Solen er far

Diverse — Drokles on September 15, 2009 at 8:36 pm

Henning Svensmark skrev forleden en kronik i Jyllands-Posten

Det er vigtigt at fastslå, at den Lille Istid var en global hændelse. Den endte i slutningen af det 19. århundrede og efterfulgtes af en stigende solaktivitet. Gennem de seneste 50 år har solaktiviteten været det højeste siden middelaldervarmen for 1.000 år siden. Og nu ser det ud til at Solen skifter igen og er på vej mod det, som solforskere kalder »et grand minimum« som vi så i den Lille Istid.

Sammenfaldet mellem Solens aktivitet og klimaet gennem tiderne er forsøgt bortforklaret som tilfældigt. Men det viser sig, at næsten ligegyldigt hvilken periode man undersøger, altså ikke kun de sidste 1.000 år, så findes en overensstemmelse. Solens aktivitet har gentagne gange gennem de seneste 10.000 år svinget mellem høj og lav. Faktisk har Solen gennem de seneste 10.000 år befundet sig i en dvaletilstand ca. 17 pct. af tiden med en afkøling af Jorden til følge.

Man kan undres over, at det internationale klimapanel IPCC ikke mener at Solens forandrede aktivitet har nogen betydning for klimaet, men grunden er, at man kun medtager forandringer i Solens udstråling.

Netop udstrålingen ville være den simpleste måde, hvormed Solen kunne ændre på klimaet. Lidt som at skrue op og ned for lysstyrken af en elektrisk pære.

Satellitmålinger af Solens udstråling har vist, at variationerne er for små til at forårsage klimaændringer, men dermed har man lukket øjnene for en anden meget mere effektiv måde, hvorpå Solen er i stand til at påvirke Jordens klima. I 1996 opdagede vi en overraskende påvirkning fra Solen - dens betydning for Jordens skydække. Højenergitiske partikler accelereret af eksploderede stjerner, den kosmiske stråling, hjælper til at danne skyer.

Når Solen er aktiv, skærmer dens magnetfelt bedre mod de kosmiske stråler fra verdensrummet, før de når vores planet, og ved at regulere på Jordens skydække kan Solen skrue op og ned for temperaturen. Med høj solaktivitet fås færre skyer, og jorden bliver varmere. Lav solaktivitet skærmer dårligere mod den kosmiske stråling, og det resulterer i øget skydække, og dermed en afkøling. Da Solens magnetisme har fordoblet sin styrke i løbet af det 20. århundrede, kan denne naturlige mekanisme være ansvarlig for en stor del af den globale opvarmning i denne periode.

Dette er også forklaringen på, at de fleste klimaforskere prøver at ignorere denne mulighed. Den griber nemlig ind i forestillingen om, at det 20. århundredes temperaturstigning hovedsagelig skyldes menneskelig udledning af CO2. Hvis Solen nemlig har haft betydning for en anselig del af opvarmningen i det 20 århundrede, så betyder det, at CO2’s andel nødvendigvis må være mindre.

Lige siden vores teori blev fremsat i 1996, har den været gennem meget skarp kritik, hvilket er normalt i videnskaben.

Først sagde man, at en sammenhæng mellem skyer og Solens aktivitet ikke kunne være rigtig, fordi ingen fysisk mekanisme var kendt. Men i 2006 efter mange års arbejde lykkedes det os at gennemføre eksperimenter ved DTU Space, hvor vi demonstrerede eksistensen af en fysisk mekanisme. Den kosmiske stråling hjælper med at danne aerosoler, som er kimen til skydannelsen.

Derefter gik kritikken på, at den mekanisme, vi have fundet i laboratoriet, ikke ville kunne overleve i den virkelig atmosfære og derfor var uden praktisk betydning. Men den kritik har vi netop eftertrykkeligt afvist. Det viser sig, at Solen selv laver, hvad vi kan kalde naturlige eksperimenter. Kæmpemæssige soludbrud kan få den kosmiske stråling på Jorden til at dykke pludseligt over nogle få dage. I dagene efter disse udbrud falder skydækket med omkring 4 pct., og indholdet af flydende vand i skyerne (dråber) formindskes med næsten 7 pct. Her er tale om en meget stor effekt. Faktisk så stor, at man populært kan sige, at skyerne på Jorden har deres oprindelse i verdensrummet.

Derfor har vi set på Solens magnetiske aktivitet med voksende bekymring, siden den begyndte at aftage i midten af 1990′erne.

Og i Weekendavisen kunne man i denne uge læse at

Solen viser også andre svaghedstegn. Solvinden, som er en strøm af ladede partikler, der konstant blæser bort fra Solen, er nu på det svageste niveau, der er blevet målt, siden målingerne startede for 40 år siden. Da solvinden afskærmer os mod den kosmiske stråling fra verdensrummet, registrerer vi nu en stigning i antallet af kosmiske partikler, som rammer Jorden. Til gengæld betyder den svage solvind, at der er meget mindre nordlysaktivitet. Radioteleskoper måler den svageste solintensitet, siden regelmæssige målinger begyndte i 1950erne, og i det ekstremt ultraviolette område er energien af strålingen aftaget med seks procent alene siden forrige minimum i 1996.

I det synlige område stråler Solen også mindre, end den har gjort i de 30 år, hvor vi har haft systematiske målinger. Selvom det kun drejer sig om brøkdele af promiller i den totale energi, som Solen udsender, kan det mærkes i de yderste dele af Jordens atmosfære, hvor de kølige temperaturer giver satellitterne mindre modstand fra atmosfæren og dermed en længere levetid. Det gælder dog også for det rumskrot, der cirkulerer rundt mellem satellitterne - selvom den berømte værktøjskasse, som en af astronauterne på rumstationen tabte sidste år, nu er rapporteret at være brændt op i Jordens atmosfære.

Spørger man til forklaringen på Solens besynderlige opførsel, kniber det med gode svar. Det langvarige minimum er som nævnt kommet som en stor overraskelse for mange forskere, og den amerikanske rumorganisation NASA har siden 2003 udsendt så mange forkerte forudsigelser om Solens kommende aktivitet, at det nærmer sig det farceagtige. NASA-forskere har således løbende advaret om, at vi stod over for en voldsom solaktivitet, og i slutningen af december 2006 forudsagde de, at det kommende solmaksimum - som vi altså endnu ikke har nærmet os - ville blive det kraftigste i 400 år. Så sent som i juli sidste år forsikrede NASA, at Solen opførte sig helt normalt. Sammen med andre amerikanske organisationer har NASA også nedsat et panel, som kommer med årlige forudsigelser om den næste solcyklus. Panelet mødtes sidste gang i maj måned, hvor de udsendte en pressemeddelelse om, at der var konsensus om, at Solen ville nå maksimal aktivitet i maj 2013, men at dette maksimum ville blive det laveste siden 1928.

(…)

Solpanelets konsensus om Solens fremtidige opførsel giver associationer til FN’s klimapanel, der også altid når til konsensus om fremtidens klima, så det er interessant at notere, at solpanelet understreger, at deres forudsigelse er en konsensusafgørelse og ikke en enstemmig afgørelse.

Spørgsmålet ser ikke længere ud til at være, om Solen er på vej ind i et stort minimum, men kun hvor stort det bliver. Det kan blive et af de helt store - som Maunder-minimummet fra 1645-1715, som faldt sammen med den lille istid. Eller det mindre Dalton-minimum mellem 1790 og 1830, som også faldt sammen med en kuldeperiode.

Solen har i den sidste del af 1900-tallet haft en usædvanlig høj aktivitet, og man må derfor forvente, at en nedgang i aktiviteten også vil gøre det køligere på Jorden. Vi kan konstatere, at der ikke har været nogen opvarmning i de seneste 10 år, og det ser også ud til, at der er sket en afkøling de allerseneste år - senest med en globalt set meget kold vinter. De fleste klimaforskere vil nok mene, at det er for kort en periode til at drage håndfaste konklusioner, men efter at mange af dem i årevis har råbt »ulven kommer«, er nogle af dem nu begyndt at råbe »ulven kommer ikke«.

I forrige uge offentliggjorde et team af amerikanske og tyske forskere modelberegninger i tidsskriftet Science, hvor de viste, hvordan en lille ændring i Solens energiudstråling kunne producere en overraskende stor effekt på Jordens klima via ændringer i oceanernes og atmosfærens cirkulation. Og på en FN-konference i sidste uge i Genève advarede en af medforfatterne til FN’s klimarapport, Mojib Latif fra universitetet i Kiel, om, at vi på grund af ændringer i atmosfærens og oceanernes cirkulation kunne stå over for en kuldeperiode på 10-20 år. Selvom Latif næppe havde Solen i tankerne, da han fremlagde sin forudsigelse, så ser det ud til, at Solen har besluttet sig for at foretage det helt store klima eksperiment og dermed give os en enestående chance for at fastslå dens klima på virkning.

Den amerikanske vejrmand John Coleman leverede slagfærdigt sit syn på den videnskabelige konsensus og slog fast at the Sun is daddy.

3 Kommentarer »

  1. Ja, Svensmark redegør for sit synspunkt på udmærket og sober vis, og det, han fremfører, er heller ikke sværere, end at man som menigmand kan følge med og forstå, hvad han taler om. Godt at du citerer ham, så vi alle på bloggen kan få indtryk af, at han både er seriøs, og at han har en klar pointe, som er ganske svær at komme udenom.

    Spørgsmålet er blot, hvor afgørende solens fraværende solpletaktivitet bliver for klimaet denne gang. Helt de samme forhold, som skabte istiderne og som bragte os ind i Maunders minimum behøver ikke at være til stede eller finde sammen i dag.

    Hvor udbredt var isen allerede ved starten af istiderne og ved kuldeperiodens start i tidlig middelalder og igen i starten af Maunders minimum?

    Ingen kan heller forudsige, hvor lang tid solens dvaletilstand vil vare ved. Vi befinder os heller ikke helt samme sted i Mælkevejen som dengang, for solsystemet har flyttet sig fra de positioner den havde dengang - i astronomisk henseende ikke synderlig meget, men dog til nye egne af Mælkevejen. (én hel tur rundt i systemet er af astronomisk længde - med en varighed på omkring 250 millioner år, og så tæller få titusinder af år ikke møj’.)

    Betingelserne i Mælkevejens arme er heller ikke de samme som mellem dem, stoftætheden og gæstfriheden varierer overalt. Vilkår på jorden kan have ændret sig (jordskælv, vulkanudbrud, vind og havstrømme, koncentrationen af støv i luften samt velsagtens - at også menneskelig aktivitet spiller en rolle i sammenhængen).

    Der er en gryende erkendelse af, At Mælkevejen er et stort galaktisk interaktivt økosystem, hvor intet foregår helt tilfældigt, al den stund man jo uden videre kan konstatere, at der er tale om en gigantisk kannibalistisk snurrebasse styret af et meget stort sort hul i sit centrum, en central størrelse, der som dirigenten svinger sin taktstok over milliarder af stjerner - inklusive solsystemet.

    Alt dette gør selvfølgelig, at det er sværere at udtale sig med sikkerhed om klimaet, end Al Gore og Connie Hedegaard forsøger på og har styr på.

    Med venlig hilsen

    Comment by Emeritus — September 16, 2009 @ 5:06 pm
  2. Og en hel det sværere end jeg kan udtale mig om. Du forstår virkelig at få folk til at føle sig uvidende Emeritus.

    Svensmark slår også mig, som en ganske seriøs forsker og det er trist at han og flere som ham bliver ugleset, som havde de skjulte eller endda sinistre dagsordner. Men det er ikke noget nyt i videnskabens verden især når den videnskabelige disciplin halter - og det gør klimaforskningen.

    Comment by Drokles — September 16, 2009 @ 6:51 pm
  3. Får jeg mon folk til at føle sig uvidende? - Det kan du da nok forstå, at jeg aldrig kunne drømme om.

    Tilfældigvis har himmelrummets mange mysterier haft min interesse i mange år på amatørniveau. Desværre må jeg samtidig melde, at min viden på det klimatiske område er endnu mere begrænset, og at den, jeg har, ligger helt oppe i overfladen. Ikke meget større end TV-avisens fem-døgnsprognoser.

    Hvorfor så overhovedet kommentere?
    Da Svensmark for år tilbage kom i søgelyset støvede jeg rundt på nettet, ramlede bl.a. ind i NASAS hjemmeside og læste et andet sted om en israeler, som prøvede at få styr på Mælkevejens indflydelse. Alle disse stumper af delhensyn man må overveje i forbindelse med klimaet, har jeg hæftet mig ved og her viderebragt.

    Det var sådan set ikke Svensmark, men det, at han både havde en seriøs pointe og alligevel var kontroversiel, der fik mig til at fare rundt for at finde ud af, hvor bredt emnet måtte formodes at være. -

    Jeg er ked af, hvis jeg har bibragt læsere her på bloggen indtryk af, at jeg besidder nogen form for sagkundskab på området. Det er langt fra tilfældet, men et sådant forkert indtryk kan meget vel hidrøre fra min måde at angribe emnet på.

    Skulle det stik mod mit ønske have jaget læsere væk fra denne udmærkede blog beklager jeg det dobbelt.

    Med venlig hilsen

    Comment by Emeritus — September 17, 2009 @ 1:38 pm

RSS feed for comments on this post. TrackBack URI

Kommentér indlægget...

Monokultur kører på WordPress