

    Hvem fanden er du, og hvornår har du vist et tilsvarende sæt?

    Comment by WilliamJansen — September 24, 2009 @ 9:40 am
  2. Du tildeler Sherry Jones et moralsk mod, og et fysisk mod, men er det relevant? Nej, for det er ikke det hun bliver dømt på, men alene på kvaliteten af hendes argumenter, og de er ikke ret gode.

    Comment by Sobieski — September 24, 2009 @ 11:03 am
  3. Som Sobieski så rigtigt pointerer argumenterer jeg ikke med at hun er en kryster, men at hun er en idiot. Det står faktisk i overskriften og burde ikke være til at tage fejl af.

    Jeg er Drokles.

    Comment by Drokles — September 24, 2009 @ 2:22 pm
  4. Jeg har forstået dit indlæg.

    Det her handler ikke om dommen over Jones’ intelligens, som måske/måske ikke er rimelig. Det her handler om at der er vigtigere ting i Islam-debatten end Islam-kritikken a.k.a. “den nye politiske korrekthed” (som jeg selv erkender at være en del af).

    Jeg vil til enhver tid tage Jones forvirring koblet med hendes nægten at lade sig kue end en velformuleret, “korrekt” og sympatisk holdning til Islam.

    Trodser Islam + Forvirret
    >
    Føjer Islam + “Korrekte meninger om Islam”

    Til enhver tid.

    Comment by WilliamJansen — September 24, 2009 @ 3:49 pm
  5. Mit indlæg handler KUN om “dommen over Jones intelligens” så hvorfor insisterer du på at det handler om noget andet. Det står i overskriften at jeg betragter hende som idiot på baggrund af det hun siger og intet andet. Det er hvad det handler om.

    Folk der kan læse en overskrift over folk der ikke kan læse en overskrift.

    Til enhver tid.

    Comment by Drokles — September 24, 2009 @ 3:56 pm
  6. Mon Wislam ben Asmaa snart har flere blogs hvor han kan sprede sit vrøvl på?

    Comment by Broholm (ordblind) — September 24, 2009 @ 5:13 pm
  7. @ Drokles, du spørger: Mit indlæg handler KUN om “dommen over Jones intelligens” så hvorfor insisterer du på at det handler om noget andet.

    WJ: Jeg insisterer ikke på at det handler om noget andet. Jeg insisterer på at vi faktisk har et problem i vesten, som hedder Islam. …og det imødegås ikke igennem en Islam-kritisk pendant til munke-marxismen, hvor alt går op i analyse. Sheryl Jones handler, og handling skaber forvandling. Derfor fortjener hun applaus, og ikke at være afsæt for dem der promoverer paralysis by analysis, og konstant flasher deres dhimmificering.

    Broholm, du har et problem med mig. Du må gerne forklare dig.

    Comment by WilliamJansen — September 27, 2009 @ 5:18 pm
  8. Altså helt ærligt Raapil. Du spørger i første kommentar “Hvem fanden er du, og hvornår har du vist et tilsvarende sæt? [af mod til at stå frem]” og bliver svaret at det handler om at jeg synes at hun ud fra det hun siger er en idiot, hvortil du i din næste kommentar siger “Jeg vil til enhver tid tage Jones forvirring koblet med hendes nægten at lade sig kue end en velformuleret, “korrekt” og sympatisk holdning til Islam.”. Det er da at insistere på at det handler om noget andet, nemlig her en opfattelse af mod end det, der er oplægget.

    Når du spørger “Hvem fanden er du….?” er det vel også underforstået at i sammenligning med Sherry Jones og hendes mod til at stå frem er jeg blot en ubetydelighed, der burde holde mine fingre. I første omgang glider jeg altid af på dine perfiditeter, men jeg kan se at de danner grundlag for hele din indfaldsvinkel så jeg vil alligevel svare. Ja jeg er blot en ubetydelighed for alt, hvad du ved. Og hvad så? Holder det jeg siger eller holder det ikke. Her på bloggen har vi den antagelse af det der siges er væsentligere end, hvem der siger det i modsætning til f.eks. Dagbladet Politiken og således invalideres argumenter ikke af at blive fremført i anonymitet. De står i egen ret, fri til at blive kritiseret.

    Og du kender mig jo ikke og ved derfor ikke, hvorfor jeg skriver under pseudonym. Jeg kunne jo være brandmand og redde mennesker ud af brændene bygninger med mit eget liv, som daglig indsats. Eller Jægerkorpssoldat i Helman. Eller jeg kunne konfrontere muslimer i mit daglige arbejde, som blot ville blive forstyrret af denne dagsorden, som min blog har. Du ved det ikke og kan derfor ikke slutte dig til noget konkret om mig på en generel antagelse, hvilket synes at være et gennemgående problem for dig.

    Du ved heller ikke om min anonymitet overhovedet sker under hensyn til mig selv. Det kunne være under hensyn til andre i min umiddelbare nærhed. Måske er jeg gift? Måske er der børn indvolveret? Måske vil jeg ikke lade mine omgivelser betale nogen, som helst pris for min overdrevne hang til at vånde mig. Jeg er anonym fordi jeg ikke ønsker at nogen skal vide, hvem jeg er og det er min egen sag og alt jeg vil llade dig vide.

    At være en ubetydelighed er skæbnen for næsten alle mennesker i dette land, der blot tuller rundt i deres liv og forsøger at holde skindet på næsen. Men da vi lever i et demokrati udgår magten fra alle de små ubetydeligheder og således bliver den lille ubetydelighed forpligtet til at give sit besyv med på den måde den enkelte finder det bedst i forhold til det samfund, som jo er ubetydelighedens eget. Der kan stemmes, læses aviser, tales ved morgenbordet eller på jobbet, skrives læserbreve, søges indflydelse osv. På den måde bidrager alle de små ubetydeligheder på hver deres måde til hinandens tanker og meninger og øger således den kollektive bevidsthed om, hvad der er væsentligt og hvorfor og hvad vi vil gøre ved det. Høj, som lav giver vi vores besyv med, hver med vores stemme fordi vi er foskellige. Netop fordi vi er forskellige er vi således også sikret imod at alt går op i det samme f.eks. analyse. Nogen kunne jo tænkes at læse analyserne udover dig og udleder måske noget konstruktivt - selv i din optik. Forleden havde jeg faktisk besøg af ingen ringere end Uffe Ellemann-Jensen (ham må du da have respekt for), som troede at mine skriverier var Søren Krarups (ham må du da også have respekt for). Selv om hans nysgerrighed nok kun var vakt af at læse hans eget navn i en sammenhæng så har jeg måske alligevel rørt noget i Ellemann-Jensen, hvem ved? Men for mig var det en lille hyggelig oplevelse at jeg i mit lille debatterende univers kunne komme i kontakt, men den tidligere udenrigsminister og stadig flittig debatør, fordi også han deltager i den demokratiske debat på alle planer, selv de ubetydeligste. Vi gør hver vores i forhold til vores liv, som de nu former sig med mange og ofte modstridende hensyn. Men sådan hænger vi sammen på alle mulige måder med direkte, som indirekte kontakt.

    Påstanden om at jeg hindrer noget med mine analyser er derfor helt afsindig (hvis jeg ellers læser din brug af paralysis by analysis rigtigt). Da mine analyser er mine egne og fremsættes i min egen tid er det min sag og hindrer aldeles ingenting for nogen som helst da det er helt frivilligt om man vil læse dem eller ej. Du skal ikke gøre mig ansvarlig for dine valg og disponering over din tid.

    Ligeledes er det skudt helt forbi at gøre en enkeltperson ansvarlig for en generel tendens de ser, som værende kontraproduktiv. Hvis alle gjorde det samme ville du have en pointe, men det gør alle jo ikke og vil aldrig gøre det, hvis de, som jeg gør følger, hvad de selv ser er bedst, frem for det du foreslår at følge det, der er rigtigt. Ud af de fem millioner mennesker vi er i dette lille ubetydelige land, som jeg nu engang holder af i al sin lidenhed er det jo kun en lille håndfuld der, som jeg blogger vores analyser. Hvis alle ofrede ligeså meget tid på tennis, som Caroline Wozniaki ville samfundet jo helt rigtigt gå i stå, men det gør alle jo ikke og vil aldrig gøre det. Men hun gør det og andre kridter så banen op, kører bus, underviser, spekulerer i aktier osv. Og hvis hun og alle andre, der ikke er dig på denne måde fælt svigter islam-debatten på den rigtige måde, der er din ja så hepper jeg alligevel på hende for det hun gør, som jeg også er glad for at nogen kører bus, underviser og allokerer investeringer rundt, hvor de måske bedre tjener et formål. Og bliver det for meget for mig med tennis slukker jeg bare for TV’et uden at sende Wozniaki en dårlig tanke.

    Når nu du selv bringer marxisme på banen så se på dig selv først. Du fremfører det rigtige projekt, hvoraf du udleder en bestemt tilgang, hvis alternativer følgeligt udgør et svigt. I denne tilgang bliver kritik af bestemte personers udsagn endda kontraproduktive og suspekte. At du gør dig bedre end jeg fordi du således følger en bestemt vinkel eller metode eller måske endda lov (om det så er ansigtets eller hjertets eller noget andet?) kan du da godt have ret i ud fra dine egne kriterier, men det interesserer mig ærlig talt ikke og jeg sover lige godt om natten for det.

    Comment by Drokles — September 28, 2009 @ 2:10 am
  9. @ Drokles, du skriver: Når du spørger “Hvem fanden er du….?” er det vel også underforstået at i sammenligning med Sherry Jones og hendes mod til at stå frem er jeg blot en ubetydelighed, der burde holde mine fingre.

    WJ: Du misforstår mig. Jeg har ikke kaldt dig en ubetydelighed, og det er ligegyldigt om du er en ubetydelighed. Jeg er selv en ubetydelighed (og på den baggrund kan du regne ud om jeg regner dig som ubetydelig eller ej).

    Ubetydelighed eller ej er fuldstændigt ligegyldigt. Det interesserer mig ikke hvilken borgerlig identitet som gemmer sig bag signaturet Drokles.

    Jeg giver dig 100% ret i din generelle overvejelser vedrørende ubetydelighed, og ubetydelighedernes rolle i et demokrati.

    Drokles: Her på bloggen har vi den antagelse af det der siges er væsentligere end, hvem der siger det

    WJ: Det har du fuldstændigt ret i. Men dit signatur er jo også et udsagn, ik’? Det er det udsagn, ikke din identitet jeg diskuterer.

    Det er muligt at du har valgt det udsagn fordi du har svage punkter i dit liv, som du har et oprigtigt og rosværdigt ønske om at beskytte. Men det ændrer ikke ved at dit selvvalgte udsagn signalerer svaghed, hvor jeg mener at vi bør signalere styrke (hvilket Sheryl Jones jo gør).

    Det er Sheryl Jones (og hendes ligesindedes) vilje til at sige “der er strøm i hegnet, hertil og ikke længere”, som vil gøre forskellen over de næste 10, 20, 50, 100 år.

    …og så virker det lidt for munke-marxistisk til min smag at gå i rette med hende over at hendes analyse er forkert.

    Comment by WilliamJansen — September 30, 2009 @ 2:15 pm
  10. Kære Jansen. Jeg kan ikke læse andet ud af det du skriver end jeg allerede har skrevet om du så mente det eller ej.

    Om mit signatur er et udsagn så er det intet andet udsagn end at en borger identitet gemmer sig bag den af ukendte grunde (og de er såmænd ikke helt så rosværdige som mine eksempler kunne forlede en til at tro).

    Jeg mener at Sheryl Jones vrøvler og på vrøvl bygger man intet godt - især ikke fremtiden. Sheryl Jones siger jo netop ikke at der er strøm i hegnet. Hun lyver tværtimod om Muhammeds pædofili med hendes absurde ide om at opskrive Aishas alder med 10 år. Politikensegmentet vil jo beroliges og afvise os andre, som løgnere og hadspredere når vi fortæller om det moralske forbilledes moralske habitus fordi de gennem Sheryl Jones løgne får en falsk intuitiv fornemmelse for Muhammeds sande karakter og en tro på at man bare kan vælge og vrage i fortolkninger og indtryk og billeder af islams “rigdom”. Og at disse valg understøtter ens sande identitet, nemlig at gode mennesker tror det gode og onde mennesker tror det onde om islam og således er motivanalysen genoprettet. Nej siger jeg til det! De må lære at forstå at kun en tolkning vinder for det er skrifterne der bærer den og ulemaen der sikrer den.

    Det leder mig til en bastant afvisning af beskyldningen om “munke-marxisme” hvis kendetegn ikke var analyser, men fejlanalyser af en helt bestemt slags.

    Comment by Drokles — October 4, 2009 @ 10:56 am
  11. I like the valuable information you provide to your articles.

    I’ll bookmark your blog and take a look at again right here frequently.
    I am relatively certain I’ll be informed a lot of new stuff proper
    right here! Good luck for the following!

    Comment by fonder — April 4, 2016 @ 5:42 pm

RSS feed for comments on this post. TrackBack URI

Kommentér indlægget...

Monokultur kører på WordPress