Oppositionens projekt smuldrer

Diverse, Politik — Drokles on September 9, 2009 at 4:45 am

Villy Søvndals og Helle Thornings stærke alliance har selvsikkert fremsat hoverende ultimata til Radikale Venstre om underkastelse af en hård kurs mod indvandrere og en mere marxistisk styring af statens finanser. Det har de kunnet gøre i overmodig forvisning om at udsigten fra tinderne af den Radikale moralske hest viser et endnu værre alternativ i det kryptofascistiske VKO. Men realiten er at de er tvunget af deres parlamentariske grundlags direkte fjendtlighed overfor de væsentlige mærkesager, som økonomi og indvandring til at stille ultimative krav for at stive troværdigehden af hos en opposition, der ligger underdrejet tidens realiteter. Og tvangshandlinger kan være en svær lidelse at leve et konstruktivt liv med.

Hvis man ser isoleret på Helle og Villy ser det umiddelbart ud, som en stærk genfødsel af oppositionen med en slagkraftig politik, der vil videreføre de gode sider af den siddende regeringspolitik blot mere sympatisk. Måske endda en politik, som vi kan være bekendt at vise i udlandet. De to partiledere passer endda ind i en Hollywood skabelon med en ældre erfaren herre, hvis furede ansigt er en skarp kontrast til den yngre flotte og selvstændige kvinde.

Men politik er ikke en Hollywoodfilm med en klar historie og en happy end og Villy er ingen Spencer Tracy. Snarere er politik en uendelig sæbeopera med vekslende seertal, hvor karakterer bliver skrevet ud og ind af historien alt efter deres bidrag til menagerierne. Elskede eller hadede skal karaktererne være tilstrækkeligt interssante, hvis man skal holde på seerne. Men de skal også være tro mod deres arketyper så den almindelige balance kan opretholdes i det samlede billede. Den altid gode Crystle kunne ikke bare hoppe i sengen med en hvilken som helst gammel mand uden at blive antaget for usympatisk golddigger eller en seksuel afviger (den rolle blev hurtigt optaget). Og Helle kan heller ikke uproblematisk hoppe ned i sengen til Villy, hvis hun skal tages alvorligt, som de første meningsmålinger også antyder. Men det kan man måske arbejde på med nogle stærke replikker og følelsesladede scener. Men selv om Helle og Villy fremstår sympatiske, folkelige og frem for alt forpligtede på deres genfødsel af en slagkraftig opposition ændrer det ikke ved fundamentet for deres magt.

Problemerne for Socialdemokratiet er de samme, som de længe har været, nemlig at det er to partier med en fælles identitet. Det ene parti er marxistisk og nymoralistisk med sværmerier til det, der populært betegnes kulturradikalisme. Det andet finder sit fæste i en mere diffus folkelighed, som Stauning i sin tid lancerede med Danmark for Folket (DF) samlet om et fromt ønske om at gå fremad i sang og fællesskab. Selv om ledelsen i Socialdemokratiet har lagt sin kurs efter det sidste er partiet på bagsmækken helt uregerlig og demostrerer noget nær kaotiske tilstande i det samlede parti, hver gang en ny omgang værdipolitik diskuteres. Overborgmesterkandidat i København Frank Jensen hilser Irans moske i København velkommen mens ungdomspartiet mener at skatteyderne skal betale for den kvindeundertrykkende propaganda og Folketingsmedlemmer vil skjule irakere i protest mod den lov Socialdemokraterne selv har lavet osv, osv. For slet ikke at tale om ledelsens egen slingrekurs i forhold til burkaer.

Socialistisk Folkeparti har grundlæggende samme problem med en udefineret vælgerskare, der for en dels vedkommende kan svinge mellem det socialistiske og det liberale. Men indtil videre har den finurlige Villy formået at blænde vælgerne i sin succes og valgt blot at tie stille om sin mening både til at flere i hans Folketingsgruppe ville lade hånt om lovgivningen og skjule irakere uden sagligt opholdsgrundlag og til burkaforbud.

Ægteskabet mellem Helle og Villy er altså problematiseret af især den socialdemokratiske families interne splittelse, som hænger, som en klods om benet når man skal overbevise vælgerne om sin flyvedygtighed. Hvornår modsætningerne viser sig i Villys familie er ikke til at sige.  Helle og Villys bedste samarbejdspartnere i økonomi og indvandring vil ironisk være at hente på den anden side af midten, hvilket i sig selv underminerer argumentet for et regeringsskifte. Og skønt nogle måske vil besynge et farvel til blok-politikken, som vi har lært den at kende (også tilbage under Nyrup for de der ikke har fortrængt det) vil det også betyde en svag og inkonsekvent regering og det er også svært at overbevise vælgerne om nødvendigheden af. Ved at gå Dansk Folkeparti i bedene understreger man at de er det nye midterparti.

Principielt kan Dansk Folkeparti støtte en Socialdemokratisk regering, hvis det skulle komme dertil, men det er for tiden ikke realistisk. Og især ikke med Socialistisk Folkeparti i sin nye rolle. Det vil give indentitetsproblemer at have tre partier, hvis slagnumre alle er stram indvandring og sikring af velfærd og føre til en kanibalisering af hinandens vælgere. Og for skatteyderne ville det blive ekstremt dyrt. Men mpske kunne man holde dem fast på den repatriering, som de alle har luftet tanker om? Dansk Folkeparti er i en nærmest perfekt symbiose med det liberale Venstre, som ganske vist ser ud til at være faldet helt i søvn under Løkke Rasmussens ledelse. Hvor Venstre kan slå på at liberalisere folks økonomi og handlefrihed kan Dansks Folkeparti garantere minimale konsekvenser for den lille mand på risten. Og begge partier kan overfor deres vælgere og de potentielle af slagsen pege på værre alternativer til venstre for midten og Dansk Folkeparti tillige til højre for midten, hvilket understreger deres rolle, som midterparti, som stopklods for en borgerlig slagtning af velfærdsstaten.

Problemerne i Helles og Villys økonomiske politik har endda også hurtigt vist sig. Forbundet af Offentligt Ansatte skød i ugens løb finanslovsudspillet ned og så kan man, som socialist ikke stå tilbage med færre venner. Men det er ikke det største problem. Ved valget skal Helle og Villy overbevise vælgerne om det ønskelige i at skatten kan og meget sandsynligt vil stige væsentligt. Men mere vigtigt især i en krisetid at overbevise om det fornuftige i det og her løber de to partier ind i et gevaldigt troværdighedsproblem, som Venstre og Konservative vil forstå at udnytte. Ved det seneste valg var socialisternes slagnummer en voldsom forøgelse af den offfentlige sektor ud fra devisen om at gode tider skulle kunne mærkes for den enkelte her og nu gennem velfærd. Udsynet var altså dengang, at opgang ikke blev afløst af noget i overskuelig fremtid. Selv om regeringen ganske vist ikke forudså krisen, som de er blevet bebrejdet at de burde slog de allerede dengang fast at alt, der går op også går ned og manede til rettidig omhu. Pengene kunne vi tidsnok få brug for. Da krisen kom har socialisterne svar været enorme hjælpepakker af penge, der ikke ville være til rådighed havde de vundet valget og som der nu endda ikke ser ud til at have været behov for. Nationalisering af banksektoren og beløning af virksomheder og erhvervssektorer uden levedygtighed er ikke en ønskelig fremtid for de ansvarligt tænkende vælgere. Det stærke angreb på regeringens økonomiske politik har således været ganske uovervejet og har båret præg af desperation over ikke at være et dueligt alternativ.

Den manglende økonomiske realisme har givet Radikale Venstre en tiltrængt ro og Vestager er da heller ikke gået i panik over de kradse ultimata fra Helle og Villy. Her ser man udover de umiddelbart store ord og istedet frem mod valget om et par år og har sindigt satset på at formulere en saglig økonomisk politik, der tager danskernes bekymringer om Danmarks fremtidige økonomiske sundhed alvorligt. Den linie vil i den kommende tid udhule fornuften i Helles og Villys økonomiske ultimatum, hvilket vil undergrave tilliden til den del af projektet. Men hvis det ultimatum droppes for at købe lidt tillid tilbage og Radikale Venstre bliver indviteret indenfor på det økonomiske område, der er selve kernen i socialistisk tænkning vil mistanken også opstå om at de efter et valg også vil blive indviteret indenfor når det gælder indvandringpolitikken. Den stramme indvandringskurs er jo ikke traditionel mærkesag for de to socialistiske partier, men sur parlamentarisk nødvendighed, der tydeligt for de fleste har aftvunget især Socialistisk Folkeparti en anden kurs. Og en sådan mistanke, som et ultimatum jo netop skulle mane i jorden vil tabe valget for dem. Danmark er ikke landet, der belønner ultimata.

0 Kommentarer »

Ingen kommentarer endnu.

RSS feed for comments on this post. TrackBack URI

Kommentér indlægget...

Monokultur kører på WordPress